Sand Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 27 jun. 2017
  • Status: Igang
En helt normal pige tager til fest, hvor en væmmelig scene sker. Men hun bliver redet. Af hendes sande kærlighed måske?

0Likes
0Kommentarer
425Visninger
AA

2. Kapitel 2.

 

Vi havde fysik, og skulle finde ud af hvordan man lavede pink ild. Der var et helt hav af farver i klassen. Grøn, rød, blå, orange, og gul. Der var endda en lilla. Jeg havde ikke fået min ild op og køre endnu. Jeg ved det godt. Kom nu tænk! Det slog mig, og jeg begyndte. Læren var chokeret at ingen havde fået den pinke farve. “Har ingen læst op til opgaven..?” Han så så min, og smilede. De fleste havde læst op til opgaven, men de havde glemt hvilke kemikalier man helt præcis skulle bruge. Jeg var bare heldig. Jeg er normalt ikke så god til fysik. Jeg smilede til mig selv, og gik videre med opgaverne.

Jeg har snakket med pigerne om ham. Så da jeg fortalte jeg troede jeg mødte ham den dag, flippede de ud. De besluttede for at finde ham. Jeg blev overrasket over hvor fastsatte de var. Det gjorde mig glad, jeg ville nemlig gerne vide hvem det var. Så i hver pause gik vi rundt på skolen og ledte efter ham. Det var kune mig der havde set ham, og hørt hans stemme, så jeg skulle med overalt, selv om at jeg ikke så hans ansigt.  En af pigerne troede at de fandt ham, og slæbte ham helt over til min klasse. Men det var det ikke. Vi drillede dem med det resten af dagen.

 

Der gik uger uden det nærmeste syn af ham. Vi gav op med at lede. Jeg følte mig deprimeret, men på samme tid forstod jeg ikke hvorfor. Jeg mødte ham jo kun en gang. Og i så kort tid. Men jeg havde stadig den følelse.

Mine venner prøvede at opmuntre mig, og hver gang fortalte jeg dem at jeg var ok. At de ikke skulle bekymre sig. Så de gjorde. Selvom de stadig prøvede at finde ham i smug. Som de var meget dårlige til. Hver gang jeg så dem snige sig rundt på skolen, grinede jeg til mig selv. De kunne altid løfte mit humør. Jeg var glad for at have venner som dem.

En dag fik vi en stor opgave for i historie, så jeg blev efter skole, og lavede på den på biblioteket. Jeg var glad for min skole. Biblioteket var kæmpe, og skolen enorm. Det var sådan at hvis man tænkte på et Amerikansk universitet, så var det pænt meget min skole. På vej til biblioteket så jeg Professor M. Han flirtede med en af pigerne fra min årgang. Klamt. Han er den klammeste lære på skolen. Han prøvede at komme i bukserne på mange af pigerne. Han gik næsten kun altid efter dem på min årgang. Jeg var glad, for at han ikke havde prøvet på noget, med mig endnu. Jeg gik videre, uden at blande mig. Der ville alligevel ikke ske noget, hvis jeg blandede mig, En gruppe drenge gik forbi mig. Jeg havde en fornemmelse at nogle af dem kiggede på mig. Men var ikke sikker. Jeg nåede frem til Biblioteket. Der var ikke en sjæl. De eneste som var der, var bibliotekaren. Stilhed. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg fandt mit sted, og begyndte at læse. Mit sted var på den anden etage på biblioteket, bagerst. På lille hjørnesofa. Der kommer næsten aldrig nogen op på anden etage. Så jeg var sikker på ikke at blive forstyrret.

Der var gået to timer. Jeg pakkede mine ting sammen, og var på vej ud. Jeg så mig tilbage og så skolen blive mindre for hvert skridt jeg tog.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...