Sand Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 27 jun. 2017
  • Status: Igang
En helt normal pige tager til fest, hvor en væmmelig scene sker. Men hun bliver redet. Af hendes sande kærlighed måske?

0Likes
0Kommentarer
426Visninger
AA

1. Kapitel 1.

 

Jeg kan stadig huske det, dagen vi først mødtes. Dagen som forandrede mit liv.

 

Jeg havde fået en besked om at der var en fest og alle var inviteret. Først havde jeg ikke lyst, men efter en masse overbevisning fra mine venner, tog jeg med. Det kan da ikke skade. Vel? Vi snakkede om festen i dagevis. Alle jeg kendte skulle med. Jeg vidste det ville være en vild fest. Jeg var ikke lige den største fest type. Men jeg tog med alligevel. For mine venners skyld.

Vi kom til kvarteret hvor festen var holdt. Jeg spurgte hvor det var og mine venner pegede på det største hus i syne. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg spurgte om de var sikre at det var her festen blev holdt. og det var de. Festen var fin. Musikken var døvende, og mennesker drak og dansede. Da jeg var gået på toilettet, kunne jeg høre nogen have sex. Det var pænt akavet, så jeg skyndte mig bare ud. Jeg var blevet væk fra mine venner, og ledte efter dem. Jeg tror jeg ledte i en time. Til sidst gav jeg op og gik udenfor. Jeg skulle have en pause fra alt larmen, og de drukne teenagere. Jeg var på anden etage, og gik ud på altanen. “Jeg kan ikke tro hvor stort det er hus er.” Huset var enormt.

Var det borgmesteren som boede der? “Ja, det er ret stort.” Jeg hørte en stemme fra et par meter væk. “Ov, undskyld jeg forstyrrer dig. Jeg går igen.” “Nej, det fint.” Stemmen var en drengs, det kunne jeg høre. Han var høj, med brede skuldre. Han havde T-shirt på, og et par sorte bukser. Det var for mørkt til at se hans ansigt. Han gav et tegn til at jeg skulle komme nærmere, så jeg gik over til ham.

“Hvad er så dit navn?” “Kim.” Der var stadig for mørkt til at jeg kunne se hans ansigt. Kunne han mon se mit? “Hvad laver en pige som dig så her?” “Mine venner overbeviste mig at jeg skulle komme.” “Har du det så sjovt?” “Tja.. Det ved jeg nu ikke.” “Hvor er dine venner nu?” “Jeg blev væk fra dem.” “Så de er ikke lige til stede?” “Nej..?” “Kunne du så ikke tænke dig at vi havde det lidt sjovt?” “Hva-” Uden at jeg kunne tale færdig havde han taget mig i sine arme. Jeg prøvede at komme fri, men han holdte godt fast. Han prøvede at kysse mig, men jeg undveg. Uden at jeg havde opdaget det, var min ryg op ad en mur, og han havde fanget mig. Jeg lukkede øjnene. Der var stille i noget tid, og hænderne som holdte mine arme blev revet væk. Jeg hørte en råben, og nogle høje bang. Jeg åbnede øjnene langsomt, og så ham ligge på jorden. “Er du okay?” Mit syn kom hen på stemmen i et sæt. En anden dreng stod der. Han kiggede på mig med et bekymret blik. “Ja.. Tak.” “Du må undskylde ham. Han er en kæmpe nar.” “Kender du ham?” “Jep, han er en af mine venner.” Mine veninder kom forbi og løb hen til mig, for at se om jeg var okay. Det kunne høre nogle råbene, så de ville se hvad der foregik. Jeg fortalte dem hvad der var sket, men da jeg var ved at vise dem hvem der reddede mig. Var han væk. Pigerne tog mig med ind igen, og blev hos mig resten af aftenen. Jeg fik aldrig hans navn.

Jeg tog i skole dagen efter. Jeg var stadig lidt rystet efter festen. Mine venner blev hos mig, og sørgede for at jeg var ok. I timerne havde jeg det lidt svært med at koncentrere mig. Jeg blev ved med at tænke på ham. Det var for mørkt til at jeg kunne se hans ansigt. Men jeg ville aldrig glemme hans stemme. Men hvad hed han? Han forsvandt inden jeg kunne spørge om det.

En uge gik og jeg levede mit liv. Lavede mine lektier, hang ud med mine venner og var den artige lille pige som alle kendte. Jeg var lidt træt af mit normale liv. Der skete aldrig noget særligt. Jeg gik på den længste gang på skolen, og lagde ikke mærke til noget omkring mig. Jeg var fortabt i mine tanker. Det resulterede at jeg gik ind i en. “Undskyld. Jeg gik i mine egne tanker.” “Det helt fint.” Den stemme. Kunne det være? Jeg kiggede op men han var væk. Jeg vendte mig rundt, og så ham på vej væk. “Um.. Undskyld?” Han hørte mig ikke og gik videre. Jeg turde ikke kalde igen, for hvis nu det ikke var ham. Jeg gik videre, og kom til time før tid.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...