Smerten

En pige som har været igennem meget, kommer igennem meget mere.

0Likes
0Kommentarer
206Visninger

1. Smerten

 

Løber. Hun løber. Løber fra sine problemer. Løber fra hendes følelser. Løber fra alt og alle. Hun kan bare ikke klare det mere…

 

Mandag morgen. Normal dag, intet unormalt. Hun mødes med sine venner, og snakker hele vejen ind til klassen. Timen starter, og læreren kommer ind. Hun er glad. Lykkelig hvis man tør sige det. Hun har endelig fundet ro. Efter alt den familie krise, er der endelig bare ro. Hun kunne slappe af med vennerne. Hun havde endelig fået et godt forhold med drengene. Alting var bare perfekt.

Tysk time, læreren står og fortæller om grammatik. Hun spørger om hun må gå på toilettet, og for tilladelse. På vejen derud ser hun nogle piger sidde udenfor ved bordene foran toiletterne. Hun tænker ikke mere over det og går ind.

Noget tid er gået. Hun var lige ved at trække ud, men lyden af døren til toilettet gå op, og to pigestemmer lige efter fik hende til at blive stille. “Jeg fatter det ikke.” “Hvad mener du?” “Hvordan han hun bare gå rundt som om alting er ‘’ok’’?” “Hvem?” “Hende pige fra S klassen. Hende med alle far-problemerne. Hun er så irriterende! Hun går også hele tiden rundt med drengene, som om de er bedste venner!” “Syntes du virkelig det?” Der gik noget tid før der kom et ord. “Jeg troede jeg var den eneste som havde det sådan.” De to piger havde en und tone i deres grin. Der var stilhed, og lyden af en lukkende dør opstod. Hun stod forvirret bag døren. Hvad handlede det om?

Frikvarter. Hun sad med sine venner og snakkede. Hun har ikke tænkt så meget på de piger på toilettet. Hun prøvede nu mere at glemme dem. Men alligevel kan det ikke lade være med at poppe tilbage. “hende med alle far-problemerne”. Så slog det hende. Hvor ved de fra at jeg har haft problemer med min far? Jeg har jo kun fortalt det til pigerne. Hun blev stille. Pigerne hun sad med lagde ikke mærke til noget. De havde for travlt med at snakke om drenge.

 

Tirsdag morgen. Hun møder sine venner som altid, og følges til klasse. Selv om hun har et smil på, gør hun alt hvad hun kan for at prøve at glemme de to piger fra igår. Det virker bare ikke. Timen starter. Dansk. De skal læse nogle artikler, og skrive noter for dem. Det går meget godt. Selv om hendes fokus er lidt væk. Som sædvanligt bliver hun før færdig end de andre. Så hun begynder at læse i sin bog. “Forsvundet” Det var en Sci Fi bog. 3’eren i serien med 5 bøger i alt. Hun elskede serien. Hun har allerede læst hele serien, men den var så god at hun læser den igen.

Klokken ringer til frikvarter, og hun forlader klassen med sine venner. Hun snakkede med dem som om intet var galt. Hun var med i snakken, og havde det sjovt.

Engelsk. De fik en opgave på at skrive en historie. Hun valgte en Sci Fi ligesom hendes bog. Historier og noveller er hendes stærkeste træk. Tit sidder hun bare derhjemme og skriver en historie bare fordi hun har lyst. Hun fandt hvad hun ville skrive om, og gik i gang. Hun tastede afsted og var allerede halvvejs. Hun elsker at skrive. Hun føler at hun laver sin egen lille verden hver gang hun gør. Klokken ringer og hendes venner kommer over til hende for at tage hende med ud. Hun sagde hun ville komme om lidt, hun ville lige skrive historien færdig. Hendes venner nikkede og gik. Der hvor gået et godt stykke tid, og hun blev færdig. Hun pakkede sammen og gik så ud til pigerne. Lige inden hun drejede om hjørnet, hørte hun sit navn. “Hun er virkelig mærkelig.” “Hvad mener du?” “Hun har været så deprimeret i så lang tid, og nu opføre hun sig bare som om det aldrig skete.” “Ja. Nu når du siger det, så har jeg også lagt mærke til det. Hun hænger også meget ud med drengene nu.” “Tror i de har ondt af hende, at det er derfor de er hænger ud med hende?” “Ha sikkert. Hvorfor skulle de ellers?” “Ja.” “Hvorfor var det nu vi begyndte at hænge ud med hende?” “Jeg tror det var fordi vi fandt hende grædende. Så vi tog hende ind.” “Jeg ville ønske vi aldrig gjorde. Hun er bare for mærkelig.” “Tænk at du faktisk sagde det.” “Vi alle tænker det!” “Sandt.” Pigerne begyndte at grine. “Og alle de far-problemer? Hvad var det lige om? Tror i hun fakede det?” “Ja sikkert! Hun var træt af at være ensom, så hun kom med en løgnehistorie!” De begyndte endnu engang at grine. Hun blev såret. Det var ikke løgn. Hun kunne mærke tårerne på vej, og løb. Hun løb ud bag skolen, hvor hun viste ingen af de andre var.

 

Onsdag morgen. Da hun kom i skole gik hun en anden vej end normalt. Hun har ikke lyst til at se pigerne. Ikke efter dagen før. Hun gik hele dagen uden at snakke med dem. I frikvartererne blev hun i klassen og snakkede lidt med drengene. Hun gik udenfor for at få lidt frisk luft, men da hun kom tilbage, snakkede drengene om hende. “Tror i hun ville sige ja, hvis hun fik chancen?” “Selvfølgelig ville hun det. Efter hvad hun har været igen. Eller ‘’været igennem’’.” “Tror du det bare er noget hun har fundet på?” “Umm, ja. Altså se lige på hende. Der er ikke lige nogle blå mærker er der vel?” “Næ.. Jeg har ikke set nogle” “Viste hun dem ikke på et tidspunkt?” “Nej hun sagde At det var for pinligt.” “Kæft hvor åndsvagt at lyve om sådan noget.” “Ja!” Hun hørte hånfulde grin komme fra lokalet. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Det er ikke løgn! Flere hurtig, og næsten lydløse, fodtrin kom fra gangen hvor hun stod.

Brisen udenfor var blid. Træernes blade fløj rundt i luften. En stille eftermiddag, med at klang af gråd i luften. En gruppe piger kom forbi. De så hende heldigvis ikke. Eller det troede hun. Gruppen begyndte at grine og gå videre. Hun var træt. Hvad sker der? Hun var forvirret.

 

Torsdag morgen. Hun talte ikke med nogen. Kiggede ikke på drengene eller pigerne. Hørte flere og flere begynde at tale om hende. Der opstod flere rygter. En efter en begyndte at grine af hende. Hun var bare.. Træt…

Hun fulgte ikke længere med i timerne. Kiggende ud af vinduet, fløj tankerne rundt i hendes hoved. Hun var forvirret. Ked af det.  Såret..                Vred…

Frikvarter. Hun sad alene udenfor. Det var det eneste sted hun kunne være lige nu. Ude i Kulden, alene. Hendes tænker ville ikke være stille. De bliver ved med at råbe og skrige. Der er nogle hun kan forstår, og andre hun ikke kan. Og nogle skræmmer hende. Hun har ingen at snakke med, om hendes tænker. Dem som skræmte hende var ikke så høje, de var mere baggrundslarm. Hun prøvede at ignorerer dem, men det lykkedes ikke. De blev bare højere og højere.

Timen starter, og de skal arbejde i grupper. Man skulle selv finde en gruppe, men hun havde ikke lyst til at være i gruppe med nogen. Alle har fundet en gruppe undtagen hende. Læreren spørger hvilken en af grupperne hun vil være i, men hun svarer ikke. Så hun blev bare sat i en tilfældig. Hverken pigerne eller drengene hun plejede at hænge ud med, var i gruppen hun kom i. Hun var lettet. Men dem i hendes gruppe ville ikke arbejde med hende, så de holdte hende ude. I en hel time, sad hun og kiggede ud af vinduet. Hun er træt af at blive behandlet på den måde. Træt af at blive hånet og pint! Men hvad kunne hun gøre?

 

Fredag morgen. Skolen starter, og en tom plads er i klassen. Der bliver spurgt om nogen ved hvor hun er, men ingen svarer. Læreren går videre i protokollen, og råber det næste navn op. Frikvarter. Nogle af drengene og pigerne sidder sammen og snakker. “Har i nogen idé om hvor hun er?” “Næ, har du?” “Nej.” “Er I bekymret for hende?” “Lidt.” “Hvorfor? Hun er ikke værd at bekymre sig for!” “Ja men-” “Jeg er så træt af alt dit sød-stas-snak! Hvis du vil være i den her gruppe, så vil jeg ikke høre på alt dit pis!” “O-ok..” “Tror i hun har begået selvmord?” “hvorfor skulle hun det?” “Alle har ligesom fundet ud af det var en løgn.” Det ikke en løgn.. “Ha! Det håber jeg! For så behøver jeg ikke glo på hende mere!!” “Ja!” En gruppe højlydte latterer begynder. Hånfyldt latter.

Dagen går forbi, med intet syn af hende. Eleverne i klassen begynder at småsnakke. “Har i lagt mærke til at der er flere som ikke er dukket op til time hen af dagen?” “Ja.” “Mærkeligt.” Næste frikvarter starter, og pigerne går ud. De sidder ved deres sædvanlige sted og snakker. Nogle af dem går på toilettet få minutter før klokken ringer. Resten går i klassen.

Klokken ringer og læreren laver protokol. hun nævner pigernes navne, intet svar kommer. Hun spørger så om nogen ved hvor de er, og den anden del af pigegruppen fortæller de stadigvæk er på toilettet.

Timen er næsten slut og de er stadigvæk ikke kommet tilbage. Den anden del af gruppen begynder at blive bekymret. “Hvorfor kommer de ikke tilbage?” “Aner det ikke. Har i skrevet til dem?” “Ja, men intet svar. Det er som om de bare er forsvundet.” “Eller også pjækker de bare, og enten gider de ikke at svare, eller har ikke tid.” “Ja, du har sikkert ret.” Skolen slutter og gruppen skilles. En af pigerne prøver at ringe til en af de pjækkende pigers mobil. Men den gik på voicemail. Der var ikke en lyd. Damen som fortæller at personen ikke har tid til at snakke var der ikke. Det var det ellers altid. Der var bare stille. Bippet havde ikke været der endnu. Hun skruede helt op for lyden, og tog den op til øret. Lige det den ramte hendes øre, kom der et højt skrig. Hun blev forskrækket og tabte mobilen på jorden. Hun blev sur. “Hvad sker der lige for din skide voicemail?!” Hun samlede sin mobil op, og så den var smadret. Hun sukkede og gik videre. Derhjemme kaldte hun efter sine forældre. Men der var intet svar. “Mærkeligt, de plejer altid at være hjemme nu.” Hun ville ringe til sin mor, men kom i tanke om at hendes mobil var i stykker. Hun sukkede og gik ind i stuen. Men på vejen så hun, noget på køkkengulvet, i  øjenkrogen. Hun vendte sig om og begyndte at skrige. Begge hendes forældre lå på gulvet. Blodet omringede dem begge. En kniv i hoved på hendes far, og halsen skåret over på hendes mor. Tåre trillede ned af hendes kinder. Men inden hun kunne gøre andet faldt hun til jorden, med en kniv stukket dybt i ryggen.

 

Lørdag. Mange efterlysninger er blevet meldt til politiet. Folk forsvinder. Bliver fundet døde i deres hjem. Politiet kunne ikke finde noget mønster, Undtagen et. Alle børnene gik på den samme skole, samme årgang. Folk var bange. Bange for at de skulle være de næste. Det eneste folk kunne var at sidde derhjemme, og håbe på det bedste.

 

Søndag. Flere efterlysninger er opstået. Men flest mordsager. En efter en. Dræb efter dræb. Hvem ville gøre sådan noget. Myrde hele familier, både børn og voksne. Selv de helt små. Intet nåde blev vist.

 

Mandag. Halvdelen af klassen mangler. Enten fordi de er dræbt, forsvundet eller deres forældre holder dem hjemme. Hun mangler stadig. Den første som forsvandt. Ingen ved hvor hun er. Ikke engang hendes forældre. Hun er bare forsvundet.

Efter frikvarteret mangler der tre elever. De sidste fra pigegruppen. Læreren var ikke engang mødt op endnu. Nogle af drengene gik op for at hente hende, men kom tilbage tom håndet. “Hvor er hun?” “.. Væk” Der blev stille. De viste hvad han mente med det. “Hvad med de andre lære..?”             “... Væk.” De kiggede på hinanden. Ingen vidste hvad de skulle gøre. Lærerne er døde, og nu er de helt alene. De var bange. “Det var ikke løgn..” Der opstod en stemme fra døråbningen. De vendte sig om, og sagde ikke en lyd. De var bange. Rædselsslagen af hvad de så. Hun stod der. Den første som forsvandt. Hendes tøj var gennemblødt af blod. Der var både gammelt, og nyt. Hendes ansigt var smurt ind i det. Hun smilede af dem. Eleverne sagde ikke et ord. Det eneste de kunne var bare at stå og stirre. Hun nærmede sig og lukkede døren bag hende.

 

✋︎🕯︎⧫︎⬧︎ ☠︎□︎⧫︎ ✌︎ ●︎♓︎♏︎. Ingen tilbage. Alle er gået bort. Hvis de ikke er flyttet, er de døde. Man fandt aldrig ud af hvem morderen var. Aviserne er op og køre, det samme med nyhederne. Politiet har været helt inde over det. Men de har ikke fundet en løsningen endnu.

Hun går. Går fra byen. Med et smil på læben. Med alle ofrene bag sig. Hun går på en gammel øde vej. En gammel gård på siden. En mørk skyet himmel, og ikke et liv i syne. Alle overlevende i miles hvis har flygtet. Solen er ved at gå ned, og når den står op igen. Vil den næste by være fundet.

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...