Queensland's gyldne kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2017
  • Status: Igang
Elenoora finder en amulet da hun en ellers ganske normal morgen trasker ad den samme rute som altid. Hun ser en engel og med et befinder hun sig i en parallel verden med den forskel at her bor alle de overnaturlige væsner, som er beskrevet i legendernes gamle skrifter.

0Likes
0Kommentarer
468Visninger
AA

10. Rejsen

 

Rejsen: Landskabet ændrer sig markant i takt med at de kommer tættere og tættere på den almindelige verden, men det er en langsom ændring, den verden som Elenoora kom fra før i tiden og som hun også siden har besøgt mange gange når hun har været på ferie. På en måde glæder hun sig til at komme hjem til de mest vante omgivelser men på den anden side er dette det rene helvede at skulle hjem igen. Åh hvor ville hun dog ønske at hun kunne blive i Eyafall og opleve mere af alt det fantastiske liv og mærkelige væsner i landet og udforske det noget mere.

Rejsen er meget hårdere end den plejere at være, normalt går turen med en okay stærk hastighed på Raffies ryg men netop i dag er han meget udmattet og træt, det betyder at de ikke kan flyve lige så stærkt eller lige så langt som de plejer ad gangen pr. strækning.

Men Elenoora synes kun godt om at han flyver hurtigere fordi hun dermed har mere tid til at forberede sig til at komme hjem. Men det er også hårdt at befinde sig så mange timer i luften.

Rejsen over Eyafall og til den anden side er en lang og hård tur, for selvom de flyver så højt over jorden at det er umuligt at se dem med det blotte øje så befinder de sig stadig i en zone hvor der når som helst kan komme krig og ballade. 

”Vi er snart i skoven hvor jeg fandt dig” siger Raffie og begynder at dykke langsomt og sikkert ned mod jorden igen inden han lander og Elenoora hopper ned fra hans ryg og begynder at vakle lidt frem og tilbage inden hun er helt stabil på benene.

”Hvor længe vil krigen i Eyafall varer?” spørger Elenoora, ”det ved jeg virkelig ikke i princippet kunne den være færdig i morgen eller om et år eller et årti eller måske endnu mere end det. Men jeg tror din mor og søster venter på dig indenfor, skal du ikke ind og hilse på dem?”

”Jeg ved ikke rigtig hvor klog en ide det er, vil du da ikke med ind og hilse med Raffie?” Siger Elenoora og sætter sig ned ved siden af Raffie som stadig står op.

”Nej desværre kan jeg ikke blive meget længere nu, jeg er nød til at rejse tilbage for du ved jo hvad din fars opgave består af.” Siger Raffie og begynder at vandre ud af skoven og inden Elenoora har når at tænke mere er han ikke til at se nogen steder og så er hun igen alene, helt alene, som dengang for to år siden hvor hun fandt amuletten.

Stille bliver hun siddende i bunden af skoven, men der er ingen fugle der synger mere ligesom dengang hun ikke kendte Eyafall, mon dyrene også kender til Eyafall tænker hun for sig selv. Lette tårer fosser bare ned af hendes kinder og en fugl lander blidt på hendes ene skulder ligesom den ville trøste hende for alt hendes ulidelige smerte hun selv føler indeni. Det er den smerte som hun har opnået i den korte periode hun nu har befundet sig i skoven her.

Længe sidder hun bare sådan helt alene mens solen langsomt stiger op langt ude i horisonten for her er det morgen, langt væk fra hvor hun er og himlens farve skifter fra sort til lyserød til lilla for så til sidst at skifte til den velkendte blå farve, den farve hun altid husker trods tiden og stedet.

I samme sekund at farven er skiftet til blå dukker hendes søster op, men hun er næsten ikke til at kende nu når det er så længe de sidst har se hinanden, alt for længe siden. ”Diana min søster” råber Elenoora og sekundet drejer Diana sig og ser Elenoora direkte ind i hendes øjne, længe kigger de bare direkte på hinanden, ”hvem er du fremmede” råber Diana da hun ser at det er Elenoora. ”Mig, kan du ikke kende mig, åh jeg er din søster, kan du da ikke kende mig?” Siger Elenoora mens hun bare kigger væk i retning af udkanten af skoven uden at kaste et blik mere på Diana skuffet over at hun ikke kan huske hende fra før.

”Nå dig Elenoora, jamen jeg kunne næsten ikke genkende dig men du ligner jo dig selv præcis som du altid har set ud, men hvorfor er du allerede tilbage du sagde jo at du først ville komme om to år igen.” Siger Diana og fortsætter med at plukke jordbær, mens der igen bliver en tænkepause mellem de to søskende.

”Men nu er jeg altså kommet og så vil jeg gerne hjem til det gamle hus som vi altid har boet i men og hvis vi går nu så kan du få hele historien når vi kommer hjem.” Siger Elenoora og begynder at bevæge sig fremad.

I stilhed trasker Elenoora og Diana hjem hånd i hånd, de er begge lykkelige for at se hinanden igen og glæder sig til at overraske deres mor.

Der bliver ikke talt om noget og der er igen der siger noget mens de går det sidste stykke hjem til Elenooras gamle hus, kun lyden af knasende jordbund kan høres når de går. Men tavsheden er en helt anden en Elenoora er vant til fra Eyafall, tavsheden her er dejlig modsat i Eyafall hvor tavsheden blot var dræbende.

Selvom Elenoora udmærket kender ruten fra skoven og til der hvor hun bor så her er ikke tavsheden men det er tiden den mest dræbende. Tiden fra de begynder at gå føles som en evighed.

”Elenoora, jeg har en overraskelse når du kommer hjem” siger Diana og ser op på Elenoora som bare stirrer midt ud i den blå luft som om ingen har sagt noget, men efter en længere be-tænkningspause svarer hun ”jamen det glæder jeg mig til at se hvad er?”

Mere bliver der ikke sagt under hele turen på vejen hjem. Alligevel synes tiden hurtigere end før og inden nogen har set sig om så er de hjemme og står uden foran døren for Elenoora er dette øjeblik med mange meget blandet følelser. Kun sekunder fra at åbne døren og gå indenfor. Nervøst bliver hun stående ude lidt endnu og tænker på alt det hun har oplevet de sidste par år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...