Queensland's gyldne kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2017
  • Status: Igang
Elenoora finder en amulet da hun en ellers ganske normal morgen trasker ad den samme rute som altid. Hun ser en engel og med et befinder hun sig i en parallel verden med den forskel at her bor alle de overnaturlige væsner, som er beskrevet i legendernes gamle skrifter.

0Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

1. Eyafall

 

Eyafall: Myriader af fugle forskellige flyver atter til vejrs fra de mange vidunderlige trækroner netop denne dejlige sommermorgen. Elenoora kommer traskende i et raskt tempo her på sin sædvanlige morgentur. Hun elsker at se dyrene stå op og at se dem, når de kommer frem fra deres skjul. Både de der er landlevende dyr på jorden og dem i luften. Hun trasker videre ad en smal sti og hun går så stille, at man næsten ikke kan høre hende. Skovstien snor og bugter sig parallelt med et lille smalt vandløb, som fører til en skovsø i hjertet af skoven. Elenooras øjne er krystalblå. De skinner tilbage i solens lette og varme stråler.

Mens hun trasker stille og roligt fremad, tænker hun på alle de mange andre gange, hun har gået hen langs denne smalle sti hele vejen til skovsøen og tilbage igen, altid af den samme rute.  Hun nynner også lidt i skoven, som hun altid plejer at gøre det. Turen gennem skoven går hun altid, inden resten af familien vågner, hvilket betyder hendes mor Anastacia og hendes lillesøster Diana. Hendes far er ukendt. Men hendes tanker og sang bliver med et afbrudt af glimtet fra en guldkæde, der med en lille beholder har en blå amulet i som ligger tæt på grøftekanten og bare glimter smukt i solens stråler, som netop rammer præcist mellem træerne. Hun samler forsigtigt amuletten op fra jorden, som nu glinser endnu mere end før og den begynder at skinne kraftigt og mere intenst end før. Amuletten lyser nu så kraftigt, at man skulle tro, at nogen havde sat LED-lys ind på bagsiden af den.

Næsten i samme sekund som hun samler amuletten op fra jorden, kommer en engel til syne oppe fra himlen.  Englen daler langsomt ned fra himlen og ned mellem trætoppene, blidt rammer englen jorden og siger så:

”Goddag, Elenoora. Jeg er Raffie, og du er den udvalgte person til en meget vigtig opgave.  Kom med, og jeg skal fortælle dig alt, hvad du behøver at vide for at løse opgaven til fulde.”

Raffie kigger leende på Elenoora og siger så med samme blide stemme: ”Ja, jeg forstår godt, at alt dette forvirrer dig meget, men kom alligevel.”

”Men jeg må afsted nu, jeg skal tilbage og hjem igen. Når du er klar til at rejse, så banker du bare på amuletten tre gange, og så vil jeg komme til dig igen. Vi ses,” siger Raffie og afslutter.  Med et flyver han væk igen, og hun ser ham stige til vejrs.

Tilbage står Elenoora ganske alene og tavs, stirrer bare tomt ud i luften og tilbage ned i bækken og spejler sig i den blanke overflade, og der stirrer hun på billedet af sig selv. Hun ved ikke helt, hvad hun skal tro på. Men hun bestemmer sig hurtigt og vil prøve at give det en chance. Hun banker herefter tre gange på amuletten som beskeden sagde, og på sekundet kommer Raffie til syne. ”Eventyret venter forude!” siger Raffie.

Det første af turen går så hurtigt, og hun når ikke at opfatte ret meget af, hvad der sker på vejen, eller hvor de befinder sig, men Raffie mærker samtidig, at hun ikke er tryg ved ham og sænker farten lidt ned, så det ikke går helt så hurtigt, til hun er helt rolig igen. Hun nyder turen for fulde drag i alt den tid, hun får lov at sidde på ryggen, med et bliver hun rykket ud af tankerne, da de begynder nedstigningen daler roligt ned mod jorden igen. Ingen siger noget i alt den tid de befinder sig i luften.

Stille og roligt daler Raffie længere og længere ned mod jorden. De lander sikkert og blidt på en eng omgivet af flere tusinde tulipaner i alle farver. ”Ej hvor er her smukt, hvor er vi?” Spørger Elenoora stille Raffie, og han svarer med ligeså rolig stemme, ”vi er i landet Eyafall der, hvor alle magiske væsner bor og lever, har du aldrig læst eller hørt om Eyafall?”

Elenoora kigger på Raffie og siger så, ”jo, jeg har skam både hørt og læst om Eyafall i de gamle historiebøger som er på reolen derhjemme, men jeg troede ikke, at det findes, jeg troede, at den virkelighed, jeg kender, er det eneste, der findes.

”Men har i så altid kendt til vores land, eller er det også noget nyt for jer?” Spørger hun mens hun nysgerrigt smiler lidt genert.

Raffie ser op og siger med klang i stemmen: ”Jo, vi har skam også vores egen verden, men vi har altid været mere skjult for andre, der I, der lever i den almindelige verden,” siger han med et smil.

I langtid er der ingen, der siger noget, men så bliver tavsheden afbrudt af hovslag mod jorden, den stopper et par meter før dem, og Raffie rejser sig roligt op og går hen mod den. ”Følg med Elenoora”, siger Raffie, og Elenoora gør som beskeden lyder, hun rejser sig og går over til Raffie.

”Hvad er det for en hest”, spørger Elenoora lidt uroligt, og kigger på Raffie, og han svarer, ”hesten, der det er min, han hedder for resten Naoma, han kommer sikkert med en besked, lad os åbne brevet.”  Elenoora tager brevet som hænger i en snor, om benet og rækker det til Raffie, han åbner brevet og læser højt af hvad der står.

Mød mig ved min bopæl i byen, jeg venter dig og venligt tag Elenoora med. Men skynd dig, det er en meget vigtig samtale, jeg kan ikke udtale mig mere på skrift men skynd jer, jeg har sendt posten med Naoma.

Ludvig

Raffie mumler noget, Elenoora ikke kan høre, men så siger han, ”vi må afsted nu, du rider på Naoma, og jeg flyver i forvejen, Naoma kender selv vejen ind til Ludvigs hus i byen, han er i øvrigt menneske, så du behøver ikke være bange for ham,” og så var han væk, hun tøver ikke et sekund og Elenoora kaster sig op på Naomas ryg, og i fuld galop ridder hun hele vejen gennem skoven til udkanten af byen, hvor han sætter farten ned indtil han skridter igen. 

Ikke så langtid efter kommer Elenoora og Raffie til Ludvigs hus, hvor Ludvig allerede står og venter udenfor. Ludvig trækker Naoma om bag huset, og derefter kommer han tilbage. ”Kom, lad os gå indenfor, så kan vi sætte os der og snakke lidt om nogle vigtige ting”, siger Ludvig og går hen mod døren som vender ud mod gaden.

Som det første Elenoora ser hun et stort billede, hvor der er malet en hest der stejler, hesten er hvid, og i baggrunden ligger der en gård. Elenoora står længe bare og stirrer, og beundrer det meget længe.

Raffie siger, ”Elenoora, kommer du ikke ind, og sætter dig, jeg ved Ludvig glæder sig til at møde dig” og begynder at åbne døren mere. Men Elenoora siger bare, ”så du vidste, at jeg skulle komme, eller rettere, vidste Ludvig, at jeg ville komme?” ”kom med ind, så skal du få hele historien, siger Raffie og går tilbage hvor han kom fra og Elenoora følger lige bagefter.

”Jeg har glædet mig enormt meget til at møde dig Elenoora, jeg har hører rigtig meget om dig.” Siger Ludvig, og ser smilende over på Elenoora,

”Så du vidste, at jeg ville komme, og du vidste, at det var Raffie, der ville komme efter mig?” spørger Elenoora og ser på Ludvig og bagefter Raffie.

”Ja jeg vidste allerede på forhånd, at du ville komme til Eyafall, længe før du egentlig kom til verden altså den verden, du kender. Den verden du kender kalder vi fra Eyafall, den almindelige verden” siger Ludvig,

”hvordan det kan du vide det længe inden jeg overhovedet kom til verden og fortæl mig hvem er du egentlig?” Spørger Elenoora og ser undrende på Ludvig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...