Biebers babe ~ [Mimagines]

Katelyn møder Justin til en fest hos deres fælles ven, Chaz. De har instant kemi og kan slet ikke holde sig fra hinanden.
Men selvfølgelig er det ikke kun gode ting, man får ud af at date en verdenskendt stjerne. Hate, jalousi og medier er blot nogle af de udfordringer, de må kæmpe med hver eneste dag - og når publikum kalder, er det selvfølgelig dem, der får hans kærlighed.

Hovedpersonens navn er Katelyn Miller, men hun foretrækker i stor stil ”Kate”.

Historien er skrevet i jeg-person, da der var flest stemmer på det.

Kan også læses på facebooksiden Mimagines; https://www.facebook.com/MImagines/

72Likes
18Kommentarer
28835Visninger
AA

14. ~ B.B. 14

(So sorry for being awol!!)

 

Jeg sidder længe på badeværelset, chokeret og en smule rystende.
Hvad er der lige sket? Jeg ryster på hovedet og sætter mig bare til at vente, imens jeg tænker lidt over min situation.
Jeg ved ikke, om det er seriøst mellem Justin og mig, men ham psykopaten, der ligger ude i stuen, fik det til at lyde sådan.
Har folk seriøst sagt, hans gamle sange er om mig? Vi var ikke sammen meget mere end et par dage i sommeren 2009, før One Time blev udgivet.  

 

--- flashback ---

 

”Yay, limonade!” Chaz klapper henrykt i hænderne. ”Tak, søde mor,” siger han med det største smil.
”Katelyn, er du sikker på, du er okay med at være sammen med de her drenge selv?” Chaz’ mor kigger på mig med et medlidende blik. ”Bliver du her i nat? Jeg skal nok skynde mig tilbage i morgen og redde dig, hvis det går helt galt, okay?”
Jeg griner. ”Jeg klarer mig, mrs. Somers, jeg kan sagtens klare dem!”
”Godt, jeg ringer til din mor og forklarer hende situationen, ikk?” Hun smiler sødt.
Jeg nikker. ”Men ikke giv hende adressen, okay? Så kommer de bare og henter mig…”
Hun nikker, giver mig et hurtigt knus og smutter hen til bilen.
Vi sidder ved et bordebænkesæt lige ved siden af poolen i Chaz’ have. Mig, Chaz, Ryan og deres ven Justin. De er alle to klasser over mig, men Chaz’ mor har altid været gode venner med min mor, så jeg har altid kendt Chaz. Justin er mest sammen med hans drenge.
Jeg har set ham et par gange sidde og spille på trapperne til Avon Theater, men udover de generte smil, har vi ikke rigtig taget kontakt til hinanden. Ikke engang i skolen.
”Er du stukket af hjemmefra?” spørger Justin og griner.
Jeg nikker stille. ”Jeg magter dem bare ikke lige nu, de er SÅ for meget.”
”Jeg forstår dig godt…” Han kigger lidt ned i jorden.
”Bro, det bliver så underligt, at du flytter til USA!” udbryder Ryan pludselig og kigger på Justin.
Jeg kigger interesseret på ham, men får det ret underligt over det. Han virker så sød.
Han nikker. ”Det bliver fedt. Mor har fundet et hus i Brookhaven i det nordøstlige Georgia - men det bliver så underligt… Kan I ikke flytte med?”
”Jeg tager gerne med!” siger jeg og smiler stort.
Justin, der sidder overfor mig, rækker ind over bordet og highfiver mig. ”Sådan!”
”Skal vi ikke gå ind?” spørger Chaz. ”Det er jo skidekoldt! I har ikke engang jakker på, psykopater.”
Jeg fniser og rejser mig op på bænken. ”Jeg har ikke brug for en jakke!”
Justin smiler til mig og rejser sig også op på bænken. ”Heller ikke mig! Vi må være vikinger.”
”Det er altså 24 grader,” indskyder Ryan.
”Selvfølgelig!” griner jeg til Justin og forsøger at moonwalke på bænken, indtil jeg støder ind i Chaz og han puffer til mig, så jeg snubler tilbage til min plads.
”Hey, jeg har hørt, at du snart udgiver din første single. Kan jeg høre den?” spørger jeg.
”Radioer er faktisk ved at godkende den.” Han smiler lidt genert. ”Jeg har ikke selv skrevet den, men jeg tror, det bliver et hit.”
Han griner og begynder at kaste ”A” håndtegn, imens han synger ”aye, aye, aye” og danser lidt rundt på bænken.
”Pas på du ikke f…” Jeg når ikke at sige mere, før han skvatter ned fra bænken og lander i græsset. ”Justin!” Jeg hopper ned og løber hen til ham, imens Chaz og Ryan bare sidder og kigger lidt, indtil de giver sig til at snakke igen. Jeg ryster på hovedet af dem, sætter mig ned ved siden af Justin og rører forsigtigt ved hans hår. ”Er du okay?”
Han siger intet, men mumler noget, der lyder som et ødelagt bæltedyr.
”Hallo, drenge!” siger jeg irriteret til Ryan og Chaz. ”Justin er gået i stykker!”
De griner bare af mig og Ryan ryster på hovedet.
”Come on, vi må få ham ind eller sådan noget!” Jeg bliver mere og mere irriteret, men pludselig tager Justin fat om mit håndled og vælter mig ned at ligge ved siden af ham.
Han sætter sig op ved at støtte sig på sin albue, imens han kigger ind i mine øjne, der nærmest smelter sig ind i hans. Han flipper sit hår i slowmotion og jeg kigger tryllebundet på det.
Det går op for mig, at han nok ikke flippede sit hår i slowmotion, men det så altså sådan ud…
”Jeg er ikke gået i stykker,” griner han, da han har sat sit hår på plads. ”Troede hun virkelig på det?”
Chaz nikker. ”Du er ret god, my man. Har du overvejet at blive skuespiller? At droppe hele den der syngeting og så gå over til skuespil i stedet for?”
Justin griner og ryster på hovedet. ”Det kunne da være fedt. Men tænk lige, at jeg muligvis kommer til at kunne leve af at synge! Det er jo fuldstændig vildt.”
”Men din stemme er jo ikke gået i overgang endnu,” siger Ryan en smule bekymret. ”Tror du så, der opstår en pause sådan midt i din karriere eller lige når du er blevet stor, eller hvad nu hvis din stemme knækker på scenen?”
Justin trækker på skuldrene. ”Jeg er blevet tildelt nogen helt vanvittigt gode vocal coaches, det kan de helt klart hjælpe med til den tid.”
”Kommer du aldrig til Canada igen?” spørger jeg og skubber til hans albue, så han vælter helt ned at ligge igen.
Han råber en underlig lyd, da han rammer jorden og begynder at kilde mig. ”Selvfølgelig gør jeg det! En måned om året, kun for at være sammen med dig,” siger han lidt for selvsikkert, før han sætter sig på min mave og kilder mig i siden.
Jeg skriger højt og spjætter voldsomt. ”Find nogen på din egen størrelse!” råber jeg mellem mine grin. ”Chaz, din idiot, hjælp mig! Eller dig Ryan, someone!”
Justin fortsætter nådesløst. ”Gutter, I kan godt glemme det. I må hellere holde jer på min side - bare vent, til jeg er den mest kendte stjerne i verden! Så kan jeg købe jer huse og biler, glæder I jer ikke?”
”Sorry, Katelyn,” siger Chaz. ”Jeg er på Justins side.”
Jeg kigger bedende på Ryan, men det ser ud til, at alt håb er tabt. ”JUSTIIIIIIIIIIN!”
Chaz og Ryan griner og gør nar af mig ved at efterabe mig på en meget fjantet måde.
”Du er egentlig ret smuk,” siger Justin, stopper med at kilde mig og betragter i stedet mit ansigt. ”Jeg kunne godt skrive sange om det der fjæs.” Han prikker mig på næsen og smiler.
Jeg rødmer lidt og prøver at kigge væk, men han tager sin finger under min hage og får mig til at kigge ham i øjnene.
”Hey, det er okay,” griner han. ”Jeg er ret charmerende, totalt uimodståelig.”
”Jeg brækker mig,” siger Chaz. ”Du ved godt, hun er 13, ikk?”
”Du er da ikke meget ældre!” protesterer jeg og viser Chaz min langefinger.
”Hvad er din pointe, Chaz?” spørger Justin uden at fjerne sine øjne fra mig.
Chaz fnyser. ”Ryan, hjælp.”
Ryan griner bare og trækker på skuldrene. ”Hun er da mere moden end alle os tre tilsammen.”
”Jeg sagde hjælp!” siger Chaz. ”Jeg mente ikke, at du skulle hjælpe hende, jeeeeez, bros before hoes…?”
”Chaz…” Ryan ryster opgivende på hovedet.
”Du er en hoe!” hvæser jeg af Chaz.
”Så, så, børn.” Justin griner og holder mig fast til jorden.
Chaz slår sin hånd i bordet. ”Hun er bare som sådan en irriterende lillesøster, der bare altid har været der, du ved? Altså jeg holder super meget af hende, jeg elsker hende måske endda, men selvfølgelig kun på et søskendelevel - og nogle gange er søskende altså virkelig irriterende, og så har man lyst til at smadre dem, og…”
”Shhh…” Ryan klapper Chaz på hovedet og hiver ham indenfor, imens han bliver ved med at snakke. ”Shh, jeg ved det godt, jeg ved det godt, shhh…”
Justin griner bare og kigger så på mig. ”Har I virkelig kendt hinanden altid?”
Jeg nikker. ”Og jeg er altså ikke altid den irriterende, han er sådan en lort sommetider!”
”Trust me, I know.” Han smiler til mig og sætter sig på græsset ved siden af mig. ”Men jeg synes også, jeg har kendt ham altid… hvordan kan det så være, vi aldrig rigtigt har været sammen? Jeg mener, kunne han virkelig ikke unde mig at møde en sød pige, før jeg skulle til USA? Nu har jeg jo kun et par dage med dig og jeg ved godt, vi lige har mødt hinanden, men jeg ville elske at bruge mere tid med dig! Du kunne komme med mig til USA?”
Jeg kigger genert væk. ”Det… det kunne jeg jo ikke. Mine forældre ville aldrig tillade det og min skole er jo her. Og…”
”Ja, jeg forstår det godt, det var også bare en drømmetanke…” Han smiler lidt usikkert og kigger rundt omkring. ”Men lad os nu bare nyde de dage, jeg har tilbage i Canada!”
Jeg nikker ivrigt og smiler til ham. ”Det vil jeg meget gerne.”
”Hvor længe bliver du her?” spørger han. ”Jeg regner med at blive her i to dage, eller sådan noget.”
Jeg trækker på skuldrene. ”Ligeså længe, I magter mig!”
”Jeg er sikker på, jeg aldrig kan blive træt af dig!” siger han og smiler flirtende.
”Men når du tager afsted, kommer du jo bare til at glemme mig…” Jeg kigger ned i jorden, men han får mig igen til at kigge ham ind i øjnene.
”Glemme de der øjne? Aldrig.”

----- flashback done

”KATELYN, HVOR ER DU?!”
Jeg bliver revet ud af mine tanker og tilbage til virkeligheden, da døren, jeg sidder opad, bliver banket og sparket på.
”KATELYN!!” Det er Justin. ”KATELYN, ER DU DERINDE?”
Jeg tørrer en tåre væk fra min kind, rejser mig op og tager mig sammen. Efter en dyb indånding, åbner jeg døren.
”Jeg er her,” siger jeg.
Justin kigger på mig med store, bekymrede øjne og omfavner mig derefter. Han løfter mig op i luften, så han ikke skal bøje sig og holder mig hårdt ind til sig.
”Er du okay?” spørger han lige ind i mit øre, sætter mig ned og bliver ved med at holde mit helt tæt ind til sig.
Jeg kigger på Chaz, der ser både bekymret og lettet ud. ”Undskyld,” hvisker han. ”Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Jeg er ked af det, okay? Jeg vidste ikke…”
Jeg svarer ham ikke og vælger at kramme Justin i stedet.
”Jeg har aldrig været så bekymret for noget eller nogen i hele mit liv!” Han tørrer hurtigt sine øjne og slipper mig. ”Jeg er så ked af det og det er Chaz også, okay? Du må ikke bebrejde ham. Bebrejd ham psykopaten, politiet henter om lidt.”
Jeg kigger på Chaz og nikker så.
”Thank you,” mimer han med munden.
”Lad os tage hjem nu, ikke?” Justin tager mig i hånden og vi sætter os ud i hans bil og skynder os hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...