Biebers babe ~ [Mimagines]

Katelyn møder Justin til en fest hos deres fælles ven, Chaz. De har instant kemi og kan slet ikke holde sig fra hinanden.
Men selvfølgelig er det ikke kun gode ting, man får ud af at date en verdenskendt stjerne. Hate, jalousi og medier er blot nogle af de udfordringer, de må kæmpe med hver eneste dag - og når publikum kalder, er det selvfølgelig dem, der får hans kærlighed.

Hovedpersonens navn er Katelyn Miller, men hun foretrækker i stor stil ”Kate”.

Historien er skrevet i jeg-person, da der var flest stemmer på det.

Kan også læses på facebooksiden Mimagines; https://www.facebook.com/MImagines/

70Likes
14Kommentarer
19116Visninger
AA

7. ~ B. B. 7

(Længere kapitel for at gøre op for ventetiden ;) )

 

Jeg beslutter mig for at pranke ham tilbage. Og det skal ikke være en lille prank!
Det skal være så stor en prank, at det næsten skulle være med i tv-programmet Punk’d. Han har selv sagt, at han er ”unpunkable”, så det kunne være sjovt at modbevise.
”Skal jeg køre dig hjem nu?” spørger Justin, da vi er på vej hen til bilen.
”Hjem?” Jeg kigger mærkeligt på ham. ”Altså, jeg havde tænkt at, øh…”
Jeg nægter at være et one-night-stand, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det.
”Du kan selvfølgelig også tage med mig hjem!” siger han så. ”Jeg har det lige så sjovt med dig…” Han griner, da han tænker over hans lille prank før.
Jeg griner lidt, kigger dumt op på ham og slår ham blidt på armen. ”Det var ikke spor sjovt!”
”Det var vildt sjovt!”
”Okay, lidt måske,” indrømmer jeg. ”Det var lidt genialt. Men bare vent, du slipper ikke godt fra det.”
”Som om du kan klare at pranke mig!” Han griner en smule hånende. ”Baby, jeg kan ikke prankes. Don’t prank the prankster!”
Jeg griner ondt for sjov og Justin udbryder et piget skrig. ”Daaamn, så uhyggelig! Måske skulle jeg bare køre dig hjem, så du kan få jaget den dæmon ud, før…”
”Justin! Jeg vidste ikke, du kunne skrige på den måde - wow, imponerende!” Jeg klapper af ham. ”Hvem har lært dig det?”
”Mine 100 millioner fans har lært mig det.” Han trækker nonchalant på skuldrene.
Jeg nikker. ”Selvfølgelig. Jeg hader, når det sker. Det er bare hver gang, man går udenfor, så løber der 100 millioner folk bag en, det er altså ret stressende.” Jeg sukker på en udmattet måde.
”Hey!” Han griner og puffer til mig, men hiver mig tilbage op og ind til sig, før jeg når at snuble. ”Det er faktisk ret udmattende. Ikke noget at gøre grin med. Bare vent, du skal nok opleve det en dag, jeg tror på dig!”
”Åh, det er også min største drøm at blive jagtet gennem gaderne af en flok med høtyve og…”
”Shhhh.” Han lægger sin arm omkring mig og holder mig for munden, imens vi går det sidste stykke hen til bilen.
--------------
Justin parkerer bilen og vi går ud og hen imod døren, da jeg opdager, at noget helt bestemt er forkert her.
”Justin, det her er mit hus,” påpeger jeg forvirret.
”Nå!” siger han overrasket. ”What?! Hvordan endte vi her? Ej, hvor sjovt!”
Jeg kigger dømmende på ham. ”Du kørte herhen med vilje, ikk?”
”Hvad? Nej!” Han fnyser. ”Jeg tror, bilen har ført os herhen imod vores vilje! Shit, hvad skal vi gøre? Min bil er korrupt!”
”Hvad laver vi her?” klynker jeg. ”Du kunne godt lige have advaret mig…”
”Ja, helt ærligt bil!” Justin peger ’vredt’ på bilen og ryster på hovedet. ”Typisk. Det sker SÅ tit! Jeg burde have vidst det.”
”Justin, halloooo, hvad skal vi her?” Jeg står stille, fordi jeg ikke vil gå ind, men Justin skubber mig bagfra, så jeg kan ikke undgå at bevæge mig hen imod hoveddøren. ”Jeg forstår det ikke, vil du ikke have mig med hjem?”
Justin griner højt og slutter med et iskoldt ”Jo.”
”Men…”
Justin lægger igen sin hånd over min mund og ringer så på døren. ”Shh, det skal nok gå,” hvisker han creepy i mit øre, imens han aer mit hår. ”Jeg tror altså ikke, de er gået i seng, klokken er kun tre om eftermiddagen. Don’t you worry.”
Jeg får gåsehud og prøver at mumle til ham, at han er en smule ubehagelig.
”Shhhh…” hvisker han igen.
Daxton åbner ligegyldigt døren, imens han stirrer opslugt ned i sine nudler. ”Ja?” siger han uden at kigge op.
”Hej,” siger Justin.
Daxton sluprer et par nudler i sig og kigger op på Justin. Han spiler øjnene op og får en nudel galt i halsen, så han begynder at hoste voldsomt, indtil nudelen flyver op og lander på jorden.
”Ej… Det var en helt perfekt kogt nudel.” Han samler den op fra jorden og spiser den.
Jeg krummer mine tæer og lukker øjnene. ”Mmmm,” mumler jeg bag Justins hånd.
Daxton stiller nudlerne fra sig og rækker sin hånd hen imod Justin. ”Hej! Jeg er Daxton, Kates bror.”
Justin giver ham hånden og de laver et eller andet sygt håndtryk, som om de har kendt hinanden hele livet. ”Jeg er Justin. Justin Bieber.”
”Nååårh, det er dét, du hedder!” siger Daxton med tydelig ironi. ”Jeg syntes nok, du virkede bekendt.”
Justin trækker på skuldrene. ”Jeg har nok bare et af de der ansigter, du ved.”
”Sure, bro.” De brofister og Dax tager sine nudler op igen. ”Kom indenfor, mand!”
Justin fjerner sin hånd fra min mund og skynder sig at skubbe mig indenfor, så han kan komme ind og lukke døren. Han tager sine sko af og stiller dem pænt på måtten, hvorefter han lunter efter Dax.
Jeg kigger underligt på hans sko og derefter efter Justin.
”Bro seriøst, du skal høre det sjoveste!” hører jeg Justin sige til Daxton ude i køkkenet. ”Vi var på en restaurant, ikk, og så…”
Han forklarer hans restaurant prank og der lyder et højt bump ude fra køkkenet, hvorefter der er helt stille. Jeg hæver øjenbrynene og skynder mig ud i køkkenet, hvor Dax ligger på gulvet, helt rød i hovedet og griner lydløst.
”Oh gosh, træk vejret…” siger jeg lettere chokeret.
Daxton peger på dig, tager en dyb indånding og griner højere end jeg nogensinde har hørt ham grine før.
Jeg bliver helt bange og prøver at gå ud af køkkenet, men Justin tager fat i min hånd og trækker mig grinende hen til sig.
”Kender I hinanden?” spørger jeg undrende og kigger op på Justin.
”Altså vi har lige mødt hinanden,” svarer Justin. ”Bros ved første blik, du ved. Har du aldrig oplevet det?”
”Nej?” siger jeg med hævede bryn og undring i stemmen.
”Åh…” Justin tager fat om mit hoved, kigger medlidende ind i mine øjne og trækker mig ind til sig. ”Det er jeg så ked af at høre…”
”DU RÅBTE AF EN TJENER!” skriger Daxton pludselig og slår sin hånd ned i gulvet, hvorefter han ruller rundt et par gange og griner. ”BRO, LÆR MIG DET DER. HVOR MÅ DET VÆRE TILFREDSSTILLENDE AT YDMYGE NOGEN SÅ OFFENTLIGT.”
”Åh, trust me, det er så tilfredsstillende!” Justin roder i mit hår og krammer mig, så mit ansigt er fanget ind imod hans bryst. Jeg kan næsten ikke trække vejret, men kan sniffe hans fantastiske parfume imens, så det gør mig ikke spor.
”Jeg lover dig, vi kan snakke om det en anden dag, her er mit nummer,” siger Justin og kaster noget ned til Daxton på gulvet. ”Vi skal lige have pakket en taske til hende her.” Han giver hurtigt slip på mig og redder mig i at falde sammen i sidste øjeblik. Jeg var ikke forberedt, okay…
”Tillykke Kate!” siger Dax og highfiver mig. ”Så er du ikke kun et one-night-stand! Biebers two-night-stand. Det lyder også okay!”
”Daxton!” Jeg tager fat i den nærmeste ting - et æble - og kaster det efter ham.
Han griner, griber æblet og kaster det i skraldespanden. ”Har du set hendes værelse?”
”DAXTON!” råber jeg igen. ”Hold! Jeg tænker, du bare kan blive hernede, imens jeg lige pakker lidt, ikk?” Jeg smiler sødt til Justin.
Justin kigger spørgende på Daxton. ”Skal jeg se hendes værelse?”
”NEJ!” siger jeg bestemt. ”Absolut ikke!”
”Åh sis, det her er så flovt for dig,” siger Daxton, der næsten lige har rejst sig op igen. Han knækker næsten sammen af grin. ”Du skal se det, bro.”
”Daxton… Justin… Ikke gør det!” Jeg løber ud af køkkenet og op af trappen, så jeg kan låse døren til mit værelse, før Daxton når at bringe Justin derind.
”Du kan ikke slippe for det!” synger Daxton skadefro og spurter efter mig. Han er en af de bedste spillere på det lokale amerikanske fodboldhold, så han er både hurtig og stærk.
Halvvejs op af trappen får han fat i mig og smider mig over hans skulder. ”BIEBER, DET ER SIKKERT NU!”
”YAY!” råber Justin og løber op af trappen. Han kigger på mit ansigt, smiler og niver i min kind. ”Jeg beklager. Jeg bliver nødt til at se det.”
Jeg vrider mig og prøver at komme væk fra Daxton, men han griner bare og holder godt fast.
”Daxton, det er ikke sjooooovt!” Jeg slår ham på ryggen for at få ham til at give slip, men han ignorerer mig totalt. ”Ikke gør det, Justin, det er for dit eget bedste!”
”Det er den dør!” siger Daxton og peger på døren til mit værelse.
”NEJ!! Nej, det er det ikke! Jeg har flyttet værelse! Jeg flyttede værelse i går, Daxton!”
”Gjorde du?” spørger han undrende. ”Nej, hun gjorde ej, hun var ikke hjemme hele dagen - hiv i håndtaget, Kronk!”
”Så gerne!” Justin efterligner mit onde grin og trækker ned i håndtaget. Der sker intet. Han prøver igen. Intet. ”Bro, jeg tror, der er låst.”
Jeg ånder lettet op. Jeg havde helt glemt, jeg havde låst døren. Jeg er sikker!
”Så snu… Kate, giv mig din nøgle.” Dax ryster lidt med mig. ”Kom nuuuu!”
”Pff! Aldrig.”
Han griner. ”Godt, jeg har en ekstra på mit værelse,” siger han og går hen imod sit værelse.
”Har du en nøgle til mit v.. Neeej vent, ikke dit værelse!” siger jeg med frygt i stemmen. ”Kan jeg ikke blive herude? Please, Daxtooon, jeg vil ikke!”
Justin går efter os og rækker tunge af mig. Jeg rækker tunge tilbage.
Dax åbner døren og jeg holder straks vejret.
Justin lægger mærke til det og griner. ”Hvad er der i vejen med hende?”
”Jeg tror, det er en hunkønsting. De kan åbenbart lugte ting, hankøn ikke kan.” Daxton trækker på skuldrene og jeg mister fokus, så jeg kommer til at trække vejret. Stor. Fejltagelse.
”Kan I seriøst ikke lugte det?” spørger jeg svagt og holder vejret igen.
”Hvad siger du?” spørger Justin drillende for at få mig til at trække vejret igen.
Jeg ryster på hovedet, men han prikker mig i siden, så jeg skriger og vrider mig.
Daxton sætter mig ned for at lede efter sin nøgle og jeg løber efter udgangen, men Justin får fat i mig og krammer mig bagfra, så han kan holde mine arme fast foran mig.
Daxton leder i nogle skuffer og kigger på os med et stort smil. ”Nuuurgh. Goals, right? Hvad er jeres ship-navn egentlig? Kustin? Please nej, det lyder for meget som ’kosten’. Jate? Katestin? Katstin? Lynstyn? Justlyn?”
”Bare stop…” mumler jeg.
”Justlyn, tror jeg,” siger Justin og nikker. ”Kosten lyder i hvert fald ikke så godt.”
”Aha!” Daxton har endelig fundet nøglen og trasker langsomt ud af værelset, så han kan kigge frydende på mit dræberblik hele vejen ud. ”Justlyn…”
”Kan du seriøst ikke lugte det?” spørger jeg Justin og laver en klam lyd, som om jeg skal til at brække mig.
”Jeg har ingen idé om, hvad du snakker om,” griner han og får os ud fra Daxtons værelse.
”Hey bro, du holder hende, imens jeg låser op, ikk?” Daxton stikker nøglen ind i nøglehullet og jeg skriger lavt.
”Selvfølgelig, mand,” Justin krammer mig ekstra hårdt og griner ondt i mit øre. ”Jeg skal nok lade være med at dømme dig.”
”Behøver jeg være her, imens I kigger?” spørger jeg. ”Jeg synes, jeg har lidt nok i dag.”
”Haha, slet ikke nok endnu. Du kommer til at lide meget mere, bare vent.” Daxton smiler uskyldigt til mig og skubber døren op.
Jeg prøver at holde mine hænder for hovedet, men Justin holder dem fast, så jeg kan ikke rigtigt gøre andet end at gå foran ham.
”Gud, Kate, hvor er det her flovt. Hvorfor har du ikke fikset det noget før? Det er næsten helt creepy, jeg havde lykkeligt fortrængt det.” Daxton kigger chokeret rundt.
”Åh nej, Justin, ikke gå derind, please…” Jeg lægger alle mine kræfter i at stoppe ham fra at gå derind, men han går bare ind, som om ingen forhindringer står i vejen.
Jeg kan ikke engang se hans reaktion, da jeg på en måde sidder fast foran ham, men jeg kan se Daxtons ansigtsudtryk, imens han ser Justins ansigtsudtryk.
Han kigger alt for tilfreds på ham og kort tid efter bryder de begge to ud i en høj latter. Som om, det er en latter-krig, det er helt uhyggeligt.
Justin giver slip på mig, da hans latter gør ham helt svag og jeg skynder mig ud derfra.
”I har set nok nu!” siger jeg. ”Kom så ud derfra igen!”
Justin går rundt på værelset og studerer alle plakaterne nøje. Da han kommer til papfiguren, sprutter han af grin, kigger på Daxton og peger på papfiguren.
Åh Gud.
”Det er altså gammelt alt det der, jeg har bare ikke magtet at fjerne det, okay?” prøver jeg at sige til mit forsvar. ”Jeg er ikke besat. Jeg var det måske engang, men ikke mere, okay? Jeg har bare haft for travlt til at, øh… pakke det væk.”
Justin smiler og henter mig ind på værelset. ”Hvor er det her nuttet. Skal jeg signere alle plakaterne? Så kan du sælge dem! Eller endnu bedre - kysse dem godnat hver aften og godmorgen hver morgen!”
Daxton peger på læbestiftmærkerne på papfiguren og Justin prøver virkelig hårdt at skjule sit grin.
”Er alle fans sådan her?” spørger han. ”Oh gosh, jeg må instagramme det her…”
Jeg ryster på hovedet. ”Kun dem, der ikke magter tage det ned. Meget af det har hængt her i 6 år, okay, jeg kan sikkert slet ikke fjerne det uden tapetet falder af med det. Hey, ikke læg det på Insta!”
Justin går rundt på værelset med sin mobil og filmer, imens han snakker om, hvordan alle vil have ham til at date en fan og om det her er fan nok. Jeg løber efter ham og prøver at stoppe videoen, men Justin hæver bare telefonen, så jeg ikke kan nå.
”Rude!” siger jeg. ”GUYS, DET HER ER IKKE MIT VÆRELSE!” Jeg råber for at blive hørt i hans video. ”DET VAR MIT BARNDOMSVÆRELSE, OKAY?”
Justin hvisker til videoen; ”Det er hendes værelse. Hun er flov. Det er ret sødt.”
Daxton flyver hen i min seng. ”Bro, jeg havde nær glemt det her. Du skal se min yndlings!”
Justin introducerer Daxton i videoen, imens han går hen til ham.
”Daxton…” Jeg kigger opgivende på ham og sætter mig i min stol ved makeupbordet.
De ligge begge i min seng og kigger på den store plakat, der har hængt på pladen lige over min seng for evigt.
Justin sætter sig op og kigger alvorligt på mig, imens han stopper videoen, smider den på Insta og tagger mig. ”Du har et problem.”
Jeg laver for sjov et trist ansigt. ”HAVDE et problem…”
”Okay, men når vi er i din seng, ikk? Så skal ham der væk.” Han peger på plakaten af Justin over min seng. ”Hvordan kan du sove, når jeg stirrer på dig fra alle vinkler herinde?” Han griner og maser sig ned ved siden af sig. ”Jeg dømmer dig ikke.”
”Hallo, det her er mit barndomsværelse, okay?” Jeg kigger seriøst på ham. ”Det er rigtigt.”
Han griner og nikker. ”Pakker du lige lidt, så du ikke løber tør for tøj hjemme ved mig?”
”Flytter hun ind?” spørger Daxton.
Jeg nikker. ”Selvfølgelig. Vi har allerede kendt hinanden i to dage. I film har de allerede levet et helt liv sammen efter to timer. Vi er bagud.”
”Jeg tror, du kender ham en del mere, end han kender dig… Din stalker.”
”Daxton, hold så!” Jeg kaster en eyeliner efter ham, rejser mig op og begynder at pakke en taske.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...