du kommer for sent


0Likes
0Kommentarer
44Visninger
AA

1. du kommer for sent

Du kommer for sent

 

John så på engang vredt, og overrasket på papiret han havde i hånden. Som om de vidste noget. De vidste ingenting! Han mærkede en vrede, der tog vejret fra ham. De skulle ikke dømme ham på denne måde! Det skulle ingen. Han var rask, og det havde han været hele livet. Men nej, selvfølgelig skulle de

ødelægge hans liv på den måde. Kræft. Ham. Ikke tale om. Han havde ikke kræft! Han var ikke skør og syg og havde aldrig været det.

 

Han knyttede højre hånd, og havde lysten til at slå nogen, men kom igen. Den lyst der havde været der, det sidste stykke tid. En skygge bevægede sig i udkanten af hans synsfelt. Han snurrede rundt, stadig fuld af raseri og gjorde klar til kamp. En reaktion der altid, havde været hos ham. Det han så, overraskede ham og han kiggede forbløffet rundt, blinkede og sagde til sig selv, at det her ikke kunne passe.  De lysende skygger var overalt, hvor end han så hen. Nogle smilende, andre neutrale i ansigtet. Men de kiggede alle sammen på ham, og hviskede en ting, han kunne mærke helt ind i sjælen, at det var rigtigt. Men han ville ikke kendes ved det. Velkommen til vores verden. Sygdommen er din, som den er vores. "Du skal vænne dig til et liv, helt anderledes end du plejer." Deres stemmeleje steg fra hvisken til højere og højere, indtil de råbte det.

 

Han slog hænderne for ørerne og nægtede det, han hørte. Selvom han inderst inde nok vidste det var sandt. For ellers ville han jo ikke se det her. Og det var ikke engang første gang han så det. Hans ben knækkede sammen under ham, og han faldt tungt ned på græsplænen uden for landsbyens sygehus. Han rullede sig sammen i fosterstilling og gemte ansigtet væk.

Gå væk. Gå nu væk, skreg han og begyndte derefter at græde, som om han var besat.

 

Alle på sygehuset hørte ham, men personen der kom ud til ham, hørte ikke til der. Hans skrig, fik hende til at løbe hen til ham, og sætte sig på hug foran ham.

John slap af. Træk vejret, stemmens trængte ind til ham, men han kunne ikke stoppe med at skrige. Det kørte som et mareridt rundt i hans hoved.

"Schyyy. Alt bliver godt igen." Stemmen fortsatte med at hviske ting til ham, som om han var et skræmt lille barn og ikke en forvirret 19 årig dreng. John begyndte at høre efter. Alt var jo godt nu. Hans tanker kørte rundt om den ene sætning og langsomt satte han sig op. Han havde opført sig som et lille barn, og gjort sig selv til grin. Hans stolthed fik ham til at kigge væk fra pigen, der nu sad foran ham. Grise-Olsens datter. Men hun var helt skudt i ham, men hendes far som sjovt nok hadede ham.

 

Hvad er der John? Hun kiggede bekymret på ham, og rakte sin hånd ud efter hans hånd. Han kiggede væk fra hende, som om hun ville slå ham. Hun ville vise ham kærlighed. Som hun altid havde prøvet på med søde ord og lokkemidler. Men han ville ikke gå med til det. Kærlighed fandtes måske, men han troede ikke på den. Ikke om han ville. Det var kærlighedens skyld, at han havde sådan et liv. Han var blevet født pga. kærlighed, og se nu hvad det havde båret med sig!

 

                                                                                                                                                                                                                                    

"Ingenting". Ordet blev hårdt sagt, han kunne se at han sårede hende. Men han var ligeglad. Så kunne det være, at hun holdte sig væk. Han rejste sig vredt op og kiggede ned på hende. Hendes øjne blev større, og han kunne se smerten i dem. Dybt inde mærkede han et stik af dårlig samvittighed, men han bed smerten i sig. Hun skulle ikke vinde over ham denne gang. Hun rejste sig langsomt op og tog et lille skridt hen mod ham igen. Det var det. Grænsen var overtrådt. Han snurrede rundt og løb væk fra hende. Kunne hun da ikke forstå, at han ikke gad hende? Det var i hvertfald det han fortalte til sig selv, mens han løb ud på den øde vej, videre ind i skoven og hen til hans lille hytte.

 

Han var stukket af hjemmefra som 17 årig og havde strejfet rundt omkring indtil nu, hvor han lige havde købt hytten her, i en ny by. Men heller ikke her kunne de lide ham. Naboen, Grise-Olsen havde hadet ham fra starten af. Hvorfor vidste han ikke. Han pustede anstrengt, da han åbnede den ulåste dør indtil køkkenet. Han satte sig i den ene stol han havde, i det sparsommelige køkken. Hun forvirrede ham sådan! Han knyttede hånden igen, men denne gang slog han den ned i det billige træ bord. Det gjorde ondt, men smerten hjalp med at tænkte. Han kiggede rundt i køkkenet, og kunne ikke finde ud af hvad han skulle gøre. Alting var håbløs det ramte ham, lynhurtigt og tungt. Hvorfor fortsætte med at leve, når der ikke var nogen eller noget at leve for? Han mærkede en dragende kraft hen mod skuffen i soveværelset, hvor pistolen lå i.

 

Skulle han ikke bare få det overstået? Han gik med ludende skridt ind i værelset, og tog pistolen i hånden. Han vendte og drejede den, men med samme resultat. Han vidste ikke, om han turde. Endnu en gang vældede håbløsheden op og ramte ham. I en større mængde og han følte, at nu var han klar. Et sted bagerst i hans sind, vidste han at det var forkert. Men han kunne ikke gøre for det, han lod følelserne styre ham, og overvælde ham, som altid. Han tog et dybt suk og holdte pistolen op mod panden, gjorde sig klar til at skyde.

 

John? Er du hjemme? Stemmen var igen blid, og nærmest svævede ind i soveværelset til ham. Det var utroligt, at fire ord kunne få ham til, at føle så meget. Han blev usikker og tog pistolen ned, i samme øjeblik, hun trådte ind til ham.

John! Godt du var her. Jeg har noget at... Først da kiggede hun ordenligt på ham. Hendes øjne blev store og hun åbnede også munden i chok. Hurtigt som lynet, tog hun et skridt mod ham uden at han nåede at vige tilbage, snuppede pistolen ud af hånden på ham og trådte tilbage igen. John blinkede. Han havde ikke engang set det komme. Han sagde en protestrende lyd, men hun gav ham en overhaling.

"Tænk, at du kunne finde på det!" Stemmen var kold som is, "Opgive alt, bare sådan? Overfor hvad?" Hun satte hånden i siden, vel og mærke den hånd der ikke holdt pistolen, og hun stirrede på ham. Hun ventede tydeligvis et svar, og for en gangs skyld gav han hende det.

Jeg har kræft!Han lagde tilpas megen vrede i stemmen, og kiggede derefter fast på hende. Ventede på en reaktion, der ikke kom. Hun fortsatte bare med at stirre på ham. Han sukkede frustreret og fortsatte.

 

Det er forfærdeligt! At få bekræftet man er skingrende syg!Han råbte nu ad hende, men hun fortsatte med at have hævet det ene øjenbryn. Vreden pulserede omkring, som om at den var til at tage og føle på. Han rettede sig op og gik et skridt frem mod hende. Ej truende, men ej heller uskyldigt. Han gjorde sig stor at se på, og han nød at se frygten i hendes blik. Det overskred alligevel hendes grænse, og hun trak sig tilbage, samtidig med at hun smed pistolen fra sig.

 

"Jeg siger det her til min mor, og så kommer hun og stopper dig!" Stemmen var hård, hårdere end han nogensinde havde hørt hende før. Det overraskede ham faktisk så meget, at han ville svare hende igen, men kunne ikke finde på noget at sige, så han satte sig bare tungt ned på sengen, uden et ord.

 

Efter at have siddet lidt, og hans vrede var kølet en lille smule af, kom den igen. Men denne gang havde den taget hævnen med sig. Han ville hævne sig på hende! Hun skulle ikke komme og tro at hun var noget og slet ikke hos ham. Følelserne overvældede ham totalt. Lige nu huserede han både håbløsheden, vreden og hævnen. Han vidste virkelig ikke, hvad han skulle gøre og tog en alt for forhastet beslutning. Han rejste sig op, tog pistolen i hånden igen og kiggede sig rundt i værelset. Det eneste han havde i værelset var en billig seng, et faldefærdigt sengebord og et vækkeur, der aldrig virkede. Han gik med tunge skridt ud i køkkenet, men værdigede ikke dette rum et blik. Han havde set for meget af det old gamle køkken, hvor han praktisk talt havde tilbragt alt sin tid. Han gik ud ad døren, uden så meget som at lukke den. Det var han ligeglad med, det eneste han havde fokus på nu var, hvad han havde planer om at gøre.

 

Efteråret var kommet lynhurtigt det år, og allerede nu ved august var det koldt og diset. Især i skoven, hvor han nu befandt sig. Han gik den korte tur fra hans hytte, hen til Grise-Olsens baghave. Eller en baghave var det jo ikke. Det var en eng med en masse træer og buske, midt ude i ingenting. En markvej bugtede sig igennem de mange marker og skoven der omkredsede engen. Der midt i det hele, stod et gammelt piletræ. Der skulle det være. John gik med målrettede skridt derhen, og kravlede op i træet med en smule besvær i starten, på grund af pistolen. Han kravlede op sådan, at han var let at se fra vejen af. Han vidste, at de ville lede efter ham her. Han havde tit strejfet rundt omkring her, og Grise-Olsen havde fundet ham, og nærmest smidt ham hjem på røv og albuer. Han overvejede virkelig om det her var en god idé. Men han kunne ikke finde på andre løsninger, så det blev han enig med sig selv om. Han tog pistolen op mod hovedet, men begyndte så at græde. Han græd over, at han skulle tage det her valg, hans ødelagte liv og bare alt det forfærdelige han havde oplevet. Efter lidt tid stilnede gråden af.

 

Han løftede igen pistolen, han lukkede øjnene og skød. Smerten overvældede ham og han hev efter vejret. Han havde sigtet forkert, om det var med vilje var han ikke sikker på. Men han var sikker på at smerten var ægte. Den var overvældende, chokerende. Han vidste at dette betød slutningen, og begyndte igen at hive efter vejret. Han fortrød.

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent,sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...