Diamond | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Igang
To relativ ens verdener bliver forenet men med to vidt forskellige formål. Mr. Bieber, medejer af Bieber Solutions, har i sine år taget livet alt for seriøst og er nu tvunget til at gå på opdagelse efter kvinden og den længe ventede kærlighed. Det står på masser af piger og blind dates, men ingen falder i hans rette sag - indtil en lidt yngre kvinde snubler over ujævn stisystem og den høje sexede stilethæl knækker. Klodset, måske, men tiltrækkende.

Nikki Jones, en rigtig storbys pige, som elsker sit arbejde og som måske ikke er nået punktet; familieliv, finder lidt interesse i fyren med de hjorte brune øjne, som hjælper hende op, når hun ligger ned.

Er hun den eneste ene? Er hun lige hvad hun skal bruge? Kunne det være den perfekte kærlighedshistorie? Eller kommer papirsedler med store beløb i vejen?...

Diamond

- God læselyst :))<3

26Likes
4Kommentarer
1044Visninger

2. Prolog

Prolog

Onsdag d. 15 februar, 2017

*Justin’s synsvinkel*

Tungt pustede jeg ud og gned mig i mit højre øje for bagefter, at tage en tår af min kaffe for så bagefter, at fortsætte med at taste videre på tastaturet til den nyeste bærbar model af Apple. Der var utrolig stille, hvilket passede mig fint, da jeg arbejdede bedst i fred, derfor sad jeg her stadig - klokken 23:43 på mit kontor på 19. etage af en bygning næsten lavet af bare tykke glas ruder. Det bedste ved det hele var nok at jeg var på fast løn og ikke timeløn eller flekstid. De fleste ville nok spørge sig selv hvorfor, men for mig var det simpelt. Jeg elskede at arbejde og jeg havde ikke noget eller nogen der ventede mig, da jeg kom hjem.


Desuden... omtrent 30.000 dollars i timen, hvis man lavede gennemsnits regningen for en hel måned. Det gjorde ikke virksomheden noget, at jeg ikke arbejde lidt mere uden løn. For der var jo kun så meget, jeg kunne nå på en time, så jeg tog bare nogle timer mere. Og med mine brødres indsats, så skyldte min familie nok at lægge nogle timer ind. At det så blev min tid – sådan var det.


Jake, min 29 årige storebror, havde allerede masser at se til med et nyfødt barn. Så han havde taget sine barsel, da hans kæreste ikke arbejdede. Jake tjente jo i realiteten lige så meget som mig selv.

Det samme gjaldt min lillebror, Jessé. Han tjente samme bunke penge som os, men han var en lille festabe og brugte størstedelen af sin tid på et diskotek, ergo ikke meget arbejde fra hans side heller.


Sådan var det og jeg levede helt fint med det. Alene grundet min løncheck.
Ja, vi var tre brødre, der havde arvet en alt for stor virksomhed fra vores fader. Nej, han var ikke død, men han ville hellere gå derhjemme og ordne haven – hva’ ved jeg... Han havde foræret virksomheden videre til os og vi havde valgt at ændre navn; Bieber Solutions. Egentlig hed virksomheden SB-Tech, på grund af min farfar som oprindeligt havde stiftet den i 1967. Men navnet skulle være lidt mere up-to-date, så vi ændrede det.

Jeg lagde en hånd op foran min åbne mund, da jeg skulle gabe. Det var måske også tid til at tage hjem snart. Sagen som jeg var igang med gemte jeg og lukkede ned for alt IT. I et sekund lænede jeg mig tilbage i den ellers gode kontorstol og lukkede øjnene i et øjeblik. Helt stille. Det var fantastisk.

###

>>Drriiiiiiiiiing,<<

Jeg slog øjnene op til lyden af min Iphone som ringede. Jeg rakte ud efter den på glas bordet og så min brors navn stråle ud af skærmen. Han havde sikkert brug for en chauffør – igen igen. Det skulle ikke undre mig, hvis han var for fuld til at komme hjem selv og han havde ikke sin privatchauffør med. Stakkels bror... Festede livet væk.


>>Bror,<< sukkede jeg og pustede ud.
>>Justin, hvor er du?<< råbte Jessé ind i mobilen og musikken bragede igennem i baggrunden. Dejavú – ellers havde jeg oplevet det her for mange gange.
>>På kontoret...<<
>>Du bliver nødt til at få et liv, brormand,<< konkluderede Jessé og det var næppe ej første gang, jeg havde hørt den sætning. Jeg rystede smilende på hoved og rejste mig fra stolen.
>>Bare fortæl mig, hvor jeg skal hente dig...<<
>>Sædvanlige sted...<<


Jeg lagde på, drak resten af min kaffe og bevægede mig ud til elevatoren. Det lille firkantede personkort, som havde samme størrelse som et almindeligt kreditkort, scannede jeg for at kunne få adgang til elevatoren. Sådan var det, hvis man skulle være i bygningen, selv hvis man skulle bruge trapperne, var dørene låst og man skulle scanne sit kort, hvis man ville ind. Det var dog ikke sådan i hele bygningen, fra 4. etage og op efter. Ned af var der fri adgang, men al det sikkerheds hejs var simpelthen grundet alt udstyret – det var for dyrt og ikke noget man uden videre kunne købe på Ebay eller Amazon.


Jeg beundrende stilheden, imens jeg ventede på elevatoren. Jeg var jo på 19. etage, så det tog lidt tid, imens kunne jeg give mig selv tid til at løsne mit, idag, sorte slips. Den såkaldte knude oppe ved halsen løsnede jeg og i en lidt større armbevægelse hev jeg det blidt ned, så jeg havde det i mine hænder. Som alle andre elevatorer, plingede den, da dørene skulle til at åbne. Jeg trådte ind og vendte mig 180 grader om, så jeg kiggede på dørene lukke, da jeg trykkede på 0-tallet. Slipset begyndte jeg at binde nydeligt rundt om fire fingre for at få den perfekte form til at lægge i lommen efter. Det eneste som jeg nu skulle var hente Jessé, sætte ham af og derefter direkte hjem i seng, da jeg havde et møde klokken 8 i morgen tidlig. Hvornår havde jeg overhoved tid til mad? Havde jeg fået andet end frokost i dag?

 

***

Torsdag d. 16 februar, 2017

Solen var knap nok stået op over New York City her på en kold torsdag morgen i februar. Jeg sad på vej til Bieber Solutions på passagersædet skråt for Mr. Dylan, min privatchauffør. Han var der, når jeg havde brug for ham, men jeg var også retfærdig. For eksempel, så fik han fri ved en 19-tid. Sent ville nogle mene, man skulle bare også huske, at han ikke kørte mig rundt en hel dag. Sådan et tidspunkt som i går aftes skulle han ikke køre mig hjem. Det var for sent og han levede også med hustru og børn.


I dag havde jeg bare brug for at blive kørt. Jeg havde et møde om 20-minutter og det var det jeg skulle fokusere på. Dog måtte jeg erkende, at det sikkert blev et mindre seriøs møde – det var med mine brødre. Så med én bagstiv 24 årig og én fader som ikke har sovet meget i nat. Det skulle ikke engang undre mig, hvis de var sent på den, men de kunne tillade sig det. Vi var jo overhovederne.

>>Mr. Bieber, vi er her,<< gennemtrængte Dylans stemme igennem mine ører og jeg kiggede op i bakspejlet og kort fik øjenkontakt med ham, hvor jeg nikkede venligt og steg ud. Jeg var måske ikke i det helt store chit-chat humør. Forståeligt nok, jeg fik 3 timers søvn. Hvordan? Da jeg kom hjem klarede jeg lige et par sager til. Dylan havde sat mig af ude foran bygningen – det tætteste man kunne komme indgangen. Jeg gik op af de få trin der var til en lidt forhøjet platform og jeg gik forbi den store blanke sten i sort, hvor der stod virksomhedens navn på.


>>Godmorgen Mr. Bieber,<< hilste Ms. Martin, sekretæren i lobbyen.
>>Godmorgen,<< smilede jeg svagt og gik videre hen til elevatoren.


Jeg stak en hånd i inderlommen på min jakke og fandt personkortet frem, scannede det og dørene åbnede øjeblikkeligt for mig. Dejligt. Igen tog det lidt tid, men der var langt til 19. etage. Jeg var taknemlig for, at jeg ikke sad højere oppe, så tabte jeg tid, som jeg kunne bruge på arbejde. Det løs måske trist, men ikke desto mindre var det sandt.


Dørene åbnede sig automatisk på 19. etage og jeg steg ud og gik i retningen mod mit kontor. Mit blik faldt Ms. Evelyn, min assistent, som sad med hovedet ned i sin computerskærm. Det var tidligt for sådan en ung kvinde. Hun burde ikke arbejde så meget, som hun gjorde. En lønforhøjelse var måske på sin plads.

>>Godmorgen Amber,<< hilste jeg og hun rejste sig langsomt op og smilede. Hun var en køn ung kvinde og hun var ekstremt hårdt arbejdende og ambitiøs. Igen det der med en lønforhøjelse.
>>Godmorgen Mr. Bieber –dine brødre venter allerede på dig inde hos dit kontor,<< informerede hun og jeg smilede taknemligt.
>>Mange tak, Amber.<< Det var hendes fornavn, hvis nogen skulle være i tvivl.


Døren jeg gik i møde, kom naturligvis nærmere og nærmere og det jeg tog fat i det store tag, skubbede jeg døren op.


>>Mine brødre er endda for tidligt på den. Mon ikke at jeg er imponeret,<< startede jeg ud og gik hen for at sætte mig i min egen kontorstol, så jeg endte med at sidde overfor mine brødre i et par hvide stole, hvor de havde sat sig godt til rette.
>>Hej til dig også lillebror.<< Det kunne jo ikke være andre end Jake.
>>Skal vi bare starte så?<< spurgte jeg,  men det var nu ikke ment som et spørgsmål – mere en konstatering.
>>Justin... Slap nu af.. Du er 26 år, hvor med lige at tage det lidt med ro.<<
>>Du arbejder et sted mellem 12-18 timer om dagen...<<
Jeg lænede mig afslappet tilbage i min stol, lagde mit ene ben hen over det andet og foldede mine hænder foran mig.
>>Jeg er helt afslappet...<< smilede jeg stort på en provokerende måde og Jake sukkede tungt.
>>Hvad er der galt med at jeg arbejder så meget? Har I overvejet, at  jeg faktisk bryder mig om det?<< tilføjede jeg, men ingen af dem trak en mine.     
>>Det er umenneskeligt, Justin..<< kommenterede Jessé og mit blik faldt på ham.
>>Derfor er dit kort spærret fra på mandag af.<< Mit blik landede derefter ekstremt hurtigt på Jake. Det virkede næsten som en tenniskamp. Fra et til to, fra to til et.
>>Hvad?<< spurgte jeg undrende og jeg måtte indrømme at jeg ikke var helt så skarp, som jeg gerne skulle have været.
>>Du kommer ikke til at kunne komme herop i noget tid,<< fortalte Jessé og jeg, mig selv, var utrolig opmærksom.
>>I hvor lang tid?<<
>>Til vi giver dig lov til at arbejde igen.<<
>>Det er ret fucked up, guys. Hvad skal jeg så bruge min tid på?<<


Begge brødre trak på skuldrene og rejste sig op og bevægede sig hen mod døren.


>>Tag på ferie, find nogle interesser, gå i byen, find en kæreste. Du finder nok på noget,<< sagde Jake og før jeg nåede at svare igen, var de ude af kontoret og jeg tog en dyb indåndingen.


Lort. Jeg kunne ikke arbejde fra på mandag af. Det ville ikke engang hjælpe at gå til Ms. Evelyn og få hende til at fikse det, for dem som havde styr på det med personkortene gik kun efter ordrer. Og da det var to mod en... Så havde jeg tabt.


Hvad fanden skulle jeg lave i en ukendt længde af tid? Og havde de, mine to brødre, tænkt sig at lave 3 mands arbejde? De kunne knap nok tag deres ejet.... No worries -  jeg ville være tilbage efter en uge. Eller før - det var afhængig af hvor hurtigt de kunne få lokummet til at brænde på.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...