The Weight - Shawn Mendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Færdig
Shawn Mendes. Teenageidolet der har taget hele verden med storm. Året efter Shawn Mendes har afsluttet sin tredje verdensturne, beslutter han sig for at tage en pause og vende tilbage til sin hjemby, Pickering, i et par måneder. Da Shawn begyndte på sin første tour, efterlod han nabopigen, Emily Carter, med et knust hjerte. Emily har sine egne problemer og står med nogle svære valg i sit liv, og da Shawn vender tilbage, bliver det ikke ligefrem nemmere. Shawn har ingen idé om, hvad der foregår i Emilys hoved, men han ved, at der er noget galt, og han er ikke sikker på, at han nogensinde kan nå ind til den Emily, han forlod.

19Likes
21Kommentarer
9574Visninger
AA

15. tretten

Jeg havde aldrig haft så slem en hovedpine eller en så kraftig kvalme. Mit hoved snurrede rundt, og var det ikke på grund af mit blå loft, havde jeg ikke kunne sige, hvor jeg var.
Hvem var jeg? Jeg var Emily Carter. Det vidste jeg. Det kunne jeg godt huske, men hvad der var sket i aftes, og hvordan jeg var havnet her på mit værelse? Det kunne jeg ikke svare på.
Det var en gåde, jeg ikke ville kunne opklare uden hjælp.

Jeg burde lukke mine øjne og komme langsomt til fuld bevidsthed, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg kunne fornemme en skikkelse ud af øjenkrogen, og jeg var villig til at dø for at finde ud af, hvem det var. Det kunne meget vel også blive min død, for jeg nåede ikke at få mere end et øjeblik til at se på personen. Et sekunds glæde og så gik jeg ud som et lys. Igen.

 

Det var ved at være halvmørkt. Lyset var længe ikke så skarpt som tidligere i dag. Måske var det næste dag? Jeg havde ikke nogen tidsfornemmelse. Jeg kunne stadig fornemme en person, og jeg var næsten sikker på, at det var den samme. Jeg følte, jeg havde fået kræfter nok til at rejse mig op. Måske overvurderede jeg mig selv, men jeg ville. Jeg ville se hans ansigt, fortælle ham at jeg var okay.

 

”Shawn!” Jeg satte mig op i sengen, men øjnene jeg mødte denne gang, gjorde mig kun dårligt tilpas. Det var ikke samme person. Forfærdelige flashbacks fra aftenen inden poppede op i mit hoved, og jeg ville et øjeblik ønske, at jeg ikke havde sat mig op, men at jeg bare var blevet liggende.

 

”Em, jeg er vildt ked af det,” han rakte ud efter min hånd, men jeg tog den hurtigt til mig igen. Pludselig mærkede jeg ingen smerte. Adrenalinen pumpede inde i mig. Jeg havde kun et mål. Jeg skulle væk fra ham.

 

”Skrid. Ud. Af. Mit. Værelse. Zean,” jeg lagde ekstra meget tryk på hans navn.

 

”Em, jeg er altså nødt til at sige noget til dig,” han rakte igen ud efter min hånd.

 

”Jeg skriger, hvis du ikke går lige nu. Jeg mener det,” mine øjne kunne dræbe, og alligevel blev han siddende.
Jeg lovede ham, at jeg ville skrige. Så jeg skreg. Højt. Det tærede utrolig meget på mine kræfter, og det hele begyndte at snurre rundt.
Jeg bedte til, at der snart kom en herop. Døren til mit værelse gik op kort tid efter, og der kom han. Shawn. Jeg stoppede øjeblikkeligt med at skrige. Han kom og reddede mig. Tårerne trillede ned. Jeg kunne næsten ikke bære det. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om, men Zean forlod mit værelse. Jeg blev helt udmattet og faldt bagover. Jeg lå bare og stirrede op i loftet.

 

”Em?”

 

”Jeg må se forfærdelig ud,” mumlede jeg, og pludselig var jeg på randen til at græde. Ingen slap helskindet gennem en sådan aften, som jeg havde i går, for jeg huskede den nu. De forfærdelige flashbacks fortalte mig, hvad der var sket. Jeg frygtede virkelig, at min kind var blå og gul, eller at der måske var en rød hånd afmærket.

 

”Det er okay. Du er okay,” Shawn stod med tårer i øjnene. Jeg skulle ikke have ringet til ham i går aftes. Det gik ham alt for meget på.

Jeg rakte ud efter ham med armene. Jeg ville have ham tæt på. Shawn lagde sig på min seng og trak mig forsigtigt ind til sig. Det var rart. Jeg følte mig tryg. Trætheden overmandede mig, og jeg faldt i søvn i Shawns arme. Gud, hvor havde jeg savnet det.

 

Det var helt mørkt, da jeg vågnede for tredje gang. Et øjeblik blev jeg helt bange, fordi der lå en med armene rundt om mig, men da jeg så ham, blev jeg med et helt varm om hjertet. Shawn. Han var her, og han passede på mig.

Shawns mobil måtte være faldet ud af lommen, imens han sov, for det var i hvert fald ikke min iPhone, der lå i sengen. Jeg tillod mig selv at tage hans mobil for lige at tjekke, hvad klokken var. 03:41. Den var næsten fire, og jeg var lysvågen. Jeg kunne ikke sove igen, og jeg kunne i hvert fald ikke holde ud at tage i skole om et par timer. Jeg tjekkede en ekstra gang. Ja, det var mandag.

Shawn rykkede på sig, og jeg lå helt stille. Jeg ville ikke vække ham.

 

”Em?” Han lød træt.

 

”Undskyld, Shawn, jeg ville altså ikke vække dig,” jeg vendte mig om, og kiggede på ham. Han havde stadig lukkede øjne.

 

”Det gør ikke noget, jeg har ikke noget, jeg skal nå,” mumlede han.

 

”Tak,” jeg kyssede ham i panden, ”for alting,” og det mente jeg. Jeg var taknemmelig for, at han var der for mig, selvom jeg gjorde alting forkert. Jeg sank en klump, og jeg fik det dårligt. For jeg vidste, at han ikke ville tilgive mig, hvis jeg valgte at tage min endelige beslutning. Det var helt sikkert.

 

”Em,” han kiggede på min kind, det kunne jeg fornemme. Jeg blev helt flov over det.

 

”Jeg er okay,” kvækkede jeg og gemte mit ansigt mod hans bryst.

 

”Det er okay ikke at være okay, Em, det er det virkelig,” det kunne jeg ikke klare. Igen, igen tudede jeg. Hvorfor skulle han være så sød?

 

”Kom, se på mig, Em,” jeg kiggede på ham med tårer i øjnene.

 

”Du betyder alverden, Em, og du fortjener intet mindre end det. Han er ikke en, der fortjener din tid og omsorg,” jeg gav ham et halvkvalt smil. Jeg kunne ikke andet. Jeg var forfærdelig ked af det, men hans ord ramte, og jeg følte mig på en og samme tid som den lykkeligste. Shawn var ikke min, og jeg var ikke hans, men jeg betød en del for ham, og det var jeg glad for.

 

”Jeg ved godt, at jeg nok ikke kan få dig til at blive gladere, men jeg ved, at jeg nok skylder dig noget,” jeg kiggede uforstående på ham.

 

”Hvad?”

 

”Reign, jeg nåede ikke at se meget mere end første afsnit. Lad mig rette op på det,” nu smilede jeg. Stort.

 

”Men klokken er snart fire, vil du virkelig det?”

 

”Selvfølgelig,” Shawn fandt min computer. Der var heldigvis strøm på den.

 

”Du er seriøst den bedste, Shawn,” mumlede jeg. Om det var højt nok til, at han kunne høre det, vidste jeg ikke, men det gjorde han nok, for jeg kunne se et lille smil plante sig på hans ansigt. Jeg puttede mig lidt tættere ind til Shawn. Det virkede han ikke til at have noget imod.

 

”Og så lad være med at falde i søvn denne gang,” jeg puffede lidt til ham.

 

”Jeg tror nok, der er større chance for, at du falder i søvn, søde Em” han puffede tilbage.

 

”Hey, hey, Shawn Mendes,” jeg grinte. Højt. Der var ikke noget at grine af, og alligevel grinte jeg. Det var underligt. Alt var underligt. Det havde været en værre rutsjebanetur følelsesmæssigt her det sidste døgn. Så hvorfor ikke tilføje latter til turen?

 

”Er du sulten?” Shawn tænkte på alt. Jeg nikkede.

 

”Men eftersom det er mit hus, så er det mig, der finder mad,” jeg rejste mig langsomt fra sengen. Jeg følte mig ikke svimmel, overhovedet ikke endda, så mon ikke jeg nok kunne klare en tur ned af trapperne efter noget mad?

 

”Jeg kommer om lidt,” jeg sendte ham et smil, og så hoppede – okay jeg gik langsomt – ned ad trapperne.

Jeg overvejede at åbne døren til mine forældres soveværelse, men jeg kunne ikke nænne at vække dem midt om natten. Jeg måtte snakke med dem i morgen. Jeg var helt sikker på, at Shawn havde snakket med dem. Det var sådan noget han tænkte på. Heldigvis.

Jeg fandt vejen frem til køkkenet i mørket. Det var unødvendigt at tænde lys hernede. Jeg vidste godt, hvor mine chips lå henne. Det mindede mig om dengang, hvor han stadig var her.

 

Badeværelset lå til venstre for køkkenet. Jeg ville hurtigt lige tjekke mit ansigt. Jeg var bange for, hvor slemt det stod til. Jeg lukkede døren og tændte for lyset. Mine øjne skulle lige vænne sig til det. Mit skinneben havde et kæmpe blåt mærke og et ømt punkt, men ikke noget der gjorde mere ondt. Det var kinden, der nok var værst udsat.

Zeans håndaftryk var tydelig på min kind. Det var helt rødt, og den venstre side af mit ansigt var hævet og meget tykkere end den højre side. Jeg kørte forsigtigt en finger hen over aftrykket. En smerte jog gennem min kind. Jeg ville finde et par Panodiler, så var jeg sikker.

 

Jeg troede egentlig, at Shawn ville sove, når jeg kom op igen. Han måtte da være træt, hvis han havde været oppe hele dagen, men overraskende nok lå han klar med min computer. Han klappede på pladsen ved siden af sig, som om det var hans seng, og jeg var blevet inviteret. Jeg rystede på hovedet og kravlede hen til ham.

Jeg kunne godt mærke, at jeg nok ville falde i søvn inden så længe, men det var der så ikke noget at gøre ved.
Jeg regnede ikke med, at jeg skulle i skole. Det ville give fravær, men sådan var det. Jeg var alligevel ikke på den skole meget længere, så hvilken forskel gjorde det?

 

 

”Shawn?”

 

”Ja, Em?”

 

”Jeg falder nok snart i søvn,” Shawn grinte.

 

”Jamen, så sov godt, Emily Carter,” han kyssede mig på kinden, ”og drøm sødt,”

 

Jeg smilte vanvittigt meget.

 

”Er du her, når jeg vågner?”

 

”Det vil jeg være fremover, lige så lang tid du ønsker det,” jeg gav ham et kæmpe kram. Jeg elskede ham. Jeg elskede Shawn Mendes, og han var nødt til at vide det. Han var elsket af alle sine fans og så mange andre. Det ville jeg fortælle ham, for det fortjente han at vide. Han vidste det nok allerede, men han havde ikke hørt det fra mig af.

 

______________________________________________________________________________

 

Wuhu, kapitel 13. 

I morgen tager jeg på en lille ferie igen, men jeg er heldigvis hjemme igen allerede torsdag, så jeg regner med at publicere kapitel 14 fredag eller lørdag. 

 

Desværre er The Weight også snart slut. Der vil ikke være mere end 16 kapitler og en epilog, så det er en af de kortere fanfictions. :P

Jeg håber, I vil følge med til slut, og så ser jeg, hvad der sker derefter. ;)

 

-kendtsomvj

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...