The Weight - Shawn Mendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Færdig
Shawn Mendes. Teenageidolet der har taget hele verden med storm. Året efter Shawn Mendes har afsluttet sin tredje verdensturne, beslutter han sig for at tage en pause og vende tilbage til sin hjemby, Pickering, i et par måneder. Da Shawn begyndte på sin første tour, efterlod han nabopigen, Emily Carter, med et knust hjerte. Emily har sine egne problemer og står med nogle svære valg i sit liv, og da Shawn vender tilbage, bliver det ikke ligefrem nemmere. Shawn har ingen idé om, hvad der foregår i Emilys hoved, men han ved, at der er noget galt, og han er ikke sikker på, at han nogensinde kan nå ind til den Emily, han forlod.

19Likes
21Kommentarer
8929Visninger
AA

4. to

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle sige. Jeg stod bare helt forstummet. Mit syn blev helt sløret, og jeg var bange for, at jeg var ved at besvime. Jeg tog mig til hovedet. Det gjorde ondt allerede nu. Jeg anede ikke, hvor længe han stod og kiggede på mig, men pludselig var Karen og Aaliyah, Shawns lillesøster, også i døråbningen.

”Jamen sødeste Emily,” Karen tog fat om mig for at støtte mig. Jeg var helt rundt på gulvet. Han stod stadig foran mig.

"Er du okay? Shawn, hvad skete der?” Karen var helt ude af den.

”Jeg er okay, Karen. Det er okay,” fik jeg fremstammet. Shawn stod også selv i en form for trance. Han lignede i hvert fald ikke en, der vidste, hvad han skulle sige.

”Jeg ved det ikke. Jeg åbnede døren, og så, ja.”

Lyden af hans stemme skar i mit hjerte, og jeg havde vildt ondt i hovedet. Jeg var på randen til at græde. Om det var på grund af ham eller smerten i mit hoved, kunne jeg ikke rigtigt finde af lige nu.

”Emily, er du dog okay? Har du ondt nogen steder?” Karen blev ved med at spørge.

”Ja, jeg er helt okay, men jeg skal hjem,” jeg viklede mig forsigtigt ud af Karens greb, og så godt jeg nu kunne, prøvede jeg på at gå lige hjem, men det var svært. Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle bruge mere tid så tæt på ham. Mit hoved dunkede, og jeg var svimmel. Jeg havde brug for at ligge ned.

Da jeg kom hjem, begravede jeg mig under alle mine dyner, og så kom smerten for alvor, både den psykiske, men også den fysiske smerte. Det gjorde helt ondt i hjertet, og jeg havde ikke lyst til at føle den smerte. Det burde jeg slet ikke, men tårerne fik frit løb, og på det tidspunkt havde jeg ikke tænkt mig at tage hjem til Sophie.

 

 

En høj brummen vækkede mig, og en smerte jog gennem mit hoved. Jeg kunne et kort øjeblik ikke finde ud af, hvor jeg var, eller hvad der var sket. Jeg havde håbet, at det var en drøm. At han ikke var kommet hjem.
Jeg kunne se, at Anna og Sophie havde ringet op til flere gange hver. Klokken var ved at være mange, og jeg ville først kunne være hos Sophie klokken 19.

 

”Sry, jeg er straks på vej. Jeg faldt i søvn. Vi ses.”

 

Jeg skyndte mig at sende beskeden, og så prøvede jeg at rejse mig. Mit hoved gjorde ondt, men jeg var nødt til at tage af sted. Smerten var nok noget et par Panodiler kunne klare.

 

Min sorte blondekjole hang langt inde bag de andre kjoler, men med lidt besvær fik jeg den ud af skabet. Jeg havde ingen idé om, hvor de røde stiletter var. Måske havde min mor lånt dem ellers måtte de være i entreen.
Underligt nok stod de nede på det store fællesbadeværelse. Så var det altså min mor, der havde brugt dem sidst. Jeg proppede stiletterne ned i en sportstaske sammen med kjolen.
I skabet var der et glas med Panodiler. For en sikkerhedsskyld tog jeg et par ekstra med i en lille taske, jeg havde fundet på mit gulv. Den var praktisk og rigtig fin. Helt enkel med sort velour.
Hurtigt sank jeg to Panodiler. Jeg måtte tage mig sammen. Jeg havde lovet pigerne at komme, så det skulle jeg også gøre.

”Jeg smutter til Sophie nu. Jeg ved ikke, om jeg sover der, eller om jeg kommer hjem, men vil I lade en nøgle blive ude?” Jeg var smuttet ud i entreen, og da hverken min mor eller far svarede med det samme, var jeg bange for, at de var ved at diskutere, om jeg skulle blive hjemme.

”Jo, det skal vi nok. Hyg dig, Emily,” det var alt, jeg behøvede at høre. Så fløj jeg ud af døren, og jeg gik, ret hurtigt, hjem mod Sophie.

 

 

”Det var du længe om,” Sophie stod allerede klar i døren. Klokken var ikke mere end lidt over 19, så jeg havde da stadig et par timer til at gøre klar.

”Jeg når det nok, skal du se,” jeg puffede til hende, og så gik jeg ind for at finde Anna, der sad i Sophies seng. Hun var knap nok gået i gang med makeuppen. Det skulle sikkert nok ende med, at jeg blev færdig før end hende.

”Jeg er da ikke den eneste, der er bagud, Sophie. Du er godt nok hurtig, Anna,” jokede jeg og smed tasken i Sophies seng og sprang pladask ned i den.

”Hey smukke,” Anna sendte kysmund, og jeg sendte tilbage. Mit hoved gjorde ikke rigtigt ondt, og jeg var sikker på, at alkoholen nok skulle sørge for, at den blev væk. Ja, jeg havde besluttet mig for at drikke i aften. Jeg ville glemme denne her dag. Jeg ville glemme ham.

 

”Kommer William i aften?” Spurgte jeg, da vi alle tre var ved at gøre de sidste småting klar, inden gæsterne kom. Min kjole sad som den gjorde sidst. Helt perfekt. Pigerne havde haft ret med de røde stiletter. De gjorde noget godt ved min kjole.

”Uhh, skal Emmi score?” Sophie og Anna pjattede. Jeg rystede bare på hovedet. William var en flink fyr, men det ville aldrig blive ham og jeg. Vi var allerhøjst sammen til fester, intet andet

”Der kommer aldrig til at blive noget der. I må snuppe ham, piger,”

”Jaja, sagde hun ikke også det sidst, Anna?”

”Jo, det mener jeg bestemt også, Sophie,

”Stop så piger,” jeg lagde armene over kors og prøvede at lave et surt ansigtsudtryk, i stedet begyndte pigerne at grine, og jeg gjorde også kort tid efter.

”Lad os snuppe en drink, så er vi klar,” og med de ord gik Sophie ud i køkkenet for at skænke op. Det passede mig fint med en drink.

 

”DESPACITO! Quiero respirar tu cuello DESPACITO!” Festen var ved at være på sit højeste, og jeg kunne ikke længere mærke mine ben. Det var længe siden, jeg havde set Anna og Sophie, så jeg havde valgt at indtage dansegulvet med William. William kunne danse, jeg kunne ikke, men det var sjovt, og jeg havde drukket nok til ikke at tænke over det. Faktisk havde jeg drukket så meget, at jeg ikke længere lagde mærke til, hvad jeg hældte ned. Der var bare drinks hist og her, og dem tog jeg gladeligt imod.

”Vil du med?” William var nødt til at råbe, for jeg kunne intet høre. Musikken spillede for fulde skrald, men fordi William samtidig pegede over mod sofaerne, hvor der sad nogle andre, forstod jeg ham godt. Jeg nikkede. Det ville være rart nok at sidde ned, bare fem minutter, og så var jeg nødt til at danse igen.

”Her, søde, søde, Emmi,” en af drengene rakte mig en drink. Jeg havde ingen idé om, hvem han var. Det var tit, jeg ikke kunne genkende personer, og ham her var en af dem. Det betød, jeg ikke snakkede særlig meget med ham. Dum som jeg var, tog jeg villigt imod drinken, og kort tid efter var den væk. Jeg burde ikke drikke mere.

”Hvem er det nu, du er?” Spurgte jeg drengen, og så satte jeg mig ned i sofaen ved siden af ham. Der var ikke andre pladser.

”Zean,”

”Shawn?” Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde.

”Nej, Zean,”

Ham havde jeg hørt om. Han var vidst flink nok, så ham kunne jeg godt snakke lidt med.

”Din mobil ringer,” Zean kiggede mod min taske.

”Hvad?” Jeg hørte ikke, hvad han sagde. I stedet for at gentage sig tog han min mobil op af min taske. Det var min far. Jeg skyndte mig op af sofaen og udenfor huset.

 

”Hej far,”

”Kommer du snart hjem, Emily?”

”Øhm, ja, hvad er klokken?”

”Den er tre,”

Hold da op. Jeg måtte hjemad.

”Ja, jeg går nu,”

”Er du sikker på, at jeg ikke skal hente dig?”

”Ja, det er fint, far. Vi ses derhjemme, ikke? Hej,”

Jeg gad ikke til at hente mine ting, og det kunne godt tage tid for mig at finde Sophie og Anna, så jeg besluttede mig for at gå, uden at sige farvel til nogen.

 

Jeg fortrød kort tid efter, at jeg ikke havde sagt ja til min far. Mine fødder skreg af smerte, og mit hoved var begyndt at gøre ondt, men af en eller anden grund lå Panodilerne ikke længere i min taske. Jeg måtte have tabt dem, og ellers havde jeg spist dem. Jeg kunne ikke huske det.
Det var begyndt at blive meget koldt, så da jeg endelig kunne se mit hus, havde jeg lyst til at græde af glæde.

 

Hurtigt, meget hurtigt, kiggede jeg op mod Shawns gamle værelse. Jeg gik ud fra, at det var der, han hørte til endnu. Der var stadig lys. Jeg kunne se en skygge, og den gik hen mod vinduet, men af en eller anden grund kunne jeg ikke tage øjnene af vinduet.
Min reaktionsevne var ikke god på det tidspunkt, så da han stak hovedet ud af vinduet, gik der sekunder før jeg opdagede det. Han havde taget mig i at kigge, nærmest stirre, op mod hans vindue.

”Jeg kiggede altså ikke op mod dit vindue,” råbte jeg, før jeg nåede at tænke mig om.

”Er du fuld, Emily?” Shawns stemme lød ikke glad. Han lød skuffet. Det var dog ikke mit problem.

”Ja, og det er din skyld, Shawn,” og med de ord gik jeg videre mod mit hus. Hvad han råbte efter mig, hørte jeg ikke. Jeg lukkede ham ude, men jeg mente, hvad jeg sagde. Det var hans skyld. Alting var hans skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...