The Weight - Shawn Mendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Færdig
Shawn Mendes. Teenageidolet der har taget hele verden med storm. Året efter Shawn Mendes har afsluttet sin tredje verdensturne, beslutter han sig for at tage en pause og vende tilbage til sin hjemby, Pickering, i et par måneder. Da Shawn begyndte på sin første tour, efterlod han nabopigen, Emily Carter, med et knust hjerte. Emily har sine egne problemer og står med nogle svære valg i sit liv, og da Shawn vender tilbage, bliver det ikke ligefrem nemmere. Shawn har ingen idé om, hvad der foregår i Emilys hoved, men han ved, at der er noget galt, og han er ikke sikker på, at han nogensinde kan nå ind til den Emily, han forlod.

19Likes
21Kommentarer
9183Visninger
AA

11. ni

Det var torsdag. Jeg havde undgået ham de sidste fem dage. Det var svært. Shawn skrev og ringede. Jeg tog ham endda i at kigge ud af vinduet, når jeg kom gående hjem, men jeg var længe hjemme inden, han fik modet til at gå ned for ”tilfældigt” at støde på mig.
Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg kunne ikke engang finde ud af, hvordan jeg skulle starte en samtale. Et ”hej” virkede ikke rigtigt. Måske kunne jeg undgå ham indtil, han tog på tour igen?
Nej, det var umuligt. På et eller andet tidspunkt ville han sikkert blive træt af, at jeg ikke svarede ham, og så skulle han nok selv tage kontakten. Det havde han gjort alle de andre gange, så mon ikke han fortsatte med det?

 

”Hey Em,” Sophie fik mast sig gennem mængden af mennesker. De var alle på vej til time. Jeg havde mest af alt lyst til bare at tage hjem.

”Hej,” jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare det med Shawn, men jeg var nødt til at dele det med en eller anden. Det gik mig vildt meget på, og jeg kunne ikke holde det inde meget længere. Der var gået flere dage siden, det var sket.

”Hvad er der med dig?”

”Der er sket noget med Shawn,” jeg sukkede tungt. Skulle jeg bare sige det ligeud?

”Jeg lytter,” Sophie tog ikke øjnene fra mig, selvom vi gik på en fyldt gang. Vi skulle til fysik.

”Hvordan skal jeg sige det?” Det var ikke bare sådan at sige det ligeud alligevel.

”Bare ligeud,” selvfølgelig. Det kunne hun sagtens sige. Jeg sukkede tungt. Det var ikke sjovt.

”Jeg kyssede ham,” så! Jeg gjorde det. Sophie gjorde store øjne, og der gik lang tid, inden hun fik samlet sig selv så meget, at hun kunne svare.

”Wow,” hun var helt i chok, ”det kommer bag på mig, Em,”

”Det skete i lørdags. Jeg var ikke mig selv. Jeg havde tømmermænd,”

”Jeg tror ikke, du kan give tømmermændene hele skylden, men wow. Shawn Mendes,” det var langsomt ved at gå op for Sophie.

”Jeg kan ikke snakke med ham igen, Sophie. Det var så forkert og dumt gjort,” vi var ved fysik nu. Jeg gad ikke til time. Jeg var helt kørt død. Denne uge var bare død. Der var et lille vindue i døren ind til fysik, så jeg kunne kigge ind. Både læreren og eleverne var på pladserne.

”Sophie? Er du med på at tage hjem?” Spørgsmålet kom lige så meget bag på mig selv, som det gjorde på Sophie, men hun var med på den.

”Du behøver ikke spørge to gange, Em,” vi vendte rundt, og så forlod vi ellers skolen. Jeg havde en underlig fornemmelse i maven, men jeg skubbede den væk. Det gjorde ikke noget, jeg blev væk en enkelt gang. Det var lang tid siden, Anna og jeg havde pjækket i historietimen. Jeg kastede et sidste blik bagud. Der var ingen, som fulgte efter os.

 

”Glem ikke din tid ved Laia Hair Styling i dag kl. tre. Vi glæder os til at se dig,”

 

Beskeden tikkede ind halv tre, netop som Sophie og jeg havde fundet en café at spise på.

”Jeg er nødt til at gå, Sophie. Jeg havde glemt alt om frisøren,” Sophie trak på skulderne. Det betød ikke så meget for hende.

”Det er okay, Em. Jeg har ikke langt hjem. Vi ses i morgen, så spiser vi en anden dag,” vi krammede kort, og så begyndte jeg ellers at gå i et rask tempo mod frisøren. Jeg kunne ikke tillade mig at komme for sent. Ikke til frisøren.

 

Præcis klokken tre trådte jeg ind hos Laia Hair Styling. Jeg var helt forpustet over den raske gåtur. Laia Hair Styling var ikke verdens største salon, men jeg havde været her fast de sidste mange år.

”Hej Emily, tag endelig plads,” jeg satte mig hen i en af stolene. Jeg havde overvejet længe, hvordan mit hår skulle se ud. Det ville tage noget tid i dag, men jeg var frisk på forandringer. Der var nødt til at ske forandringer. Lige nu. Mine forældre ville blive chokerede, men jeg troede ikke på, at de ville slå mig ihjel, når jeg engang kom hjem. Jeg vendte mig om i stolen og kiggede op på hende, der skulle ordne mit hår.

”Har du mulighed for…?”

 

 

Endnu en besked tikkede ind, da jeg kom ud fra salonen to timer senere. Klokken nærmede sig de fem, og jeg var faktisk ikke sikker på, at mine forældre vidste, jeg var taget til frisøren, men det fandt de vel ud af. Det vigtigste var jo, at jeg kom hjem.

 

”Hey Em, jeg har slet ikke hørt fra dig. Er du okay? Er det for meget, hvis jeg inviterer dig med på en køretur nu? Xx Shawn,”

 

Hvad skulle jeg svare? Bare beskeden i sig selv gav mig hovedpine og de sygeste nerver. Jeg var nervøs, og jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst til at køre en tur med ham, men kunne jeg sige nej? Nej, det var jeg for dårlig til, men hey, han kunne se mit hår. Han ville få sig et chok, ligesom mine forældre nok ville.

 

”Hej Shawn. Jeg står foran Laia Hair Styling. Du kan bare samle mig op. M.v.h. Emily,”

 

Neutralt. Ingen følelser eller noget andet. Der gik ikke lang tid, så svarede han igen. Han ville komme og samle mig op. Jeg begyndte bare at gå imod ham. Jeg var spændt på, om han ville kunne genkende mig. Jeg tvivlede faktisk.
Kort tid efter så jeg ham komme kørende i sin Ford Mustang. Den var vældig fin, bare ikke en bil jeg ville have. En KIA var fin nok til mig.
Hvis jeg ikke havde viftet med hænderne, så var han kørt direkte forbi mig. Han kunne ikke genkende mig på afstand. Det var egentlig ret sjovt.
Han rullede vinduet ned, som om han ikke turde lukke mig ind.

”Emily?” Han så godt forvirret ud.

”Ja, jeg hedder Emily Carter, må jeg godt stige ind i bilen, Superstar?” Jeg rullede med øjnene. ”Luk nu bare døren op,”

”Øhm ja, selvfølgelig,” han satte bilen i gear med det samme, og så var vi på vej. Hvor han ville hen, havde jeg ingen idé om. Så det skulle nok blive spændende.

”Du har gjort noget ved dit hår,” det var akavet, og jeg havde pludselig lyst til bare at hoppe ud af bilen og så stikke af, men det var ikke en mulighed.

”Jeg trængte til noget nyt,” og det gjorde jeg jo.

”Det må man sige,” han holdt øje med vejen og trafikken, men jeg kunne godt mærke, at han kiggede på mig af og til. Jeg så mig selv i spejlet. Det var underligt. Mit hår var ikke længere gyldenbrunt eller langt. Det var nu platinblond og helt skulderkort.

”Jeg er ligeglad med, hvad du synes,” okay, jeg vidste ikke, hvor den kom fra, men jeg nåede ikke at stoppe mig selv, før jeg havde slynget ordene ud.

”Det er da pænt, men jeg havde ikke troet, det var din stil,” Shawn trak på skulderne. Han var underligt afslappet, selvom stemningen var en smule akavet endnu. Noget af det var forduftet, men der var stadig noget tilbage.

”Okay,” jeg stirrede ud af vinduet. Vi var på vej mod Toronto. For her var Leaside Bridge. Jeg sank en klump. Broen bragte minder frem i mig.

”Hvorfor skred du uden at sige farvel, Shawn?” Der var en ubehagelig stilhed i bilen. Shawn lignede en, der tænkte meget over sit svar. Det føltes som tusinder af år, inden han åbnede munden for at svare.

”Jeg kunne ikke,” han tøvede, og jeg ventede på, at han skulle sige noget mere, men det gjorde han ikke.

”Hvorfor?”

”Det var for svært, Emily. Det var hårdt nok at vide, jeg skulle forlade dig, og jeg havde ikke lyst til at sige farvel,” han greb hårdere fat om rattet. Det var svært for ham. Alligevel blev jeg ved.

”Du skrev aldrig. Du kontaktede mig ikke engang,”

”Jeg er ked af det, okay, Emily. Det er jeg virkelig, men jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre længere. Du gør mig så forvirret,” han var bundærlig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg sagde ikke noget. Det var der ingen af os, der gjorde. Shawn var vendt om. Vi var på vej hjem igen. Vi havde bare kørt for at køre. Der havde ikke været nogen speciel destination.

 

De første minutter sad vi bare i komplet stilhed, som vi havde gjort det meste af turen. Jeg havde ikke noget specielt at sige, og det havde Shawn vidst heller ikke.

”Men,” Shawn tøvede, ”tak fordi, du ville køre med,”

Jeg trak på skulderne.

”Det var vel så lidt,”

”Hvad siger dine forældre til din nye frisure?”

”De har ikke set den,” og de havde ingen idé om, at det var blevet farvet.

”Okay,” vi sad stadig i bilen. Klokken var ved at være syv. Shawn havde ikke kørt specielt hurtigt, så det havde taget en del tid.

”Jeg må nok også hellere komme hjem. Jeg har jo en skole, der skal passes,” jeg åbnede døren og smækkede den i. Shawn fulgte efter lige med det samme.

”Em?” Jeg vendte mig om, og Shawn gik hen mod mig. Han trak mig ind i et kram, og det overraskede mig i den grad, men jeg gjorde ikke modstand. I stedet lagde jeg også mine arme om ham.
Jeg havde ingen idé om, hvor længe vi stod sådan. Det var rart bare at stå i favnen på ham, også selvom han hed Shawn Mendes. I det øjeblik var jeg ligeglad, og jeg følte mig tryg. Lige som i de gamle dage, men det var gamle dage, og sådan ville det ikke blive igen. Jeg trak mig forsigtigt væk.

”Vi ses,” jeg kiggede ham i øjnene.

”Vi ses, blondine,” jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg rystede på hovedet. Han var skør.

”Farvel, idiot,” med de ord vendte jeg rundt og gik hjem - med et smil på læberne. Hvad ville mine forældre ikke sige til mit hår? 

 

______________________________________________________________________________

 

Jeg er endelig hjemme fra ferie igen, dog rejser jeg af sted allerede næste uge igen. Det er desværre 2 uger, men jeg finder ud af noget til den tid, hihi.

Jeg håber stadig, at I synes om "The Weight". :))

 

 

- kendtsomvj

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...