The Weight - Shawn Mendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Færdig
Shawn Mendes. Teenageidolet der har taget hele verden med storm. Året efter Shawn Mendes har afsluttet sin tredje verdensturne, beslutter han sig for at tage en pause og vende tilbage til sin hjemby, Pickering, i et par måneder. Da Shawn begyndte på sin første tour, efterlod han nabopigen, Emily Carter, med et knust hjerte. Emily har sine egne problemer og står med nogle svære valg i sit liv, og da Shawn vender tilbage, bliver det ikke ligefrem nemmere. Shawn har ingen idé om, hvad der foregår i Emilys hoved, men han ved, at der er noget galt, og han er ikke sikker på, at han nogensinde kan nå ind til den Emily, han forlod.

19Likes
21Kommentarer
10915Visninger
AA

16. fjorten

”Kære dagbog

 

Det her er fuldstændigt latterligt. Jeg føler mig fuldstændig latterlig, men jeg synes, du fortjener at høre om de næste par dage. Det bliver nok sidste gang, du hører fra mig, men sådan er det. Livet går jo videre alligevel. Folk kommer videre, og så er det for længst glemt og ude af verdenen.

 

I dag er det mandag. Mere præcis: Det er mandag aften, og jeg har ikke lavet det store. Jeg har ikke engang været i skole. Mor og far gav mig lov til at blive hjemme denne uge, så jeg kan komme mig over weekenden. Den har ikke just været den bedste. Faktisk, er jeg sikker på, at det har været den værste i meget længe, og derfor er jeg også ved at være helt sikker på mit valg. Det står snart ikke til at ændre.

Men ja, det er mandag aften, og Shawn er her stadig. Jeg har fundet ud af, at han har været her siden lørdag nat.
Han hentede mig ved Anna. Jeg var næsten ikke ved bevidsthed, hvilket giver meget god mening, for jeg husker ikke rigtigt noget fra den aften, men ja. Shawn blev hos mig hele lørdag nat og hele søndag, hvor jeg stort set sov. Jeg vågnede om aftenen, hvor han stadig var ved mig. Vi så Reign hele natten. Faktisk nåede vi at se en hel sæson, eller Shawn gjorde, for jeg faldt i søvn igen.
I dag har vi også bare set Reign. En rimelig rolig dag, men det klager jeg ikke over.

Shawn er faldet i søvn, men jeg vil ikke vække ham. Han må være utrolig træt efter de sidste par dage. Selvom han har sagt, at han ikke har været træt, og at han ikke bekymrede sig for mig, så ved jeg godt, at det ikke passer. Det går ham utrolig meget på.
Jeg er ked af, at jeg belemrede ham med mit opkald lørdag aften. Det er min skyld, han ikke har fået sovet, så det at se, at han sover nu, gør mig en smule lykkelig indeni. Han ser så fredfyldt og bekymringsfri ud, som han ligger der med dynen halvt over sig.

Jeg er ked af, at jeg forlader ham, men det er min beslutning.
Vi ses, kære dagbog.

Måske i morgen, hvem ved?”

 

Jeg smed forsigtigt dagbogen under min seng. Jeg ville ikke have, at Shawn skulle finde den. I hvert fald ikke nu. Måske om nogle år eller sådan noget. Shawn havde sovet i et stykke tid nu, og jeg havde egentlig ikke lyst til at vække ham, så jeg prøvede at krybe ind under hans arme. Man sov bare bedre sådan. Jeg gjorde i hvert fald. Shawn brummede et eller andet meget utydeligt, men sagde ikke mere derefter. Han sov tungt igen. Jeg ville gerne sove, men jeg kunne ikke.

Anna og Sophie havde begge skrevet til mig. Anna var utrolig ked af, hvad der var sket, men hun lagde ikke yderligere mere i det. Det gjorde mig en smule ked af det, at hun ikke havde tid til at lade mig fortælle ordentligt, hvad der var sket, men okay, hun var i skolen og havde sikkert nok at se til. Hvad kunne jeg forlange?

Sophie var derimod meget interesseret i at høre, hvad der var sket. Ifølge hende havde Zean sagt, at han ikke havde gjort noget forkert. Jeg havde åbenbart provokeret ham for meget, og så havde jeg bedt ham om at slå mig. Det var total skudt i hovedet, og jeg kunne ikke forstå, at han kunne finde på sådan noget.

Det trøstede mig dog at vide, at jeg ikke skulle tilbage dertil. Det var i hvert fald ikke planen. Anna og Sophie kunne forhåbentlig forstå det. De ville i hvert fald komme til det, og så

ville de nok tænke sig godt om fremover.

Min mobil lyste op. Klokken var ved at være elleve, og jeg undrede mig over, hvem der kunne finde på at skrive til mig nu. Jeg havde skrevet med Anna og Sophie i dag, så dem regnede jeg ikke med at høre mere fra i dag.

 

”Hej Em. Jeg skriver meget sent, og jeg undskylder, jeg har bare brug for at vide, at du er okay. Jeg er ked af, at det er gået så galt på det seneste. Jeg havde ingen idé om, at jeg betød det mindste for dig. Det ved jeg så ikke, om jeg gør længere, men du skal vide, at jeg holder af dig, og jeg er ked af at høre, hvad der er sket med dig. Jeg håber, du kommer oven på igen, og har du brug for en anden end Anna og Sophie at snakke med, så er jeg ikke længere end et opkald væk. Jeg er helt ligeglad med, om du bare ringer for at snakke om vejret eller en kat, du så på gaden tidligere. Jeg er der for dig. Vi ses forhåbentlig snart. - William.”

 

Jeg kunne ikke svare ham. Uanset hvor meget jeg gerne ville svare ham, kunne jeg ikke. Mine fingre ville ikke lystre, og min hjerne kunne ikke udarbejde et godt nok svar. William ville kunne forstå mig. Det håbede jeg. Han kunne heller ikke vide, om jeg sov nu. Jeg ville svare ham i morgen. Sådan måtte det være.

Jeg kiggede op på Shawn. Han sov stadig. Det var godt. Jeg ville have det elendigt med at være kommet til at vække ham. Måske skulle jeg bare prøve at sove. Det ville nok være det bedste. Dagen i morgen bragte sikkert på et eller andet godt. Det kunne kun være godt, når det var med Shawn.

 

 

 

”Kære dagbog

 

Hej med dig igen. Det er nu tirsdag aften.
Som jeg tænkte på i går, så skulle dagen nok blive god, og tro mig, dagbog, den var rigtig god. Shawn sov vildt længe, men jeg kunne simpelthen ikke nænne at vække ham. Han så ud til at sove godt. William skrev sent om aftenen, så ham svarede jeg i morges. Jeg kunne ikke skrive noget vildt sødt tilbage. I hvert fald ikke noget der kom i nærheden af det, han havde skrevet til mig. William havde været sød, og faktisk havde han været mere forstående end Anna og Sophie. Det gjorde mig nogle tanker til, om de rent faktisk havde været værd at samle på i al den tid, men man kan sige, det er jo egentlig ligegyldigt nu.

Vi var i Toronto det meste af dagen. Det var super hyggeligt. Vi lavede ikke noget specielt. Vi snakkede og gik lidt rundt omkring. Senere på dagen inviterede han mig ind på en hyggelig café, og selvom jeg insisterede på at betale, gjorde han det selv. Det irriterede mig. Bare en lillebitte smule. Jeg lovede, at jeg ville betale næste gang. Det gik han med til.
Jeg tror bare ikke, at der bliver en næste gang. Så skulle næste gang i hvert fald være snart.

Shawn er lige smuttet hjem til sig selv, men han lovede at komme om en halv time igen. Det er rart at have en at sove med. En jeg er tryg ved.

Jeg tror bare, at jeg pakker dig væk nu. Shawn har ikke behov for at se dig.

Vi ses måske i morgen, men hvem ved?

Godnat.”

 

 

 

”Kære dagbog

 

Jeg er ved at være god til at skrive og fortælle dig, hvad der sker.

Det lovede jeg vel egentlig også mig selv.

Det er onsdag aften. I dag har været helt fantastisk.

Jeg har været til min første ishockeykamp. Ja, jeg har aldrig været til en ishockeykamp, og ja, jeg er bedsteven/andet til en dreng, der er helt vild med ishockey.

I dag skete det i hvert fald. Jeg forstod ikke rigtigt noget af, hvad der skete, og en enkelt gang kom jeg til at huje af det forkerte hold.
Tro mig, det skete kun én gang. Resten af tiden sad jeg tavst og så på. Det var sjovt nok. Shawn så i hvert fald ret begejstret ud, og det var sådan set det vigtigste. At han havde et par gode dage betød alt for mig.

Du undrer dig måske over, at jeg skriver nu. For burde Shawn ikke være hos mig? Han er i bad lige nu, og fra nu af er det yderst vigtigt, at han ikke ser dig, dagbog. I hvert fald ikke før lørdag. Måske fredag aften.

For dagbog. Jeg har taget min beslutning, og den holder jeg fast i. Mit valg er truffet, og der er ikke noget længere, der hedder at trække i land. Desværre.

Kære dagbog, dette sidste gang jeg har skrevet i dig. Der er mange spændende sider i dig fra tidligere. Dette er desværre ikke et ”vi ses, dagbog,”, det er mere et ”farvel dagbog, vi ses nok ikke.”

Så kære dagbog, farvel.

 

______________________________________________________________________________

 

Desværre er dette kapitel ikke rettet vildt meget igennem, men jeg ville ikke lade jer vente meget længere.

Næste kapitel bliver en del længere, men det ville ikke give meningen for historien, hvis jeg satte mere på dette kapitel. 

 

-kendtsomvj

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...