The Weight - Shawn Mendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Færdig
Shawn Mendes. Teenageidolet der har taget hele verden med storm. Året efter Shawn Mendes har afsluttet sin tredje verdensturne, beslutter han sig for at tage en pause og vende tilbage til sin hjemby, Pickering, i et par måneder. Da Shawn begyndte på sin første tour, efterlod han nabopigen, Emily Carter, med et knust hjerte. Emily har sine egne problemer og står med nogle svære valg i sit liv, og da Shawn vender tilbage, bliver det ikke ligefrem nemmere. Shawn har ingen idé om, hvad der foregår i Emilys hoved, men han ved, at der er noget galt, og han er ikke sikker på, at han nogensinde kan nå ind til den Emily, han forlod.

19Likes
21Kommentarer
9575Visninger
AA

3. et

Klokken var ikke meget mere end 5 om morgenen, og alligevel kunne jeg allerede høre flere stemmer ude fra gaden. De lød glade, faktisk virkelig glade, men hvem stemmerne tilhørte, det kunne jeg ikke svare på.
Det er der vel heller ikke mange, der kan, hvis de er på den anden side af en mur og så lige en etage højere oppe.
Stemmerne stoppede ikke, de blev bare højere. De tænkte helt sikkert ikke på, at klokken ikke var mere end 5, og at størstedelen af folk i kvarteret sov endnu.
Trods at klokken kun var lidt over 5, besluttede jeg mig for at stå op. Jeg kunne alligevel ikke falde i søvn igen, og hvis jeg stod op nu, havde jeg også god tid til at gøre klar til skolen. Det var fredag, så det var tilladt at shine, også selvom det bare var en helt almindelig skoledag.
Jeg gik hen til mit vindue for at finde ud af, om det var Traynor familien, der havde fået besøg, jeg var trods alt lidt nysgerrig, men der var ikke et eneste tegn på, at der var nogen besøgende. Tværtimod var huset helt mørklagt, og der var heller ikke nogen bil i indkørslen. Det måtte være Mendes familien, der havde gæster, men hvorfor så tidligt?
De var godt nok en familie, der var velbesøgt, men ligefrem klokken 5 om morgenen?
Jeg trak på skulderne. Måske var det bare nogle af Shawn Mendes fans, der endelig havde fundet ud af, hvor han boede. Desværre for dem, så var han ikke hjemme. Det var i hvert fald hvad Shawns mor, Karen, havde sagt til min. Mere havde jeg ikke fået med.

Klokken var ved at nærme sig 6, og jeg kunne høre, min mor var begyndt at rode rundt nede i køkkenet. Jeg magtede alligevel ikke at gøre særlig meget ud af mig selv. Så det var bare blevet standarden og så en mere tydelig læbestift. Outfit? Lyse skinny jeans og en rød T-shirt. Mit hår? Det fik lov til at hænge løst, som det altid gjorde. Det var flot gyldenbrun, så det måtte være nok i sig selv. En fancy frisure var ikke nødvendig.

 

 

”Har du hørt det?” Jeg kiggede forvirret på min mor, da jeg kom ned af trappen. ”Hørt hvad?”

 

Min mor lyste op i et smil, og det gjorde mig en smule bange. Jeg kom til at tænke på de glade stemmer, der vækkede mig. Tænk hvis Shawn var kommet hjem. Det ville ikke være godt for nogen af os.

”Mrs. Traynor inde ved siden af er blevet konstateret helt rask,” jeg åndede lettet ud, og jeg forsøgte at smile.

”Det var da dejligt, mor.”

Mrs. og mr. Traynor var et ældre ægtepar, der havde været vores naboer de sidste mange år. De havde altid været søde til at passe mig, da jeg var en lille pige, så da mrs. Traynor fik konstateret kræft, brugte min mor rigtig meget tid på at hjælpe til hjemme ved hende og mr. Traynor.

”Hun ringede i går aftes, men jeg ville ikke vække dig. Hun kommer vidst hjem i dag til middag,” min mor smilede. Hun var oprigtigt glad. Det var rart at se.

 

 

”Hej Emmi!” Jeg vendte mig om. Min veninde, Anna, kom løbende hen over vejen. Hendes vilde brune hår strittede i alle retninger.

”Hey Anna, lækker frisure,” Anna rullede øjne af mig, og så fik jeg et ordentlig kram, da hun nåede over til mig. Jeg fik et kram hver morgen, sådan var det bare.
Anna var helt oppe at køre over, at det var fredag. Jeg var lettet. Det havde været en kedelig uge i skolen, så tiden havde sneglet sig af sted. Her for tiden så jeg allermest frem til, at vi fik sommerferie. Det havde jeg hårdt brug for. Der var virkelig meget stress på her op til sommerferien, men det var klart. Det var de sidste prøver og mit sidste år på Pickering High School. Hvad jeg ville bagefter, var jeg overhovedet ikke sikker på.

”Har du hørt om Sophies fest i aften?” Jeg nikkede. Jeg havde hørt om den, og jeg var naturligvis også inviteret, men jeg var i tvivl, om jeg ville med.

”Du ved, jeg ikke er god til alkohol,” Annas blik blev en smule hårdt.

”Ja, okay, jeg ved godt, det er en dårlig undskyldning. Jeg tror bare ikke, jeg magter det i aften,” Annas blik løsnede en smule op, men jeg kunne stadig ane, at hun ikke var særlig tilfreds med mit svar.

”Stort set alle andre kommer, Emmi, og Sophie er vores veninde,” jeg trak på skulderne.

”Ja, okay, men jeg har jo intet at tage på Anna,” som om det var en undskyldning.

”Du har et helt værelse med tøj Emmi. Nu bare tag med, vi skal nok få det sjovt,” Anna ventede på et svar, og det hed enten ”ja” eller ”ja”.

”Fint nok,” jeg overgav mig, lige som jeg havde gjort de andre tusinde gange.

 

 

”Stod det til mig, så tog du den mørkeblå kjole på, som du har hængende på værelset. Synes du ikke også, at Emmi skal have den på, Sophie?” Vi var nået til det punkt på dagen, hvor vi tre piger var samlet. Kantinen. Frikvarter.

”Jo, den er vildt pæn til dig Emmi,” Sophie og Anna kiggede begge med et insisterende blik.

”Jeg havde ellers tænkt på den sorte med alle blonderne,” de kiggede på hinanden og overvejede, hvad jeg havde sagt.

”Fint, men så skal du også have de røde stiletter på til. De er SÅ flotte, Emmi,” sagde Sophie. Det kunne jeg godt gå med til.

”Hvad har I af timer nu?”

”Anna og jeg har historie,” svarede jeg. Sophie nikkede, og hun lignede en der overvejede noget. Jeg kendte det udtryk

”Har du tænkt dig at pjække?” Anna var hurtigere til at spørge end mig.

”Kun hvis I gør det jo,”

”Anna og jeg kan ikke begge smutte. Det er for mistænkeligt,” jeg havde pjækket én gang før, og det var sammen med Anna, også i historie. En fra klassen sladrede videre til vores lærer, mr. Bruce, og siden da har jeg ikke turde gøre det. Min far var blevet meget sur, og min mor var utrolig skuffet over mig.

”Hvis du ikke vil Emmi, så gør jeg,” Anna var allerede begyndt at pakke sine ting.

”Det er fint. Hvornår skal vi mødes senere?”

”Skal vi sige klokken seks? Ved mig?” Sophie havde også pakket sine ting. Det varede ikke længe før, at det ringede ind igen. Så hvis de skulle af sted, måtte de til at skynde sig.

”Det er super, vi ses,” vi krammede kort farvel, og så gik de ellers ud af kantinen. Jeg overvejede at gå over til historie med det samme. Jeg ville gerne bare sidde lidt ned for mig selv. Det var rart at have ro til at tænke. Så det gjorde jeg.

 

 

Jeg havde valgt at gå hjem i stedet for at tage bussen. Det var faktisk sjældent, jeg tog bussen. Hvis jeg så tog bussen, var det kun fordi, det regnede, ellers var det latterligt at tage bussen. Det tog længere tid end at gå fordi, den først skulle til den anden ende af byen. Vejret var helt utrolig godt i dag. Det var varmt, og lige nu var der ikke én eneste sky at se på himlen.
Jeg stoppede op ved Mendes familiens hus. Der var en anden bil i indkørslen end den, der plejede.
Et kort øjeblik overvejede jeg at gå ind, men det ville være dumt. Det var kun mine forældre, der snakkede sådan rigtigt med dem. Det gjorde jeg ikke længere.
Selvfølgelig svarede jeg dem, hvis jeg så dem på vejen, men det var ikke, som det engang var. Langtfra.
Jeg var lige nået hen til mit eget hus, da jeg kunne høre Karen kalde på mig.

”Emily! Kommer du ikke over 5 minutter?” Jeg undrede mig, hvorfor skulle jeg det?

”Jo, selvfølgelig, Karen. Er der noget, jeg kan hjælpe med? Jeg smider lige min taske indenfor, så kommer jeg.”

 

Jeg lukkede hurtigt døren, inden Karen fik mulighed for at svare. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst til at gå derover. Jeg smed hurtigt min taske ovenpå, og gik så ned af trappen. Min far sad i køkkenet.

”Ved du, hvad Karen vil? Hun sagde, jeg skulle komme over,” min far rystede på hovedet. Jeg trak på skuldrene, og så gik jeg over til Mendes familien. Det kunne være, det bare var nogle småting, jeg skulle hjælpe med.

 

De havde lukket hoveddøren, og idet jeg ville til at åbne den, blev den åbnet indefra. 
Inden jeg så meget som nåede at tænke noget som helst, fik jeg døren banket op imod hovedet. Jeg stod og vaklede et kort sekund. Mit syn var uklart, og jeg troede et øjeblik, at jeg så syner. Hvis jeg ikke havde fået sådan et slag, og havde jeg ikke været i choktilstand, havde jeg skreget så højt, at han ville sprænge sine trommehinder.
For her stod han. Shawn Mendes, mine damer og herrer.
Han var kommet hjem.

 



______________________________________________________________________________

 

Ihh, hvor har jeg glædet mig til at publicere første kapitel. Jeg er rigtig spændt på denne movella, og jeg håber, at I vil tage godt imod den.
Planen er, at jeg vil smide et nyt kapitel op hver lørdag og tirsdag, såfremt jeg får tid til at skrive et ordentligt. ;-)

 

- kendtsomvj

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...