The Weight - Shawn Mendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 17 aug. 2017
  • Status: Igang
Shawn Mendes. Teenageidolet der har taget hele verden med storm. Året efter Shawn Mendes har afsluttet sin tredje verdensturne, beslutter han sig for at tage en pause og vende tilbage til sin hjemby, Pickering, i et par måneder. Da Shawn begyndte på sin første tour, efterlod han nabopigen, Emily Carter, med et knust hjerte. Emily har sine egne problemer og står med nogle svære valg i sit liv, og da Shawn vender tilbage, bliver det ikke ligefrem nemmere. Shawn har ingen idé om, hvad der foregår i Emilys hoved, men han ved, at der er noget galt, og han er ikke sikker på, at han nogensinde kan nå ind til den Emily, han forlod.

19Likes
21Kommentarer
7245Visninger
AA

13. elleve

”Shawn?” Jeg stod som forstenet. Zean så underlig ud i ansigtet. Han havde ingen idé om, hvad der foregik. Det havde jeg ærlig talt heller ikke.

”Kan vi lige snakke?” Jeg skubbede lidt til Zean for at få ham væk fra mig og gik så hen mod Shawn. Jeg var et øjeblik bange for, at han ville vende ryggen til mig og så bare gå.

”Det skylder du mig,” jeg snakkede så lavt, at det kun var Shawn, der hørte det. Jeg kiggede alvorligt på ham. Han nikkede langsomt. Tøvende rakte jeg min hånd frem mod Shawns, og heldigvis tog han sin hånd i min. Jeg sendte Zean et undskyldende smil. Han skulle ikke misforstå det, at jeg havde Shawns hånd i min, men lige nu var Shawn altså min første prioritet. Så måtte Zean vente til senere.

Jeg vidste ikke, om det var fordi, folk var fulde, eller om det var fordi, at de fleste altid havde kendt Shawn, men de virkede ikke synderligt oppe at køre over, at han var ankommet til Adams fest. Jo, der var lige én pige henne i hjørnet. Hun lignede en, der var ved at besvime, men hende havde jeg ikke tid til at tage mig af, det måtte de andre gøre, og dog var hun nok alligevel ikke ved at besvime. Hun stod med sin mobil i hånden, så jeg tog hurtigt en hånd op foran ansigtet i fald af, at hun tog billeder af mig og Shawn. Det var ikke alle, der vidste, vi var naboer, og at vi engang havde været det mere end bedste venner.
Hurtigt, men forsigtigt, gik jeg op ad trappen. Jeg skulle ikke risikere at vælte. Jeg trak Shawn med ind på et værelse. Jeg vidste ikke, om det var Adams eller hans forældres, men det var sådan set også lige meget. Her var fred og ro fra alle andre.
Mine håndflader var klamme af sved, og jeg kunne mærke mit hjerte bankede hårdere. Jeg var nødt til at tage mig sammen. Det gik ikke at være nervøs. Jeg var nødt til at redde den her ud, selvom det ville blive så godt som umuligt. Jeg kunne ikke forlade ham i fremtiden, hvis han var sur på mig. Ikke længere. Han betød noget. Det var forfærdeligt at indrømme, men det gjorde han altså.

Shawn sad på sengekanten. Jeg sukkede tungt, og så lukkede jeg døren helt i. For en sikkerheds skyld låste jeg døren. Jeg ville ikke have, der kom en eller anden fuld person ind, imens jeg snakkede med Shawn.
Jeg kunne ikke helt læse Shawns ansigt, men én ting var sikkert. Han var overhovedet ikke glad. Var han skuffet? Ked af det? Sur? Måske ligefrem rasende? Jeg vidste det ikke.

”Shawn?” Jeg følte mig ikke tilpas i rummet. Det føltes pludseligt så småt. Alligevel kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg skulle stå, så jeg blev ved døren. Det var nok det bedste.

”Hvad pokker er det, du har gang i, Emily?” Hans stemme var kold. Jeg kunne mærke en stikken i mit hjerte. Hvordan skulle jeg kunne redde den her? Min hals var blevet tør, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne snakke eller ej.

”Ikke noget,” kvækkede jeg. Shawn kiggede op og så hen på mig. I lang tid sagde han ikke noget. Han stirrede bare med et tomt udtryk på mig. Jeg kunne ikke røre på mig. Jeg stod helt op ad døren. Bange for, at hvis jeg så meget som gik en millimeter tættere på ham, ville han flippe helt ud.

”Det var jo ikke ”ikke noget”,” jeg sank en klump. Mine øjne begyndte at stikke. Hvorfor havde jeg også kysset Zean? Hvorfor var jeg overhovedet taget med til den her fest?

”Jeg troede, du var William,” jeg stirrede ned på en plet i gulvtæppet. Det lignede en kaffeplet. Jeg måtte holde fokus på den.

”Så du udnyttede bare ham den anden?” HVAD?

Der forsvandt mit fokus fra den kaffeplet.

”Jeg gik i panik. Jeg ville aldrig udnytte nogen. Det burde du af alle vide,” mit syn blev sløret, og jeg kunne mærke tårerne.

”Jeg kender dig ikke specielt godt, Emily, ikke længere,” det kunne han ikke sige. Det måtte han ikke sige. Ikke Shawn.

Av.

Nu græd jeg.

”Lad være med at græde, Emily, vil du ikke nok?” Jeg rystede på hovedet.

Fandeme nej, jeg ville ikke lade være. Shawn så ud til at være helt ude af den. Jeg græd og hulkede voldsommere. Det lignede han overgav sig. Han gik hen til mig og lagde armene om mig. Det hjalp mig ikke. Det gjorde det hele værre. Jeg havde sådan en trang til at sparke og slå ham, men jeg lod ham holde om mig, for så svag var jeg.

”Undskyld, Emily,” han prøvede at fjerne mine tårer, men der kom bare flere og flere. ”Jeg mente det ikke, Emily. Undskyld.”

Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste godt, at han mente det. Han var bare for sød til at indrømme det. Hans øjne var fyldt med bekymring. Hvordan kunne han bekymre sig om mig, når han ikke kunne fordrage mig?

Jeg faldt i staver. Jeg så ikke andet end hans smukke øjne. En stemme i mig sagde, at jeg skulle tage at finde Zean. En anden sagde, at jeg skulle blive her.
Jeg faldt øjeblikkeligt ud af mine tanker, da det bankede på døren. Jeg kom til fornuft.

”Jeg er nødt til at finde Zean,” jeg skyndte mig at låse op og styrte ned af trappen. Jeg nåede slet ikke at se, hvem det var, der havde banket på døren. Jeg var opsat på at finde Zean, men jeg var nødt til at drikke lidt inden. Okay, jeg var nødt til at drikke meget.

 

Der stod han, Zean. Midt i kredsen af en masse folk - og William. Jeg udnyttede ikke Zean. Det sagde jeg hele tiden til mig selv, men jeg vidste godt, det var løgn. Det skulle Zean bare ikke vide. Jeg var nødt til at vise over for William, at jeg ikke gad ham.

Jeg havde ikke set Shawn i lang tid, så mon ikke han var taget hjem? Det håbede jeg. Han skulle ikke se det her.
Med højt hævet hoved og rank ryg gik jeg hen til Zean. Det føltes nemt. Jeg følte mig meget elegant.

”Hej Em,” mere nåede han ikke at sige, før jeg pressede mine læber mod hans. Han gengældte kysset, og jeg var fuldstændig ligeglad med gruppen af folk rundt omkring os. Jeg skulle bare vise William, at jeg var kommet mig over ham. Folk hujede og piftede. Jeg lagde ikke længere mærke til dem. Det var kun Zean og jeg.

”Kom,” hviskede jeg. For anden gang i aften trak jeg en med op ad trappen. Nu var det ikke for at redde noget ud. Nej, nu var det for at komme videre. Det føltes som om, jeg svævede op ad trappen. Det hele var så nemt.
Jeg åbnede døren ind til samme værelse som før. Først lagde jeg ikke mærke til, at der sad en på sengen, men da Zean stoppede med at kysse mig, fandt jeg ud af det. Shawn var her endnu. Jeg gjorde store øjne. Det her var ikke godt. Overhovedet ikke godt.

”Zean, gå lige ud,” jeg var på randen til at gå i panik.

”Nej, bliv I bare her. Jeg tager hjem nu,” Shawn rejste sig fra sengen. Jeg sprang nærmest hen til ham og tog fandt i hans arm. Han rystede mig bare af sig.

”Nej, Emily. Det her gider jeg ikke,” Shawn havde tårer i øjnene, og det gjorde så ondt i mit hjerte at se ham sådan.

”Shawn, vent,”

Døren smækkede. Han var gået direkte ud af døren. Han ikke så meget som kiggede tilbage på mig. Jeg var i chok. Det var ikke Shawn Mendes. Det kunne det ikke være. Zean rykkede på sig, og jeg vendte mig om mod ham. Jeg havde slet ikke lyst til at være sammen med Zean længere, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå fra ham. Så ville det ikke lykkedes at få William ned med nakken.
Med tårer i øjnene kyssede jeg Zean. Det var overhovedet ikke sjovt. Jeg græd resten af tiden på det værelse, men Zean virkede ligeglad. Han var åbenbart kun ude på en ting denne aften. Det lykkedes ham så.

 

Der var ikke gået meget mere end en time oppe på værelset, før jeg stormede ud. Jeg ville ikke være her længere, men jeg var nødt til at sige farvel til Adam, hvis jeg altså kunne finde ham. Alles ansigter lignede Shawns, og det kørte alt sammen rundt i hovedet på mig. Til sidst lykkedes det mig at finde Adam, eller det var nærmere ham, som fandt mig.

”Hey Em,” jeg kunne græde af glæde, hvis jeg altså havde haft flere tårer tilbage.

”Jeg smutter hjem nu, Adam. Tak for nu,” jeg krammede ham, så han ikke kunne nå at se mit ansigtsudtryk, for jeg måtte ligne en, der havde mistet alle sine allerkæreste på én gang.

”Hvis jeg ikke havde drukket, ville jeg gerne have tilbudt at køre dig hjem, men ja,”

”Det går nok, jeg tager hjem til Anna,” jeg sendte ham et lille smil, og så gik jeg ellers mod udgangen. Zean var på vej ned ad trappen igen.

”Em? Kan vi ikke lige snakke?” Jeg kiggede iskoldt på ham, og så smækkede jeg døren i. Præcis som Shawn havde gjort mod mig, men det her var Zean. Det ville han nok overleve.

 

Jeg frygtede, at Anna ikke var hjemme endnu, men jeg kunne se lys fra hendes værelse. Det havde taget mig noget tid at komme herhen, men jeg havde fået samlet mine tanker, så jeg kunne godt gå ind i huset, og skulle det ske, at Annas forældre stadig var oppe, ville jeg godt kunne opføre mig normalt. Døren var ikke låst.
Jeg havde skrevet til Anna kort tid efter, jeg var kommet ud fra Adams hjem. Det var okay med hende, at jeg sov hos hende. Jeg gad virkelig heller ikke hjem. Så ville jeg hellere sove udenfor på en bænk. Der var sket for meget her i aften.

Anna sad i sin seng. Jeg prøvede at smile, men det blev halvhjertet, og der gik ikke mange sekunder før jeg tudbrølede, og Anna var Anna. Hun omfavnede mig, og var der for mig. For sådan var Anna i nødsituationer.   

 

______________________________________________________________________________

 

Jeg er ked af det, men dette kapitel er heller ikke rettet specielt meget igennem. Jeg har brugt meget af dagen på at pakke til i morgen. Så derfor er kapitlet blevet, som det nu er.

Det er desværre sidste kapitel inden, jeg tager af sted på ferie.

Jeg kommer hjem om 13 dage, så mon ikke jeg når at skrive noget. :))

 

 

-kendtsomvj

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...