Alvoren ved vores små drillerier på nettet

Et essay om hvad digital mobning er og hvad det gør ved offeret og samfundet.

0Likes
1Kommentarer
26Visninger
AA

1. Alvoren ved vores små drillerier på nettet


 
Af Emilie Solsikke 


”Digital mobning” – sikke et ord. Forskellige mennesker vil komme til at tænke på forskellige ting ved lyden af dette modbydelige ord. De ældre vil tænke på dengang, hvor digital mobning ikke engang var et ord. De vil i stedet tænke tilbage på de tider i skolegården, hvor store Børge slog dem og deres venner med en gren, og kan slet ikke forstille sig, hvordan store Børge ville kunne gøre så meget skade i nutidens verden uden at lade andet end fingrene bevæge sig roligt over tastaturet. Vi yngre har nogen andre tanker om det. Nogen af os genkender ordet alt for godt, som noget vi har prøvet masser af gange. Imens andre tænker på ordet ”digital mobning”, som vi tænker på ordet ”cykelrytterarme”, det er noget, vi for guds skyld ikke vil have, er en del af vores liv, men vi oplever alligevel folk som går rundt med det, selvom det ser forfærdeligt ud! 


  Jeg er nok medlem af alle grupperne ovenover. Selvfølgelig kan vi alle sammen blive enige om, at mobning er forfærdeligt både i den virkelige verden, men i hvert fald også på nettet, hvor mobberen kryber ind i sneglehuset hver gang, der er fare på færde. Jeg er dog ikke selv en person, der har prøvet mobberigets forfærdelige konsekvenser, eller egentligt kender nogen, som er blevet alvorligt mobbet på nettet. Men her for nyligt så jeg en lille film produceret af Center for Rummelighed, og den fik mine øjne op for alvoren ved mobningens grusomheder. I filmen læste 12 gæster digitale mobbebeskeder op som f.eks. ”Jeg håber du holder op med at leve”, ”Du vil dø alene i verden” og mange flere ondskabsfulde ting.  


   Men det var ikke kun mig, der fik øjnene op for det der er gemt bag Facebooks flotte, blå facade og snapchat søde, lille spøgelsesikon. Det gjorde gæsterne også, de blev forbavsede over, at unge skrev sådan til hinanden. Det er et godt eksempel på, at mange af os er i den gruppe af mennesker, som ikke helt ved hvad digital mobning egentligt er, og hvad det er i stand til at gøre ved offeret. Vi har hørt det her og der, men det virker stadig så fjernt, og der er det, så jeg kommer til at tænke på om det måske ikke er så fjernt alligevel, og om jeg egentligt er en digital mobber uden at have haft nogen anelse om det?  


  Først ville jeg selvfølgelig svare nej, selvfølgelig er jeg ikke en af de hjernedøde mennesker, som er for svag til at turde vise deres eget ansigt, når de har noget at sige. Men det kan jo godt være at jeg og mange af os en eller anden gang er kommet til at skrive noget, som vi egentligt mente for sjovt, men som den anden person ikke synes var spor morsomt, og tog det mere alvorligt, end det var ment. For det er vel sådan, at mobning starter, med små drillerier som bliver mere og mere alvorlige. Vi har vist alle prøvet at have betændte bumser, som bare vokser sig større og større og til sidst…BANG! Så er der gult stads udover hele spejlet, og bumsen var lige pludselig ikke kun irriterende for os, men hele spejlet føler, som vi havde følt, da vi havde det gule stads klistret til vores fedtede pande. Sådan ser jeg mobningens udvikling. Den starter som små drillerier, men den begynder at blive mindre og mindre morsom, hvor den til sidst eksploderer, og offeret i værste tilfælde hellere vil dø end at leve i en verden med så meget hate. 


  Men desværre er det først når selvmordet sker, at mobberen opdager alvoren i hans daglige fritidsinteresse. Men der er det jo for sent, det gule stads har sat sig på ham eller hende, og det klister så ufatteligt meget, at det ikke er til at få af. Det er der jeg ser kædereaktionen ske. Når en person ikke kan se en anden udvej end at begå selvmord, så dør der noget livsglæde i alle de pårørende også. Venner og familie kan ikke sove om natten, mobbeofferets lærere bliver sygemeldt med stress, og mobberen fortryder det hele så dybt og inderligt og ender måske også med ikke at kunne leve med denne tunge byrde på skuldrene.  


  Så hvordan får vi mobberen til at se alvoren før det er for sent? Når de i forvejen ikke tør vise mere end et tilfældigt brugernavn og et anonymt profilbillede. Jeg tænker, at vi skal starte med at vise alle folk: Alvoren ved de små drillerier. Men hvordan gør man så det? Det er noget som jeg tror man kan gøre igennem kampagnefilm som f.eks. Center for Rummeligheds film. Hvor man kommer helt ind i mobningen på nettet og ikke bare står udefra og glor på det, som man gør på museets gamle, støvede malerier. Det er ikke noget, vi skal høre fra professoren i unge, men fra selve kernen. For det er der, det rammer allermest, og det er der, at man virkelig indser hvilken verden, der er gemt bag de sociale mediers ideer om et socialt fællesskab. Det er der man opdager før det er for sent, at vores små bemærkninger er mere alvorlige, end vi først gik og troede. 
  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...