The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6501Visninger
AA

17. Vestfløj, værelse 4B. NJ, USA. December 2021

Min læbe bævrer og jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Han ved ikke hvem jeg er… Harry har glemt mig. Det her var en fejl. Han har brug for mere tid til at komme sig. Til at huske, til at…

 

“Alison, for helvede, jeg tager gas på dig!” siger han med et grin og skynder sig ud af sengen for så at komme mod mig med hurtige skridt . Han griber fat om min talje, og svinger mig rundt i et kram, men jeg forstår intet.

 

“Hv… Hvad?” spørger jeg forvirret da han slipper mig igen. “Du…du… Du snød mig?!” Jeg slår ham hårdt på overarmen.

 

“Arv,” siger han påtaget og ømmer sig der hvor jeg slog ham.

 

“Hvordan kan du finde på sådan noget?! Jeg har været bekymret de sidste par dage, er du klar over det?!” siger jeg irriteret, men han smiler bare til mig, og det smelter mig med det samme. Han er her virkelig. Han er sig selv.

 

“Jeg har savnet dig,” siger han og jeg kan se oprigtigheden i hans øjne. “Det er utrolig kedeligt at ligge her og bare vide at du går rundt på den anden side af de her vægge,” Han tager et skridt tættere på mig og rækker ud efter mig. “Ikke at kunne tale med dig,” hans fingre leger med en tynd lok hår. “Ikke kunne tale se dig,” hans øjne møder mine. “Ikke kunne vide hvordan du har det.” Han smiler trist og lader sin hånd falde ned langs siden. Jeg tager et skridt imod ham og lægger armene om ham i et kram. “Jeg har også savnet dig,” mumler jeg ind mod hans bryst og jeg mærker hans arme omkring mig.

 

En overdøvende lyd af skrig og råb fylder rummet, og får mig med det samme til at slippe mit greb om Harry. Jeg ser mod døren og hører hvordan lydniveauet vokser både i volumen, men også i omfang - det spreder sig.

“Hva…” når jeg lige at få sagt, før Niall flår døren op. Ude på gangen lyser en rød lampe og en sirene lyder. “Vi skal ud herfra, nu! Skynd dig at skifte!” siger han med det sidste henvendt til Harry. Jeg skynder mig at samle Harrys få ejendele sammen, der ligger på natbordet, mens han flår sine sammenlagte bukser ned fra en hylde i skabet.

"EVAKUER OMRÅDET!" er der en som råber, hvilket får mig til at stresse endnu mere.

“Harry?” spørger jeg uden at kigge over mod ham - vil helst ikke invadere hans privatliv.

“Klar!” meddeler han og jeg vender mig mod ham og sammen skynder vi os ud af døren på værelset. Folk løber op og ned af gangen og de fjerne kan jeg høre skud. De er dog meget lave i forhold til den larmende sirene, der bliver højere jo længere væk fra værelset vi kommer. Vi går ned af gangen med hurtige skridt. Jeg kan ikke se hvad det er folk råber sådan op om, men jeg er ret sikker på, at det er noget alvorligt. Jeg kigger efter Niall, men han er allerede væk. Skal vi bare blive her? Jeg beslutter mig for at løbe i den retning, som Niall og jeg kom ind fra, med Harry lige bag mig. Jeg får hurtigt øje på ham henne ved skranken, hvor han står og snakker med en anden soldat. Han bliver sikkert briefet. Han går hen til en række skabe og hiver noget ud som han rækker mig: en rygsæk, en pistol og en masse patroner. Jeg kigger forvirret på det.

"Hvad er det, der sker? Hvad skal jeg bruge det her til?" spørger jeg og tager rygsækken på ryggen. Han giver det samme til Harry. Niall ser alvorligt på mig og lader sit gevær.

"De er her," svarer han og løber ud mod skrigene og væk fra Vestfløjen. "Niall... Niall!" råber Harry og løber efter ham, det samme gør jeg. Niall stopper op og jeg kan se smerten i hans øjne. Han er vendt mod os, men holder ikke op med, at kigge i alle retninger.

“Hvad er her?” spørger Harry og jeg havde helt glemt hvor lidt han må vide, hvor lidt han har set og hørt.

“Kan du huske de billeder du så på kontoret?” spørger Niall henvendt til mig. Der er så meget kaos omkring os, at det er svært at høre hvad han siger. Jeg nikker og han sukker.

“Bare vid at dem med tomme øjne er Løbere og dem uden øjne overhovedet, er Klikkere, okay?” spørger han og jeg nikker igen. Harry ser uforstående på os begge to, før Niall løber længere ud i kaoset. Vi kan ikke blive stående her. Det er den sikre død, så jeg ser på Harry og han er indforstået med, hvad der skal ske. Vi lader vores pistoler og sætter i løb efter Niall.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...