The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 18 aug. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

3Likes
6Kommentarer
1072Visninger
AA

6. Upper East Side, NY, USA. December 2021

Jeg lukker døren i igen, og sætter en finger foran munden for at signalerer, at han skal være stille. Han nikker og tager en dyb indånding. Der er ingen vej udenom det, de ved vi er her. Harry går længere ud i rummet, mens jeg bliver nær døren.

Døren til lejligheden bliver sparket op så hårdt, at den falder af og rammer mig, så jeg bliver slået i gulvet. Et væsen kommer ind skriger et så skingert skrig, at det sikkert kunne springe glas. Det giver et sug i mig, og i et øjeblik er det som om, tiden står stille. Hvad er dét der? Hvordan er det sket? Jeg skubber langsomt og lydløst døren væk fra mig, så jeg er fri, og vender mit blik mod Det, og det er tydeligt at Det har fået øje på Harry. Hans greb strammes om kniven, men han er ikke hurtig nok og væsenet kommer løbende imod ham, og får væltet ham. Han kæmper for at komme fri, for at overleve. Jeg tænker hurtigt, farer op fra gulvet, og løber hen mod væsenet, som jeg i én bevægelse stikker min skarpe køkkenkniv ned i ryggen på og videre igennem hjertet. Jeg vrider min kniv rundt og får, på en eller anden måde, revet hjertet løst - som om det aldrig rigtig sad fast. Monteret falder sammen på Harry, helt stille og slapt, og han er hurtig til at få skubbet det væk fra sig. Jeg ånder tungt og hurtigt, og mit blik møder Harrys. Hans øjne er vilde, og han ligner en, der mildest talt er ved at kaste op.

"Er du okay?" spørger jeg Harry, der stadig ser lidt bleg ud. Han nikker og jeg hjælper ham på benene igen. Jeg kan mærke at han ryster, men jeg får ham beroliget og tager kniven, som han lagde på gulvet. Hvis der er flere monstre rundt omkring, hvilket der helt sikkert er, så har vi brug for så mange våben, som muligt. Jeg tjekker gangen, men den er tom - ingen fare. For nu. Harry står lænet op af køkkenbordet, med et glas vand i hånden, for at falde lidt ned igen.

Mit blik falder igen på monstret. Jeg sætter mig på hug og nærstuderer det. Det kunne nemt have været et menneske engang, men noget har overtaget personens krop, som senere hen har ført til dette. Jeg vender liget rundt og ser, at den har en meget beskidt og iturevet politiuniform på. I bæltet sidder der en pistol, som måske var den vi hørte gå af tidligere? Jeg tager pistolen op, sætter den i mit eget bælte og rejser mig op.

“Den skreg,” siger Harry ud af det blå. Jeg vender mig mod ham. “Monsteret. Måske kaldte det på de andre?”

Jeg nikker enigt - lyder meget sandsynligt. “Det er ikke til at vide, hvor mange der er i nærheden, hvor mange der er på vej. Vi er nødt til at smutte nu.” Vi samler de vigtigste ting og midler fra lejligheden i to rygsække, og gør os klar til at gå.

Vi går forsigtig på de gamle bræder og ned af trappen. Er ligeglade med de andre lejligheder, og deres ressourcer, så vi går direkte ud på gaden. Solens varme rammer med det samme min hud, og minder mig om sommeren. Jeg har ingen idé om hvor alt sneen forsvandt hen på så kort tid, eller hvorfor vejret er som den årstid, vi først burde møde om seks måneder. Jeg kigger skiftevis til højre og til venstre for at sikre mig, at der ikke er nogen der følger efter os eller angriber os. Det kan godt være at der er stille nu, men det kan ændre sig på et splitsekund. Harry er kun få meter bag mig. Han virker stadig lidt rystet over situationen i lejligheden, men jeg er ret sikker på at han nok skal komme sig over det.

Vi kommer ned til, det der engang var, Broadway, uden former for skrammer. Harry har ikke sagt et ord siden vi forlod lejligheden og jeg begynder at blive bekymret. Han plejer at snakke hele tiden og nu er han bare stille. Uden at spørge ham vælger jeg, at vi forlader Manhatten og væk fra det indre New York City. Det kan godt være at gå turen bliver lang, men i det mindste er ingen af os skadet.

Nær Clifton, New Jersey, USA. December 2021

Tiden går og går, og vi kommer længere og længere væk. Harry er stadig meget stille, men indimellem kommer han med en bemærkning eller et spørgsmål. Solen er allerede ved at gå ned, men jeg føler ikke at vi nået særlig langt. Jeg får øje på noget, der ligner et forladt hus.

"Lad os slå lejr her inde, vi kan ikke gå rundt hele natten," siger jeg og nikker mod huset. Harry kigger over på huset og nikker. Jeg tager i dørhåndtaget. Låst. Jeg træder lidt tilbage, sparker hårdt til døren og den går med det samme op. Jeg træder forsigtigt ind og tager min pistol op af mit bælte, bare hvis nu der skulle komme… et eller andet. Jeg tjekker rummene, uden at se et eneste tegn på liv. Jeg sætter pistolen tilbage i bæltet og går tilbage til Harry.

"Her er tomt," konstaterer jeg og smiler et anstrengt smil. Harry står i køkkenet og kigger i de forskellige skuffer. Han finder noget frem, som om han vil lave aftensmad. Jeg lægger mærke til at hans bevægelser bliver langsommere og langsommere, og han af og til tager sig til panden.

"Er du okay, Harry?" spørger jeg og kigger bekymret på ham. Han har ryggen til mig, så jeg kan ikke se hans ansigtsudtryk, da han mumler: “Jah, bare en smule svimmel.” Jeg går over til ham og lægger min hånd på hans skulder. Prøver at få øjenkontakt med ham, men han bliver ved med at se ned.

"Harry, se på mig," siger jeg kommanderende. Han gør som jeg siger i en sløv bevægelse, og da hans øjne møder mine, kan jeg se hvor tomme de er. Tager hans hånd og mærker hvor kold den er.

"Fryser du? Er du sikker på du er okay?” Hans øjne himler og pupillerne forsvinder ind i kraniet, mens hans krop slapt falder til jorden. Jeg prøver at gribe ham, men det hele går så hurtigt.

"Harry?!" Jeg sætter mig ned på gulvet til ham, tager hans hoved op i mit skød og stryger ham over håret. Hvad er der dog galt med ham?

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...