The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 23 sep. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

4Likes
7Kommentarer
1870Visninger
AA

5. Upper East Side, NY, USA. December 2021

Sollyset strømmer ind af soveværelsesvinduet og vækker mig. Jeg ser på uret, der står på natbordet. Lidt over otte. Jeg rejser mig op, og går ud af værelset, for at vække Harry. Vi skal forlade New York, så hurtigt som muligt. Jeg banker på døren, men der er ingen reaktion på den anden side. Åbner den forsigtigt, hvor en lav snorken møder mig. Hans ansigt er vendt mod mig. Han ser utrolig sød ud når han sover. Helt fredfyldt.

“Harry?” hvisker jeg, men han hører mig ikke. “Harry?” prøver jeg igen, denne gang en smule højere. Ingen reaktion.

“Harry,” siger jeg og rusker let i ham. Han hiver en masse luft ind i lungerne og åbner langsomt øjnene. Hans blik møder mit, før jeg trækker min arm til mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige nu, så derfor vælger jeg bare det første, der falder mig ind. "Hvor skal vi tage hen i dag?"

Han gnider øjnene med sine håndflader.

"Må jeg lige vågne?" spørger han morgen surt og mumler noget jeg ikke kan høre.

“Ja, selvfølgelig, undskyld,” siger jeg og forlader rummet, og lukker døren efter mig. Hvorfor føler jeg mig lige pludselig som et totalt fjols? Jeg tager mig til panden, ånder tungt ud og går tilbage ind på mit værelse, og hen til skabet, for at finde noget tøj. Jeg vælger et par stramme, denim jeans, en sort t-shirt og en militær mønstret jakke. Finder også et par rene strømper, som kommer i tanke om, at et bad nok ikke ville være så dårligt. Jeg leder igennem undertøjet, og finder hurtigt et par trusser i min størrelse. Alle bh'erne alt for store og jeg tager i stedet en trænings bh, som forhåbentlig kan tilpasse sig lidt bedre end en normal bh nogensinde ville kunne. Jeg tager det med ud på badeværelset, hvor jeg lukker og låser døren, før jeg tager den store t-shirt af. Tænder for vandet, og heldigvis har de ikke slukket for hverken strømmen eller vandet i denne del af byen. Jeg lader vandet løbe lidt så det kan blive varmt, og smider mit undertøj i en dynge sammen med den sorte t-shirt. Det er så rart endelig at kunne vaske alt det skidt og sved af mig, og da jeg er færdig, får jeg hurtigt tøj på. Jeg åbner døren og er lige ved at går ind i Harry, der sikkert havde fået samme idé. Vores ansigter er kun få centimeter fra hinanden, og hans blik flakker mellem mine læber og mine øjne.

"Hej," siger jeg genert og smiler. Han smiler tilbage, hvilket er en lettelse. Han bærer ikke nag over episoden fra igår.

"Hej," svarer han. Situationen er lidt akavet, og ingen af os ved hvad vi skal gøre med den. Jeg trækker mit hoved lidt tilbage.

"Badeværelset er frit nu," siger jeg, bare for at bryde tavsheden. Han ler, og giver mig et nik, som for at sige tak. Han lader mig komme ud af badeværelset og lukker døren efter sig.

* * *

Jeg finder nogle cornflakes i køkkenskabet og en liter mælk i køleskabet. Jeg åbner den og lugter til den, for at være sikker på at den ikke er for gammel.

"Ew..." stønner jeg. Jeg tager mælken med ind i stuen, og smider den ud over kanten på muren. Den falder til til jorden med et stort bump, og for gammel mælk eksploderer til alle sider. Eksplosionen får mig til at smile og jeg går tilbage mod køkkenet. Harry kommer ud af badeværelset med vådt hår.

"Hvad var det for en lyd?" spørger han, med spidser der dypper med vand. Han har kun et håndklæde på, for at skjule sin nedre dele, hvilket jeg er ret glad for. Jeg prøver at holde fokus på hans ansigt, men mine øjne bliver ved med at falde på hans veltrænede mavemuskler. Hvorfor skal han også være så attraktiv? Jeg glemmer helt at svare på hans spørgsmål.

"Jeg har lavet morgenmad..." siger jeg og rækker ham en skål cornflakes. Han rynker brynene. Kigger undrende på den.

"Hvor er mælken?" spørger han og jeg trækker på skuldrene, finder to skeer og rækker den ene af dem til ham.

"Måske nede på vejen?" siger jeg og sætter mig hen til bordet. Han kigger igen ned på sin cornflakes. Han åbner munden for at sige noget, men beslutter sig for at lade være. I stedet går han bare tilbage ind på badeværelset, og senere ind på hans værelse.

* * *

Jeg prøver forskellige kombinationer af cornflakes og væske, for at få det til at smage af lidt mere. Jeg prøver med vand, juice og marmelade, men intet af der smager specielt godt, så jeg holder mig til cornflakes. Dørhåndtaget går op og Harry kommer ud. Han har fundet noget af det drengetøj, der lå skabet på mit værelse, og fundet det han bedst synes om. Han har valgt en hvid T-Shirt, et par mørkeblå cowboybukser og han har de samme sko på, som han havde igår. Meget hans stil...

"Hvad synes du?" spørger han og drejer rundt om sig selv, så jeg kan se tøjet fra hver vinkel. Jeg rejser mig op og går hen til ham. Jeg står et øjeblik og vurderer ham, før jeg svarer: "Gennemsnitlig,". Han ruller med øjnene og går hen til bordet.

"Jeg var bare ærlig," siger jeg og følger efter ham. Han nikker og sætter sig ned.

"Det ved jeg," svarer han og tager en skefuld af de tørre cornflakes. Det knaser helt vildt, men det gør det jo når man spiser sådan noget. “Det er det, der er problemet.”

“Og hvad skal det lige betyde?” spørger jeg og lægger mine arme over kors.

“Ikke noget… Jeg var bare ærlig,” siger han og prøver at lyde som mig, ved at gøre hans stemme lysere. Jeg lader det ligge og han fortsætter med at spise, men han får et irriteret udtryk.

"Er der ikke noget juice eller sådan noget?" spørger han og rejser sig for at kigge i køleskabet. Før jeg svarer har han allerede fundet den, og er på vej tilbage mod mig. Han skruer låget af og hælder det gule appelsinjuice over hans morgenmad.

"Harry, jeg ville ikke spise det hvis jeg var dig..." siger jeg, men han tysser bare på mig. Han sætter sin ske i skålen, tager en skefuld og spiser det. Der går ikke lang tid, før han spytter det ud på gulvet og kigger bebrejdende på mig. Jeg trækker på skuldrene.

"Jeg advarede dig, men du lyttede ikke!" siger jeg og skubber skylden over på ham. Han tager en dyb indånding og rejser sig op, med tallerkenen i hånden. Han tager den med over til vasken og sætter den ved siden af de andre tallerkener. Han begynder at lede i forskellige skabe og skuffer for at finde noget andet at spise. Han åbner et af skabene og finder noget tørt og muggent brød.

"Kan man ikke bare skære muggen af?" spørger han og holder posen med brød op. Jeg trækker på skuldrene, som han vælger at tage som et ja. Han finder en kniv, hælder alle skiverne ud på køkkenbordet og begynder at kigge efter skiver uden for meget mug. Han finder faktisk fire stykker der er helt okay og deler dem med mig.

"Jeg tror, der er noget smør derinde," siger jeg og peger køleskabet. Harry kigger på min arm for at se, hvad det er jeg peger på. Han åbner køleskabet og ganske rigtigt er der en bakke smør. Han tager det med hen til bordet og sammen spiser vi maden.

"Hvor skal vi tage hen?" spørger jeg med munden fuld af brød. Harry trækker på skuldrene og spiser videre. Det er som om alle vores samtaler er bygget på skuldertræk. Han tygger af munden og skal lige til at sige noget, da jeg hører en lyd. En meget høj lyd, som om nogen er igang med at sparke døre ind. Der er stille et øjeblik. Et pistolskud bliver giver genlyd i de tomme gader. Jeg rejser mig fra stolen og lister op til køkkenskuffen med knive. Finder en stor skarp kniv, som jeg brugte til at skærer grøntsager med igår, og en lidt mindre en, som jeg rækker Harry, der i mellemtiden har rejst sig op.

"Hvorfor skal jeg have den lille?" spørger han fornærmet og kigger på min kniv. Jeg kigger irriteret på ham, hvilket får ham til at holde mund. Jeg lister over mod døren og holder kniven, som var det en pistol. Hoveddøren har en dørspion, så jeg kan lige akkurat se ud. Der er tomt på gangen og lydene er holdt op. Jeg vinker Harry over til mig, hvilket får ham til at opfører sig, som om han er en ninja. Jeg ruller med øjnene og han kommer hen til mig.

"Jeg tror der er fri bane," hvisker jeg og åbner forsigtigt døren. Jeg beder ham om at kigge ud. Han trækker forskrækket hovedet til sig. Jeg rynker mine bryn og kigger selv ud. Nu kan jeg se hvorfor Harry ser, så bange ud. De er lige udenfor vores dør. De er her. Monstrene...

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...