The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 23 okt. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
5506Visninger
AA

4. Upper East Side, NY, USA. December 2021

Ingen mennesker nogen steder. Ikke en sjæl. Efter at have gået i lidt over en time, kommer der flere og flere bygninger, der ikke er faldet sammen. Vi vælger en tilfældig en, og åbner døren til lejlighedskomplekset på Upper East Side.

“Hallo?” råber Harry, og jeg vender mig forskrækket mod ham.

“Hvad er det du laver?” spørger jeg med sammenbidte tænder. Han ser forvirret på mig.

“Måske er der nogen, der har overlevet. Den her bygning er jo ikke ligefrem ødelagt vel?” Jeg kan godt se hans pointe, men hvad kunne møde os, kunne også være en morder… eller bare en fyr med gevær, der skyder alt og alle med en puls. Vi går hen til trappen for at komme op til lejlighederne. Jeg ser det som en sikker død at tage det første og det bedste, så jeg tager en beslutning om, at vi går op på anden sal med det samme. Vi går lidt hen ad gangen og jeg tager fat om håndtaget på en tilfældig dør. Den er låst, men da jeg tjekker under dørmåtten, ligger der en nøgle. Den virker og vi kommer indenfor.

"Er det her du bor?" spørger Harry, da han træder over dørtærsklen. Tror han virkelig, at jeg har råd til at bo et sted som det er? En lejlighed på Upper East Side, med hvad ligner, to soveværelser, et kontor, stort køkken, flot stue og et kæmpe badeværelse? Jeg fnyser.

“Nej, det kan man ikke ligefrem sige,” Jeg går hen til køleskabet og åbner det. “Men vi kan sove her i nat." Som forventet er det fyldt med madvarer. Det har ikke været tændt de sidste par dage, men maden er stadig spiseligt. Harry tager en kniv ned fra det knivsæt der hænger på væggen og går lejligheden igennem, for at tjekke at der ikke er nogen hjemme. Hvilket der ikke er, som jeg også havde forventet. Hvem forlader sin lejlighed og låser den, under et jordskælv? Nej, dem der bor her - eller boede her - var ikke hjemme da det skete. Jeg finder en pakke pasta, en gryde og gør klar til at koge det.

"Alison?" siger Harry inde fra stuen. Jeg smider pastaen i og går ind til ham.

"Hvad er..." spørger jeg og kigger ud. “der,”. Ruderne i vinduerne er smadret, og Harry har hovedet stukket ud gennem træet. Jeg gør det samme, for at se hvad der er længere nede. Vi kan kigge lige ned på gaden. Jeg hører et skrig, men det er ikke nogen af os, der skriger. Derimod en pige nede på gaden. Hun ser meget ung ud, højst 12, men jeg kan ikke se hvorfor hun skriger.

"Se derovre," hvisker Harry og peger på noget i horisonten. Det er massere af mennesker! Vi er ikke de eneste der er tilbage!

"Harry, det er fantastisk! Vi er ikke de eneste der er tilbage! Vi kan alle sammen hjælpe hinanden og..." Han stopper mig. Pigen nede på gaden, prøver at åbne flere døre, men de er alle sammen låste.

"Jeg tror ikke at det er mennesker," siger Harry dystert og jeg kigger igen over mod horisonten. “Ikke længere i hvert fald.”

Gruppen af mennesker er nu kommet tættere på, og jeg kan se hvad han mener. Det er ikke mennesker, eller noget som jeg nogensinde har set i mit liv. Det lyder måske som om jeg er ved at blive sindssyg, men det er ikke noget jeg bilder mig ind.

"Zombier?" spørger jeg og kigger over på Harry. Han ser meget seriøs ud og svarer mig ikke. Harry går ned på hug og gemmer sig bag noget af muren. Han tager mig i armen og trækker mig med ned.

"Der findes ikke zombier, Alison. Det der..." han stopper og peger ned mod menneskene. "Det der er noget meget værre. Noget intet menneske nogensinde har set," siger han. Endnu et skrig kommer fra pigen. Lige da jeg skal til at råbe til hende stopper Harry mig.

"Vi kan ikke stole på nogen! Hun kan være som dem. Vi kan ikke risikerer noget. Ikke før vi ved noget mere," forklarer han. Han har ret, men jeg kan ikke lide følelsen af at jeg har forsømt et ungt menneske. Jeg kigger ned på hende. Hun er faldet over sten og ligger på jorden. Hun tager sig til benet, der højst sandsynligt er brækket. Menneskene - eller monstrene kunne man næsten kalde dem - kommer tættere på. Hun prøver at komme væk, men giver hurtigt op. En af dem får hurtigt fat i hende og løfter hende op. Hun prøver at rive sig fri, men den bider i hendes arm, hvilket får hende til at skrige igen, denne gang endnu højere og skarpere end før. For at stoppe hendes skingre skrig, bider den hendes hoved af og det lander på jorden med et bump.

"Så du det?!" hvisker jeg. Harry nikker og sætter sig med ryggen op ad mur stykket. Monstrene går længere ned af gaden og forsvinder.

Jeg hører en boblen. Min pasta! Jeg løber ud til den og tager lovet af. Det er kogt over flere gange, men det er ikke uspiseligt. Jeg hælder vandet fra og finder nogle tallerkener. Jeg skærer grøntsagerne i stykker og blander en hurtig pastasalat. Jeg anretter det fint på de to tallerkener. Jeg tager det med over til spisebordet og ser Harry stå og kigge ud af vinduet.

"Spisetid," siger jeg, men der er intet spor af glæde i min stemme. Jeg går tilbage til køkkenet for at finde to glas og noget vand. Harry sætter sig ned og venter på at jeg kommer, før han begynder at spise. Da jeg endelig får noget mad, føles det som om det er flere uger siden, jeg sidst har spist, så det er dejligt at få noget ned i maven.

"Det smager dejligt..." siger Harry ud af det blå. Jeg smiler og tager en slurk vand.

“Tak… Jeg tog madlavning i High School.” Det er første gang nogle af os nævner noget, fra vores normale liv. Det virker så langt væk nu. Jeg får hurtigt ændret samtalen til noget mere seriøst, da tanken om mine forældre, mine venner og hvor de er nu, er for meget for mig lige nu. Jeg ser ned på min tallerken.

"Hvad tror det var? De der... Monstre."

"Ingen anelse, men det er ikke noget jeg har set før," svarer han. Vi snakker lidt frem og tilbage om hvor vi skal tage hen, men intet bliver besluttet. Da vi er færdige med at spise, tager jeg af bordet, mens Harry tester fjernsynet, og denne gang har vi endelig held med elektronikken. En tv-vært der står foran nogle brændende bygninger snakker om et eller andet og da Harry får skruet op for lydstyrken, forstår jeg endelig hvad alt det er.

“Sent mandag aften, blev indbyggerne i New York mere end overraskede, da en atombombe blev kastet ned over byen, og ramte Brooklyn Bridge. umiddelbart efter bomben ramte, udbrød et jordskælv, der strakte sig op igennem Manhattan, og forårsagede store skader på bygninger. Hvad antallet af døde ligger på lige nu, er endnu uvist, men myndighederne er på sagen, mens brandvæsenet, forskere og politiet, stadig prøver at finde overlevende i de mindst ramte områder.” der bliver klippet til et studie hvor to tv-værter sidder med et seriøst udtryk plantet på deres ansigter. “Og alle beboere på Manhattan er blevet evakueret til de omkringliggende stater, og mange er lige nu ved at blive undersøgt af diverse læger.” siger den kvindelige studievært.

“Det er nu blevet bekræftet af det er europæernes der står bag denne bombning, og er det første angreb i hvad kunne blive tredje verdenskrig.” fortsætter den mandlige vært. “dette Judie og Conor der sender direkte fra Los Angeles, der siger godmorgen amerika.” Harry slukker for fjernsynet og vender sig mod mig chok.

“Sagde de… Tredje verdenskrig?” spørger han og jeg kan ikke tro at det her virkelig sker.

"Vi er nødt til at komme væk herfra! Og det skal være snart!" siger jeg og han nikker bekræftende. Vi kan ikke blive i New York! Da slet ikke nu hvor de her… monstre dukker op.

"Jeg er udmattet... Jeg har virkelig brug for noget søvn," siger han. Jeg er også helt færdig - det har været en lang dag.

"Ja, også mig." svarer jeg og går over mod badeværelset for at tisse.

"Hvad skal jeg gøre med det her?" spørger han og peger på opvasken.

"Bare lad det stå," svarer jeg og lukker døren i til badeværelset. Hvis vi alligevel tager afsted imorgen, kan det vel være lige meget om der er beskidte eller rene tallerkener her i huset. Jeg roder lidt i deres skabe, efter at have tisset, og finder to nye tandbørster, der endnu ikke har været pakket op. Det virker forfængeligt og en smule sært, men ej, hvor er det rart endelig at kunne børste tænder igen. Harry kommer til syne i dørkarmen og ser undrende på mig. “Jeg fandt dem i skabet. Helt nye,” forsikrer jeg ham og han nikker, men virker stadig en smule forundret. Jeg spytter ud, og sætter tandbørsten i en kopholder. Jeg får slæbt min tunge og trætte krop ind i soveværelset, hvor jeg tager min ødelagte kjole af.

"Tror du her er et eller andet jeg kan tage på? Jeg vil nødig gøre sengen beskidt," siger Harry med tandbørsten i munden, så han er lidt svær at forstå. Han kommer ud af badeværelset og ind i soveværelset. Han kigger ned af sit tøj, og går længere ind i rummet, før han kigger op. Han stopper op, men kigger ikke ned. Jeg skynder mig at vende mig om, og hiver fat i en morgenkåbe, der hænger på væggen som jeg tager på, mens Harry siger: "Ved du godt, at du ikke har andet end undertøj på?”

Da jeg har lukket morgenkåben, vender jeg mig mod ham og sender ham et blik der  der siger “hvor er du barnlig”, for ja, jeg ved godt, at jeg lige nu kun står i undertøj, men det gør mig ikke noget.

“Nej, Harry, det havde jeg da slet ikke opdaget.” svarer jeg sarkastisk. Jeg åbner skabet for at finde noget at tage på, og noget han måske kan passe. Skabet har et kæmpe udvalg, hvilket ikke undrer mig. Det virker som om dem der boede her, havde mere end nok penge til at leve i luksus. I den ene side er der pigetøj, den anden drenge.

"Det var nu også mere bare hvis nu at du ikke havde opdaget det," svarer han drillende. Det meste af den tidligere ejers tøj, er i en størrelse mindre end hvad jeg normalt bruger, men jeg finder en oversize t-shirt som jeg bruger til at sove i.

Jeg ruller med øjnene af Harrys kommentar og finder et par natbukser i den mandlige side af skabet, som jeg kaster det over til ham. Jeg tager den store t-shirt på, og lukker skabet lige i det moment, hvor Harry står kun iført boxershorts. Jeg holder en hånd op på siden af mit hoved for at skygge for udsynet.

“Slap nu af, Alison, det er ikke fordi nogle af os er nøgne,” siger han og jeg vrisser igen. Hvorfor er det at fyren her ikke forstår, at jeg ikke vil have at han forstyrrer mit privatliv, og jeg heller ikke vil se ham i andet end et helt sæt tøj.

“Har du aldrig set en fyr i boxershorts før?” spørger han med et grin, og jeg lader min hånd falde.

“Jo, det har jeg, men den fyr, har altid været en kæreste, eller en ven, og lige nu er alt jeg ser, en fremmed, der bryder ind, mens jeg skifter tøj, og en fremmed, der klæder sig af foran mig,” siger jeg og nu er det ham, der ruller med øjnene.

Klæder sig af foran dig, hold kæft hvor er du gammeldags,” svarer han og binder en sløjfe på bukserne. Jeg ignorerer hans kommentar og går hen til sengen, hvor jeg skal til at lægge mig ned, da han går over mod den anden side af sengen og skubber dynen væk så han kan lægge sig ned.

"Wow, wow! Hey, hey! Hvad tror du lige du laver?" spørger jeg fornærmet. Han ser forvirret på mig.

"Jeg lægger mig ned, så jeg kan sove," siger han, som var det en selvfølge. Som var vi venner og havde kendt hinanden i en evighed.

"Da ikke i min seng! Jeg kan da ikke sove med en fremmed fyr!" siger jeg og er faktisk dybt seriøs. Ja, vi tilbragte adskillige timer sammen nede i en bunker, men det giver ham ikke lige pludselig tilladelse til alt muligt andet, som at sove i den her seng.

Han kigger irriteret på mig. “Mener du det seriøst?” spørger han og jeg nikker dybt alvorligt. “Så jeg må ikke engang ligge ved siden af dig? Er du konservativ?”

“Der er en velfungerende seng, inde i værelset lige inde ved siden af, som du er mere end velkommen til at bruge,” siger jeg med det falske smil, jeg plejede at bruge, da jeg arbejde i en legetøjsforretning, da jeg var 16. Han ryster på hovedet, og går over mod døren.

“Så godnat, miss White. Jeg håber De har Dem en behagelig skønhedssøvn,” siger han, da han tager fat i dørhåndtaget og river døren op.

“Godna...” jeg når ikke engang at sige ordet færdigt, før døren er lukket. Jeg vrisser irriteret, men er nu egentlig bare glad for at jeg endelig kan lægge mig til at sove i en rigtig seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...