The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6588Visninger
AA

24. Ukendt område, PA, USA. December 2021

Solen bager på bilen og den bliver meget hurtigt utrolig varm. Selvom vi er et godt stykke inde i december - er vi over halvvejs? - så er her lige så varmt som på en sommerdag i juli. Jeg skyder skylden på atombomben; den må have fucket med vejret. I hvert flad ozonlaget. Jeg ved ikke om europæerne har regnet ud, at dette i sidste ende vil komme til at have en effekt på dem også. Vi bruger telefonens gps mens vi kører på motorvejen, der meget gerne skulle føre os mod Pittsburgh.

“Du skal tage den næste afkørsel,” dirigerer Erica efter vi har kørt i godt en time. Trafikken har været overraskende tom, måske fordi de fleste ikke har tænkt sig at tage mod storbyerne, måske fordi de alle er der… Måske fordi de alle er døde. Mine øjne lander på Ericas telefon.

“Må jeg låne den?” spørger jeg og hun ser fra vejen og op på mig med en undren.

“Til hvad?” spørger hun. Jeg har ikke læst nyheder i flere dage og de må da have fundet ud af noget nyt? Noget om hvordan krigen går, hvis den da ikke allerede er ovre. Et dødstal. En eller anden form for update.

“Jeg vil bare gerne tjekke nyhederne,” svarer jeg og hun smiler.

“Når vi finder min mor, vil du få alle de svar du har brug for,” siger hun og jeg får en underlig fornemmelse af, at hun ved meget mere, end jeg går og tror.

“Så det er et nej?” spørger jeg. Hun kan vel ikke nægte mig at få lov til at tjekke op på den verden vi lever i? Og hvis hun gør, skal jeg da med glæde tvinge telefonen ud af hendes små, tynde fingre, som klamrer sig til den lille rektangel.

“Vi burde spare på strømmen,” kommer det fra Niall, som nu føler for at deltage i samtalen.

“Men…” begynder jeg, men han ser over på mig.

“Drop det nu bare, Alison. Vi skal nok få nogle oplysninger, når vi kommer til Saltsburg,” hans stemme er mere sagte end før og han ser over på mig et overblik, for at vise, at han mener det alvorligt, før han ser ud på vejen igen. Jeg ser over på Harry, der sidder ved siden af mig, lige op af vinduet, men det virker ikke til at han har tænkt sig at komme med noget input i denne samtale. Jeg læner mig tilbage i sædet og ser hvordan Niall kører fra på den næste afkørsel.

* * *

Det virker som om vi kører rundt i byen i flere timer, selvom det nok reelt kun er en enkelt. Op og ned af veje, hen af sidegader og forbi huse og folk, der går på gaden. For, ja, her er mennesker. Det er et helt underligt syn efter så lang tid med tomme gader og en følelse af at være efterladt. Glemt. Men her der mennesker. Almindelige mennesker. Ingen monstre. Ingen lig i gaderne. Bare en dagligdag, der sikkert er præget af landets nye tilstand.

“Du skal dreje til højre ved næste sidevej og så skulle vi gerne være der,” dirigerer Erica og Harry læner sig frem, for at se på Niall. “Hvordan ved vi overhovedet at hun ikke får os til at køre ind i en fælde?”

“En fælde?” gentager Niall, der ser over på ham et splitsekund.

“Ja, en fælde,” siger Harry. “Du ved, for at fange os.”

Niall fnyser. “Har du da gjort noget, der er værd at fange dig for?” Bilen drejer til højre, ligesom Erica bad om.

“Nej… Det er mere princippet i det,” siger han og læner sig tilbage i sædet igen, klar over, at hans spekulation ikke er mere end det; en spekulation. Ikke ifølge Niall i hvert fald. Erica har ikke sagt et ord, jeg ved ikke engang om hun har fuldt med i samtalen for hun sidder med sine øjne rettet mod vejen og resten af vores omgivelser.

“Dér!” siger hun og peger på en sidevej længere fremme. Åh, gud. Endnu en sidevej. “Drej der!” Niall gør som hun beder om og til min overraskelse er det ikke en sidevej, men en blind vej, der leder op til en stor betonblok, der ligner en mellemting mellem en lagerbygning og en moderne high school. Niall kører så tæt på han kan, før han parkerer bilen på et frit stykke asfalt.

“Bor du her?” spørger Niall med sit blik rettet mod den store bygning, og jeg har samme tankegang. Hvorfor bor hun ikke i et af de rækkehuse vi kørte forbi tidligere? Niall hopper ud af bilen, for at gøre plads til, at Erica kan gøre det samme.

“Ja, det kan man vel godt sige,” siger hun da hendes små fødder rammer jorden.

“‘Kan man godt sige’?” mumler Harry til mig, før han går ud af bilen. Jeg ser på omgivelserne, men ved siden af den asfalterede vej er der bare en stor græsplæne med træer her og der. Den store bygning kaster en skygge ud over det hele og vinden leger med træernes grene. En dør åbnes og jeg retter mit blik i retningen af hvor den kommer fra. To bevæbnede mænd kommer ud af bygning og hen imod os, deres pistoler rettet mod os. Jeg ser over på Niall, der i stedet for at trække hans pistol, sætter armene vejret, og for ikke at skabe problemer, gør jeg det samme. Kort efter har vi alle fire armene i vejret for at signalere, at vi ingen fare er.

“Navn, alder og anliggende,” siger en af de bevæbnede gutter, hvis øjne er skærmet bag et par solbriller. På hovedet har han en sort hue, der dækker det meste af hans hår, men skægstubbene på hans kinder fortæller mig, at hans hår er mørkebrunt. Begge vagter har sorte, tætsiddende jakker på og udover den har de en vest, som jeg går udfra er skudsikker.

“Harry Styles, 20,” lægger Harry ud med at sige, men han går i stå ved anliggende delen af det. Han ser over på mig for at søge hjælp, men heller ikke jeg, ved hvordan jeg skal formulere det vi vil.

“Vi er her for at snakke med Laura Monall, er hun her?” siger Niall med en sikker stemme og fyren med skægstubbene retter sin pistol mod ham.

“Navn og alder,” siger han og Niall adlyder ved at sige: “Niall Horan, 21.” Fyren nikker og tager fat i en walkytalky, der var i hans baglomme.

“Kan vi få noget assistance sendt til Area C?” siger han ind i den og så sekunder efter kommer der en skratten tilbage. “Og i andre?” siger han, hans accent er helt klart ikke amerikansk, men hvor den er fra, kan jeg ikke påpege.

“Alison White, 19… Det samme som de andre, vel?” siger jeg og vagten nikker igen.

“Og dig, stump?”

“Erica Heathersfield, 13, besøge min mor...” siger hun og i et øjeblik tror jeg hun vil sige hendes mors rigtige navn, men i stedet holder hun inde og intet andet kommer ud. Ud af døren kommer yderligere fem vagter og uden så meget at se på dem, siger skægstubbe-fyren: “Kropvisitér dem,” og da vagterne er inden for hans synsfelt lader han pistolen falde.

De tager alle vores våben, vores tasker og endda også Ericas hårelastikker. De leder os ind i den store bygning, der har en dunkel belysning og jeg kan ikke forestille mig at bo her og da slet ikke vokse op her. Vagterne leder os hen til et rum, hvori der er et langt bord med stole hele vejen rundt. De beder os om at tage plads og vi gør som de siger. Alle vagter, på nær to, forlader lokalet, de andre to stiller sig op af døren, så vi ikke kan flygte. Og det er her mine tanker vandre. Hvorfor skulle vi flygte? Det var os der kom, for netop at komme herind. Hvordan skulle vi kunne flygte, når vi ingen våben har? De tog dem alle sammen. Men det må de jo selvom. Skægstubbe-fyren er ikke i rummet, men jeg går udfra det er ham, der er gået op for at hente Laura, hvis da hun har tænkt sig at dukke op. Hvis hun da overhovedet er i bygningen. Det fik vi vidst aldrig svar på. I den anden ende af rummet går en dør op og vagter træder ind, går rundt om en, som en slags skjold, så personen ikke bliver skadet. Da de er kommet hen til den modsatte ende af bordet, træder de til side og en spinkel kvinde kommer til syne. Jeg ser over på Erica, der er ét stort smil, og det går op for mig, at denne kvinde er Laura Monall.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...