The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6508Visninger
AA

21. Ukendt område, PA, USA. December 2021

Da toget stopper op og ikke starter igen, ser vi os forvirrede rundt. Sådan her har det aldrig gjort før - har altid startet igen efter omkring et minut eller to. Men intet sker. Vi står bare stille. Niall rejser sig og går mod udgangen af vognen.

“Hvad sker der?” spørger Harry og følger hans bevægelser. Niall svarer ham ikke, går bare ud af vognen.

"Hvor skal han hen?" spørger jeg og samler min rygsæk op fra gulvet. Jeg tager den på ryggen og ser på Harry. Han samler sin rygsæk op, og går ned af gangen. Hvad er der med de her to drenge og deres mangel på kommunikation? Jeg vrisser irriteret og følger efter ham ud af vognen og ned på perronen. En frisk brise rammer mig og jeg tager en dyb indånding. Helt anderledes at trække vejret her end i Camp Zalume - som om luften var tykkere der, end den er her. Niall venter på os, med en pistol i hånden, dog ikke rettet mod andet end jorden. Vores øjne mødes et sekund, før jeg ser mig rundt. Her er helt øde og kun meget få bygninger er at se. En af dem er kun meget få meter fra os, og jeg går ud fra at det er stationsbygningen.

“Hvor er vi?” spørger jeg og ser mig om efter et skilt - her er intet. Intet der indikerer hvilken by vi er, eller stat for den sags skyld.

“Endestationen,” svarer Niall tørt, før han med langsomme skridt begynder at gå hen mod bygningen. Harry vender sit blik mod mig, forvirring er at se i hans øjne, og jeg løfter sigende et øjenbryn.  

"Denne vej," siger Niall med utålmodighed og vi følger efter ham, som var vi fortabte hundehvalpe. Da vi kommer tættere på, kan jeg se hvor slidt bygningen ser ud, som om den har stået her i flere år, uden at være blevet vedligeholdt.

“Så hvor er endestationen, helt præcist?” spørger jeg, da jeg har indhentet ham. Han ignorerer mig og skubber døren til bygningen op, hvor vi kommer ind i en lille foyer med bænke, et billetkontor og en kiosk. En fladskærm med klokkeslæt for kommende afgange og ankomster af tog, hænger på en væg og ved at se på uret der hænger over døren, der leder udenfor, ved jeg nu, at klokken er snart er otte. Måske åbner de først når vi passerer otte, siden her er så tomt? Jeg har slet ikke lagt mærke til, at Harry er gået over til skærmen med tog informationer.

"Så... Hvad er det lige vi laver i Pennsylvania?" spørger han og mit blik flyver over på ham. Pennsylvania? Er det her vi er? Mine øjne flytter sig fra Harry og over på skærmen. Ved flere af afgangene blinker der et rødt skilt, med ordet AFLYST. Sikkert på grund af jordskælvet eller bomben eller hvad end der er det værste, som er sket for landet.

Jeg ser over på Niall, der allerede er henne ved den næste dør, som han også sparker op, som om stedet ikke er nedslidt og ødelagt nok i forvejen. Jeg ruller med øjnene, før jeg skynder mig efter ham med Harry lige i hælene.

“Hvis du ikke har noget imod det, så vil vi rigtig gerne have svar på vores spørgsmål,” siger jeg med tilpas sarkasme i min stemme til, at det får ham til at stoppe op af irritation. Jeg bliver helt forskrækket af hans pludselige opbremsning, at jeg næsten går ind i ham. Han tager en dyb indånding for at styre sit temperament, lukker øjnene et par sekunder, før han begynder at snakke. "Vi skal have fat i Laura Monall. Hun ved hvor vi kan finde hospitalet,"

Han begynder at gå igen, som om at der var lige præcis det svar jeg ledte efter og nu er tilfreds. Men det er langt fra hvad jeg er, for jeg forstår ikke hvad han mener med et hospi… Pigen. Pigen der er immun. Jeg husker tilbage på det han sagde, kort før vi flygtede fra Zalume: “på vej til et hospital oppe nord på... Pigen er immun. Hun blev bidt for omkring tre uger siden, og der er ikke sket noget…”. Et hospital oppe nord på, hvor end det så er. Harry stopper op ved siden af ham.

“Er du sikker på, det er det her du vil?” spørger han, mens vi begge ser efter Niall, der allerede er mange meter væk.

“Hvad mener du?” spørger jeg uden at se på ham. Jeg hører ham trække på skuldrene.

“Tage hen til det her hospital, hvad han end vil der,” siger han stille og jeg mærker hans blik på mig. “Er du sikker på, du vil risikere livet for en fremmed?” Jeg ser op på ham og svarer stille: “Det var præcis det han gjorde for os, Harry. Hvorfor skulle jeg ikke ville hjælpe ham?” Jeg begynder at gå uden at sige mere, og få øjeblikke senere hører jeg Harrys sko ramme den tilsandede asfalt.

* * *

Han venter på os, da det går op for ham, at vi ikke er lige bag ham. Der er irritation i hans øjne, og ærligt forstår jeg ikke helt hvorfor. Ja, det er træls at vi måtte forlade Zalume, og ja det er ærgerligt med de liv der gik tabt, og sikkert også frustrerende når hverken mig eller Harry kan følge hans tankegang. Men han må da sætte bare en smule pris på, at vi ikke har forladt ham. At vi stadig følger med, selvom intet af det her, gavner os. Vi kunne tage til en lufthavn, forlade USA og måske komme i sikkerhed i Canada, Mexico, ja måske endda Europa, hvis de ville lukke os ind. Eller lukke mig ind. Harry ville ikke få problemer, da han vel stadig er engelsk statsborger.

"Så, du ved altså ikke hvor det ligger?" spørger jeg og bryder den voksende tavshed. Jeg troede Niall vidste præcis hvor vi skulle hen. Åbenbart ikke. Han sukker og ryster på hovedet. Vi går alle sammen på en linje ved siden af hinanden, og ingen biler eller mennesker bryder os op, for her er ingen.

“Jeg har hørt, mange har forladt de større byer,” kommenterer Harry, som om han læste mine tanker. Dette fanger Nialls opmærksomhed.

“Hvordan det? Du har været på hospitalet lige siden bomben sprang,” spørger han og Harry ser en smule såret ud, som om det at han ikke har set eller ved lige så meget som os, gør ham mindre værd.

“Jeg overhørte nogle sygeplejerske tale om det, da de kom for at tjekke op på mig. De må have troet, jeg sov.” Mere end det siger han ikke, og ingen af os kommenterer på det. "Men hvor er hende Laura Monall?" spørger han så, og må have besluttet sig for, at deltage mere i samtalen. Niall trækker på skuldrene.

"Jeg har aldrig mødt hende, men jeg har hørt, at hun opholder sig her i nærheden," svarer han og stopper op ved en lysregulering. Den lyser rødt og noget i mig håber, at han ikke er dum nok til, at ville vente indtil den skifter til grøn. Den har sikkert lyst rødt i flere dage, så chancen for at den skifter er meget lille. Jeg går videre, det samme gør Harry, men vi ser også begge over skulderen for at holde øje med hvad Niall gør. Han ser til højre, derefter til venstre og så til højre igen, før han går over.

"Wauw, tænk at han tør gå over for rødt! Sikke en vovehals!" hvisker jeg til Harry, der griner stille. Jeg ser om på Nialls ansigt for at få en reaktion, men intet indikerer at han har hørt os.

"Han skulle nødig gå hen og blive kørt over af de mange biler," hvisker Harry tilbage og jeg griner. Niall er et godt stykke bag os, men han nu nok godt høre os. Han vælger vel bare at ignorere os. Jeg har lagt mærke til at han af og til halter, men det stopper ham ikke fra at gå hurtigere eller løbe, hvis det bliver nødvendigt. Mine øjne løber hen over den tomme by, hvor nogle huse er faldet sammen eller mangler vinduer, mens andre bare har mistet en del af sig. Husene her er ikke nær så høje, som dem i New York, men heller ikke landsby små. Gad vide hvilken by i Pennsylvania vi er i. Harry nævnte kun statens navn, ikke selve byen. Stod det ikke på fladskærmen? Det er vel i det store billede ligemeget hvor vi er, bare vi ikke er i et område med giftige gasser eller jordskælv.

Jeg ser op og får øje på, meget få skyer og en lyseblå himmel. Her er smukt og fredfyldt. Jeg ved ikke hvor længe siden det er, jeg sidst har gået en tur, hvor der ikke var lyden af dyttende biler eller råbende mennesker. Jeg mærker noget gribe fat i min arm, og bliver trukket ind til siden og ud af min trance. Da jeg kigger ned, ser jeg Nialls hånd om mit håndled. Mit blik skifter fra at se på hans hånd og op på ham. Han holder en finger foran munden, for at signalere, at jeg skal være stille. Jeg nikker kort, før Niall langsomt bevæger sit hoved forbi kanten på den mur vi står lænet op af. Ser mig over skulderen hvor Harrys blik fanger mit. Han smiler skævt og jeg gør det samme, før jeg igen vender min opmærksomhed mod Niall, hvis hoved er tilbage bag muren.

"Hvad sker der?" hvisker jeg til Niall og han ser tilbage på mig. Hans blå øjne lyser op igennem det tykke lag snavs og jord, der dækker hans hud.

"Løbere," svarer han kort og lader mig komme til, så jeg også kan se. Jeg får øje på cirka seks mennesker - eller det der er tilbage af dem. De er alle sammen iklædt ødelagt tøj og deres måde at gå på, minder mig om nogen med en psykisk lidelse. De ligner også dem, der angreb Harry og jeg i lejligheden for næsten halvanden uge siden. Jeg lader min pistol og jeg mærker Niall's blik på mig. Jeg vender mig rundt og ser afventende på ham - venter på han skal stoppe mig, men det gør han ikke. I stedet vender han sig mod Harry, for at tjekke om han er klar.

"Klar?" spørger Niall os begge og vi nikker. Jeg læner mig ud over hjørnet på bygningen og trykker på aftrækkeren på pistolen. Et skud går af og jeg ser det ramme en Løber i skulderen. Den falder om og de andre begynder at løbe rundt som sindssyge, mens de leder efter lydens ejermand. En efterladt bil på den anden side af gaden fanger min opmærksomhed, og da Niall affyrer endnu et skud, ser jeg mit snit til at løbe derover.

“Ali...” hører jeg hans stemme bag mig, og mærker også hvordan hans fingre snitter min arm. Jeg er for hurtig for ham, og da en løber får øje på mig, ville jeg ønske, han havde stoppet mig. Et skud, stopper den dog fra at nå mig, og det virker ikke til, de andre så min ambitiøse spurt. Jeg ser forbi bilen og retter min pistol mod den lille flok, der nu består af fem løbere. Den jeg skød i skulderen må have kommet sig. Jeg affyrer et skud af, der rammer en i låret, som får den til at vælte.

Vi får hurtigt skudt et par stykker ned, men de sidste er for langt væk til, at skuddene vil kunne nå dem. Vi lister os tættere på, ved at gemme sig bag diverse skraldespande, biler og mure, i håbet om, at løberne ikke vil se os. To tilbage - burde ikke være så svært at få ram på dem. Harry er på den anden side af vejen, gemt bag et butiksskilt, mens Niall og jeg begge er bag den samme, væltede trailer. Da Niall skal fra vores fælles skjulested, får én af dem øje på ham og spurter imod os. Jeg løber hen forbi Niall, og sigter, men det er hverken Nialls eller mit skud, der rammer den, men derimod Harrys. Jeg ser overrasket over på ham. Han har aldrig givet udtryk for, at han kunne skyde et monster, men her kan man bare se. Jeg kigger over på Niall, der ikke virker særlig imponeret over situationen. Jeg ruller med øjnene og da jeg igen ser på Harry, breder der sig et stolt smil på hans læber, og jeg ikke lade være med at le.

"Pas på!" råber Niall og skubber mig væk, før han skyder en løber direkte i hovedet. Et skrig runger i den nu tomme gade, og i et sekund tror jeg, det kommer fra mig. Jeg falder ned på den hårde asfalt og skraber mit knæ, da jeg lander. Niall er hurtig til, at komme hen til mig.

"Er du okay?" spørger han og hjælper mig op at sidde. Jeg tager mig til hovedet, og ser ham dybt ind i øjnene. Bekymringen lyser ud af dem, men jeg forstår ikke helt hvorfor.

"Du reddede mig," konstaterer jeg og han rækker hånden frem, for at hjælpe mig op. Han trækker på skuldrene.

"Det ville ikke være første gang," svarer han. Jeg tjekker mine håndflader, knæ og albuer, men det virker ikke til, at der er nogle store skader, kun små hudafskrabninger. Jeg børster støvet fra jorden af mig og ser over på Harry, der sidder og studerer en af de døde Løbere.

"Vi må se, at komme videre. Der kan være flere i nærheden," siger Niall og Harry rejser sig og sender Niall et nik.

* * *

Vi går ind af nogle sidegader, før vi igen kommer til en hovedvej, for så at gå ind på en sti, der fører ind til en stor plads. Store, hvide telte er slået op og en enkelt bil holder parkeret.

“Hallo?” siger jeg og drengene ser over på mig skarpe blikke. Jeg mumler et undskyld, før Niall ryster på hovedet og går igennem gården. Jeg går hen til teltet og skubber til åbningen, så jeg kan komme ind. Der er tomt for mennesker, men der står et skrivebord, med en masse filer og bokse. Måske er det her en lejr? Boksen på bordet ligner i hvert fald dem, der var i Zalume. Jeg går derhen og ser med det samme små patron æsker. Jeg samler en af dem op og ryster den. Tom. Jeg smider den fra mig og går videre til de løse filer, der ligger på bordet.  Tager den første op og slår op på første side. Jeg ser et billede af en mand, som jeg ikke genkender, og læser hans navn: Jeffery. Der står ikke ret mange oplysninger om ham, men jeg finder da ud af, at han muligvis er sammen med pigen, der er immun. Jeg smider hurtigt filen fra mig, og går videre til den næste. Jeg åbner den og denne gang er det ikke et billede af en mand, der møder mig, men derimod et billede af en ung pige. Jeg skimmer siden og ser ordet immun flere steder. Er det hende? Er det pigen, der er immun? Hun virker så... Så ung. Men Niall sagde jo også hun var 14, så måske er det ikke så underligt. Hun ser så bange ud på billedet, med hendes brune øjne der ser direkte ind i kameraet. Fregner ligger som sne fordelt over hendes næseryg og kinder, og hendes mørkebrune hår er trukket væk fra ansigtet i hvad ligner små fletninger. Jeg kigger på hendes navn.

"Ellie," mumler jeg for mig selv. Det får ikke en klokke til at ringe, men det er da rart at se, hvad det er jeg leder efter. Eller hvem, er det vel. Jeg lægger hendes fil tilbage på bordet og åbner den sidste fil. Billedet falder ned på jorden og jeg samler det op. Jeg vender det om og, til min store overraskelse, genkender jeg manden på billedet. Eller måske skulle jeg hellere sige fyren. Bare for at være sikker på, at det er hvem jeg tror det er, tjekker jeg filen for et navn, og der står hvad jeg også havde forventet: Liam Payne.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...