The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6504Visninger
AA

20. Staten Pennsylvania , USA. December 2021

Jeg vågner ved lyden af to tog, der kører forbi hinanden. Lyset i vognen er slukket, det samme gælder lyset udenfor. Det er nat. Jeg ved ikke hvor længe jeg har sovet, men nu har jeg i det mindste varmen. Jeg sætter mig forsigtigt op, for ikke at vække Harry, og et stille gab forlader min mund. Mine øjne vender sig hurtigt til det dæmpede lys. Jeg hører et nys og et chok går igennem min krop, før mit blik vender sig mod lyden. En skikkelse rykker på sig og jeg med det samme at det er Niall. Han er stadig oppe.

Kommer op fra sædet uden mange problemer og Harry rykker på sig, mens han udfylder den tomme plads med sin krop. Jeg bevæger mig op igennem vognen, holder fast ved rørene, der holder sæderne på plads. “Hvorfor er du stadig oppe?” spørger jeg og han vender sig brat mod mig. Han slapper mere af, da han genkender mig, og da han blinker kan jeg se hvordan hans øjne længtes efter at sove. “Nogle skal jo holde vagt,” mumler han tilbage. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. Jeg fnyser.

“Og det valgte du skulle være dig?”

Han trækker på skuldrene. “Virkede oplagt.” Toget suser igennem natten og da jeg ser ud af vinduet, kan jeg ikke se andet en mørklagte marker.

“Hvornår har du sidst sovet?” Jeg ser over på ham og han sender mig et dovent udtryk.

“Svært at sige.” svarer han og ser frem i vognen igen. Digitalt uret, der hænger nær døren fortæller mig at klokken er lidt over tre om natten. Længe siden jeg har været vågen på dette tidspunkt af dagen. Det er som om timerne mellem 2:30-4:00 er en form for stillezone, hvor alt ligger hen indtil det første levende væsen åbner sine øjne og starter den nye dag. Der er så stille i vognen, at jeg er sikker på at Niall er faldet i søvn, og jeg bebrejder ham det ikke - jeg ville gøre det samme. Men da han bryder tavsheden med ordene: “De overdrev hans tilstand,” bliver jeg forskrækket. Jeg ser undrende over på ham, men venter bare på han uddyber. “lægerne i Vestfløjen.” og da ved jeg, han snakker om Harry. “Han var slet ikke så syg, som de gav udtryk for, de…”

“Jeg synes du skulle få noget søvn,” afbryder jeg med, og hans blik møder mit igen. Han rynker forvirret brynene, havde sikkert forventet, at jeg ville vide det hele om lejren, men lige nu vil jeg gerne bare slappe af. Jeg har brug for at indstille min krop og min hjerne til, at vi nu er i større fare end nogensinde. De er derude. Monstrene og vi kan intet gøre for at stoppe dem. Ikke hvad vi ved af, i hvert fald. Kun at ved at nå til hospitalet vil vi vide hvad vi kan gøre. Så det er det vi gør.  Og selvom der er så meget jeg gerne vil spørge ham om, så mange ubesvarede spørgsmål, men tid har vi nok af. Det vælger jeg i hvert fald at tro på. Og lige nu, har han brug for noget søvn. “Så skal jeg nok holde øje indtil solopgang,” siger jeg med et smil. Selvom jeg ville elske at sove noget mere, ved jeg, han har mere brug for det end mig. Niall nikker og rejser sig fra sædet. “Hver gang vi holder på en station, så hold øje. Der er ingen, der er steget på af hvad jeg ved. Ikke i denne vogn, men hold nu øjne og ører åbne,” han begynder at gå ned gennem gangen, da han stopper op. “Åh, Alison?” jeg vender mig mod ham. “Lad for guds skyld vær med at skyde. Medmindre de rent faktisk stiger på.” Jeg ved ikke om han laver sjov, så jeg nikker bare og ser mens han finder et sæde og lægger sig ned i en lignede stillling til den Harry ligger i. Så er det bare mig, mørket og alt det ukendte derude.

* * *

Mine øjne er tunge efter at have siddet i næsten fire timer og kigget ud i tomheden, som er vores omgivelser. Både Niall og Harry sover, hvilket jeg kun er glad for. Men jeg misunder nu Harry. Han er den af os, der har været igennem mindst, og i mit hoved derfor også den, der mindst fortjener at sove. Det er latterligt overhovedet at tænke sådan, men det gør jeg. Min mave rumler og jeg kan ikke engang huske sidst jeg spiste. Jeg håber vi kan finde noget at spise hvor end vi ender. Helt fortabt i mine egne tanker, hører jeg slet ikke, trinene bag mig.

“Godmorgen,” siger en søvnig stemme. Jeg vender mig brat om og der bag mig står han. Harry - ham jeg for mindre end et minut siden misundte for at ligge og sove. Jeg gengælder hans ord, ved at gentage dem og han ser sig om.

“Hvor er vi?” spørger han og ser ud af vinduet, men jeg trækker bare på skuldrene. Der har været for mørkt på alle stationerne til at kunne se hvilken en vi var på, og her er ingen oversigt.

"Hvad er klokken?" spørger han så, med et gab, mens han klør sig i håret. Jeg nikker i retningen af uret, der fortæller ham, at den er lidt over syv. “Har vi noget mad? Jeg er røv sulten.”

“Samme her, men jeg da jeg kiggede i min taske var der kun en masse poser med noget pulver, som man skal bruge varmt vand til at lave, så her er ingen mad,” svarer jeg og bare tanken om mad gør det så meget mere ubærligt, at sidde her. Vi kan intet gøre end bare stirre ud i luften og ham med allerflest oplysninger ligger og sover. Typisk.

“Findes de der vogne med mad ikke stadig?” spørger han og ser sig rundt i vognen. Her er ikke andet end sæder og enkelte borde. Han fugter sine læber og går hen til nærmeste dør, der åbner ved at bevægelsessensorerne opfanger hans skridt. Før jeg ved af det er han ude af syne. Først da slår det mig, at vi ikke ved hvem eller hvad der er i de andre vogne. Om vi er alene eller der er nogen der venter på at springe frem. Jeg hører et brag. Var det et skud der gik af? Jeg rejser mig brat fra sædet, men kommer så i tanke om Niall. Jeg kan ikke bare efterlade ham her - det er mindre forsvarligt end at gå ud i usikre togvogne. Jeg går med hurtige skridt ned for at vække Niall, så vi kan finde Harry, da jeg hører en skramlen. Vender mig mod lyden, men kan intet se, så jeg søger dækning ved sædet overfor Nialls.

“Niall!” hviske råber jeg, men han reagerer ikke. Lyden kommer tættere på og for hvert sekund, der går, jo mere desperat bliver jeg. “NIALL!” siger jeg igen, denne gang reagerer han. Langsomt åbner han øjnene og jeg kan se hvordan han leder efter lyden af min stemme, mens han stadig vågner.

“Niall, der er nogen derude!” med et sæt er han vågen og finder mig hurtigt i den lavt belyste vogn. Jeg sætter en finger op til øret, for at signalere han skal lytte og håber han kan se det. Han sidder stille i et par øjeblikke før han nikker, og lægger sin hånd på pistolen, der sidder i hylstret omkring hans mave. Jeg mærker efter min pistol, men den er her ikke. Ligger på mit sæde. Dumt, Alison! Da den skramlende lyd er lige uden for den lukkede dør stopper den og lyden af døren der går op, får Niall til at springe op med pistolen rettet mod den ubudne gæst.

“Wow, hey, hey - vi er alle venner her, slap af mand,” lyder Harrys desperate - på kant til skræmte stemme - og jeg hopper op, mit hjerte hamrende i mit bryst. Han er okay. Han er ikke kommet til skade. Niall vrisser irriteret og sænker pistolen. Jeg skynder mig ned af gangen.

“Jeg hørte et skud, jeg troede du var kommet til skade!” siger jeg og da jeg er helt henne ved ham, kan jeg ikke lade være med at lede efter de ikke eksisterende skader.

“Hvad?” spørger han, før han så ler. “Nårh, ja, selvfølgelig,” han hamrer en hånd mod sin pande. “Døren til spisekammeret var låst, så jeg skød håndtaget af, så jeg kunne komme ind og få den der.” han peger hen over sin skulder mod noget bag ham. Jeg ser forbi ham og får øje på en lille vogn, der står ude i gangen: sikkert den der skramlede. Niall må være fulgt efter mig, for hans stemme er meget tæt på da han siger: “du har fundet mad?”

Harry nikker. “Jeg tænkte der måtte være noget her et eller andet sted. Måske ikke det mest sunde udvalg, men stadig mad.” Han siger det stolt og med et smil på læben. Tanken om at kunne være blevet dræbt på den korte tur ned gennem toget har tydeligvis ikke strejfet ham.

“Så du nogen?” spørger Niall, før jeg selv når det og Harry rynker brynene, mens han ryster på hovedet. Niall nikker stift og går ud i gangen, for at skubbe vognen med mad ind i til vores sæder, hvilket Harry er nødt til at hjælpe ham med. Da vi leder den igennem, finder vi en masse spiseligt med anvendelsesdatoer helt til midten af næste år, og vi slår os alle ned ved et bord omringet af fire sæder, hvor vi indtager den længe ventede mad. Aldrig har jeg spist så grådigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...