The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 1 sep. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

3Likes
7Kommentarer
1810Visninger
AA

2. New York, USA. December 2021

“Okay, okay, okay. Dyb vejrtrækning. Det er bare et stykke, det skal nok gå. Du har øvet dig en million gange. Det skal nok gå. Bare et stykke.” messer jeg, mens jeg går rundt i min lille lejlighed på Parkside Avenue i Brooklyn.

Hele mit liv har jeg ønsket at være en del af noget større. En gruppe mennesker med en passion for det samme. Det smukke. Det dramatiske. Og nu har jeg endelig fundet nogen, der vil have mig. Så mange timers øvelse, auditions, forestillinger, koncerter...  alt sammen noget der leder op til det her... Men er jeg klar?

Jeg tager en dyb indånding og kigger på mit spejlbillede, mens jeg prøver at slappe af. Jeg hader at kigge på mig selv. Min lyse hud får mig til at ligne en, der er frossen eller syg. Mine grønne øjne skinner ud gennem mit lange lyse hår, der går mig til brystet. Det passer bare ikke sammen… Så, ja, jeg hader at se på mig selv, men på en måde får det mig til at indse, at jeg bare er et menneske. Ikke andet end det. Jeg ryster følelsen af nervøsitet af mig. Det er i dag det sker; første gang jeg skal spille i en forestilling. Jeg er ikke en af skuespillerne, men en af dem der får alt det dramatiske til at ske. En af dem, der får stemningen sat. Jeg er en violinist. Det lyder måske nederen eller kedeligt, men der er noget magisk over en violin, hvis bare man ved hvordan man skal bruge den.

Jeg går over til min gamle violin, og går stykket igennem en ekstra gang, bare for at være sikker på, at jeg er klar til i aften. Selvom jeg har øvet hele dagen og har følt mig ret sikker, har jeg nu følelsen af, at der mangler noget. Jeg åbner min violinkasse, finder noderne frem og spiller, som gjaldt det livet.

* * *

Julen er kommet til New York og, ligesom sidste år, er myldrer folk rundt på byens gader, for at få købt gaver og mad, tage på café og gå i teateret. Jeg har altid elsket julen og det fantastiske ved den. Glæden ved at give og modtage.

Min lejlighed ligger ret langt fra Broadway, men det kunne have været længere, så jeg er taknemmelig for det jeg har. Især taget i betragtning at jeg har en roomie, der aldrig er hjemme, men stadig betaler sin del af huslejen. Det er som at få det hele foræret!

Jeg tager min vinterjakke, mine ørevarmere og et par vanter på. Finder mine brune vinterstøvler og tager dem med hen til døren, før jeg også tager dem på. Jeg smækker døren til min lejlighed i og låser døren. Bygningen er enorm gammel, nok bygget i starten af 1900-tallet, vil jeg tro. Hver gang nogen løber ovenpå, drysser det med støv og savsmuld ned på gulvet. Siden det er en ældgammel bygning, er der heller ingen elevator, så jeg bliver nødt til at gå ned fra tredje etage. Det er måske ikke noget at brokke sig over, når man tænker på, at der er otte etager i alt. Jeg lægger min nøgle ned i lommen, og går ned ad de mange trapper.

Jeg tager metroen til Manhattan og står af et stykke fra Broadway - for ja, det er der jeg arbejder. Jeg går op af trapperne for at komme op i den friske luft, hvor blød sne knaser under mine fødder. Selvom vi kun har den sjette december, så er sneen allerede faldet. Det er, som forventet, mørkt udenfor. Broadway ligger omkring tre gader, fra hvor jeg er, så jeg er i god tid. Jeg tager min mobil op af lommen for at tjekke klokken; halv fire. En halv time til lydprøven. Jeg lægger telefonen tilbage i lommen, og da jeg kigger op ser jeg en Starbucks. Jeg stopper op og mærker med det samme koffeintrangen melde sig. Ved dog ikke, om jeg kan nå at købe en kaffe, så jeg lader være - det ser også ud som om, at der er ret lang kø, så det virker som en god beslutning. En kold vind rammer min kind, og jeg ser en julemand stå ved en stor gryde, hvor folk smider mønter i, lidt længere henne. Han har en klokke i hånden, som han svinger med, for at få opmærksomhed. Jeg tager begge mine vanter af, og stikker skiftevis mine hænder ned i lommerne. Kan mærke min telefon, et stykke tyggegummi og noget, jeg tror - og ikke mindst håber - bare er en knap. Men ingen penge. Min mobil brummer i min lomme og jeg tager den op, for at tjekke om det er noget vigtigt.

Lige da jeg går forbi julemanden siger han: “HO HO HO! Støt en god sag med dine småmønter!” Jeg smiler til ham og holder hænderne op.

“Har desværre ingen penge,” siger jeg og går nu baglæns væk fra ham. “Beklager.” Han svinger videre med sin klokke.

"Måske en anden dag så? HO HO HO," siger han og jeg griner, før jeg vender mig om, for at gå videre, da jeg pludselig støder ind i et menneske. Jeg bliver skubbet tilbage og lander med min numse på det kolde fortov. Min mobil og vanter får samme skæbne.

"Undskyld!" siger jeg og sætter mig på hug, for at samle mine ting op. Min mobil er landet på jorden med forsiden nedad, hvilket aldrig er et godt tegn, hvis man er ejer af en iPhone.

"Pas dog på!" siger stemmen, der højst sandsynligt tilhører ham, jeg gik ind i. Han går uden om mig, uden så meget som overhovedet hjælpe mig op.

“Idiot.” mumler jeg, tager min mobil op og vender den om. Den er okay, ingen skrammer. Jeg ånder lettet op, rejser mig og går videre ned af gaden. Jeg tjekker min besked og ser, at jeg har et ubesvaret opkald. Måske er det fra teatret? Er jeg for sent på den? Har jeg misforstået tidspunktet for lydprøven? Jeg skynder mig at ringe op og kigger op på gadenavnet. Jeg er kun én gade fra Broadway.

"Hallo?" Er der en stemme der siger i den anden ende af røret. Jeg har aldrig hørt stemmen før, men svarer alligevel.

"Hallo? Mit navn er Alison White. Du har haft ringet?" spørger jeg forvirret. Stemmen genkender mit navn, og begynder at snakke om forsikringer og A-kasse. Jeg ruller med øjnene og prøver flere gange at stoppe samtalen, uden held. Da jeg er nået frem til indgangen, lægger jeg på uden at afslutte samtalen, og går ind. Der er dejligt varmt, men helt tomt. Jeg går ind den salen som jeg har fået at vide, at forestillingen skal spilles i, og ser dem alle sammen - orkesteret. Jeg smiler og går ned til dem. De sidder tæt ved scenen, og der er et godt stykke vej, fra døråbningen til scenen. En mand går mig i møde. Først kan jeg ikke se hvem det er, men da han er få meter fra mig, ser jeg, at det er dirigenten: Mr. Kingsley.

 

"Miss White, godt du kom, vi skal lige til at øve," siger han, mens han fører mig ned til de andre. De andre i orkesteret sidder allerede klar og jeg sætter mig ned på min plads. Vi kører stykket igennem et par gange, før der er generalrpøve, og for hver gang vi spiller det igennem, jo færre fejl bliver der.

"Meget fint," siger han og klapper sine hænder, da vi er færdige med at spille det sværeste af alle værkerne. Jeg kigger op på uret og ser, at der kun er to timer til, at forestillingen begynder. Skuespillerne er allerede kommet, og sidder alle ude bagved, og får de sidste detaljer på plads. Til generalprøven var der ingen fejl - hverken vi eller skuespillerne lavede nogle fejl. Vi er alle klar, men alligevel begynder mine hænder at ryste lidt, og jeg mærker nervøsiteten flyde i mit blod. Mr. Kingsley giver os en kort pause og jeg tager en smule vand. Jeg kigger rundt på de andre. De virker alle sammen så rolige, men det er nok også fordi, de har spillet til massere af forestillinger. Jeg beslutter, at det måske er bedst, hvis jeg lige smutter på toilet før forestillingen.

* * *

Jeg tror aldrig, jeg har været så presset, som jeg har været her til aften. At skulle spille helt perfekt og ikke lave fejl, er noget man er nødt til at vende sig til. Da forestillingen er slut, er det mit job at sætte alle violiner og celloer tilbage i deres kasser. Det er noget af et arbejde, da hver violin har et nummer, der passer til en bestemt kasse. Da jeg fik tilbuddet om at blive en del af orkesteret, spurgte de, om jeg ville tage tjansen som oprydder. Mod betaling, selvfølgelig. Og eftersom at lejligheder i New York ikke er det billigste i verden, takkede jeg ja. Jeg samler min egen violin op. Okay, teknisk set er det ikke min violin. Hver musiker har et øve instrument og et ‘opvisnings instrument’. Min øve violin er min egen, den der ligger derhjemme, og dette er min ‘opvisnings violin’, som jeg skal spille på hver gang jeg spiller for et publikum. Jeg åbner dens kasse og en lille, gul seddel falder ud. Jeg rynker forvirret på brynene, og lægger violinen på den nærmeste stol, hvorefter jeg rækker ud efter sedlen.

"Til Miss White

Tillykke med at have klaret din første forestilling. Jeg ser frem til vores fremtidige samarbejde.

- Mr. Kingsley"

"Wauw..." mumler jeg stille. Jeg tager fat i violinen og skal lige til at lægge den ned i kassen, da jeg kigger rundt i rummet: Der er kun mig og en rengøringsdame tilbage i salen. Jeg kigger op på scenen. Det gør vel ikke noget at jeg lige spiller lidt, gør det? Hvad skulle rengøringsdamen dog have imod det? Hun må da høre på sådan noget hele tiden, og møde sære, ynkelige individer, der stiller sig op på en let oplyst scene, for at spille for et ikke eksisterende publikum… ikke? Jeg går op af en lille trappe, der består af cirka fem trin, sætter violinen op på min skulder, lukker mine øjne og spiller det første der falder mig ind:  Hungarian Dance No. 5’. Et stykke jeg har øvet mig utallige år på at mestre, og det er kun et halvt år siden, jeg for første gang spillede den helt til perfektion. Den vidunderlige klang, der kommer ud af violinen kan tryllebinde enhver, og den er af meget bedre kvalitet end min egen derhjemme. Jeg stryger buen frem og tilbage, og lukker alting ude. Der er ingen sal, ingen rengøringsdame, ingenting. Kun mig de vidunderlige melodier og toner, der kommer ud af violinen. Jeg starter let ud, lader mine fingre let springe fra streng til streng, før melodien speader op, og jeg må være hurtigere end hvad mange vil tro muligt, men jeg rammer de rigtige steder, og får den ønskede tone frem. Sådan fortsætter jeg helt indtil sidste strøg, som jeg akkompagnerer med en vibration, jeg laver med min venstre pegefinger, for at afslutte tonen på en smuk og naturlig måde. Jeg åbner langsomt mine øjne. Der er igen en sal, en rengøringsdame og alt det arbejde, jeg stadig mangler at lave. Jeg hører nogen klappe, kigger rundt og jeg ser en fyr sidde på en stol midt i salen. Han rejser sig op og går hen imod scenen, mens han stadig klapper.

"Ekstranummer! Ekstranummer!" råber fyren og klapper videre. Jeg tager forlegent min violin ned fra skulderen. Havde ikke regnet med at der ville komme nogen herind. Hvad laver han overhovedet her? Og så endda så sent? Som han kommer tættere på mig, kan jeg se, at han har brunt, krøllet hår og er ret høj, men heroppe fra ser han lav ud. Han har en lang, sort jakke på, der går ham til knæet, et par normale cowboybukser og et par brune sko. Han stopper først med at klappe, da han er en meter fra scenen. Jeg genkender ham ikke, men dette er selvfølgelig også min første dag her. Kan være han er en stamgæst?

"Teateret er lukket, så jeg nødt til at bede dig om at gå,” siger jeg skarpere end jeg havde ment, men det virker som om, at han er ligeglad. Han smiler og fugter sine læber.

“Hvis teateret er lukket, hvad laver du her så?" giver han igen og ler. Han har en tyk britisk accent, som jeg finder en smule sexet. Kun en smule. Jeg ruller med øjnene af hans kommentar, går tilbage til violinerne og celloerne, for at gøre mit arbejde færdigt.

"Hvis du absolut vil vide det, så arbejder jeg her." siger jeg med en snert af irritation i min stemme og lægger min violin ned i dens kasse.

"Det siger du ikke! Det var jeg aldrig kommet frem til!" siger han sarkastisk og går tættere på mig. Der er stadig mange meter imellem os, men jeg ville ønske, at han bare ville gå, eller i det mindste bare lade mig gøre mit arbejde. Jeg mærker hans blik hvile på mig, men jeg arbejder bare videre og prøver på at glemme, at han er der. Ingen af os siger noget, og det eneste man kan hører er hjulene på rengøringsdamens vogn, der piver hver gang hun går med den. Lyden bliver fjernere og fjernere, som hun forsvinder ud af en dør og efterlader med dermed med ham.

"Du spiller ret godt." siger han efter lang tids stilhed. Jeg ånder tungt ud, før jeg vender mig mod ham. Jeg havde regnet med, at jeg skulle blive ved med at være irritabel, men da han smiler skævt til mig, kan jeg ikke lade være med at smile tilbage.

"Tak," svarer jeg kort og kigger ned i jorden. Jeg er ikke den bedste til at modtage komplimenter, og da slet ikke fra en fyr, der ser så godt ud som ham. Ingen af os siger noget og jeg kan mærke hvordan den akavede stemning breder sig i rummet. Han tager sig selv i bare at kigge på mig, og retter sig op.

“Hvor er det uhøfligt af mig, ikke at have introduceret mig selv,” siger han og holder en hånd frem for sig. “Harry. Harry Styles.”

Jeg smiler. “Godaften, Harry. Harry Styles. Jeg hedder Alison White,” siger jeg da jeg trykker hans hånd.

“En fornøjelse at møde dem, Miss White,” siger han og jeg ler.

“I lige måde… Mr. Styles,” siger jeg og vi ler sammen, mens vores hænder fortsætter med at bevæge sig op og ned. Jeg giver langsomt slip og ser forlegent ned i gulvet.

“Jeg bør komme tilbage til arbejdet,” siger jeg og regner med at dette er enden på vores samtale. Der er stille omkring mig, i et øjeblik tror jeg det hele bare var en drøm, og at Harry slet ikke har været her, men så hører jeg igen hans stemme bag mig.

"Hvor længe har du spillet?" spørger han interesseret og jeg trækker let på skuldrene, mens jeg løfter en cello ind i sin kasse.

"Siden jeg var fire," svarer jeg og lukker låget på kassen. Da jeg går hen for at sætte den næste cello i dens kasse, møder hans blik mit. Hans grønne øjne glimter i det svage lys, og det er svært ikke at falde i staver af at se ind i dem. Han kigger imponeret på mig og nikker langsomt.

"Vil du ikke spille lidt for mig?"

“Det har jeg jo lige gjort,” siger jeg og kaster et hurtigt blik op på scenen, før jeg vender ryggen til ham, for at lukke kassen på det næste instrument. “Og desuden, så har jeg stadig en masse, som jeg skal gøre, før jeg kan komme hjem.” Jeg ser over på ham igen.

"Kom nu! Bare et enkelt nummer," beder han og smiler til mig. Hans lige, hvide tænder kommer til syne, og det er ikke til at stå for. Jeg ruller med øjnene og ånder tungt ud.

"Fint," svarer jeg og tager fat i den nærmeste violin, før jeg igen går op på scenen. Han sætter sig til rette på forreste række, mens jeg gør mig klar. Jeg laver det første strøg med buen, og begynder at spille endnu en gang.

* * *

Jeg afslutter nummeret og tager violinen ned fra skulderen.

"Du er jo helt utrolig!" siger Harry begejstret og smiler, før han rejser sig for at klappe af mig. Jeg tager violinen ned af min skulder.

“Well, thank you,” siger jeg med et grin, mens jeg nejer. Han ler af min opførsel, mens han stadig klapper, og jeg går frem mod den korte trappe. Går ned af den trin for trin. Men da jeg når det tredje trin, mærker jeg en rysten i gulvet og mit smil forsvinder. Jeg er lige ved at miste balancen, men jeg falder ikke. Jeg kigger op på Harry. Han står med armene ud til siden, også for at få balancen igen.

“Hvad fanden..?” mumler Harry, der ellers ikke virker som en, der bander. Der er helt stille, men i det fjerne kan jeg hører nogle skrig. Om de kommer fra gaderne eller andre steder i bygningen ved jeg ikke. Jeg står helt stille, for bange til at kunne bevæge mig. Efter få sekunder begynder jorden at ryste igen, denne gang mere kraftigt. Jeg mister balancen og falder ned på trappen. Harry er også nede på jorden, men kravler hen til mig for at se, om jeg er okay. Lyden af træ der knækker og strenge der springer giver genlyd i salen. Jeg ser over på violinerne og celloerne, hvor de fleste nu ligger på gulvet, væltet af de kraftige rystelser. Jeg rejser mig, men endnu en rystelse får mig ned på gulvet.

“Hvad sker der?” råber jeg, for at overdøve larmen, som rystelserne medfører. Harry skal lige til at sige noget, men bliver afbrudt af endnu en skælv.

“D-det ved jeg ikke, men vi kan ikke blive her!” råber han tilbage, og han har ret. Rystelserne bliver stærkere og stærkere, og vi er tvunget i gulvet. Min hjerne kører på højtryk for at finde en løsning, da jeg endelig kommer i tanke om noget.

“Jeg læste engang, at Broadway har et sikkerhedsrum under scenen...” mumler jeg for mig selv, mens jeg kigger rundt i rummet.

“Hvad?” råber Harry, der ikke kunne høre min mumlen. Da der er en kort pause mellem to rystelser, ser jeg min chance for at komme i dækning. Jeg løber op af den lille trappe, og kigger rundt på scenens gulv, for at finde noget, der kunne være en lem, men jeg kan ikke se en.

"Hvad fanden laver du?! Kom ned på gulvet!" råber han. Jorden skælver igen og den tvinger mig ned på knæ.

"Der er et sikkerhedsrum under scenen!" råber jeg tilbage og det får hans opmærksomhed. “Vi skal bare finde lemmen, der fører derned.”

Der bliver igen stille og Harry løber op til mig. Han smider sig på gulvet og prøver at føle sig frem til et håndtag.

"HER!" råber han og åbner lågen, men rystelserne får den til at smække i igen. Jeg hører nogle knæk lyde, der får os begge til at se opad. Sprækker i loftet.

"Det styrter sammen!" råber jeg og kravler over til ham. Han får lågen op og jeg hopper derned. Der er ikke ret meget plads, men nok til at man kan være mindst tolv mennesker. Der er så lavt til loftet, at vi ikke engang kan stå op. Ikke at vi får brug for det lige foreløbig. Harry hopper ned og lågen smækker i over ham. Jeg hører en høj lyd og mærker noget hårdt ramme min pande. Med ét er alt stille...

* * *

Engang var mit liv meget mere enkelt, og jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage. Tilbage til en tid med forældre, der elskede og støttede mig i det jeg ville. En bedstemor, der kunne fortælle historier fra sin barndom, og om hvordan glad det gjorde hende at leve i et samfund, som vores… Det er så bare lige det, at det var dette samfund, der dræbte hende. Det, der dræbte os alle sammen...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...