The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6471Visninger
AA

7. Nær Clifton, NJ, USA. December 2021

"Harry?!" nærmest råber jeg. Jeg skubber lidt til hans arm, men der kommer ingen respons. Hans øjne kommer tilbage, men de er slappe og kan ikke fokusere. Bare det, han er ved bevidsthed gør mig en smule roligere - jeg ved bare ikke hvor længe det vil vare ved. Han begynder at ryste. Meget. Sved pibler frem på hans pande, og det er som om han får krampe trækninger. Jeg stryger ham over håret og mærker kort på hans pande. Den er brændende varm. Jeg er nødt til at køle ham ned! Jeg lægger blidt hans hoved ned på jorden og rejser mig fra gulvet. Jeg flår op i alle skuffer og skabslåger indtil jeg finder en klud, og vasker den under den kolde vandhane. Jeg vrider den op, og tager den med tilbage til Harry.

"Du skal nok klarer den, Harry. Det lover jeg..." siger jeg stille. Jeg hører et skrig og et skud går af. Monstrene... De er her... Forhåbentligt ser de os ikke. Jeg kravler over til væggen, så jeg kan læne mig op ad den. Jeg tager fat under armene på Harry og trækker ham med mig.

"Denne vej!" er der en der råber udenfor. Et menneske?! Uden at tænke mig om, flytter jeg mig væk fra muren og lægger igen Harrys hoved fra mig. Jeg løber hen til vinduet og kigger ud. Jeg kan ikke se nogen... Jeg åbner forsigtigt døren, trækker min pistol frem og går udenfor.

"Hallo? Er her nogen?!" råber jeg, men der er ingen der kommer frem. "Jeg er ikke et monster! Jeg gentager, jeg er ikke et monster! Min ven er lige faldet om og han har virkelig brug for hjælp!" råber jeg ud i den øde gade. Jeg går langsomt videre. En pind knækker bag mig. Jeg vender mig hurtigt om og ser en mand stå der. Han er høj, mørk i huden, har militær grønt tøj på og står med hænderne i vejret.

"Gør nu ikke noget du vil fortryde... Jeg er her bare for at hjælpe," forklarer han og jeg sænker ikke min pistol. Han kigger på mig, som var jeg et barn. Skal jeg stole på ham eller lade være? Hvis jeg vælger at gøre det, er der måske chance for at jeg bliver til et monster. Jeg tænker på det Harry sagde:"Vi kan ikke stole på nogen.", men han har brug for hjælp og jeg kan ikke lade ham dø. Hvis jeg vælger at lade være, er der stor chance for at netop det sker, og hvad skal jeg så gøre? Beslutninger, beslutninger... Er der en tredje mulighed?

Jeg sænker min pistol. "Kom," siger jeg og går tilbage til huset. Han følger efter mig ind til Harry og sætter sig med det samme, hen til ham. Gad vide om han er læge…?

"Hvor længe har han haft det sådan?" spørger manden. Jeg sætter mig ned på den anden side af Harry. Jeg trækker let på skuldrene.

"D-det ved jeg ikke. Han havde det fint i morges, altså lige indtil vi blev angrebet af et af de der monstre," svarer jeg nervøst. Manden kigger op på mig.  

"Så du om han blev bidt, kradset, en eller anden form for fysisk kontakt?" spørger han, jeg nikker febrilsk.

“Ja, det overfaldt ham. Han kæmpede imod det.” af en eller anden grund bliver jeg sur på ham. Harry. Hvis han har haft det dårligt hele dagen og ikke har bedt om en pause, så er man da også enorm dum. Hvorfor sagde han ikke noget? Jeg kunne have hjulpet ham. Manden nikker og vender igen sit fokus på Harry.

"Jeg er nødt til at tage ham med mig til beskyttelses lejren," konkluderer han. Jeg rynker brynene. Sagde han beskyttelses lejren? Som i en bestemt lejr? Er der mere end én? Er der overhovedet én?!

"Undskyld hvad?" spørger jeg, for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt.

"Vi har ikke meget tid, men her er hvad du bør vide; Mit navn er Officer P. Jeg er leder for beskyttelses lejren Zalume," svarer han.

"Alison," siger jeg og rækker hånden frem. Han kigger på mig, som om jeg er skør.

"Du kunne jo være smittet," siger han og gør sig klar til at tage Harry med sig.

"Hvad så med mig?" spørger jeg Officer P. I ét løft, får han Harry i armene og går hen mod døren.

"Du tager med," svarer han og går. Jeg ruller med øjnene og følger efter ham. Ja, selvfølgelig tager jeg da med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...