The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6496Visninger
AA

19. Nær Clifton, New Jersey, USA. December 2021

Niall fører os gennem en masse smalle stier og gader. Nogle af bygningerne har stadig et skjold af støv, der lige så stille drysser ned på jorden. De må være faldet sammen for nyligt. Både Niall og jeg holder meget øje med de monstre, der kan være foran os og Harry holder øje med, at der ikke er nogen, som følger efter os. Vi løber i lang tid før Niall endelig følger os hen til en togstation. Underligt nok, er den ikke faldet sammen.

"Hvad laver vi her?" spørger jeg og kigger rundt på stationen. Her er mennesketomt og også her er der et tykt lag støv.

"Vi skal jo væk herfra, og nogle linjer kører stadig, som de plejer, så det er vores billet ud herfra," svarer han koldt og virker lidt ligeglad. Han er sikkert træt af, at han ikke kunne blive og kæmpe. Jeg åbner munden for at stille spørgsmålstegn ved hans udsagn, men Harry kommer mig i forkøbet.

“Hvordan er det overhovedet muligt?” spørger han og Niall vender sig mod ham og sukker.

“Det er kun midtbyen, der er blevet ramt og det er der, den største radioaktivitet er, men her er den ikke. Endnu,” svarer han i et lidt nedladende tonefald. “Så for at give folk en nemmere flugtvej, har de ladet så mange toge som muligt køre. Og det er derfor stadig muligt at forlade området, men ikke tage længere ind i byen, da den er…” han ser afventende på Harry, der med rynkede bryn, afslutter sætningen med “ramt af radioaktivitet?”

Niall smiler sarkastisk til ham og nikker. “Flot,” svarer han og jeg ruller med øjnene. Vil bare gerne væk herfra, ligeglad med hvordan det er muligt. “Men er det så ikke farligt når…” startet Harry, men Niall afbryder ham. “Hør jeg ved godt du sikkert har mange spørgsmål og det er forståeligt,” han kommer tættere på Harry, mens han fortsætter sin lille enetale: “men for nu, ville jeg sætte utrolig meget pris på, at du holder din mund, og bare følger strømmen og ser hvor den fører dig hen,” Niall lægger hans arme på Harrys skuldre, mens han skiftevis ser fra det ene øje til det andet. “for tro mig; alt er bedre end her.” Jeg mærker den bekendte kolde vind, der betyder, at toget er på vej og ser i retningen det kommer fra. Jeg hører Nialls hænder klappe Harrys skuldre og derefter fodtrin. Mit hår blæser, da togvognen bremser og vi stiger på. Den holder stille i omkring et minut og kører derefter videre. Lyset flimrer, og går til sidst helt ud. Da vi kommer til den næste station, tænder det igen. "Underligt," mumler jeg, men tænker ikke mere over det. Det er ikke særlig tit, jeg kører med tog - og bare offentlig transport generelt - så har ikke den største viden omkring det.

"Hvad?" spørger Harry og kigger over på mig. Jeg ser forskrækket op - havde ikke regnet med, at nogen ville høre mig. Han står op og holder balancen, ved at holde fast i en stang, der sidder fast i loftet. Han ser interesseret på mig og jeg ryster på hovedet. Det er helt mærkeligt at kunne snakke med ham efter så lang tid, hvor jeg ikke har set ham.

"Ikke noget," svarer jeg og flytter mit blik over på Niall. Han sidder længere fremme i vognen, og har et bekymret udtryk plantet på sit ansigt. Harry giver slip fra stangen, og sætter sig over ved siden af mig. Han følger mit blik.

"Han virker anderledes end de andre i den lejr..." konstaterer Harry og jeg rynker brynene og ser op på ham. Hans hår er helt uglet efter den lange løbetur med den skarpe vind som modstander.

"Hvordan det?" spørger jeg. Harry kigger ikke over på mig, men holder bare hans blik rettet mod Niall. Han trækker på skuldrene og gnider sine hænder op og ned af hinanden.

"Det er som om, at han har mistet noget... Sin livsglæde, måske. Han er så seriøs og virker ikke som en, der nogensinde ville kunne smile igen," forklarer han og ser nu over på mig.

“Hvordan er det forskelligt fra de andre?”

“De andre kunne fake det. Lade som om vi ikke er i en krise, men for Niall… Der er det kun virkeligheden der tæller.” Vi er begge stille og kun lyden af den skramlende vogn kan høres. Jeg tænker på, om det mon er her vi skal sove i nat… og hvad vi skal have til aftensmad, faktisk er jeg allerede en smule sulten nu... Pludselig står Niall ved siden af mig, uden jeg overhovedet havde hørt eller set ham rejse sig.

“Hovedregel,” siger han som det første og holder en finger op, både for at illustrere at det er ‘regel nummer 1’, men også for at bremse os i at åbne munden. "Hvis I ser nogle Klikkere må I for alt i verden ikke skyde,” han siger det langsomt, sådan han er sikker på, vi hører hvad han siger - og også forstår det. “Hvis der er en enkelt eller to, gør det ikke så meget, bare I er sikre på I kan klare dem begge, men hvis der er mere end det, så skyd ikke... Om I så rammer, så vil I have alle de andre på nakken og de vil helt sikker dræbe jer,” Han holder balancen ved at have begge hænder fæstet i to sæder. “Kun skyd når I ved at muligheden for, at I overlever er stor, okay?". Jeg nikker til ham. Ikke skyd hvis der er mere end to Klikkere, det virker som en regel, jeg kan huske. Lyset i vognen flimrer, før det bliver konstant og Niall ser sig rundt.

"Hav jeres pistoler klar," beordrer han og sætter sig ned på hug. Harry kravler ud fra sædet og giver plads, så jeg også kan komme ud. Vi sætter og på gulvet ved siden af Niall, som lader sin pistol. Bremserne hviner og bippene lyder angiver at vi skal klikke på en knap for at åbne dørene.

"Hvorfor er det lige, at vi er på gulvet?" spørger Harry og Niall tysser på ham. Niall kigger op - sikkert for at se om der er nogle monstre - før han vender sig mod igen, og holder fingeren op foran munden. Jeg kravler forsigtigt op ved siden af ham, for at se hvad han lige så. Vil se virkeligheden frem for billeder af den. Mit blik får øje på fire klikkere: to af dem spiser et eller andet, og de sidste går bare rundt. Wauw... Er det sådan en rigtig Klikker ser ud? De er fuldstændigt, som Niall forklarede dem og som billederne viste. Umuligt at se, at de engang var mennesker. Toget sætter i fart og før vi er kørt helt væk fra stationen, ser Harry op og får, selvfølgelig, også øje på monstrene. Lyset i vognen slukker igen og jeg føler mig igen i sikkerhed af en eller anden grund. Som om ingen kan nå os her.

"Hvad var det dér?" spørger Harry og peger i retningen af stationen vi kom fra. Jeg vender mig mod ham, og forklarer mig det, som Niall fortalte mig tidligere. Han virker ikke nær så interesseret i det, som jeg var, da jeg først fik det at vide. Grunden, kan jeg ikke se, men det er vel en smagssag. Vi kører videre og under hele turen sidder Niall, i den anden ende af vognen. Jeg tager flere gange mig selv i at kigge over på ham. Harry, der nu sidder på sædet, rækken overfor min, er for længst faldet i søvn. Han vågner somme tider, og ser sig desorienteret rundt, før han igen husker, hvor han er. Selv prøver jeg på at udtænke en plan for, hvordan vi kommer hen til det der hospital, som vi skal finde. Jeg lader mine tanker flyve og overvejer flere ultimatummer.

Hvis jeg skulle vælge mellem, at blive smittet eller blive skudt, hvad ville jeg så vælge?
    Helt klart blive skudt. Så behøver jeg ikke ødelægge andres liv, ved at smitte dem.

Hvis jeg fik valget mellem selv at blive immun eller give det til en anden, hvad ville jeg så vælge?
    Selv blive immun, det her er hver mand for ham selv... Eller hende selv, i dette tilfælde.

Hvis jeg skulle vælge mellem redde Harry eller Niall, hvem ville jeg så vælge?
   Nok….

Vognen hopper, som om vi kører over et eller andet og Harry vågner op. Jeg ser over på ham og smiler, for at forsikre ham, at han er okay. At vi er okay. Han smiler træt tilbage og retter sig op.

"Hvad så?" spørger han og gaber. Jeg trækker på skuldrene og kigger et splitsekund over på Niall. Han ser enormt træt ud, men jeg tror ikke, han har tænkt sig at sove lige foreløbig.

"Ikke så meget. Du er ikke gået glip af noget. Udover tre timers kedsomhed," svarer jeg, ler for mig selv og ser tilbage på ham. Han ler også, men jeg tror bare, at det er for at gøre mig ‘glad’. Jeg rejser mig, for at komme hen til Niall, for at få et bud på en plan, da vognen igen hopper. Jeg mister balancen og falder over i Harry, der virker enormt overrasket og hans pludselige selskab. Jeg mærker hans varme krop mod min kolde ryg, og situationen minder mig om vores tid i beskyttelsesrummet, under Broadway's scene.

"Undskyld," siger jeg genert og sætter mig op. Jeg hører Harrys grin bag mig og jeg mærker hans hånd tage fat i min arm. Jeg ser mig over skulderen og møder hans blik.

"Hvorfor ikke lægge lidt, her hos mig?" tilbyder han med et skævt smil, og jeg ruller med øjnene, men med et smil på læberne. Lige meget hvor meget jeg prøver at afvise det, så har jeg savnet hans stemme, hans smil, hans varme. Jeg lægger mig ned mellem hans ben, uden at sige et ord, men er stadig taknemmelig for, at han vil dele sin varme med mig. Han lader sit ene ben hvile ved siden af mit, og støtter sin overkrop op af væggen. Det andet ben, som er på den anden side af mig, er på gulvet. Mit hoved hviler på hans overkrop, mine arme lader jeg holde rundt om Harrys mave, for ikke at falde ned, og Harry's højre arm er omkring mig. Vi sidder i stilhed i lang tid, og på et tidspunkt mærker jeg hans åndedræt blive tungere. Denne rytme får mine øjenlåg til at blive tungere og før jeg ved af det, sover jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...