The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
6510Visninger
AA

15. Camp Zalume, NJ, USA. December 2021

Jeg finder Niall efter frokosten den næste aften. Ingen idé om hvor han er på vej hen, men han går mod sovesalene, så måske skal han op på taget. Jeg følger efter ham, indtil jeg indhenter ham. Det er egentlig ikke ret svært taget i betragtning han stadig humper en smule på hans venstre fod. Han bliver ikke chokeret da jeg pludselig går ved siden af ham, og han siger heller intet til mig, hvilket er meget fint, da jeg gerne vil lede denne samtale. “Vi skal tale sammen,” siger jeg og det trækker i hans ene mundvige.

 

“Det undrede mig, at det tog dig så lang tid at hive fat i mig,” siger han uden at se på mig, fortsætter bare ned ad gangen. “Hvad har du lavet? Været inde og snakke med din ven, der - hvis du ikke allerede ved det - er vågen og har spist sit første måltid selv i dag.” Harry. Nu hvor jeg tænker det igennem, har jeg ikke fået en opdatering på ham de sidste par dage.

 

“Hvad? Er han helt vågen? Kan jeg se ham?” spørger jeg og kommer helt væk fra hvad jeg havde planlagt.

 

“I følge med en soldat eller sygeplejerske, ja, men han er stadig ret træt. De opererede på ham i forgårs,” svarer han og jeg rynker mine bryn og ser forvirret op på ham.

 

“Har du set ham?” Han trækker let på skuldrene.

 

“Jeg gik ud fra du havde travlt med at udforske lejeren til at du havde tid til det. Desuden med det lille stunt du lavede ved at snige dig ind i østfløjen, og det at du flippede ud på P. har ikke ligefrem gjort dig til en yndlings for tiden,” siger han med et grin. Han åbner døren ind til opgangen, der fører op til taget - så min antagelse var rigtig. “Jeg tog ind og fik mig en lille snak i går. Virker som en flink fyr,” han siger det henkastet, som om det ikke er vigtigt, men det er det. “Han skal nok komme sig. Et par dage mere i sengen og så er han godt kørende igen.”

 

“Tak,” siger jeg og det kommer så dybt fra mit hjerte. At vide han er vågen og så tæt på rask som han måske kommer, er sådan en lettelse. “Hvor ved du egentlig alt det der om mig fra?” spørger jeg med meget undren. Han ler og ryster på hovedet.

 

“Jeg har mine kilder… Og så er du heller ikke specielt diskret, at du ved det.” Vi går op af trapperne i stilhed, og da vi kommer udenfor møder en varm brise min hud - en følelse jeg har savnet. Kommer i tanker om, jeg slet ikke har været uden for de sidste 42 timer.

 

“Jeg forstår slet ikke hvordan det kan være så varmt, når vi er midt i December,” siger jeg og ser mig rundt. Her er ingen sne og solen er dejlig varm. Man skulle næsten tro vi var ved vestkysten.

 

“Jah, den bombe fuckede vores vejr pænt meget op,” siger Niall og går hen på muren, hvor han sætter sig. Mon dette er hans tænke sted? Jeg sætter mig ned overfor ham, og ved nu slet ikke hvordan jeg skal bringe emnet om hans positive test op. Her er helt stille, ingen biler, ingen fugle, ingenting. Bare os og den blide vind. Niall ser ud over bygningerne med et afslappet udtryk og det er som om, at når vi sidder her, så er vores land ikke på vej ud over afgrunden og vi skal nok alle sammen overleve.

 

“Niall, jeg…” starter jeg, men han afbryder mig: “Du har set min fil.”

 

Forbavselsen ebber ud af mig og jeg ser på ham med et tomt udtryk. Han ved det, men hvordan? Har han tjekket rummet og kunne ikke finde sin egen mappe? Har Officer P. sagt det? Har han selv regnet det ud?

 

“Det overrasker mig ikke, du ville snuse rundt på aflåst område. Især ikke efter det med Østfløjen,” han ler over det sidste, og jeg kan stadig ikke forstå hvem der har sagt det, men Niall er en sød fyr - har sikkert en masse venner her i lejren.

 

“Fortalte Officer P. det?” spørger jeg og han nikker. Så meget for tavshedspligt…

 

“Men det med at finde min fil, regnede jeg selv ud, eftersom jeg ikke har fortalt dig noget som helst,” siger han og ser bebrejdende på mig.

 

“Undskyld, jeg ville ikke skabe flere problemer for mig selv,” siger jeg og ser ned på mine fingre, frygteligt bevidst om hvad jeg har gjort.

 

“Det gør ikke noget, jeg ville sikkert have gjort det samme. Bare følge den antagelse P. allerede har lavet har efterhånden reddet min røv et par gange,” siger han og griner igen, og det undrer mig hvorfor han tager så let på det hele. Hvis han virkelig er smittet, burde han så ikke være mere bekymret for at dø eller blive til et monster? Han er stille igen og jeg ser op på ham, min nysgerrighed kan ikke tage det.

 

“Din test var positiv. Du er smittet, men hvordan…?” Han har bene trukket op under sig og sidder med sine hænder omkring knæene. Jeg sætter en tot hår om bag øret.

 

“Hvordan er jeg ikke blevet forvandlet til en zombie?” Hans øjne møder mine og jeg nikker. “Det er mig stadig en gåde, men alt jeg ved er, at hver dag er en gave. En dag hvor jeg ikke skal gå rundt som en rådden, tomhjernet og hungrende skal af et menneske er en befrielse. Jeg kunne ikke tænke mig en værre ende på livet end det.” Jeg kan mærke hvor dybt han mener det og kunne ikke være mere enig. Jeg ville hellere dø end at blive til en af dem. “Men jeg har mine egne teorier omkring hvorfor jeg stadig er her.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...