The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

3Likes
6Kommentarer
970Visninger
AA

11. Camp Zalume, NJ, USA. December 2021

Jeg sætter mig ned ved siden af ham på muren, og kan ikke forstå den information jeg lige har fået. “Hvor mange…” min stemme ryster og jeg kan ikke få mig selv til at sige ordene. Jeg tager en indånding og lukker øjnene, da jeg fuldfører min sætning. “Hvor mange døde?”

Da han ikke svarer mig åbner jeg øjnene, og ser hvordan han ryster på hovedet. “Det ved man ikke. Hver dag ændrer tallet sig,” siger han så stille, at vinden kunne overdøve ham. Tårer triller ned ad mine kinder. Så mange uskyldige menneskers liv, taget på grund af én persons handlinger. Det kan ikke være rigtigt…

“Først troede man det var terroristerne, det ville ikke have været noget nyt, men… ikke denne gang,” jeg ser hvordan han diskret fjerner de tårer, der var i hans øjenkroge. “Dem, der var tættest på området hvor den ramte, døde på stedet. Det samme gælder folk der var indenfor en radius på tre kilometer. De fleste af dem der var mere end fire kilometer fra stedet, fik forbrændinger på grund af alle giftstofferne i luften… Så mange forbrændinger, så lidt hjælp at hente. De blev bare efterladt der til at dø,” fortæller han og får det næsten til at lyde som om, han selv var der. Vi er begge stille i hvad føles som en evighed, og i den tid bliver jeg glad for hvert åndedrag af frisk luft jeg tager.

“Dem der var mere end fem kilometer væk, fik første og andengradsforbrændinger… nogle fik noget der var værre…” siger han monotont og ser over på mig med et sigende blik, men jeg er ikke sikker på, jeg forstår. “Os andre mærkede bare et kraftigt jordskælv, men det dræbte som sådan også folk.” Han tager så let på jordskælvet og ødelæggelserne det medførte sig, at det næsten virker ligegyldigt.

“Hvad er det?” spørger jeg indtrængende. Han ryster på hovedet.

“Det er vidst nok spørgsmål for i aften,” han hopper ned fra muren. Jeg ser efter ham, men nægter at lade det ligge. “Hvad er det der er ‘værre’?” spørger jeg igen, mens jeg følger efter ham hen over taget.

Han går med ryggen til mig da han siger: “Alison, jeg er træt og jeg har virk…”, men jeg afbryder ham. “Hvad skete der med alle de mennesker?”

“Godnat, Alison,” siger han og går indenfor og ind i gangen. Jeg går med og døren smækker i bag mig. Han er allerede en etage nede. “Niall!” siger jeg, mens mine fødder sprinter ned over de mange trin. Han ryster opgivende på hovedet, mens han fortsætter ned ad trapperne. “Du er nødt til at fortælle mig det!” presser jeg på, mens jeg prøver at indhente ham, men han er så hurtig. “Jeg har ret til at vide det, lige så meget som alle andre, og de ved det allerede og…” jeg er næsten nede ved ham, da han selv stopper op og vender sig vredt mod mig.

“Så hold dog kæft!” råber han, så det runger i gangen, og lukker dermed munden på mig. Han er nået enden af denne trappe og jeg står på et trin over ham, men han er stadig højere end mig. Han ser på mig med et koldt blik. “Vil du så gerne vide hvad der skete med dem? Fint!” Han lader opgivende armene ramme hans lår. Han kommer hen til mig, så tæt på at jeg kan dufte hans ånde; mint.

“Virussen…” siger han kort og stirrer mig intenst i øjnene. “Det er den I bliver testet for, når I kommer her til… Den der forandrer folk, og den der allerede nu har overtaget over halvdelen af Manhattan.” Han træder væk fra mig og går ned af det næste sæt trapper. Jeg står mundlam tilbage, og prøver formålsløst at samle al den information han har givet mig her til aften, men jeg er så træt og det hele tager så hårdt på mig, at jeg ikke kan få det til at give mening. Men det her ved jeg: jeg er ikke smittet. Og det er Harry heller ikke.

* * *

Morgenmaden i Camp Zalume er ikke fantastisk, men det er mad… tror jeg i hvert fald. Det er det de sælger den som. Den serveres i et stort telt, hvor Røde kors medhjælpere deler ud af hvad de har fået med udefra. Folk sidder ved klap ud borde på plasticstole eller fold ud stole, der matcher bordene. Jeg får øje på Niall, der sidder i samme ende som Officer P. men han snakker ikke med ham. Han sidder bare i sine egne tanker, mens han grådigt skovler en form for grød ind i munden. Jeg ved stadig ikke helt hvad skal jeg tænke om det der skete i nat, men jeg ved at jeg må tale noget mere med ham. Han ved så meget, men på samme tid virker det ikke som om, han er glad for at dele de dybe detaljer. Tanken om at sætte mig nær ham strejfer mig, men jeg vælger i sidste ende at lade være. Ikke klogt i min nuværende position, som jeg har til ham. Jeg ender med at sidde ved en gruppe kvinder, der alle sammen virker til kun at være et par år ældre end mig. Ud fra deres dialekter lyder de alle som Newyorkere, hvilket giver mig et lille smil på læben. Noget genkendeligt i en uigenkendelig verden.

* * *

Doktor Read giver mig en update på Harry omkring frokost: han er ved bevidstheden, men meget svag. Bare det at vide, at Harry er i live og nok skal klare den, er nok for mig. Om så der skal gå ti, femten, måske endda tyve dage før jeg kan se ham, så er der okay. Bare han er i live. Eftersom jeg har ødelagt det venskab der kunne være blevet til noget mellem Niall og jeg, tilbringer jeg dagen alene lejeren, denne gang prøver jeg at undgå ballade og vælger derfor at gå op på taget igen. Jeg når cirka to trapper op, da jeg hører en dør blive lukket og fodtrin i gangen. Der går ikke mange sekunder før en rødhåret pige, hvis hår er sat op i en stram hestehale, kommer løbende ned af trappen. Hun er klædt i militær mønstrede bukser og en hvid tank top, og i et splitsekund får vi øjenkontakt, før hun fortsætter ned af trapperne. Jeg ser efter hende indtil hun er forsvundet og jeg hører endnu en dør lukke: den der leder ud til gangen. Jeg ser opad. Det lød ikke som om døren blev lukket ret højt over mig, så det kan ikke være fra taget hun kommer fra. Er de andre døre til de andre etager ikke låste?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...