The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 23 okt. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

5Likes
5Kommentarer
5392Visninger
AA

10. Camp Zalume, NJ, USA. December 2021

“Niall, det er et virkeligt flot navn,” ryger det ud af mig. Han smiler, kigger ned på sine hænder og gnider dem op og ned ad hinanden.

"Tak," svarer han kort, uden at se på op mig. Han ser herrens ud. Beskidt tøj, fedtet hår og så hans skadede fod. Gad vide hvad der er sket med ham... Altså før han kom her hen. Hvor længe han mon har været her? Siden starten sagde han, men hvornår er det?

"Så… ved du hvad det er her foregår? Hvordan alt det her er sket?” spørger jeg og gestikulerer mod rummet, men mener nu generelt hvad der er sket i verden. Nu ser han op på mig med et forundret udtryk.

“Undskyld, hvad? Ved du ikke hvad der er sket?” spørger han overrasket og jeg ryster på hovedet med usikkerheden boblende under huden. “Virkelig?” Han retter sig op og bearbejder situationen. Hvorfor er det så svært at forstå? Hvor skulle jeg have set det? Hvem skulle jeg have hørt det fra?

“Altså, for at sige det ligeud, så er vi midt i hvad kunne blive USA’s fald,” siger han og min kæber falder til jorden - ikke bogstavelig talt.

“Hvad?!” nærmest råber jeg, og jeg mærker flere øjne vende sig i retningen af min stemme. Jeg ser ud mod rummet, og sender et undskyldende blik til dem jeg får øjenkontakt med. “Forklar.” beordrer jeg sammenbidt.

“EU har ikke lagt skjul på deres tanker og følelser omkring præsidentens valg på det seneste. Og med den nye reform, der blev sat ind i sidste uge, har de følt sig truede. De åbnede ild for tre dage siden,” forklarer han i en dæmpet tone, så kun jeg kan høre ham. Sikkert ikke et populært emne for tiden, og da slet ikke med den frygt der må være i folk.

“Så der var ikke noget jordskælv?” spørger jeg klar på at høre et nej, men i stedet nikker han.

“Jo, der var et jordskælv… Det var bare ikke naturligt,” svarer han og jeg rynker brynene. Hvordan kan man bare lave et jordskælv?

“Hey, Niall, har du tid til at give en hånd med?” spørger en stemme et stykke fra os, og begge vores blikke følger lyden. En tatoveret fyr med skæg nikker i retningen af en gang, som jeg ikke ved hvor fører hen. Jeg ved knap nok hvilken del af lejeren jeg er i, eller hvor stor den er.

“Ja, selvfølgelig!” råber han tilbage, før han vender sit blik mod mig. “Jeg er nødt til at smutte. Jeg håber at løbe ind i dig igen på et tidspunkt.” Han sender mig et smil, som jeg gengælder, før han rejser sig for at følge efter gutten. Og så sidder jeg her, igen alene kun efterladt til mine egne tanker og bekymringer.

* * *

Da jeg vågner, er der mørkt i rummet omkring mig. Jeg ved ikke hvad klokken er, men jeg går udfra, at det stadig er nat. Efter Niall var gået gik der ikke lang tid før andre mennesker var interesseret i mit selskab, og jeg fik mig et måltid og en seng at sove i. Jeg hører de mange dybe vejrtrækninger, der kommer fra de andre kvinder i rummet. Selvfølgelig er her kønsopdelte værelser, det er vel en lejr vi er på. Jeg lukker mine øjne i håbet om, at jeg kan få mig noget mere søvn, men mine tanker er ved at brænde min hjerne sammen. Luft. Jeg har brug for luft. Jeg sætter mig op i sengen. Rummet er ikke meget større end min stue hjemme i min lejlighed, men pladsen er udnyttet ned til sidste millimeter. Sengene står så tæt som muligt, og luften af tyk af alt den genbrugte oxygen. Min seng står midt i rummet, heldigvis yderst i en række, så jeg kan sagtens rejse mig uden at skulle klatre over en sovende fremmed. Jeg hiver mine sko frem fra under sengen og tager dem på, før jeg lister mig ud af rummet. Siden aftensmaden har jeg fået en enkelt opdatering på Harry. De ved han ikke er smittet, og har puttet ham på en timelig dosis antibiotika - ligesom lægens forslag. Runde to må også have kommet tilbage negativ, hvad det så end er.

Jeg navigerer rundt i de mørke gange i de forladte huse, der nu er Camp Zalume. For enden af værelsesgangen ser jeg et grønt lys og jeg følger det. Det viser sig at være et exit-skilt, hvilket får mig til at smile. I en verden hvor alting er ved at falde fra hinanden, kan man altid stole på de her ting. De skuffer aldrig. Under skiltet er der en dør og min intuition siger mig at den ikke er låst. Jeg tager i håndtaget og jeg løfter et øjenbryn. Jeg havde selvfølgelig ret. Hvorfor er der ikke noget af alt det her, der er låst af? Helt ærligt Officer P. “Her er I i sikkerhed,” ja helt sikkert, især når I går rundt og lader alting stå åbent for gud og hver mand. Jeg går ind i det let belyste rum, der viser sig at være en trappeopgang, der både går op og ned. Der må være en form for beskyttelsesrum nedenunder, for vi er allerede i niveau med jorden. Men hvad er der ovenpå? Jeg ser op og et syn af flere etager af trapper møder mig. Jeg tager de første skridt op ad den første trappe. Holder balancen ved at følge væggen med fingerspidserne.

Trappe efter trappe og jeg ender ved en dør, der står på klem. Hvad hvis der er nogen derude? Hvad hvis der er nogen herinde! Jeg prøver at være modig, da jeg skubber døren op og en brise af kold luft rammer mig. Der er væsentligt koldere i New Jersey, end i New York. Men så igen, med jordskælvet kom varmen, hvilket slet ikke gav mening. Det gør intet af det her, så det burde ikke overraske mig. Jeg tager et skridt ud på taget af bygningen hvori Camp Zalume er placeret. Det tager et par sekunder før mine øjne har vænnet sig til den mørke himmel efter at have været inde i trappeopgangen med lys. Taget er helt bart, ingen stole, borde eller nogen form for aktivitetsredskaber. Sikkert pakket ned for vinteren. Jeg får øje på en skikkelse tæt ved kanten af taget, der er indhegnet af et stykke mur i hoftehøjde. Det eneste der afholder mig fra at gå i panik er skikkelsens rolige udstråling. Den sidder bare der på muren, med en fod plantet på taget, den anden trukket op under sig med en arm omkring det, og ser ud på den oplyste by. Og så også det faktum, at jeg genkender forbindingen på den højre fod. Niall.

“Svært ved at sove?” spørger jeg, da jeg stiller mig ved siden af ham. Han må have hørt mig komme, for han bliver ikke forskrækket over at have hørt min stemme. Han trækker på skuldrene uden at se på mig, har bare sit blik rettet mod horisonten.

“Det kan man vel godt sige,” svarer han stille og jeg kan mærke at der stikker mere under, men jeg vælger ikke at spørge ind til det. Vi er begge stille et øjeblik. Lytter bare til byens lyder, der lader til aldrig at holde op. Jeg bliver glad af at høre så meget liv. Efter så lang tid alene med kun én anden person, er det rart at vide, man ikke er de eneste to tilbage i verden.

“Jeg har tænkt over vores samtale fra tidligere,” siger jeg og får hans opmærksomhed. “Jeg ved ikke helt hvad du mener, men jeg håber du vil forklare mig det?” Han nikker bekræftende og jeg åbner min mund for at sige noget, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg har så mange spørgsmål, så mange uafklarede tanker. Kan vel lige så godt starte med det mest basale.

“Du sagde noget om at Europæerne var dem, der åbnede ild med USA… hvad mente du med det?” spørger jeg og frygter det svar jeg snart vil få. Han vender langsomt sit hoved væk fra mig og ser igen ud mod byen. Hans blik bliver alvorligt.

“De smed en atombombe, Alison,” siger han stille og jeg mærker hvordan tårerne tager form i mine øjne. Nej, nej det her sker ikke. “De smed en atombombe over New York City og ramte Lower Manhattan.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...