The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 1 sep. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

3Likes
7Kommentarer
1831Visninger
AA

9. Camp Zalume, NJ, USA. December 2021

“Okay… tak,” svarer jeg og forlader tøvende, hvad jeg går udfra så er Vestfløjen. Jeg bevæger mig ud i de åbne områder, går rundt mellem fremmede, alle med forskellige accenter, hudfarver og - indtil nu - levestandarder. Uden et kort eller nogen form for retningssans, prøver jeg at finde Østfløjen. Det kan sagtens være at doktor Read sagde, at der ikke er adgang for civile aka mig, men jeg må vide han er okay. Bare vide at han er her, trækker vejret, er i live. Mirakuløst finder jeg frem til den omtalte Østfløj, og med ingen vagter til at stoppe mig, går jeg frem mod døren til det der engang var et gammelt hus, men nu er en skadestue. Jeg tager i dørhåndtaget, og åbner døren. Hvorfor er det her så let? Hvorfor er der ingen til at stoppe mig? Måske fordi at når man får at vide, at der ingen adgang er, så lader man helt vær med at prøve. Jeg går ind af den lange gang, og har intet overblik over hvor jeg er, eller hvor jeg skal gå hen. Dørene har numre, men intet der kunne give mig et præg om hvor Harry er. En dør går op, og jeg skynder mig at gemme mig bag en række af hospitalssenge, der står langs den ene væg

“...Styles’ prøver er kommet tilbage. Negative,” siger den ene, opgivende, hvilket jeg ikke helt forstår. Det er da godt, at den er negativ, ikke? Så er han rask.

“Jeg ved simpelthen ikke hvad der er galt med knægten,” fortsætter han en anelse oprevet, og den anden prøver at berolige ham. “Kør runde to og se om der kommer et andet udfald der, hvis ikke, så må vi smide ham på antibiotika og så må vi tage den derfra,” svarer den anden.

“Ja, lad os prøve det,” siger den første mand. Jeg hører deres fodtrin og læner mig forsigtigt fremad for at se hvilken dør de går ind af. “Lizzie, klargør Mr. Styles til runde to og sørg for…” hans ord forsvinder sammen med ham ind af døren til værelset. Den smækker i og før jeg rejser mig op, ser jeg mig omkring, men ligesom før, er der ingen at se. Jeg lunter forsigtigt hen til døren for at få et glimt af nummeret, og indprenter det i min hjerne. 12. En dør til højre for mig bliver åbnet, og jeg skynder mig at gå ned af gangen i et normalt tempo, og lader som om jeg hører til her, og totalt meget har lov til at gå på denne gang hvor der er ‘civile ingen adgang’. “Hey!” hører jeg en råbe da jeg er tæt ved at være halvvejs henne mod døren hører og jeg ved at jeg er taget på fersk gerning. “Hvordan er du kommet ind?!” “Du må ikke være herinde!” siger to mørke stemmer  i munden på hinanden. Nej, og det er sådan set også derfor jeg er på vej ud. Jeg sætter farten lidt op, men det gør de også, og inden jeg når at blinke, bliver der grebet fat i mine arme og stoppet i at gå. Han vender mig rundt, så jeg møder hans hårde blik, og jeg prøver at se så uskyldig ud som muligt. “Hvordan er du kommet ind?!” spørger han igen, men før jeg når at svare er jeg skubbet ud af døren, som efterfølgende bliver låst.

“Skønt,” mumler jeg og går væk fra døren ind til Østfløjen. Døren ind til Harry.

* * *

Efter at have gået rundt uden formål i et godt stykke tid - jeg har intet ur, så jeg aner ikke hvad klokken er, eller hvor lang tid der er gået - bliver jeg træt og sætter mig ned på en træbænk. Jeg ville ønske at min violin var her. Så kunne jeg spille og slappe lidt mere af, men den er væk nu. Begravet, og højst sandsynligt ødelagt, under ruinerne af Broadway.

"Du er da et nyt ansigt," siger en stemme ved siden af mig. Jeg kigger op og får øje på en blond fyr, iklædt en ødelagt, sort t-shirt med hvide stjerner på, et par hullede jeans og et par Nike-sko. Det ene ben er dog pakket ind i forbinding, sikkert en skade fra jordskælvet. Jeg fnyser og læner mig frem, mine albuer på mine knæ.

"Ja, det kan man vel godt sige," svarer jeg og lader mit hoved hvile i mine håndflade. Han griner, som om det hele er okay. Som om verden ikke er ved at gå under, hvis ikke bogstavelig talt, så bare inde i mit hoved.

"Må jeg sætte mig?" spørger han høfligt, og med en accent, jeg ikke genkender. Jeg nikker og rykker mig, så han kan sidde ned.

"Det er ikke så tit at vi får nye overlevende ind," forklarer han og folder hænderne. "Der var mange i starten, men nu forsvinder folk." Han holder en pause. Måske har han mistet en? Ved han hvor de der monstre er fra? Jeg har så mange spørgsmål, men jeg holder dem inde.

“Har du været her længe?” spørger jeg, mit blik fastlagt på en mor med en lille pige, der maks er omkring de fem år. Sikke en måde at vokse op på...

"Jah, jeg var en af de første, der kom hertil. Jeg hjalp med at bygge det hele op og nu…” han følger mit blik hen på den lille pige, der løber rundt om sin mor med et smil på læben. Jeg kan ud af øjenkrogen se fyren smile en smule ved synet. Han rømmer sig, og jeg ser om på ham. “nu har jeg en forstuvet fod..." han ler, hvilket er som et frisk pust i en ellers trist verden. Det får mig næsten til at smile. Næsten. Jeg spørger ham ikke hvordan det skete, hans ulykke altså, for jeg er sikker på han nok skal komme til den del af hans talestrøm. Men i stedet skifter han retning.

"Kom du hertil med nogen?" spørger han og møder mit blik. Hans øjne er blå, ligesom havet og hans tænder helt lige, men på en falsk måde. Som om de fik hjælp til at blive så smukke. Spørgsmålet bringer mig tilbage til virkeligheden. Den hvor glæden langsomt forsvinder og faren truer. Jeg nikker langsomt, og klør mit ene øjenbryn.

"Officer P. er ved at kigge på ham..." svarer jeg efterfulgt af en dyb indånding. Han nikker med medlidenhed i blikket. Vi sidder et øjeblik i stilhed.

“Det er jeg ked af at høre, øh…” siger han og fisker efter mit navn. Jeg rækker hånden frem mod ham.

“Alison White,". Han smiler, trykker min hånd og svarer: "Niall. Niall Horan."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...