The Last (1D FF)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Igang
New York, USA. 2021.

Alison er en 19-årig violinist og spiller på Broadway. En dag, mens øver hun sig alene, dukker fyren Harry, lige pludslig op og ser hende spille. Før de når at snakke, begynder jorden at ryste under dem og Broadway begynder at styrte sammen omkring dem. Harry griber fat i Alison og får hende trukket med ned under scenen, hvor de er i "sikkerhed". Da jordskælvet endelig er ovre, er både Alison og Harry i live, men er det i virkeligheden ikke bedre at være død, end at skulle vågne op til trejde verdenskrig?

*Denne historie er mit bud til Battle of Fandoms med kategorien One Direction som det centrale emne.*

OBS! One Direction er ikke et eksisterende band i min historie, og tager kun udgangspunkt i medlemmerne fra bandet, som individuelle personer :D

3Likes
6Kommentarer
971Visninger
AA

3. Broadway theater, NY, USA. December 2021

Alt er mørkt, koldt og stille. Jeg prøver hele tiden på at regne ud, hvad det er der er sket, dog uden held.

 

"Hallo?" er der en fjern stemme, der siger. Stemmen er meget utydelig. Som om der er noget, der sidder i mine ører og forhindrer mig i at høre ordentligt.

"Er du okay?" spørger stemmen. Personens stemme bliver mere og mere tydelig. Jeg kan ikke finde ud af hvem det er, eller hvad personen vil.

"Hallo? Alison, kan du høre mig?" spørger stemmen. Jeg kan hører, at det er en fyr. En høj pivelyd ringer for min ører, og jeg åbner langsomt øjnene. Det hele er meget utydeligt, men jo flere gang jeg blinker, jo tydeligere bliver det hele. Jeg kan se en brunhåret fyr sidde tæt op ad mig.

"Hey? Er du okay?" spørger han. Han har sin hånd oppe ved min pande, og presser noget imod min hud.

"Hey? Hallo? Er du der? Hvordan har du det?" spørger han desperat. Jeg kigger mig rundt. Vi er i et eller andet lille rum dannet af sten, men jeg kan ikke huske hvordan vi kom herned. Kun en lille sprække mellem to af stenene, der omringer os, giver lys.

"Jeg er okay. Hvor er vi?" spørger jeg. Harry tager sin hånd til sig og jeg kan se, at han har et stykke stof i hånden. Farven minder mig om en kjole jeg har derhjemme... Jeg kigger ned ad mig selv.

"Har du revet min kjole i stykker?!" spørger jeg chokeret. Han ser irriteret på mig.

"Hvordan skulle jeg ellers have stoppet dit blødende sår?!" spørger han og peger på min pande. Jeg tager mig til hovedet og får, til min store overraskelse, blod på hånden. Hvad fanden skete der?

"Hvor er vi, hvem er du og hvad er der sket?" spørger jeg. Han ser undrende på mig, som om svaret er indlysende.

"Hvor hårdt ramte den sten dig?" spørger han og ler en hånlig latter. “Kan du seriøst ikke huske noget?"

Han løfter overrasket øjenbrynene, da jeg ryster på hovedet, hvilket får blodet til at løbe ned ad mit ansigt. Han folder frustreret det, der engang var en del af min kjole, tørrer blodet af mit ansigt og trykker stoffet imod min pande.

"Jeg kan vel starte med det basale,” mumler han stille og bliver ved med at trykke stoffet mod min pande.  “Mit navn er Harry. Vi mødte hinanden her til aften. Du spillede en forestilling på Broadway, og efterfølgende spillede du for mig… hvorfor vil den blødning ikke stoppe…” det sidste siger han til sig selv. Få glimt fra tidligere flakker i min hukommelse, men det er ikke nok til at jeg kan få det hele til at hænge sammen. “Et jordskælv brød ud,” fortsætter han. “og lige nu er vi i det, der engang, var et sikkerhedsrum, omringet af ruinerne fra Broadway Teateret i New York, USA, du ved… landet, USA? Det ligger i...”

“Jeg ved godt hvad USA er, og hvor det ligger, tak.” siger jeg skarpt og ruller med øjnene og jeg vil dreje mit hoved væk fra ham, men hans arm følger med.  

“Nå, så den ramte altså ikke hårdt… Det er da altid noget,” mumler han, og fortsætter med sin lille gennemgang af aftenen. “Jeg har ingen idé om hvor mange der er døde, eller hvor mange der er i live, udover os," forklarer han og dupper mig på panden med stoffet. Han tager igen sin hånd til sig, sikkert fordi, at blødningen er stoppet - eller i det mindste under kontrol for nu. Det hele begynder stille og roligt at komme tilbage, mens han fortæller. Nu kan jeg huske det hele! Showet, menneskene, Harry, jordskælvet, lågen. Alt!

"Kan du fortælle mig dit navn?" spørger han og tager langsomt sin hånd til sig, for at se om blødningen er stoppet. Jeg fik vel egentlig aldrig introduceret mig selv.

"Mit navn er Alison," svarer jeg. "Alison White." Han nikker bekræftende og lægger stoffet fra sig.

"Godt, det kan du da i det mindste huske.”

Jeg ruller igen med øjnene og han ser ned af mig. “Har du ondt nogen steder? Dine arme? Ben?" spørger han. Jeg mærker efter og prøver at bevæge alle mine muskler. Ingen smerter. Jeg tør ikke ryste på hovedet igen, så jeg svarer bare: "Nej,". Han ser meget seriøs ud.

"Godt så. Du har været meget heldig, når man tager i betragtning, at du blev ramt af en kæmpe sten direkte på din frontallap,” konstaterer han. Jeg begynder at grine og han kigger igen undrende på mig.

"Hvad er der?" spørger han, og jeg kan se på ham, at han har svært ved ikke at smile. Jeg tager stoffet op i hænderne og ryster roligt på hovedet.

"Hvad?" spørger han og begynder at le. Jeg kan mærke at mit grin, bliver til gråd. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg lader mit hoved falde ned på hans skulder. Underligt nok virker det ikke som om, at han har noget imod det. Tårerne triller fra mine øjne og ned på hans - helt sikkert alt for dyre - designer jakke. Han lægger sit hoved oven på mit, og kort tid efter har jeg grædt mig selv i søvn.

* * *

Jeg vågner med et sæt og kigger mig desorienteret rundt, men husker så hvor jeg er. Harry er også faldet i søvn. Han læner sit hoved op ad væggen, så han vågner ikke, da jeg flytter mit fra hans skulder. Jeg kravler over til den lille sprække, mellem de store sten. Der ligger noget sne, der er dalet ned tidligere. Jeg har ingen idé om hvad klokken er, eller hvor lang tid, jeg har sovet. Jeg sætter forsigtigt mit hoved op imod stenene, for at kigge ud. Jeg kan se himlen og en del af de ødelagte stykker mur, der stadig står op. Det er mørkt, men jeg kan ikke få øje på månen nogen steder. Kun stjerner. Kigger igen over på ruinerne. Tænk at et jordskælv kan ødelægge så meget. Jeg kravler tilbage på min plads ved siden af Harry, og kommer til at skubbe til ham, så han vågner.

"Hey," siger han søvnigt. Er det, det eneste ord han kan bruge som hilsen?

"Hey," svarer jeg kort. Det er begyndt at blive koldt hernede, men vi har ikke noget at varme os med, udover os selv. Han ser på min pande.

"Dit sår er holdt op med at bløde," konstaterer han. Jeg skal lige til at tage mig til panden, da han stopper mig. "Du risikerer at starte en ny blødning,"

Jeg lader min hånd falde ned i mit skød, da jeg helst ikke vil have, at det skal bløde igen.

"Hvad er klokken?" spørger han og gaber.

Jeg trækker på skuldrene. Harry tager noget op af lommen, på hans tykke vinterjakke: Hans iPhone. Jeg kan se, at den er flækket, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på, at vi er faldet utallige gange på hårdt gulv.

"Den er lidt over fire," konstaterer han og låser sin mobil. Han får en kuldegysning og trækker jakken tættere ind til hans krop. "Det er godt nok blevet koldt," han kigger på mine ben, der kun er dækket af et par tynde leggings. Jeg nikker og trækker mine ben op under mig.

"Du ved... Hvis du sætter dig tættere op ad mig, ville du få mere varme," siger han og jeg ruller med øjnene.

"Måske skulle du prøve at ringe til nogen, i stedet for at flirte, Harry,” svarer jeg koldt og ånder ud på mine frosne fingre. Han nikker og tager mobilen frem igen. Han taster et nummer ind og trykker ring op, før han sætter den op til øret. Han rynker brynene og tager telefonen ned. Trækker opgivende på skuldrene og ser over på mig.

“Ingen dækning. Jordskælvet må have ødelagt ledningerne eller sådan noget.”

“Typisk,” mumler jeg og kan kun mærke hvordan alt varme langsomt forlader min krop. Efter noget tid i tavshed siger han: "Jeg vil ikke se dig fryse ihjel," og laver en bevægelse med hovedet i retningen mod ham som en hentydning til, at jeg skal rykke mig tættere ind til ham. Han åbner sin jakke op, så jeg kan kravle ind under den. Modvilligt gør jeg som han beder om, og sætter mig tæt op ad ham. Han er dejlig varm, selvom han sikkert også fryser. Jeg lægger igen mit hoved på hans skulder og slapper af i kroppen.

"Hvor lang tid tror du, vi skal være hernede?" spørger Harry ud af det blå. Jeg rynker mine bryn, men kigger bare ligeud.

"Det ved jeg ikke... Forhåbentlig ikke lang tid," svarer jeg og han griner let.

"Er du allerede træt af mig?" spørger han drillende. Jeg smiler, men ikke stort nok at han vil kunne høre det på min stemme, da jeg svarer: "Nej, ikke endnu.”. Af alle mennesker jeg kunne være fanget med, er det en total fremmed, men det er måske heller ikke så tosset. Hvis vi skulle komme til at bruge flere dage hernede, så ville vi da i det mindste have noget og snakke om, mens vi langsomt dør. Bedre end at være fanget med en eller anden, man bare blev irriteret på.

"Jeg ved bare, at hvis jeg ikke får nok mad, bliver jeg rigtig træls at være sammen med," siger jeg og han griner igen, hvilket får mig til at le.

"Hvad?" spørger jeg, igen uden at se på ham. Hans latter dør hurtigt ud, og han rømmer sig.

"Jeg tror snart, at du må have noget mad, for hvis det her bliver ved så..." siger han og ryster på hovedet med et smil på læben.

"Siger du at jeg er træls at være sammen med?!" spørger jeg for sjov og kigger for første gang op på ham. Han fumler lidt med ordene, og det tager ham lidt tid at finde på noget at sige.

"Hvordan skal jeg dog redde mig ud af det her?" spørger han sig selv. Jeg griner og kigger op på ham.

"Ja, Mr. Styles, hvordan vil du redde dig ud af denne situation?" spørger jeg og sætter mig op for at rette min ryg ud. Han smiler, men siger ingenting, og det er vidst også det klogeste.

* * *

Nattens kulde rammer mine allerede kolde ben. Solen er ikke stået op endnu, men det gør den forhåbentlig snart. Harry har sovet det meste af natten, og hans varme har holdt mig i live. Jeg har ikke fået specielt meget søvn - hver gang jeg lukker mine øjne er det som om, at det hele begynder at ryste igen. Jeg sidder og stirrer ud i det kolde, mørke rum med kun mine tanker som en beskæftigelse, da jeg hører en lyd og løfter mit hoved fra Harry's skulder, som jeg har brugt som pude i løbet af natten. Der er et eller andet derude, der går på stenene fra teatret. Jeg rusker i Harry for at få ham til at vågne.

"Harry! Harry, vågn op!" hvisker jeg febrilsk. Han vågner langsomt op og kigger forvirret på mig.

"Hvad er der?" spørger han. Jeg sætter en finger op foran mine læber, for at signalerer at han være stille. Peger på mine ører og med det samme kommer der endnu en lyd. Hans øjne lyser op. Han kravler hen til sprækken og kigger op.

"HALLO?! Er der nogen?!" råber han op igennem sprækken. Ingen svarer.

"Hallo? Vi er hernede! Hjælp os!" råber jeg, men igen kommer der intet svar. Jeg hører trin: der er noget på vej imod os.

"Hallo? Er der nogen?" råber Harry igen. Trinene stopper og der bliver igen stille. Han kigger over på mig og leder efter et svar, men jeg trækker på skuldrene.

"Det var sikkert bare et dyr," siger jeg og han nikker enigt. Vi sætter os ned igen, men der går ikke længe før Harry igen er på benene. Han lægger sine hænder mod stenen og begynder at skubbe.

"Hvad har du gang i?" spørger jeg. Han stopper og drejer hovedet over mod mig.

"Jeg kan ikke klarer det her mere! At være indespærret! Det… Jeg…” han ånder tungt ud i frustration over at være fanget. “Vi er nødt til at komme ud herfra!" siger han og skubber igen. Jeg kravler over til ham og hjælper med at skubbe. Stenen begynder at rokke sig, men ikke ret meget. Den er enorm og ekstrem tung, men vi giver ikke op. Solen er ved at stå op, men det er ikke meget lys, der kommer ind i ad sprækken. Der er mange små søm og skruer der sidder i stenene, så hvis man rammer en er det bare surt show. Jeg mærker noget i jorden. Først tror jeg, det er mit hoved, der simulerer hvad der skete tidligere, men efter kort tid bliver det værre.

"Harry, kan du mærke det?" spørger jeg, for jeg er nødt til at vide, at jeg ikke er ved at blive skør. Vi stopper med at skubbe.

"Endnu et jordskælv!" svarer han og kigger uroligt på mig. Jeg hører en knækkende lyd og noget falder til jorden. Så et til, og et til. Det er sten fra taget, der endnu ikke er faldet ned. Én rammer tæt ved os, så og vi skynder og så smide os på jorden. Harry ser skræmt på mig, og jeg kravler over til ham, hvilket får ham til at slappe lidt mere af. Der er ikke ret meget vi kan gøre, udover at håbe, at vi overlever.

Der kommer en knæklyd over os og en kæmpe sten lander oven på den sten, der dækker vores ‘hule’. Den får vores tag til knække over og solens lys strømmer ind. Der er en masse støv i luften, som gør det svært at se. Der kommer et par efterskælv, der ikke er så kraftige som det første, og efter et par minutter er det hele ovre, og der bliver helt stille. Støvet daler stille og roligt ned på jorden, som var det sne. Stenen, der ramte vores tag, har gjort sådan at halvdelen af vores ‘tag’ er knækket over, og har lavet en lille skråning, som vi kan gå op af.

"Harry, se!" siger jeg og peger fremad. Han hoster og kniber øjnene sammen for at se hvad stenen har gjort. "Vi... Vi er frie! Vi kan komme ud!"

Jeg kravler over til åbningen, op af skråningen og Harry følger ivrigt efter mig. Jeg hjælper ham op og det er dejligt, endelig at kunne stå ret igen. Jeg smiler og begynder at grine.

"Vi kom ud!" konstaterer jeg og kigger over på ham. Han smiler tilbage, men mit smil forsvinder hurtigt, da jeg får øje på vores omgivelser. Det hele er ødelagt. Alt. Der ligger stykker af mur, tag og møbler overalt på grunden. Harry tager et par skridt i den modsatte retning af mig, og sætter sig ned på hug, hvor han studerer noget, han har fundet.

"Alison, jeg tror, jeg har fundet ud af hvor mange der er overlevet," siger han og kigger lige ud, væk fra mig.

"Hvor mange?" spørger jeg forsigtigt. Han tager en dyb indånding, rejser sig op og drejer sig over mod mig.

"To personer... Os," svarer han og viser mig hvad han har fundet: En afskåret hånd. Jeg måber, og er nødt til at se væk - kan ikke holde ud at kigge på det, men det syn der møder mig er ikke meget bedre. Lig og dele af kroppe; hænder, ører, fødder, ben og værst af alt: Hoveder, ligger overalt. Spredt over det sted hvor et fantastisk teater engang stod. Jeg gisper og tager den ene hånd op foran munden, for at bremse min gråd. Tårer triller ned af mine kinder. Harry smider armen fra sig og kommer tættere på mig.

"Vi er nødt til at komme væk herfra," hvisker han. Han står kun få centimeter fra mig, og jeg kan mærke hans varme ånde mod mit øre. Jeg nikker bekræftende. Harry går forbi mig og over på en stor bunke sten. Han vender sig mod mig og holder en hånd frem mod mig. Jeg kigger rundt på det hele en sidste gang, før jeg tager hans hånd og følger efter ham gennem ruinen.

* * *

Vejen over alle stenene og ligene er forfærdelig. Jo tættere vi kommer på fortovet, jo mere lettet bliver jeg. Det er ikke kun Broadway, der er styrtet sammen. Også alle de bygninger, der ligger rundt omkring - eller lå - er væk. Det hele er væk. Der er stadig støvskyer rundt om nogle af ruinerne. Nogle står endda i brænd.

"Det her er forfærdeligt..." siger jeg og vender mig om mod Harry, der er lige bag mig. En sten under hans fod er løs og får hans fod til at glide med. Jeg tager fat i hans arm, så han ikke falder. Han genvinder balancen og vi går videre ud i gaden. De fleste veje har klaret jordskælvet uden de største skrammer. Dem jeg kan se har alle sammen revner.

"Hvor skal vi tage hen?" spørger Harry og ser sig omkring. Alt sneen er ved at smeltet og der er ingen spor af den. Ikke engang vinden er kold og solens stråler varme min frosne krop op.

"Lad os prøve at gå rundt og se hvad der er tilbage," siger jeg og går i samme retningen som jeg kom fra i går. Jo længere væk vi kommer fra Broadway, jo flere bygninger er overlevet, men der er stadig ingen mennesker i miles omkreds. Vi kommer hen til der, hvor jeg tabte min telefon. Jeg får øje på gryden med penge, som julemanden stod ved. Den er væltet og pengene ligger på fortovet. Jeg sætter mig på hug og samler nogle af pengene op.

"Hvad laver du? Det er til velgørenhed!" siger Harry og tager fat i min arm, for at forhindre mig i at stjæle. Jeg hiver i min arm, men han giver ikke slip.

"Tror du virkelig at de får brug for dem nu? Hvis vi virkelig er de eneste der er tilbage så..." siger jeg og han må kunne se min pointe, for han giver slip fra min arm. Jeg samler en par håndfulde op, og putter dem ned i lommen på Harry's jakke. Jeg ser opad. Bygningerne omkring gaden ser ikke for godt ud, men nogle af dem er ikke totalt skadet. En stor del af huset foran gryden er faldet ned og er landet tæt ved den. Jeg kan se blod på nogle af murstenene, og tanken om at julemanden måske er blevet kvast af faldende sten under jordskælvet, får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg prøver at skubbe tankerne væk fra mig, og ser over på Harry.

"Lad os gå videre..." siger jeg og går videre hen af gaden.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...