Jeg tror på i morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 12 jun. 2017
  • Status: Igang
//Jeg tror, jeg blev forelsket i ham den første gang, jeg så ham snuble ned ad trapperne. Og jeg siger den første gang, fordi det skete et par gange. //

18-årige angst-ramte Asta er flyttet hjemmefra, og det er mildt sagt lidt af en udfordring. Men måske er det ikke helt så slemt at være flyttet hjemmefra, når man har interessante naboer. Eller rettere sagt: Én interessant nabo.

2Likes
2Kommentarer
395Visninger
AA

8. Kl.12:45

Vi hjælpes ad med at bære flyttekasserne op til lejligheden. Vi overlader alle de lette ting, såsom mit tøj og puder og dyne til Soffie, men hun brokker sig alligevel og stønner højt og dramatisk, hver gang hun går et trin på trappen. Hun sætter sig tungt i min lænestol og lader sig udmattet flade ud.

”Så slemt kan det da ikke have været”, siger min far, og hun ser indigneret på os.

”Jeg er gravid”.

”Kun i 4. måned”. Min mor sætter demonstrativt endnu en tung flyttekasse fra sig ved siden af Soffie.

”Det er sgu da ikke min skyld, at jeg ligner en hvalros allerede!”.

Far ruller øjne og smiler til mig, og jeg smiler tilbage.

Soffie bruger sin graviditet som en undskyldning for ALT. Gider du lavet noget kaffe og en veganersnack til mig? Hvorfor gør du det ikke selv? Jeg er jo gravid! Jeg kan ikke støvsuge. Jeg er jo gravid. Jeg kan ikke bærer ud af bordet. Jeg er jo gravid. Mener du seriøst, at jeg skal bukke mig ned for at sætte en tallerken i opvaskemaskinen? Jeg er sgu da gravid, mand! Hun er oven i købet flyttet hjem til min forældre for en stund. Hun siger, at det er for, at de kan hjælpe hende, men med ”hjælpe” mener hun selvfølgelig opvarte, og det ved vi alle sammen.

Hendes kæreste bor lige nu alene i deres lejlighed, men det tror jeg egentlig passer ham fint nok. Min mor stiller sig foran Soffie og rækker sine hænder frem mod hende. ”Kom så, Hvalborg. Du er gravid, ikke invalid, vel?”

Soffie stønner og pruster, da mor hiver hende på benene, og far og jeg ruller øjne til hinanden endnu engang, før vi går ned til bilen og henter anden omgang. 

Vi møder ikke nogen af mine nye naboer på vores vej frem og tilbage fra bilen og lejligheden, hvilket egentlig passer mig fint. Selvom det havde været rart nok at møde dem første gang med mine forældre i nærheden. Bortset fra, at det er mig, der skal bo her. Ikke mine forældre. Det er mit navn, der står på døren og på postkassen. Jeg skal godt nok lige vænne mig til tanken. Forhåbentligt kommer der et tidspunkt, hvor det ikke giver mig kvalme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...