Jeg tror på i morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 12 jun. 2017
  • Status: Igang
//Jeg tror, jeg blev forelsket i ham den første gang, jeg så ham snuble ned ad trapperne. Og jeg siger den første gang, fordi det skete et par gange. //

18-årige angst-ramte Asta er flyttet hjemmefra, og det er mildt sagt lidt af en udfordring. Men måske er det ikke helt så slemt at være flyttet hjemmefra, når man har interessante naboer. Eller rettere sagt: Én interessant nabo.

2Likes
2Kommentarer
533Visninger
AA

7. Kl.12:20

Min familie har købt blomster og chokolade til mig, og selvom jeg ved, at chokoladen mere er tilegnet min mor, end den er tilegnet mig, så bliver jeg glad. Helt rørt faktisk. Soffie bakser sig ind ad hoveddøren og prøvede at kramme mig hen over sin store mave. Hun tørrer en tårer væk fra min kind og siger: ”Det er mig, der er den gravide. Det er kun mig, der må være rørstrømsk”.

Far går ud på altanen og grynter et eller andet. Det har sikkert noget at gøre med min tvivlsomme udsigt direkte ud til 30 kvadratmeters røde mursten. Ejendomsmægleren advarede os om, at altanen ikke sad et særligt praktisk sted, selvom det nu nok nærmere er bygningen ud for altanen, der ikke er bygget et særligt praktisk sted.

Det gode er, at der blev skåret hele hundrede tusinde af prisen, og det var en del nemmere for mine forældre at retfærdiggøre forældrekøbet over for Soffie (nu hvor lejligheden var ”på tilbud”, som min far kaldte det).

Soffie led nemlig den tragiske skæbne at bo på kollegieværelse, efter hun i sin tid flyttede hjemmefra. Hun refererer stadig til den tid som en mørk periode i sit liv, og vi skal fandeme være glade for, at hun ikke er blevet myrdet og begravet under et egetræ i en eller anden skov, fordi de andre på kollegiet var sletteret psykopater.

Men Soffie er ikke for alvor vred over, at mine forældre har valgt at bruge morfars arv på en lejlighed til mig, for til gengæld har jeg overtaget titlen som familiens Skuffelse. Jeg har altid været den lille efternøgler, vidunderbarnet, som fik gode karakterer, var i elevrådet og gik til klaver, når jeg ikke lige læste filosofiske bøger. Jeg plejede at skøjte gennem livet, indtil der kom et kæmpe hul i isen, som gav efter og splintrede under mine fødder.

Jeg elsket Soffie, og jeg ved, at hun elsker mig, men jeg tror, at hun inderst inde er glad for at være familiens Stjerne igen. Og så blev hun jo gravid, hvilket indkasserede hende endnu flere bonuspoint af min mor.

”Hvordan gik det med at komme herover, Asta?”, spørger mor. Hun betragter mig med hovedet på skrå, og hendes blå øjne har et glimt af bekymring.

Jeg får omgående dårlig samvittighed over, at jeg rent faktisk står og tænker, at mine forældre elsker mig mindre nu, fordi jeg ikke kan præstere på samme måde, som jeg kunne engang. Eller at der findes en titel som familiens Skuffelse, der gives frem og tilbage som en vandrerpokal. Jeg prøver at lindre min dårlige samvittighed ved at gøre hende glad, så jeg siger: ”Det gik godt. Rigtig godt, faktisk”.

Det passer bare ikke helt. Jeg var nødt til at stå ud af toget på halvvejen og stå på perronen lidt, før jeg var klar til at tage det næste tog og fortsatte til Valby. 

”Det er jeg glad for at høre!”. Min mor slår hænderne sammen, som hun altid gør, når hun bliver begejstret. ”Det skal fejres med noget chokolade. Hans Christian! Hvor satte du chokoladen?!”.

Der var engang, hvor vi fejrede, når jeg havde fået tolv til eksamen eller spillet en vellykket koncert foran to hundrede mennesker, og nu var det en fejring værd, at jeg havde kørt 5 stop med toget. Sådan kan livet pludseligt tage en ny drejning…og køre fuldstændig af sporet.

Toget kan vælte, og kupeerne kan blive knuste og fordrejede og ødelagte. Vi sætter os i min sofa, og jeg byder dem alle på et glas vand. Bogstavelig talt ét glas vand, for resten ligger ude i flyttekasserne i mine forældres Volvo. Ligesom elkedlen gør. Vi dropper vandet og spiser chokolade i stedet. De fleste af mine store møbler er allerede båret op i lejligheden, så det er kun de sidste småting, der mangler: Sengebordet, køkkentingene, tøjstativerne og sådan noget. ”Husk blomsterne”, minder Soffie mig om.

Buketten ligger ved siden af håndvasken. Jeg rejser mig og går gennem stuen og hen i det åbne køkken. Jeg bruger køkkenets eneste glas som vase og sætter buketten på sofabordet. ”Hvor fint”, siger min mor og tager endnu et stykke af de fyldte chokolader. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...