Jeg tror på i morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 12 jun. 2017
  • Status: Igang
//Jeg tror, jeg blev forelsket i ham den første gang, jeg så ham snuble ned ad trapperne. Og jeg siger den første gang, fordi det skete et par gange. //

18-årige angst-ramte Asta er flyttet hjemmefra, og det er mildt sagt lidt af en udfordring. Men måske er det ikke helt så slemt at være flyttet hjemmefra, når man har interessante naboer. Eller rettere sagt: Én interessant nabo.

2Likes
2Kommentarer
420Visninger
AA

9. Kl. 14:00

Alle tingene er båret op, og min familie tilbyder at hjælpe med at pakke det ud, men jeg afslår. Det vil jeg helst gøre selv. Jeg vil gerne have god tid, og jeg bliver stresset, hvis jeg skal have deres øjne i nakken imens. Desuden er det jo min lejlighed, og jeg vil gerne indrette den selv, så det også føles, som om det er min lejlighed.

”Jeg ved ikke med jer, men den gravide kvinde er altså blevet lidt småsulten”, siger Soffie, og far klapper hende på ryggen. Vi beslutter os for at købe noget at spise. Mor, far og jeg stemmer for pizza, og far roder i sin jakke efter bilnøglerne.

”Husk, at skal jeg have noget, der er uden kød, æg og mælk”. Soffie kigger op fra det SE Og Hør-blad, hun altid hiver op af sin taske, når hun keder sig. Jeg får helt ondt af far, da jeg ser hans fortabte ansigtsudtryk. ”Måske skulle du tage med ud og købe det?” foreslår jeg, og Soffie sender mig et vredt blik, fordi det betyder, at hun nu skal op af lænestolen igen. Forræder, mimer hun, men jeg rækker bare tunge af hende. Det ender med, at Soffie og far begge tager af sted, og da de er gået, foreslår mor, at vi sætter os ud på altanen.

Altanen er ikke meget stor, men der er lige nøjagtigt plads til et bord og en enkelt stol. Mor signalerer, at jeg kan tage stolen, og jeg sætter mig i den, imens hun tænder sin cigaret. ”Er du sikker på dette her, Asta?”. Hun puster røgen ud, og den hænger imellem os et par sekunder, så jeg ikke kan se hendes ansigt. ”Du er kun 18 år. Du kunne sagtens vente et par år endnu”.

”Er det ikke lidt sent at spørge, om jeg er sikker? Efter lejligheden er købt, og tingene er båret op?”, spørger jeg, og min mor smiler. 

”Jo, det er det nok. Men er du? Sikker?”.

”Ja”. Jeg læner mig tilbage i stolen og ignorerer angsten i min krop. ”Jeg bliver nødt til at gøre noget, mor. Snart. Ellers bliver jeg aldrig rask. Eksponering, ikke?”

 ”Jo”. Hun tager endnu et sug på sin cigaret. Jeg kan se tvivlen i den måde, hendes øjenbryn rynker sammen. ”Og du ved, at vi altid er her, hvis du har brug for noget. Det mindste. Og hvis det går helt galt, kan Soffie jo altid flytte ind hos dig i stedet”.

”Jeg får det til at fungere”, skynder jeg mig at sige.

”Det tænkte jeg nok”. Vi smiler begge, mor maser sin cigaret ned i det askebæger, hun har købt til sig selv som min indflyttergave, og så går vi indenfor. Lidt efter kommer far og Soffie tilbage. Far bærer på tre pizzabakker, og Soffie går med en eller anden kedelig salatboks fra SevenEleven, og jeg tilføjer veganere til listen af mennesker, jeg har ondt af.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...