Jeg tror på i morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 12 jun. 2017
  • Status: Igang
//Jeg tror, jeg blev forelsket i ham den første gang, jeg så ham snuble ned ad trapperne. Og jeg siger den første gang, fordi det skete et par gange. //

18-årige angst-ramte Asta er flyttet hjemmefra, og det er mildt sagt lidt af en udfordring. Men måske er det ikke helt så slemt at være flyttet hjemmefra, når man har interessante naboer. Eller rettere sagt: Én interessant nabo.

2Likes
2Kommentarer
417Visninger
AA

5. Kl. 12:00

Endelig lyder der en skratten fra dørtelefonen. Jeg løber ud i gangen, men da jeg står foran telefonen, stivner jeg. Hvad nu, hvis det ikke er min familie? Hvad, hvis det er en anden? Reklamerne? Hvad skal jeg så sige? Mit hjerte genoptager sin urimelige banken, og alle de forrige distraktioner virker spildte nu. ”Du kan godt”, hvisker jeg til mig selv, og så løfter jeg telefonen og trykker på knappen.

”Øh-hm…er det hos Asta Venebjerg?” spørger min mor med sin overklasse Hellerup stemme, og jeg smiler.

”Desværre, I er gået forkert”. Jeg lukker dem ind, og så står jeg og glor på min dørtelefon. Det er en hel ny form for magt at have sin egen dørtelefon og bestemme, hvem der må komme ind. Jeg er blevet min egen dørmand. Jeg får klamme håndflader ved tanken om mit nye ansvar. Som om jeg lige har sagt ja til at adoptere 3 hundehvalpe og et par tvillinger fra Guinea og ikke bare trykke på en knap og sige ”Hallo?” '

Tag dig sammen, Asta! Lidt efter kan jeg høre dem ude i opgangen. Min familie er sådan én, der altid bliver lagt mærke til, fordi vi snakker alt for højt og alt for meget. Lyden af deres stemmer får mig til at slappe af. Så bliver der ringet på døren, og jeg er for en gangs skyld ikke bange, da jeg åbner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...