Jeg tror på i morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 12 jun. 2017
  • Status: Igang
//Jeg tror, jeg blev forelsket i ham den første gang, jeg så ham snuble ned ad trapperne. Og jeg siger den første gang, fordi det skete et par gange. //

18-årige angst-ramte Asta er flyttet hjemmefra, og det er mildt sagt lidt af en udfordring. Men måske er det ikke helt så slemt at være flyttet hjemmefra, når man har interessante naboer. Eller rettere sagt: Én interessant nabo.

2Likes
2Kommentarer
529Visninger
AA

3. Kl. 11:13

Jeg sætter min nøgle i min lås og låser op til min lejlighed og træder ind på mine 60 kvadratmeter.

Jeg sætter flyttekassen fra mig på køkkenbordet og står et øjeblik limet til det gulv, der nu er mit i det hjem, der nu er mit. Et lille skridt for menneskeheden, men et kæmpe skridt for Asta Venebjerg. Mine ben ryster, og mit hjerte banker hårdt, og for en gangs skyld føler jeg mig angst på den gode måde. Nej, ikke angst. Det er ikke den følelse, dette her er, det er spænding.

Spænding omkring alt det nye. Jeg skal til at stå på mine egne, tændstikstynde stænger af et par ben. Folde mine vinger ud og se, om de bærer lige så dårligt, som jeg frygter, men i det mindste bare prøve. Prøve at klare mig selv med alt, hvad det indebærer af opvask, sikringer, der springer, radiatorer, der skal skrues op for...og så ned igen. Indkøb, madplaner, boner og regninger.

Hele denne pærevælling af ting, som jeg placerer under én samlet kategori med den uoriginale titel ”Et nyt kapitel i mit liv”. Men angsten er der også. Den dårlige angst. Den gemmer sig altid lige nede under alle andre følelser, som Holger gemmer sig i menneskemængderne i den der Find Holger-bog, man altid bladrede igennem i børnehaven.

Angsten er stribet, ligesom Holgers tøj, og man bemærker den altid før eller senere blandt alle de andre farver. Jeg tvinger den begyndende panik tilbage. Maser den om bagerst i mit hoved og opbygger en barrikade af positive tanker.

Min familie er lige på trapperne, og snart vil deres højlydte, begejstrede stemmer udfylde stilheden. Desuden så er jeg en stærk, selvstændig kvinde…eller noget i den stil, og jeg kan sagtens dette her.

Hvis Nelson Mandela kunne side i fængsel i 60 år, og Anne Frank kunne udholde at være indespærret i et hemmeligt rum bag en bogreol, og Neil Amstrong turde træde ud på den mystiske klump, vi kalder månen, så kan jeg også dette her.

Det er ikke bungee jump. Jeg skal ikke stå i et rum og strippe foran alle de fyre, jeg nogensinde har haft en crush på, og jeg skal ikke vade ind i et bur med tyre på steroider iklædt rødt fra top til tå. Jeg skal bare flytte hjemmefra. Det er ikke nogen big deal.

Det bliver jeg ved med at sige til mig selv. Hvorfor føles det så som faldskærmsudspring uden en faldskærm?

Jeg går igennem den halv-møblerede lejlighed, fra rum til rum, og prøver at se mig selv her. Se mig selv sidde og læse i den sofa, jeg har købt på et loppemarked. Se mig selv stå ved komfuret og lave scrambled eggs. Se mig selv ligge på knæ ved risten på badeværelset i færd med at rense afløbet.

Til min store glæde kan jeg godt se det for mig. I et kort øjeblik, og så bliver jeg igen bange. Jeg må stå og holde fast om køkkenbordet og tage nogle dybe vejtrækninger for at få mit hjerte til at holde op med at hamre sig vej ud gennem min krop og give mig indvendige blå mærker. Det skal nok blive okay.

Selvfølgelig skal det nok det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...