Criminal Minds | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2018
  • Status: Igang
Sabrina Andrews på 17 år bor alene med sin storebror Sebastian på 20. De bor i en lille lejlighed, i en lille revne i Los Angeles' fattige kvarter og prøver at få hverdagen til at fungere. Deres mor blev taget for at handle med stoffer og blev fængslet i 2 år.
Uden rigtig at følge med er tiden inde til, at Sabrina og Sebastians mor skal løslades, og deres liv bliver vendt på hovedet. Men det skal da nok gå, ik? - Find ud af det i "Criminal Minds"

[Justin er ikke kendt]

18Likes
5Kommentarer
4769Visninger
AA

10. Kapitel 9. - Brown Suger

Justins synsvinkel

 

Jeg havde ikke sovet. Tanken om Sabrina lå bevidstløs inde på mit værelse vækkede en underfølelse af bekymring og sorg i mig. Hun lå lige så stille og trak været dybt, og jeg havde lagt min dyne over hende. Luften på værelset var tung og stille, det var som om at tiden fløj forbi. 
Jeg sad på sengekanten og havde siddet der siden kl. 02.00 i nat. Sabrina mor havde været knust over Sebastians død og blev endnu mere knust, da Sabrina forsvandt fra hospitalet. Hun vidste dog, hvor jeg kunne lede, og hun havde ret. Jeg fandt Sabrina i et eller andet sindssygt hus i den ende af byen, som Sabrina og Sebastian havde boet. Synet af fyren fra i nat, som havde kastet sig på Sabrina på den måde gjorde mig vred og fik min mave til at vride sig.

Klokken fløj forbi og pludselig mærkede jeg en bevægelse mod mit ene ben, og mit blik fløj ned på Sabrina, der med små lyde og ømme bevægelser fik sig vendt om. Hendes hår lå kruset omkring hendes smukke ansigt, og hendes klare øjne kiggede på mig med forvirring. "Justin?". Min krop bevægede sig automatisk tættere på hende, og jeg rakte ud efter hendes venstre hånd. Sabrina satte sig op i sengen og tog et sug af den tunge og stille luft. "Hvordan har du det?" spurgte jeg bekymret. "Jeg har det fantastisk. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har haft det bedre" kom det ironisk og irriteret fra Sabrina, som allerede var på vej op fra sengen. "Yo, du er nødt til at spise noget". Jeg pegede på den tallerken af pandekager og noget frugt, som jeg havde stillet på mit natbord. Hun kiggede bare på mig, hvorefter hun flåede døren op og forsvandt ud af værelset. 

 

Sabrinas synsvinkel

Mit hoved dunkede, og min krop føltes dobbelt så tung, som den plejede at være. Jeg havde efterladt Justin på hans værelse, og mine ben var i færd med at få mig ud. Jeg kunne ikke trække vejret. Det føltes som om, at mine lunger var fyldt med vand. Min krop dumpede ned af trapperne, og jeg fik åbnet døren.
Vinden mod mit ansigt frøs på mine kinder, og det gav mig kuldegysninger. Min mobil lå i min jakke, som jeg havde på, så jeg hev den frem. Kontakterne blev skimmet igennem indtil jeg fandt Christophers nummer. Jeg sendte ham en sms, hvor efter jeg hurtigt fik respons. Hey S, stod der. Mit blik frøs ud i luften og et flashback fra gårdagens hændelser fløj foran øjnene for mig. Jeg så Christopher, Noel, Dean og mig sammen med en masse andre mennesker, og så mig og Noel, der dansede. Pludselig brummede min mobil i hånden på mig og afbrød min syn. Det var Christopher. 
"Hey". Min stemme var hæs, og halsen gjorde ondt. "Hvordan har du det?". Chris lød også træt, og hans stemme var mørk og mystisk. "Fint" svarede jeg. "Hvor er du?" kom det hurtigt fra Chris. Jeg udstødte et lille suk. "Ude foran mit hus". Jeg kunne høre i mobilen, at Chris havde gang i et eller andet. "Chris?". Intet svar. "Hallo?". "Sorry. Ehm... Kom lige forbi mig, hvis du kan" bad han. "Okay. Jeg kommer". Jeg lagde på og kiggede mig tilbage, hvorefter jeg med trætte og udmattede skridt fik hevet mig afsted mod Chris' hus. 

Da jeg ankom til Chris' hus, var døren åben, så jeg gik lige ind. "Chris?" kaldte jeg. Der var noget musik i det fjerne, som jeg kunne høre, så jeg fulgte den indtil jeg blev mødt af en meget dårlig og træt Chris. Christophers ansigt var blegt, og han svedte. "Hvad sker der?" spurgte jeg og tog fat i Chris. Jeg kiggede på sofabordet, hvor jeg fik øje på adskillige kanyler og små poser, samt papir i forskellige farver. Jeg vidste præcis, hvad der foregik, men min reaktion var anderledes denne gang. Min hånd krøllede papirerne sammen og mine øjne fik nærstuderet kanylen. "Hvordan gør man?" røg det ud af mig. "Hvad gør det?" spurgte jeg. "Jeg kan vise dig det. Vi skal bare lige et smut hen til Biggy" kom det træt fra ham. "Så lad os gå". Min hånd greb fat i Chris, som tydeligvis havde svært ved at følge med, og jeg hjalp ham ud i hans bil. "Jeg kører". Chris gav mig bilnøglerne, og jeg satte kursen mod Biggy. 

På vejen udstødte Chris nogle underlige lyde, og det lød ikke rart. Han blev ved med at spørge, hvor langt vi var, og han fik det værre for hver gang, jeg svarede. 
"Vi er her nu". Jeg trak bilnøglerne ud og tog dem i lommen. "Spørg efter Brown Sugar" fik Chris sagt, hvorefter han krummede sig sammen i fosterstilling. 
Jeg steg ud af bilen og bankede på døren, hvor jeg blev mødt af Biggy. "Hey Beautiful". Hans stemme var træt, og først nu opdagede jeg, at han lignede en som katten havde slemt med hjem. "Jeg kommer efter noget Brown Suger". Biggy ansigtsudtryk ændrede sig, hvorefter han trådte ud af dørkarmen og fik øje på Chris i bilen. "Arh" mumlede han for sig selv og gik ind igen. "10 dollars" sagde Biggy og rakte nogle små papirskugler frem. Forvirret rodede jeg rundt i alle mine lommer og opdagede, at jeg ingen penge havde. "Vent". Jeg spænede hen til bilen og åbnede døren. "Penge?" spurgte jeg nervøst. Chris pegede på en kasse, der lå under sædet, hvor der lå penge i. Jeg fiskede en 10 dollarseddel frem og løb hen til Biggy med pengene. "Værsgo". Biggy gav mig de små papir kugler, og jeg løb ind i bilen til Chris, hvorefter jeg trådte speederen i bund og kørte mod Chris' hus. 

Chris energi var helt nede i minus, så jeg hjalp ham ind i huset, og dumpede ham i sofaen. "Hvor er det?". I smerte og gråd vred Chris sig. "I got it". Jeg satte mig ned ved siden af Chris og lod ham guide mig. Chris tog de små papirkugler, hvori der lå små brune kugler. Derefter tog han glasset med vand, drak noget af det, så der kun var en lille slat tilbage, og derefter hældte han de små kugler ned i og rørte det ud med kanylen så det hele blev opløst til en blanding. Vandet var nu brunt. Chris tog kanylen og sugede noget af væsken op, hvorefter han testede den. Chris sendte mig et sidste blik, inden han stak kanylen ind i huden. Hans ansigtsudstyk var blev neutralt, men efter lidt tid lyste det, som om intet var hændt.
Jeg tog en ny kanyle frem og sugede noget af den brune væske op - ligesom Chris. Jeg testede den af, og derefter tog jeg en dyb indånding. Nålen ramte min hud, og jeg mærkede en sivende følelse, da væsken pumpede ind i kroppen. Mine øjne var lukket. "Sabrina?". Jeg slog øjnene op og blev mødt af Chris. Der gik ikke lang tid, før energien i mig steg og mit hjerte pumpede afsted. 

Jeg havde det forfærdeligt godt. Chris og jeg dansede rundt i hans stue med musik på fuld skrue. Livet var overskuetligt nu. "Chris?!". Jeg råbte. Chris begyndte at grine, hvorefter han skruede ned fra musikken. "Wazzuuuup". Chris var helt høj. Jeg var helt høj. "Hvor er du grim" grinede jeg. "Åh". Chris tog sin ene hånd op på brystet, som var han fornærmet. "Stop dig selv" grinede jeg. Chris gav mig et vanvittig smil og skruede derefter musikken op igen, så man ikke kunne høre, hvad man selv tænkte, og vi fortsatte vores dance-battle i sofaerne. 

Efter et par timer mærkede jeg en smerte i maven, og jeg satte mig stille ned i sofaen. Jeg fik det pludselig varmt, og jeg følte mig rastesløs og urolig. Chris tog fat i min arm, og jeg mærkede et prik. Feberen fortog sig, og smerten i min mave var også væk. Nu forstod jeg. 

 

Justins synsvinkel

Jeg havde laddet Sabrina gå, og jeg viste med mig selv, at det var det dummeste, jeg havde gjort. Klokken var nu 20:00, og Sabrina var ikke at finde. "Fuck!". Mine hænder hamrede mod bilrattet, og det dunkede i mit hoved. Min mobil var halvt død, fordi jeg havde brugt halvdelen af dagen på at ringe til Sabrina, som selvfølgelig ikke tog den. Jeg følte, at jeg havde ledt alle steder, og jeg var ved at give op, da jeg kom i tanke om Christopher - Sebastians ven. 

Jeg trådte speederen i bund og drønede mod Christophers hus. Jeg vidste ikke helt, hvor han boede, så jeg måtte ind på internettet og google ham. Efter adressen var fundet fandt jeg huset, og jeg bevægede mig op mod hoveddøren. Jeg kunne høre musik inde fra huset. Jeg bankede på og ringede også på dørklokken. Intet svar. Jeg gentog mine handlinger, men der var stadig ingen. Min hånd rakte ud efter dørhåndtaget og tog fat. Døren var åben. Der gik ikke længe før, jeg stod inde i Christophers hus, og musikken blev højere og højere. Det kom inde fra stuen. 
Mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg fandt Sabrina og Christopher danse til musikken. "Sabrina?". Jeg måtte råbe endnu højere. "Sabrina!". Sabrina og Christopher vendte sig om, og musikken blev slukket for. "Yo dude! Du kan sku da ikke bare gå ind i andre folks huse" grinede Christopher. Jeg forstod egentlig ikke helt, hvorfor han grinede. Det forvirrede mig lidt. "Jeg har det fint Justin". Selvom Sabrina og jeg havde øjenkontakt, følte det som om, at hun ikke så mig. Ikke ordentligt. Jeg tog et par ekstra skridt fremad og opdagede nogle kanyler på sofabordet, samt noget krøllet papir og et krus med noget brunlig væske. Min hjerte gik i stå. Det knuste mig inden i at se Sabrina ødelægge sig selv på den måde. Min hånd greb fat i Sabrinas ene arm, og jeg hev hende tættere på mig, så jeg kunne se hende i øjnene. Hendes pupiller var helt små. "Tsh... Hvaaa... Ville du noget" fnes Sabrina. "Hvorfor gør du det her?". Sabrina blik mødte mine øjne og i et øjeblik, var det som om, hun var helt normal, men kun få sekunder efter, brød hun øjenkontakten og fortsatte hen mod Christopher, som lå og fnes for sig selv på sofaen. Nu var det nok. Jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg vendte mig om og forsvandt ud af døren. 

 

Hvad vil der mon ske med Sabrina? Er Justin virkelig færdig, som han nu siger, han er?
Find ud af det i næste kapitel af "Criminal Minds" - Jeg håber, I kan lide historien.
Knus <3

 

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...