Criminal Minds | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2018
  • Status: Igang
Sabrina Andrews på 17 år bor alene med sin storebror Sebastian på 20. De bor i en lille lejlighed, i en lille revne i Los Angeles' fattige kvarter og prøver at få hverdagen til at fungere. Deres mor blev taget for at handle med stoffer og blev fængslet i 2 år.
Uden rigtig at følge med er tiden inde til, at Sabrina og Sebastians mor skal løslades, og deres liv bliver vendt på hovedet. Men det skal da nok gå, ik? - Find ud af det i "Criminal Minds"

[Justin er ikke kendt]

18Likes
5Kommentarer
4769Visninger
AA

8. Kapitel 7. - En stjerne på himmelen

Sabrinas synsvinkel

"Justin!" jeg fór gennem gangene, indtil jeg fik øje på ham. "Justin! Hvad fanden har du gang i?" spurgte jeg. Jeg kunne se, at han vidste, hvad jeg ville snakke med ham om, og det beviste bare, at Justin ikke var til at stole på. Justin tog sig til hovedet og sukkede. Jeg tog en dyb indånding og kastede hurtigt et blik på Justin. Jeg kunne se samvittigheden i hans øjne. 
"Okay. Justin. Jeg kan ikke det her. Du kan ikke fortælle folk løgne, og du kan ikke bare gøre, hvad du har lyst til uden at tænke på konsekvenserne. Altså... Justin vi to kommer ikke til at ske. Jeg kan godt lide dig, men ikke på den måde". Justin nikkede uden at kigge på mig og efter et par sekunder, vendte hans sig om og gik. "Justin!" råbte jeg, men Justin var hårdt målrettet, så han var længe væk. 

Uden at finde Justin, var jeg vendt tilbage til Tyler, Jess og Mia. "Hvis han nogensinde gør dig noget, så skal jeg love dig, at jeg..", "Ja Tyler, det behøver du ikke. Jeg har det hele under kontrol" sagde jeg og nussede ham stille i panden. "Bare lov mig, at du aldrig er alene med ham" sagde Tyler og kyssede mig på kinden. "Det lover jeg" sagde jeg og trak Tyler ind i et lidenskabligt kys, mens jeg kunne mærke Justins øjne prikke mig i nakken.


Resten af dagen gik som smurt, og Jeremy kom igen igen for at hente Justin og mig. "Jeg tager bussen" sagde jeg. "Hvorfor dog? Det tager dobbelt så lang tid, end hvis jeg bare køre dig hjem" sagde Jeremy og hentydede til, at jeg skulle sætte mig ind i bilen. "Nej det er okay, jeg tror jeg smutter en tur ind til byen" svarede jeg. Justin satte sig ind i bilen og sendte mig et underligt blik, mens bilen stille kørte væk. Måske var det en dårlig ide ikke at køre med, men jeg kunne simpelhent ikke holde Justin ud mere. Lidt ro havde man vel lov til en gang i mellem. 

Bussen holdte ved busstoppestedet ved tiden, og jeg steg ind. Der sad mange i bussen, og der var også nogle fra skolen, som jeg vidste hvem var. De sendte mig et smil, og jeg gengældte smilene. Folk vidste godt, hvem jeg var nu, eftersom jeg var kommet sammen med Tyler. Det gjorde mig ikke så meget, men nogle gange føltes det som om, jeg var en kendis. Jeg var ikke længere usynlig og ligegyldig, men set og populær. Det var en sær følelse.


Bussen stoppede ved det sidste stop, som var midt inde i byen. Jeg gik langs fortorvet og kiggede på mange forskellige mennesker, som kom i den modsatte retning som mig. En ældre kvinde kom gående med sin lille hvide hund, som snusede til mit ben, da de gik forbi mig, og en mand med en meget mærkelig hat kom gående, mens han fløjtede i vildensky. Jeg satte mig ind på en lille cafe, der lå på et hjørne og bestilte en smoothie, som en ung pige kom gående med. "Tak" sagde jeg og smilede til hende. "Værsgo" smilede hun og fortsatte over til et andet bord. 
Jeg nåede knap at tage en slurk af min smoothie, da min mobil begyndte at ringe. Det var Justin. "Ikke nu" hviskede jeg irriteret for mig selv og tog ikke opkaldet, men Justin gav ikke sådan op. Han havde ringet fire, fem gange og til sidst, svarede jeg. "Hvad nu?" sagde jeg med en sur tone. "Stop lige en gang. Det er vigtigt. Sebastian blev påkørt, han er på hospitalet nu. Mød os der" sagde han og lagde på. 
Der stod jeg helt mundlam og panisk, og fór ud af cafeen og glemte at betale for min smoothie. I en hurtig fart fik jeg fat i en taxa og fortalte ham omkring situationen. "Javel" sagde han, trådte på speederen og drønede forbi trafikken. Efter cirka 20 minutter var vi ankommet til hospitalet, og jeg betalte for turen, men løb derefter alt, hvad jeg kunne og ind til receptionen. "Hvad kan jeg hjæ...". Jeg afbrød kvinden. "Min bror er kommer til skade i en ulykke her for lidt siden. Sebastian Andrews" sagde jeg og prøvede at få luft. "Han er på 3. etage" lød det fra kvinden og ind i elevatoren med mig. Jeg stormede ud af elevatoren og blev mødt af min mor, Jeremy og Justin, som sad og ventede på gangen. "Hvad sker der!" sagde jeg panisk og kunne mærke tårerene presse på. Min mor havde grædt, det kunne jeg se. "Han gik ud foran en bil" græd min mor. "Hvad? Jamen hvorfor?" spurgte jeg rystende. Min mor rystede på hovedet. Hun vidste det heller ikke. 

Pludselig kom en læge gående hen imod os, og vi rejste os alle sammen op. "Hej antager at I er Sebastians familie?" spurgte lægen. Vi nikkede ivrigt. "Sebastian er stabil indtil videre, men der er stadig en risiko for, at han ikke klare den. Han ligger i koma lige nu, og han skal blive her i et par uger, indtil han er stabil nok til at kunne komme hjem igen. Det er en halv time siden, han blev opereret, men I er velkomne til at gå ind til ham. Jeg fløj forbi lægen og ind til Sebastian, som lå begravet i en hel masse ledninger og nåle. Jeg kunne ud fra maskinen på hans højre side høre, at han var i live, men hans vejrtrækning var meget lav. "Fuck fuck fuck" sagde jeg og tog mig til hovedet og greb fat i mit hår. Min mor greb Sebs hånd og nussede håndryggen. "Jeg henter lige noget kaffe" sagde Jeremy og forsvandt ud af rummet. Jeg kastede et hurtigt blik på Justin, som stod i døråbningen og kiggede tomt ud i rummet. Derefter kiggede jeg på min mor, der sad ved Sebs side og græd. "Jeg bliver hos ham" sagde jeg koldt og satte mig over i lænestolen på den anden side. "Det kan du ikke Sabrina. Jeg skal nok blive hos ham" sagde min mor. Jeg kiggede på hende med alvorlige øjne. "Siden, hvornår har du haft noget at skulle have sagt? Sebastian er min familie! Jeg bliver hos ham" græd jeg. "Sabrina je...", "Jeg bliver hos ham" gentog jeg lidt hårdere, og min mor overgav sig. 


Det blev aften, og min mor, Jeremy og Justin var kørt hjem, mens jeg var blevet her. Jeg havde fået en seng kørt ind på værelset ved siden af Sebastians, hvor jeg fik lagt mig. Allerede klokken 20, havde jeg grædt mig selv i søvne.

* * *

Jeg vågnede af en irriterende lyd. "Bib, bib, bib, bib" fortsatte det. Pludselig stormede en masse mennesker ind i rummet, og jeg satte mig op. SEBASTIAN! Jeg løb over til Sebastians seng, hvori Sebastian lå helt stille, mens den dumme maskine bibede løs. "Frøken Andrews, jeg er nødt til at bede dig om at forlade rummet" sagde en kvindelig læge, og vi fik øjenkontakt. "Jeg forlader ikke min bror!" råbte jeg. Mine ben fik mig hent il Sebastians seng, og lige i dét jeg nåede Sebastians hånd, lyder et langt bib fra maskinen. Mit hjerte slog et enkelt slag, og det hele blev sort. "Nej! Nej, nej, nej, nej, nej!" sagde jeg og ruskede i Sebastian. "Frøken Andrews, du er nødt til at forlade rummet" sagde lægen igen, og selvom jeg ikke ville, fulgte mine ben mig ud på gangen. Der sad jeg i cirka 5 minutter, hvorefter den kvindelige læge kom ud fra rummet. Jeg rejste mig op i en fart. "Der er ikke mere vi kan gøre, Sebastians krop kunne ikke mere" kom det fra lægen, og jeg brød sammen. Alt i min krop gjorde ondt, og det føltes som om alt luft var forsvundet. 

Efter at have siddet ved Sebastian og grædt mig løs af energi, var min mor, Jeremy og Justin også kommet. Hvorfor skulle det ske? Sebastian havde ikke gjort andet end at være en fantastisk bror. En helt, som man kunne stole på. Jeg kunne ikke magte at sidde her mere. Der var ikke mere, jeg kunne gøre. Jeg rejste mig fra stolen og begyndte at bevæge mig mod døren. "Sebrina? Hvor skal du hen?" kom det fra Justin. "Væk. Jeg vil ikke sidde her og se på!" græd jeg og løb ud af døren. 

Jeg løb ud af bygningen, og det var mørkt. Alt liv i mig var væk. Der var intet, der gav mening for mig mere. Mine ben fik mig fragtet fra hospitalet til Sebs og mit gamle nabolag. Jeg kunne høre en masse mumlen og nogle fnis her og der. Jeg følte mig pludselig hjemme. Jeg fandt vores gamle lejlighed, og jeg kunne høre nogle stemmer inde fra lejligheden. Jeg lyttede ved den halv ødelagte dør. Det var en gruppe drenge, og jeg syntes, at jeg kunne genkende en af stemmerne. "Christopher?". Jeg hev mig væk fra skjulet, og drengenes opmærksomhed fløj hen på mig. 

"Sabrina?" kom det fra Christopher. Han rejste sig fra gulvet og gik hen til mig. Hans ansigtsudtryk ændrede sig, da han kom tættere på mig, for han havde sikkert lagt mærke til, at mit ansigt var helt grædefærdigt. "Yo, hvad sker der?" spurgte han. Jeg kiggede bare på ham og gik forbi ham. Jeg kiggede rundt på gulvet. Der lå en masse tomme ølflasker samt en masse andet alkohol og et par fede. Jeg tog en ny ølflaske og begyndte at drikke. Jeg blev ved. Jeg kunne mærke brugsen brænde i hals, men jeg stoppede ikke. Mine øjne var lukkede, og jeg åbnede dem først, da der ikke var mere væske i flasken. "Yo, girl" sagde en af de andre drenge, som havde siddet på gulvet og set på. Jeg sendte ham et kort blik, og derefter hev jeg endnu en øl til mig. Sådan fortsatte det. Tror jeg.

 


Hey alle! Igen må jeg undskylde, for ikke at have publiceret.
Jeg håber I stadig vil følge med, selvom publiceringerne
kommer med (ofte) lange mellemrum, men det håber
jeg bliver bedre. Jeg håber I har nydt kapitel 7 og ser frem til kapitel 8.
Knus Soph14

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...