Criminal Minds | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Sabrina Andrews på 17 år bor alene med sin storebror Sebastian på 20. De bor i en lille lejlighed, i en lille revne i Los Angeles' fattige kvarter og prøver at få hverdagen til at fungere. Deres mor blev taget for at handle med stoffer og blev fængslet i 2 år.
Uden rigtig at følge med er tiden inde til, at Sabrina og Sebastians mor skal løslades, og deres liv bliver vendt på hovedet. Men det skal da nok gå, ik? - Find ud af det i "Criminal Minds"

[Justin er ikke kendt]

15Likes
5Kommentarer
1558Visninger
AA

4. Kapitel 3. - Dagen derpå

 

Sabrinas synsvinkel

Jeg vågnede ved lyden af Seb, som kastede op, for var faldet i søvn ved siden af ham. Jeg kiggede på min mobil, som lå i vinduskarmen. Klokken var 14. Seb sad med hovedet ned i baljen. "Seb?" sagde jeg og lagde en hånd på hans skulder. Seb løftede hovedet fra baljen og kiggede på mig. Han havde grædt. Hans øjne var helt røde. Seb tørrede hans øjne og næse, og stillede baljen væk. "Tak, for i går" sagde han og smilede træt. "Det var så lidt".


Seb havde fået balancen igen og havde tage sig et bad. Jeg havde lavet morgenmad til os begge. Seb traskede ind i køkkenet med sin dyne. Han lignede en 5-årig dreng, fordi han havde pakket sig ind på den måde. Eller retter sagt en durumrulle. "Kommer hun igen?" spurgte Seb pludselig, og jeg vidste med det samme, at han snakkede om vores mor. "Jeg ved det ikke." sagde jeg og stillede et glas juice og nogle hovedpinspiller foran ham. "Tak" sukkede han og tog pillerne. 
Det var søndag i dag, så vi brugte dagen på at rydde lidt op og få slappet af. Seb og jeg gik os en tur for at få noget frisk luft. Vi gik ned til stranden, hvor vi satte os i sandet og kiggede ud mod vandet. Pludselig gik to piger forbi os. Den ene sendte Seb nogle flirtende øjne og Seb gav hende et akavet vink. "Hvad sker der for dig? Et vink?" grinede jeg. "Hvad er der galt med et vink?" spurgte Seb og grinede. "Det er sku da helt vildt sært. Hun så vildt sød ud, nu går du hen og får hendes nummer" sagde jeg og skubbede til Seb. "Ej, stop" grinede Seb og rejste sig. "Hvad skal jeg sige?" spurgte han usikkert. Det var vildt sjovt. Seb var en rigtig pæn fyr, og han fik tit pigers opmærksomhed, hvis vi var ude i byen, men det sjove var, at han var så fucking akavet og sær omkring dem, at det var helt pinligt.

"Bare sig, hey jeg så dig gå forbi lige før. Jeg synes du ser rigtig sød ud, og jeg kunne godt tænke mig, at lære dig at kende. Og så improviserer du bare, men please drop den akavede og sære del. Bare hver selvsikker" sagde jeg og skubbede til ham. Seb gav mig det der det-mener-du-ikke-blik, men gik så stille hen til pigen. Seb nåede hen til pigen og hendes veninde. Pigen rejste sig op, og gik lidt væk sammen med Seb. Jeg kunne se, at de talte og pigen udstødte et lille grin. Nej nej nej. Nu havde Seb sikkert sagt et eller andet fucked up. Jeg tog mig til hovedet. 

Efter der var gået 10 minutter kom Seb tilbage. Han hæv sin mobil frem og viste mig skærmen. Han havde fået pigens nummer. "Sådan skal det gøres!" sagde jeg, og vi gav hinanden en high-five. "Hvad hedder hun?" spurgte jeg på en irriterende måde. "Sarah" sagde Seb, og jeg kunne bare se, hvor skudt i hende, han allerede var. "Loverboy" sagde jeg og flækkede af grin.


Seb og jeg valgte at gå lidt rundt i byen, og vi kom forbi en masse butikker. Jeg stod og kiggede på en bluse i en af butikkerne, og skulle lige til at købe det, men kom så til at kigge på prisen og hang den tilbage. Det havde jeg sku ikke råd til. Seb var forsvundet. Han var vist gået udenfor igen. Jeg bevægede mig ud mod udgangen og kiggede rundt. Seb sad på en bænk ovre på den modsatte side. Mine ben fik mig hurtigt over vejen, og Seb rejste sig op, da han fik øje på mig. "Skal vi gå hjem?" spurgte jeg Seb, som nikkede. Vi gik den samme vej hjem, og vi var lige gået ned af vores gade, da vi hørte nogle råbe. Seb kiggede på mig, og vi kom tættere og tættere på vores lejlighed. Pludselig kom et par fyre løbende mod os. De kom fra vores lejlighed. "What the fuck!" råbte Seb og løb hen mod lejligheden. Før vi kunne nå at gøre noget som helst, var fyrene væk og vores lejlighed var fuldstændig smadret. Døren og vinduerne var ødelagte, og de havde stjålet halvdelen af vores møbler. Seb stod udenfor og kiggede på vinduerne, som var helt smadrede, mens jeg løb indenfor. Det lignede en losseplads. Hvordan skulle vi nogensinde få det her ordnet?! Vi havde ikke nok penge til at fikse døren eller vinduerne. Shit. Jeg stod bare helt tavs og kiggede på vores ødelagte lejlighed. "Fucking, SHIIIT" råbte Seb og sparkede til døren, så den fik endnu en bule. Nu havde vi ingen steder at sove, og det hele ville blive koldt om natten, fordi de fucking vinduer var smadret. Jeg satte mig med benene under mig og var lige ved at besvime. "Fuck. Fuck. Fuck. Fuck" sagde jeg og tog en dyb indånding. "Hvad fuck skal vi gøre" kom det pludselig fra Seb. "Jeg har ingen idé". Nu kunne det fandme ikke blive værre. 


Seb og jeg havde brugt resten af dagen på, at rydde alle tingene op, selvom der ikke rigtig var noget at gøre. Vi havde næsten ingen møbler, og det hele var bare ødelagt. "Jeg ringer til Jess" sagde jeg og fandt min mobil frem. "Arh hun tager den ikke" råbte jeg og smed min mobil ned i gulvet. "S. Vi er nødt til at smutte" kom det koldt fra Seb, der var i færd med at pakke en masse ting ned i sin taske. "Vi kan da ikke bare gå. Det er vores hjem" græd jeg. Seb lagde, hvad han havde i hænderne og gik over til mig. "Vi er nødt til det. Pludselig kommer politiet, og hvis vi er her, så skal vi bare svare på en masse spørgsmål" sagde Seb og hjalp mig op fra gulvet. 

Jeg fik pakket det meste af det vigtigste tøj og fodtøj, og derefter fik jeg pakket min tandbørste og alle mine toiletsager ned i min taske, hvor det hele lå i et stort rod. Vi fik pakket færdig og valgte at tage nøglen til lejligheden med bare for en sikkerhedsskyld, hvis nu vi en dag skulle komme tilbage.
Tasken over hovedet og afsted med os. "Hvor skal vi gå hen?" spurgte jeg træt. "Vi kan prøve Christopher" sagde Seb nervøst. Jeg nikkede. 


Vi havde gået i cirka 20 minutter, og mine ben var allerede ved at bukke under mig. Jeg havde slet ingen energi, for jeg var træt, og ingen af os havde fået noget at spise siden, vi stod op. "Vi er her snart" kom det træt fra Seb. "Hvis han ikke er hjemme, så må vi ringe til Jess eller Mia" sagde Seb og kiggede på mig. "Ja, men lad os nu se, om han er hjemme" sukkede jeg. 
Vi drejede ind på Christophers gade. Han boede i et kæmpe hus i den rige del i byen. Vi ringede på, på porten. "Hvem er det?" lød det. Det var Christopher. "Chris! Det er Seb og Sabrina" sagde Seb og porten blev lukket op, så vi kunne komme ind. Da vi var kommet op til hoveddøren, lukkede porten igen.
Jeg kunne høre nogle fodtrin, og Christopher lukkede op for os. "Hey, hvad laver I her? Er du okay bro?" sagde Christopher og gav Seb et mandekram. "Ja, jeg har det fint". "Øhh... Chris. Vi har et lilleproblem. Vi har ikke rigtig noget sted at bo, så kan vi crashe her, indtil vi finder et sted?" spurgte Seb. Christopher kiggede på os. "Ja ja. I kan få gæsteværelserne. Mine forældre kommer ikke hjem lige foreløbig, så I kan bare blive her" sagde Christopher, og jeg kunne endelig trække vejret nogenlunde normalt. "Tusind tak" smilede jeg og Christopher gav mig et lille nik. 

Christopher viste os, hvor vi skulle sove, og jeg lagde mig træt på sengen. Alt ved værelset sagde jeg-er-så-stinkende-rig-at-det-kunne-være-løgn, og det gjorde mig en smule utilpas, men nu havde vi et sted at være, så jeg måtte bare tage mig sammen. Jeg havde klædt om og børstet tænder og var klar til at gå i seng, for træt det var jeg. Det bankede på døren. "Kom ind". Seb kom til syne. "Hey, hvordan går det?" sagde han og satte sig på sengekanten. "Det går" svarede jeg og lagde mig under dynen. "I morgen tager jeg ned på arbejdet og spørger efter nogler flere vagter. Du skal bare gå i skole, og så mødes vi bare her" sagde Seb og lagde en arm om mig. "Okay". Mine øjenlåg var så tunge, at jeg ikke kunne holde dem åbne, og der gik ikke længe før, at jeg faldt i søvn. 


* * *


Det var morgen, og Seb havde været inde og vække mig. Mine øjne kørte rundt i rummet, for jeg opdagede lige alle de små detaljer, som jeg ikke havde lagt mærke til igår. Billederne, vaserne, blomsterne og det store vindue, som lyste hele værelset op. Jeg greb mine jeans, som var blevet smidt på gulvet i går aftes og tog dem på. Min t-shirt beholdt jeg dog på, og derefter traskede jeg ud fra værelset. Da døren blev åbnet, kunne jeg med det samme dufte duften af pandekager. Min hals brændte helt af sult, fordi min krop havde forbrændt alt, det jeg ikke havde i min mave. 

"Godmorgen" sagde Seb og tog endnu en bid af sin pandekage. "Godmorgen". "Here you go" smilede Christopher og smed en pandekage over på min tallerken. "Tak". Mmmm...


Efter morgenmaden tog Seb afsted på arbejde, og jeg var ved at gøre mig klar til skole, da Christopher kom ind på værelset til mig. "Skal jeg køre dig i skole eller noget?" Christopher kløede sig i håret. "Nej tak. Det behøver du ikke, jeg går". "Okay". Klokken var allerede mange, og selvom jeg muligvis ville komme for sent i skole, takkede jeg endnu engang nej til Christophers tilbud.


Timen var allerede startet, men jeg skyndte mig ikke. Jeg åbnede døren indtil skolen. "Er der nogen, som kan forklare mig, hvor Sabrina er?" lød det fra Mrs. Clay. Shit. Jeg løb hen til døren og fór ind. "Sabrina!? Du kommer for sent. Det ligner ikke dig" Mrs. Clay kiggede på mig med sine undersøgende øjne. "Undskyld, det vil ikke ske igen" sagde jeg og skyndte mig at sætte mig på den tomme plads nede bagved.

Hvad nu, hvis vi ikke klarer det? Hvad gør vi så? Mor? Hvad med mor? "Sabrina!". Det gav et sæt i mig. "Følg nu med". Mrs. Clay vendte sig surt om mod tavlen igen og begyndte at snakke . Pinligt. Hele klasse sad og dissideret gloede på mig. Arh nu var jeg den-mærkelige-pige. 


Endelig. Det var den bedste følelse, som jeg havde følt hele dagen. Riiiiing. Mine ting blev hurtigt smidt ned i min taske, og jeg fór ud af døren. "S!". "Sabrina!" Jeg vendte mig om og så Jess og Mia komme løbende. "Hvad sker der for dig?" Jess' øjne så forvirrede ud, og hendes øjenbryn var løftet. "Hvor var du her til morgen? Vi stod og ventede på dig?" kom det fra Mia. "Ja, undskyld. Jeg tænker bare på så meget lige for tiden" svarede jeg og vippede en hår tot om bag mit venstre øre. "S. Vi er bekymrede" Mia strøg sin hånd over min arm. "Ja, undskyld. Jeg vil ikke skubbe jer væk, men jeg har bare brug for at være alene" sagde jeg og sendte dem begge et undskyldende smil. "Jeg er nødt til at gå. Jeg skal mødes med Seb". Jeg krammede pigerne farvel og gik min vej. Det var nu ikke helt løgn det med Seb, men vi skulle først mødes senere i dag. Jeg ville bare være alene.

"Sabrina". Der var en, som tog fat i mig. "Mor?" Mine øjne tjekkede området for bekendte, hvorefter de var rettet mod hende. "Er du fulgt efter mig?" vrissede jeg. "I var ikke hjemme, så jeg prøvede af finde jer. Hvad fanden er der sket med jeres lejlighed?" Kom det chokerede fra hende. "...Vi blev bestjålet, og det hele er ødelagt" svarede jeg. "Åh søde" hun tørrede den ene tårer væk og tog mig ind til sig. "Hvor bor I så?" sagde hun og slap grebet om mig. "En af Sebs venner lader os bo hos ham, indtil vi har fundet et andet sted at bo". Hun kiggede på mig, men det var ikke bare et normalt 'blik'. Nej det var sådan et jeg-har-en-idé-blik. "Hvad nu?" spurgte jeg. Der var stille et øjeblik. "Hvad siger I til, at bo hos mig?" hendes ansigt var et stort smil. "Hvad? Nej det kan vi da ikke". "Tænk over det Sabrina. Snak med Sebastian" Hun gav mig et klem, og så gik hun. 


"Christopher?". Intet svar. Der var helt tomt i huset, og fordi det var sådan et stort hus, var det meget uhyggeligt. "Sabrina?" Christopher kom til syne i dørkarmen ind til stuen. Han så helt syg ud. "Hvad fanden sker der? Christopher du ser helt vildt syg ud". Jeg løb hent Christopher og kunne med det samme konstatere, at han havde taget et eller andet. "Hvad har du taget?". Jeg tog min hånd og greb fat om Christophers kæbe og studerede hans ansigt. "Hee.. Heroin" hviskede Christopher og vendte det hvide ud af øjnene. "Fuck".


Klokken var blevet mange, og jeg havde siddet i sofaen hos Christopher, siden jeg kom hjem. Hans tilstand havde ændret sig meget, for han havde været helt stille og rolig, men nu var han helt våd af sved og urolig. "Jeg skal lige hente noget et sted" kom det træt fra Christopher. "Nej, du skal blive her indtil Seb kommer hjem" sagde jeg. "Arhhh". Christopher lød som et lille, træt barn, der var blevet ramt af en stærk influenza.

Hvordan fanden kunne han lige pludselig være på toppen her til morgen og så pludselig havne i et sort hul? Vidste Seb noget om det her? Hvorfor gjorde Christopher det her mod sig selv?


Der var gået tre og en halv time, og døren til huset blev åbnet. "S?". Yes! Seb! "Seb jeg er her! Please hjælp mig" råbte jeg inde fra stuen. Seb kom stormende ind i rummet og fik øje på Christopher. "Hvad fanden?!". Seb kiggede på mig, men jeg sendte ham bare nogle tomme øjne. "Vidste du noget om det her?" jeg tog en 2-liters pose frem, hvor andre små poser fyld med piller og pulver lå. "Nej sku da! Hvem tror du jeg er?" råbte Seb og viftede med armene. "Undskyld! Jeg har bare siddet her, siden jeg kom hjem. Jeg kunne ikke bare forlade ham" sagde jeg. Seb udstødte et lille suk, hvorefter han tog fat i Christopher, svingede ham over skulderen og op ad trappen og ind på Christophers værelse. Imens tog jeg posen og skyllede alle pillerne og de forskellige pulvre ud i toilettet. Jeg fik ryddet lidt op i stuen efter Christopher, og Seb hjalp mig. "Der er forresten lige noget, jeg skal sige" kom det fra Seb. "Også mig". 

Vi satte os i sofaen. "Du starter" sagde jeg og klappede Seb på skulderen. "Godt". "Jeg har fået nogle flere vagter, så jeg vil nok ikke være så meget hjemme eller... Du ved. Her?" sagde han. "Okay, hvornår regner du med at være hjemme så?" spurgte jeg. "Klokken otte, ni-stykker" svarede han og pustede. Shit. 
"Hvad ville du sige" kom det så fra Seb. Jeg kiggede væk et sekund. "Øhh... Jeg snakkede med mor i dag". "Hvad ville hun?" Sebs ansigt blev helt stift, da jeg nævnte hende. "Vi snakkede lidt, og jeg fortalte hende om, hvad der var sket med lejligheden, og øh..." Jeg holdt en pause. "Hun tilbød os om at bo hos hende" sagde jeg og kiggede ind i Sebs trætte øjne. Han sagde ikke noget. "Jeg sagde, at jeg nok skulle snakke med dig om det". Der kom stadig ikke noget fra Seb. 

Vi endte med at afslutte samtalen og bare lade det ligge. Vi havde fundet noget mad i køleskabet og lavet nogle spejlæg - som sædvanligt. Der var helt stille, mens vi spiste og kun tv'et kunne høres. "Vi kan godt bo hos mor" lød det fra Seb. "Hvad?". "Vi kan..." Jeg afbrød ham. "Jeg hørte det godt. Jeg troede det var helt udelukket?". Seb rystede på hovedet. "Jeg vil gøre alt, for at vi på nogen måde får et godt liv, om det så skal være mod min vilje eller ej". Sebs øjne var alvorlige og blege. "Seb vi behøver ikke at gøre det". "Jo, i morgen snakker du med mor, og så skal vi nok få det hele på plads". Han rejste sig, tog sin og min tallerken og begyndte at vaske op. "Okay" var det eneste jeg kunne få sagt. 


Hej alle sammen! Så kom der endelig et nyt kapitel.
Jeg har simpelhent skulle arbejde en masse her i denne uge, så jeg slet ikke har haft mulighed for at skrive. Men nu er kapitlet endelig oppe, så jeg håber, at I vil synes godt om det :)

(BTW: Til jer, som undrer sig over, hvor og hvornår Justin kommer ind i historien, så bare rolig. Jeg har en hel masse planlagt. Jeg kan sige så meget, at han vil dukke op i næste kapitel.)

Knus, Soph14
 

 

 


 

 


 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...