Criminal Minds | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Sabrina Andrews på 17 år bor alene med sin storebror Sebastian på 20. De bor i en lille lejlighed, i en lille revne i Los Angeles' fattige kvarter og prøver at få hverdagen til at fungere. Deres mor blev taget for at handle med stoffer og blev fængslet i 2 år.
Uden rigtig at følge med er tiden inde til, at Sabrina og Sebastians mor skal løslades, og deres liv bliver vendt på hovedet. Men det skal da nok gå, ik? - Find ud af det i "Criminal Minds"

[Justin er ikke kendt]

16Likes
5Kommentarer
1708Visninger
AA

3. Kapitel 2. - Ned af bakke

 

Sabrinas synsvinkel
 

Jeg kunne ikke sige noget. Hun stod bare der smilende og kiggede skiftevis på Seb og jeg. Seb stod og fik sig nogle panikanfald. Det kunne jeg se, på den måde han træk vejret og hans øjne, der blinkede 5 gange i sekundet. "Hvor har jeg savnet jer" sagde hun og hæv mig ind i et hårdt kram. Hun duftede godt. Ikke af den mor jeg huskede for 2 år siden. Hun gav også Seb et kram, men han trak sig hurtigt og gik. Jeg forstod ham godt. Jeg ville have gjort det samme. Hun kunne ikke bare komme kravlende tilbage og tro, at det hele var glemt, og at vi ville tilgive hende for at have kvajet sig. 


Jeg lukkede døren bag hende, og gik ind i køkkenet. Hun fulgte efter. "Hvor er her hyggeligt" sagde hun og satte sig på en af stolene. Jeg fnyste bare og gik hen til panden, hvor de kedelige æg lå. Jeg fandt to tallerkner frem og fordelte spejlæggene på tallerknerne. "Er du sulten?" spurgte jeg. "Nej. Jeg har spist" sagde hun og smilede. Jeg kunne godt se på hende, at hun også syntes, at det hele var lidt trykket og akavet.
Jeg tog en tallerken og bevægede mig ind på Sebs værelse. Jeg bankede på og gik ind. "Værsgo" sagde jeg og stillede tallerknen på hans seng, hvor han sad hel tom. Jeg ville lade ham være, så jeg gik ud, lukkede døren bag mig og ud i køkkenet igen til min mor.


Jeg sad og prikkede til min mad, for jeg havde helt mistet appetitten. "Hvad fuck skete der?!" kom det pludselig fra mig, og jeg kiggede koldt på hende. Hun blev helt forskrækket, men sukkede så og kiggede på mig. "Jeg ved ærligtalt ikke, hvad der gik af mig. Jeg var simpelhent så knust over jeres far, så jeg ville bare prøve at komme videre, men det gik jo ikke så godt." sagde hun og smilede. "Jeg endte på en masse natklubber og private fester her i nabolaget, og det blev til en vane. Jeg... jeg begyndte at se en, og vi havde det rigtig godt i starten. Vi drak lidt og tog noget en gang imellem, og det var fint nok, men det blev så til en daglig rutine, og så var det pludselig det eneste vores forhold bestod af. Skaffe penge til mere alkohol og stoffer." sagde hun, og jeg kunne se, at hun blev ked af det ved tanken. "Hvad tænkte du på" kom det pludselig fra Seb, som stod i dørkarmen. "Jeg tænkte slet ikke. Jeg var så påvirket, at jeg glemte alt. Jer, mit liv og bare min bevidsthed." sagde hun og rystede på hovedet. "Så en dag skulle jeg aflevere nogle penge til en af pusherne, som vi handlede ved, og så var der nogle, som havde ringet til politiet og fortalt, hvad det var vi gik og foretog os. Og... og så blev jeg taget." sagde hun og smilede. 


"Men... Hvordan går det med jer?" sagde hun og skiftede emne. "Det går faktisk helt vildt godt" sagde Seb ironisk. Min mor sukkede og kiggede sympatisk på Seb. "Jeg er så ked af det" sagde hun og rejste sig op. "Jeg vil gøre alt. Jeg vil få mig et arbejde, og jeg vil tjene en masse penge, så vi kan komme væk herfra... Så vi kan blive en familie igen." sagde hun og tav. "Det lyder godt mor, men vi har det faktisk fint her. Vi har venner her og bare rolig, vi ryger eller drikker ikke, hvis du nu skulle blive bekymret og spørge" sagde Seb surt. "Seb!" sagde jeg og hævede stemmen. "Hvad?! Hun kan ikke bare komme og tro, at det hele vil blive okay. Hun ved slet ikke, hvad vi har været igennem. Hun ved ikke, at vi var nødt til at bo hos 5 forskellige plejefamilier, som slog os, at vi selv skulle arbejde for, at kunne få morgenmad fucking hverdag, S! Hun ved ikke en skid, og jeg køber ikke en fucking skid af det der bullshit!" råbte Seb og forsvandt ud af hoveddøren. "Seb!" råbte jeg, men han var allerede væk.


Min mor og jeg sad og snakkede i køkkenet resten af dagen, og jeg havde virkelig savnet de tider, hvor vi havde snakket om pigeting. "Hvor bor du henne?" spurgte jeg så. "Jeg bor hos en af mine gode venner tilbage fra folkeskolen." sagde hun. Jeg nikkede. "Okay, godt" sagde jeg og rejste mig. "Jeg vil ikke være ond eller noget, men jeg vil gerne finde Seb, og klokken er ved at være mange, så jeg synes du skal gå." sagde jeg og åbnede hoveddøren. "Ja. Jeg forstår." sagde hun og nussede mig kort på armen, hvorefter hun forsvandt ud af døren.


Efter lidt tid, hvor jeg havde prøvet, at komme i kontakt med Seb, valgte jeg at gå ud og lede efter ham. Jeg tog min hoodie på og mine slidte converse, tog min mobil i lommen, låste døren til lejligheden, og så gik jeg. Imens jeg vandrede rundt i gaderne prøvede jeg at ringe til Seb igen. Han svarede ikke, og klokken var ved at blive rigtig mange, så jeg begyndte at blive bekymret. "Fuck. Seb." hviskede jeg surt for mig selv og kiggede mig rundt. Det var mørkt nu, og jeg kunne ikke rigtig se noget, selvom der var nogle gadelygter hist og her. 


Jeg gik hen på skolen, og råbte hans navn flere gange, men ingen svar. Derefter ringede jeg til Jess. Det var næsten midt om natten, så jeg ville ikke være overrasket, hvis hun ikke tog den. "S? Hvad fuck?" lød det i den anden ende. "Jess! Please kom og hjælp mig! Seb er væk, og jeg kan ikke komme i kontakt med ham!" nærmest råbte jeg, fordi jeg var ved at miste tålmodigheden. "Okay, hvor er du?" kom det træt fra Jess. "Jeg er på skolen" sagde jeg og sukkede. "Okay. Jeg er der om fem minutter" sagde hun og lagde på. Oh my. Fordi jeg var træt og mine ben gjorde så sindssygt ondt, faldt jeg sammen på skolens pareringsplads. Shit, hvad nu, hvis Seb er kommet noget til og ligger et eller andet random sted?! Jeg kunne slet ikke bære det. Bare tanken om, at Seb var kommet noget til. Jeg blev helt ked af det, og jeg begyndte langsomt at snøfte. 


Pludselig kunne jeg høre nogle råbe mit navn. "Sabrina?" kom det forpustet fra Jess, som kom løbende. Da hun var ankommet, havde jeg siddet og grædt. "Hey! Hvad sker der?" spurgte hun og satte sig ned til mig. "Det hele er fucked up Jess" græd jeg. "Hey hey! Fortæl mig, hvad der er sket? Hvorfor er Seb forsvundet?" spurgte hun og nussede mig på ryggen. "Min mor kom i dag. Hun er blevet løsladt. Seb er så sur på hende, og da hun begyndte at snakke om, at hun ville få os alle væk herfra, så vi kunne blive en familie igen, så flippede han og skred, og jeg har ikke hørt fra ham siden." græd jeg.
Jess og Mia var de eneste udover Seb, der vidste, at vores mor havde været inde og sidde. "Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før? Så kunne vi måske have gjort et eller andet" sagde Jess og gav mig et kram. "Jeg ved det ikke. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre." sagde jeg fortabt og snøftede. 


Jeg var endelig holdt op med at græde, og Jess havde prøvet at ringe til Christopher hendes halvbror, som var på alder med Seb, og som var en af dem, som Seb plejede at hænge ud med. Vi stod begge og ventede på at Christopher skulle tage den, og pludselig gav det et set i Jess. "Chris! Er Sebastian hos dig? Ham den høje mørkhårede" spurgte Jess desperat. "Okay. Okay! Jer ses!" sagde Jess og lagde på. "Chris siger, at han er hos ham, men han er fuld" sagde Jess. "Arhg fuck" sagde jeg. Seb plejede aldrig at blive fuld. Han var den ansvarsfulde af os, og han holdt altid hovedet koldt. Det var først nu, at jeg opdagede, hvor meget det med vores mor, fyldte i ham.


Jess og jeg løb hjem til Christopher, og vi kunne tydeligt høre, at der var fest, for musikken var sindssygt høj. Vi bankede på, og Christopher åbnede døren. "Hey sissy" sagde Christopher og smilede. "Hey... Øh?" sagde han og kiggede på mig. "Sabrina" svarede jeg og mistede tålmodigheden. "Hvor er Seb?" råbte jeg, for at overdøve musikken. "Kom" sagde Christopher og hjalp os igennem mængden af de mange mennesker, som stod og dansede rundt omkring. Christopher standsede og åbnede en dør, som viste sig, at være ind til badeværelset. Jeg gik ind og kiggede mig om, for badeværelset var ret stort. Pludselig fik jeg øje på Seb. Han lå i badekaret. Jeg løb over til ham og ruskede forsigtigt i ham. "Oh my God! Seb! Kan du høre mig?" råbte jeg, men han gjorde slet ikke noget. Jeg var i sådan en 'paniksituation'. "Please ikke være død" græd jeg. Jeg ved godt, at det måske var en overdrivelse, men hvad fanden? Jeg lagde mit hovedet over hans hoved, for at høre om han træk vejret. Det gjorde han. Heldigvis. 
Jeg havde aldrig selv været fuld, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med Seb. "Christopher? Tror du vi skal ringe efter en ambulance?" spurgte jeg. "Nej nej. Han skal bare hjem og sove og sørg for, at han har noget, som han kan kaste op i. OG, prøv at give ham noget vand, når I kommer hjem, det vil hjælpe ham meget." sagde Christopher. "Okay" sagde jeg og tog fat i Seb. Jess hjalp mig med, at få ham op fra badekaret. "Hey tag min bil" sagde Christopher og gav Jess sin bilnøgler. "Tak, bro" sagde hun, og det lykkedes os at få Seb ind i bilen. Jess kørte bilen. "Øhh? Hvor bor I?" spurgte Jess pludselig. Shit. Selvom jeg havde fortalt hende om min mor, havde jeg aldrig fortalt hende, hvor jeg boede. "Shit, okay kør den vej" sagde jeg og sukkede. Jeg kunne se på Jess, at hun blev en smule forvirret. Vi var næsten hjemme. "Okay, så drej ind her" sagde jeg og pegede ind mod min gade. Jess drejede ind, men hun kiggede på mig med bekymrende øjne. "Det er her" sagde jeg og pegede. Jess stoppede bilen og hjalp mig med Seb. Jeg fandt nøglerne til lejligheden og låste op. "Okay, denne vej" sagde jeg og guidede Jess gennem den lille lejlighed. Vi lagde Seb på sin seng, hvorefter jeg tog en dyb indånding. Jeg stillede en balje ved siden af sengen, samt et glas vand. Derefter forsvandt Jess og jeg ud i køkkenet. "Er du sulten?" spurgte jeg. Jess rystede på hovedet. Vi satte os ved køkkenbordet og her var helt stille. 


"S?" kom det pludselig fra Jess. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du bor her?" spurgte hun. Jeg træk på skuldrene. "Hvorfor tror du? Hvad ville du gøre, hvis du boede i lille lejlighed her? Ville du bare sige, når jamen kom med mig hjem efter skole. Oh, og bare rolig pusherne kommer først i nat" sagde jeg ironisk og irriteret. "Undskyld. Jeg er bare bekymret for dig" sagde Jess og smilede sympatisk. "Jeg siger også undskyld. Det er min egen skyld" sagde jeg. Jeg havde det simpelhent så dårligt. Jeg havde det dårligt, jeg var træt og sulten. "Det er ikke din skyld" sagde Jess, rejste sig og gav mig et langt kram. Hvor var jeg dog taknemlig for at have en veninde som Jess. 
"Du må gerne køre hjem." sagde jeg. "Nej jeg kan godt blive" sagde Jess. "Nej, vi skal nok klare det, vi ses i morgen" sagde jeg. "Okay, men ring til mig, når du vågner" sagde Jess. "Det skal jeg nok. Tak for hjælpen". "Det var så lidt" sagde Jess og satte sig ind i bilen og kørte hjem. 


Jeg gik ind og låste hoveddøren. Jeg gik ind til Seb, som stadig lå helt stille og sov. "Seb?" sagde jeg stillede og nussede ham i håret, som var helt fedtet. Jeg fik pludselig et lille chok, da Seb pludselig begyndte at hoste. Han var vågen. Jeg tog baljen og holdte den, for under få sekunder rejste Seb sig svagt op og kastede op. Jeg holdt ham og nussede ham på ryggen. Jeg fandt en af Sebs t-shirt og tørrede ham om munden. "S?" sagde Seb pludselig. "Seb? Jeg er her" sagde jeg og tog ham ind i et svagt kram. "Undskyld. Jeg er den værste bror i hele verden" sagde han og snøftede. Han græd. "Det er okay. Det hele skal nok gå" sagde jeg og prøvede ikke også at græde. Det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. "Det hele skal nok gå. Bare du er okay" græd jeg stille. Sikke noget lort, vi var endt i. 


Det var andet kapitel :)
Hvad vil der ske med Seb og Sabrina, og hvad med deres mor? Kommer hun tilbage?
Jeg håber virkelig, at I kan lide historien indtilvidere <3
Knus, Soph

 

 

 


 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...