Criminal Minds | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Sabrina Andrews på 17 år bor alene med sin storebror Sebastian på 20. De bor i en lille lejlighed, i en lille revne i Los Angeles' fattige kvarter og prøver at få hverdagen til at fungere. Deres mor blev taget for at handle med stoffer og blev fængslet i 2 år.
Uden rigtig at følge med er tiden inde til, at Sabrina og Sebastians mor skal løslades, og deres liv bliver vendt på hovedet. Men det skal da nok gå, ik? - Find ud af det i "Criminal Minds"

[Justin er ikke kendt]

15Likes
5Kommentarer
1581Visninger
AA

2. Kapitel 1. - Velkommen hjem mor...

 

Sabrinas synsvinkel

"Sebastian! Ta' den så!" hviskede jeg vredt ind i mobilen. "Hey Sabrina? Hvad så?" kom det endelig fra Sebastian. "Hvad laver du? Jeg har ringet til dig fucking mange gange!" sagde jeg. "Sorry sis, jeg er sammen med gutterne" svarede han, og jeg kunne høre en masse grin i baggrunden. "Jamen hvornår kommer du hjem?" spurgte jeg. "Jeg ved det ikke, men bare rolig, jeg skal nok ringe" sagde Sebastian og lagde på. "Svin" sagde jeg bare, og satte mig ind på mit værelse. Sebastian var aldrig hjemme. Efter at han var kommet ind i en vennekreds og var blevet populær, havde han brugt alt hans tid sammen med dem og bare efterladt mig. Jeg har også venner, men jeg er ikke sammen med dem 24/7. 

Klokken var mange, og jeg var rigtig træt, så jeg valgte at gå i seng. Det var alligevel en skoledag i morgen så hvorfor ikke? 


Næste dag vågnede jeg, da min alarm lød. Jeg stod op, tog noget tøj på og gjorde mig klar, spiste nogle cornflakes, børstede mine tænder og afsted i skole med mig. Jeg gik ud på fortorvet og skyndte mig væk. Jeg ville ikke risikere at nogle fra skolen så mig her. Ja, lad os bare sige, at jeg ikke er stolt af, hvor jeg bor. 

Jeg kom væk fra mit nabolag og ud på de normale gader. Jeg gik nogle blokke længere, og jeg kunne se min skole. Jeg fik øje på Jess og Mia mine veninder, og jeg løb hen til dem. "What's up bitches" sagde jeg. De grinede bare, og vi gik ind. Dagen gik som sædvanlig, men jeg ville egentlig bare have weekend. 
Den sidste time var ovre, og jeg stod og pakkede min taske, da Tyler kom over til mig. Jeg havde et stort crush på Tyler, og han havde endelig fået øjnene op for mig. "Hey S" sagde han og smilede, så hans ene smilehul tittede frem. "Heey" sagde jeg og gengældte smilet. "Kommer du hjem til mig i aften?" spurgte han. "Ja, jeg skal nok skrive, når jeg kommer" sagde jeg. "Okay fedt. Så ses vi S" sagde han og forsvandt. 

Jeg fik pakket mine ting, og jeg var på vej hjem. Jeg kiggede mig omkring, inden jeg drejede ind til mit nabolag. Da jeg endelig stod foran døren indtil lejligheden fandt jeg mine nøgler, men døren blev åbnet. "Sebastian!" sagde jeg chokeret. Han plejede aldrig at være hjemme denne tid på dagen. "Hvorfor er du hjemme?" spurgte jeg og trådte indenfor. "Jeg blev ringet op" sagde han koldt. Jeg rynkede mine bryn. "Mor kommer hjem" sagde han med tomme øjne.

Min hjerte gik i stå. "Hvad?!" råbte jeg. "Allerede? Jamen, hvad gør vi? Hun kan ikke bo her" sagde jeg og begyndte næsten at græde. 
Jeg havde ikke set min mor i over to år eller næsten hele mit liv, da hun altid havde været påvirket og fuld sammen med sine såkaldte venner. Jeg holdt virkelig meget af min mor, og det hele var perfekt, men da min far skred, forsvandt verden for hende. Derfra gik det bare ned af bakke, og Sebastian overtog forældre rollen. 


Resten af dagen lå jeg og spekulerede over, hvad der nu ville ske. Ville hun bare flytte ind hos os, eller skulle hun bo et andet sted? Ville hun bare blive smidt på gaden? Alle mulige tanker fløj rundt i hovedet på mig, og jeg var ved at blive sindssyg. Jeg håbede selvfølgelig på det bedste, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på alle de negative ting angående situationen. Ville hun bare falde tilbage i gamle vaner, eller ville hun komme ud og starte forfra og få et normalt arbejde, så hun kunne forsørge os? Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. 
Hun ville blive løsladt i morgen, og Sebastian havde lovet mig, at tage derud i smug for at se, hvem der ville komme for at hente hende. 

* * *

Det var nu lørdag, og jeg vågnede ved lyden af Sebastian. "Sabrina? Jeg går nu. Er du sikker på du ikke vil med?" spurgte han. Jeg satte mig træt op. Jeg kiggede på Sebastian og nikkede. "Vent, jeg skal lige have noget andet tøj på" sagde jeg og rejste mig fra sengen. "Okay, men skynd dig, vi skal være der inden kl. 12" sagde Sebastian og forvandt ud i køkkenet. Jeg tog tøjet på fra i går, børstede mine tænder, redte mit hår og løb ud til Sebastian. Vi havde ingen bil, ingen cykel. Kun Sebastians skateboard, og mine lange, hurtige ben. Jeg havde taget min mobil med mig, og vi skyndte os mod politistationen.

Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg tog med. Jeg ville gerne se min mor igen, men på en måde, havde jeg det godt nu uden hende. Sebastian, ja jeg ved ikke, hvordan han havde det med det, men han prøvede vel bare at gære det rigtige, for at passe på os.


Vi nåede politistationen, og vi gemte os bag ved hegnet, hvor man lige kunne kigge igennem for den tætte busk. Pludselig gik døren op, og en politimand kom gående med en mørkhårede kvinde. Det var hende. Hun så helt anderledes ud. Helt rask, ren og flot. Jeg skulle lige til at sige noget, da Sebastian tog fat i mig. "S, nej!" hviskede han. Jeg sukkede bare og gik tilbage bag hegnet. Pludselig fik vi øje på en sort Porsche. Den drejede ind på pladsen og parkerede lige foran politimanden og min mor. Det var en mand, der steg ud. De stod alle og snakkede i et par minutter, hvorefter min mor og manden steg ind i Porschen. Porten ved siden af os gik op, og vi skyndte os at løbe væk. De skulle ikke se os. Vi løb om bag en container, og gemte os, indtil de var kørt væk. Da Porschen endelig var ude af syne, rejse vi os op, og begyndte at gå hjemad.


Der var helt stille på hjemturen. Det havde aldrig været mere akavet mellem Sebastian og jeg, som det var der, men pludselig afbrød Sebastian stilheden. "Hvad tænker du på?" sagde han og kiggede på mig. Jeg træk lidt på skuldrene og tav. "Jeg tænker ikke på noget. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre?" sagde jeg og mente det. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad der skulle ske nu. Sebastian kiggede ned. "Vi skal bare leve vores liv, som om mor slet ikke var blevet løsladt. Vi skal ikke lade hende ødelægge vores liv, bare fordi hun fuckede ting op" sagde Sebastian og lagde en arm om mig. Jeg nikkede. Nu måtte vi bare se, hvordan prøv-at-undgå-mor ville gå, og så måtte vi tage den derfra.


Næste dag vågnede jeg kl. 12. Jeg havde virkelig brug for den søvn. Jeg stod op, og gik ud i køkkenet, hvor jeg blev mødt af en meget træt Sebastian. Han lå over spisebordet med en masse papirer spredt ud over det hele. "SEB?" råbte jeg, og Sebastian fór op fra bordet. "Arh!" skreg han. Jeg grinede i et stykke tid, men stod så bare og kiggede bekymret på ham. "Seb? Hvad tænker du på?" spurgte jeg så. Ligesom mig igår, træk han på skuldrene og sukkede. "Jeg vil bare gerne have, at vi har det godt, om vi så har en mor eller ej" sagde han og tog sig til hovedet. Jeg kunne se, at han blev frustreret. "Hey. Seb." sagde jeg og satte mig ved siden af ham og nyssede ham på ryggen. "Vi klarer det. Vi skal nok klare det" sagde jeg. Seb tog mig ind i et kram, og så sad vi der i et stykke tid. "Er du sulten?" spurgte jeg. Seb nikkede. "Godt, så laver jeg lige noget morgenmad til os" sagde jeg og fandt en pande og nogle æg frem. Jeg kunne ikke rigtig lave så meget mad, men jeg kunne de 'nemme retter'. Jeg klækkede to æg ud på panden, og pludselig ringede det på døren. "Jeg åbner" sagde Seb og gik.

Jeg kunne høre døren blive åbnet, og jeg blev mere og mere nysgerrig, så jeg skruede lidt ned for komfuret og gik selv derud, og jeg blev mødt af et kendt ansigt. "Mor?". 
 

Jeg håber virkelig, at I kunne lide kapitlet, selvom det var lidt kort :)
Knus, Soph 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...