If They Only Knew - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Niall og Melody har stået sammen gennem alt: Melodys dramatiske fortid, Nialls ulykke, utroskab og kidnappelse. Ingen havde troet at noget så uskyldigt som et barn og et opkald, skulle splitte parret ad.
Melody forlod Niall med deres søn under armen og igennem Melodys bror, Harry, bliver alle aftaler omkring Alexander lavet. Men da Harry pludseligt får travlt, træder Liam til. Deres bånd har altid været tæt, men pludseligt ændre alt sig og Melody kaster sig ud i et forhold med Liam. Men intet varer evigt og jalousien blusser op, da Niall finder ud af det. Melody må desværre erkende, at hun endnu ikke er ovre ham, men de voksende følelser for Liam får hende til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad hun føler for Niall. Nu står hun fanget mellem 2 mænd, der vil gøre alt for at få hende. Uanset hvad er det nogen, der bliver såret og bånd bliver brudt til det punkt, hvor de ikke kan fikses.
//Dette er 4'eren til If I Could Fly

38Likes
22Kommentarer
4810Visninger
AA

2. Prolog

Han kiggede på mig, da jeg dukkede op i døråbningen. Min læbe bævrede så jeg bed så hårdt ned, at jeg kunne smage jern.

“Niall.” Min stemme var blot en rystende hvisken og han rejste sig fra sofaen. Han så på mig med et smertende blik, som fik mig til at slå øjnene i gulvet. Hans smukke smil var falsk, men han holdte det oppe. Hans øjne var fulde af panik.

“Det er en joke. Du joker. Det her er ikke vores farvel.” Jeg måtte nive mig selv diskret på håndleddet for, at få mig til at fokusere. Jeg så op og mødte hans blik.

“Det ikke en joke. Jeg kan ikke mere…”

“Mel-” Nej. Han måtte ikke sige noget. Det ville jeg ikke kunne klare.

“-Hvad hvis jeg sagde, at jeg ikke elskede dig mere?”

“Så ville du lyve.” Han havde ret, jeg ville lyve. Alligevel spredte mine læber sig.

“Jeg lyver ikke,” hviskede jeg. Niall knyttede hånden kort for derefter, at lade den falde slapt ned af siden. Jeg kunne se i det i hans øjne; opgivelsen.  Han kunne heller ikke mere.

Der lå en kort stilhed hen over os, mens Nialls så lettere tænksom ud.

“Det var altid meningen at vi skulle sige farvel, var det ikke?” Han snakkede med en form for ømhed i stemmen.

“Jo. Det tror jeg.” Vi kiggede lidt på hinanden. Han brød stilheden få minutter senere.

“Jeg elskede dig, at du ved det.” Elskede? Så han elskede mig ikke mere.

“Det ved jeg.” Jeg nikkede for mig selv. “Det ved jeg.” Jeg tog fat om min kuffert og kastede et blik over skulderen.

“Jeg elskede også dig.” Det gør jeg stadig.

“Vi skal finde ud af alt med Alexander,” sagde han og stoppede mig. Det var ikke vigtigt lige nu. Han skulle bare lade mig gå. Jeg strammede grebet om kufferten.

“Ja - Harry har sagt han gerne vil hjælpe.” Jeg så på ham. Man kunne se det i hans ansigt; han ville ikke kunne klare, at se mig gå.. Derfor sendte han mig et sidste kærligt blik, før han vendte sig og gik. Det gjorde ondt. Men jeg havde brug for det her.

 

♡♡♡

 

Han knælede foran mig.

“Gift dig med mig,” sagde han og faldt nærmest over ordene. “Alt andet vil være ligemeget, så længe jeg har dig.” Jeg græd. Mit hjerte skippede nogle slag, da jeg lagde min hånd på hans kind.

“Du er alt det jeg nogensinde ville have.” Jeg kærtegnede hans kind og druknede i hans øjne. Druknede..

Jeg havde altid troet at jeg kunne svømme i hans øjne for evigt, men nu blev jeg i tvivl om jeg ikke bare druknede i dem.

“Nej.”

 

Mine øjenlåg fløj op og jeg gispede, mens jeg kæmpede mig op af sengen. Mit hjerte ræsede og tårerne flød ned af mine kinder, som et vandfald.

“Hvad sker der? Er det et mareridt? Jeg troede de var stoppet?” Ellen kom flyvende ind og holdte om mig, mens jeg gispede efter vejret. Hun rokkede mig roligt fra side til side og mumlede lavmælte ord, indtil jeg fik styr på min vejrtrækning.

“Det var ikke et mareridt,” hiksede jeg og mærkede tårerne komme tilbage. “Eller jo måske var det.. Det var sådan en dejlig drøm men..” Jeg stoppede og lagde hånden flat hen over mit hjerte. “Jeg er okay.”

“Er du sikker?” Ellen strøg mig over håret og så en smule skeptisk på mig. Jeg nikkede og pustede lidt ud.

“Det okay at indrømme, at du er ked af det,” sagde Ellen. Jeg bed mig i læben og kastede et blik til side, hvor Alexander lå og sov fredeligt. Jeg strøg ham over det fine lag hår, der dækkede hans hovede. Han lignede sin far så utroligt meget, men han havde helt klart nogle af mine træk. Det faktum at han nu var lige over et år gammel var skræmmende.

“Du elskede Niall-”

“-ikke sig hans navn,” bed jeg, men fortrød straks. “Undskyld.” Hun smilede bare svagt.

“Du elskede ham. Og det er okay, at du er ked af det. Men Melody det er 4 måneder siden.”

“Det bare svært.”

“Selvfølgelig er det svært,” sagde hun og smilede stort. “Det er ikke meningen at det skal være nemt. Men det er på tide at komme videre, Darling.” Jeg nikkede og ignorerede mit hjerte skippe lidt, da hun kaldte mig Darling. Det bragte minder med sig. Alexander begyndte at rykke uroligt på sig.

“Shh.” Jeg lænede mig lidt til siden og ind over ham, så jeg kunne kysse ham i panden. Jeg var helt utroligt forelsket i min søn. Ellen klappede mig på benet.

“Få noget tøj på og kom nedenunder.” Hun rejste sig og rettede på sin skjorte. “Jeg sætter Alexanders mad frem og smutter over i stalden.”

“Tak.” Jeg sendte hende et taknemmeligt smil. “Er Christian stadig ude?” Ellen nikkede og svarede mig kort, før døren lukkede bag hende.

“Han er stadig hos Jonas, men han kommer hjem til middag.” Jeg smilede svagt. Christian havde alt for travlt med venner til, at hænge ud med hans nørdede storesøster. Tænk at han lige var blevet 11 - faktisk lige præcis for 15 dage siden. Jeg skyndte mig ud på badeværelset og tændte for vandet, før jeg lige dobbelttjekkede, at Alexander stadig sov trygt. Det var så heldigt, at hvis jeg lod badeværelsesdøren stå åben, så kunne jeg godt ane ham ligge på min seng. Det gjaldt bare om at gøre mig hurtigt klar, før han vågnede og havde brug for samme tur. Da jeg var færdig viklede jeg et håndklæde omkring mig og et omkring mit hår, før jeg fandt Alexanders lille badekar frem, som jeg fyldte med vand.

“Godmorgen, baby.” Jeg nussede ham på maven og han slog sine smukke, blå øjne op. Hurtigt fik jeg ham op på min hofte og gav ham samme tur i badet, før jeg gav os begge tøj på. “Skal du hjem til far i dag?” Spurgte jeg ham pjattet og tog ham med nedenunder, hvor Ellen rigtigt nok, havde sat hans mad frem.

“Dar.” Fik han  ud og jeg smilede, da jeg placerede ham i højstolen. Jeg fløj til London i aften, fordi Niall ikke havde set sin søn siden den aften, hvor vi slog op. Og Harry havde ikke set sin nevø og min mor havde ikke set sit barnebarn. Og Gemma.. Yeah you get it. Men i hvert fald ville jeg tilbringe lidt tid hos min mor, så Harry ville komme og hente Alexander, og bringe ham til Niall et par timer. Jeg havde ingen intentioner om at se Niall, i hvert fald ikke i langt tid ud i fremtiden, men derfor havde han ret til at se Alex. Et ynkeligt forsøg på co-parenting, hvor min bror måtte være budbringer med alt vores kommunikation. Jeg kunne bare ikke se Niall. Jeg var ikke nået så langt endnu og det var ikke til at sige, hvornår jeg var klar. Alexander blev placeret i hans lille ‘gård’ hvor han kunne gå rundt. Han var begyndt at gå, en smule usikkert, men nok til at han rev alt ned han kunne komme til, så derfor havde jeg en lille indhegning til ham. Jeg betragtede ham bare smilende. På trods af alt smerten, så var min søn den bedste afledning.

  Ihh, hvor jeg er spændt på at komme igang. Jeg mangler lige min sidste eksamen/afgangsprøve-ting, og så kan jeg fokusere på at skrive. Glæder i jer? Jeg glæder mig i hvert fald til endnu en rutchebanetur med Niall og Melody. Husk at smide et like og alt det der ;P Og lad mig høre; hvad forventer i? Jeg elsker at høre jeres ideer.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...