If They Only Knew - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Niall og Melody har stået sammen gennem alt: Melodys dramatiske fortid, Nialls ulykke, utroskab og kidnappelse. Ingen havde troet at noget så uskyldigt som et barn og et opkald, skulle splitte parret ad.
Melody forlod Niall med deres søn under armen og igennem Melodys bror, Harry, bliver alle aftaler omkring Alexander lavet. Men da Harry pludseligt får travlt, træder Liam til. Deres bånd har altid været tæt, men pludseligt ændre alt sig og Melody kaster sig ud i et forhold med Liam. Men intet varer evigt og jalousien blusser op, da Niall finder ud af det. Melody må desværre erkende, at hun endnu ikke er ovre ham, men de voksende følelser for Liam får hende til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad hun føler for Niall. Nu står hun fanget mellem 2 mænd, der vil gøre alt for at få hende. Uanset hvad er det nogen, der bliver såret og bånd bliver brudt til det punkt, hvor de ikke kan fikses.
//Dette er 4'eren til If I Could Fly

38Likes
22Kommentarer
5584Visninger
AA

6. Kapitel 3

Den næste morgen løb vi.. Og dagen efter. Og dagen efter. Jeg løb i mit tempo, mens han løb det halve af sit så vi kunne løbe ved siden af hinanden. Jeg hadede at indrømme det, men Liam havde haft ret. Jeg begyndte at nyde det. Vi tog så tidligt afsted, at Alex sov og Anne ikke var taget afsted endnu. Så løb vi lige 3-5 kilometer - mere kunne jeg endnu ikke klare - hvorefter vi skilles, så jeg kunne komme tilbage i bad.

“Åh Gud, stop. Jeg kan ikke mere.” Jeg stoppede op for at læne mig op af et træ. Jeg pustede og stønnede, mens Liam bare så på mig med et grin.

“Jamen okay så.” Han kiggede på sin mobil.  Hvordan kunne han være så rolig. Jeg var ved at dø. “4,5 kilometer. I morgen kan vi måske løbe 6?”

“Take it easy,” grinede jeg og gispede efter vejret. “Er du ude på at slå mig ihjel?” Han lo bare.

“Skal vi til at komme tilbage?” Spurgte han friskt. Han havde tilbudt, at hjælpe med at pakke det sidste ned. Bunken med vasketøj fra sidste uge ligger stadig på gulvet og ser endnu mere ussel ud end i går.

“Det hårdt at være mor,” undskyldte jeg. “Specielt, når Niall har travlt i øjeblikket.”

“Sådan går det jo.” Liam smilede overbærende. “Hvis nu du ordner vasketøjet, så begynder jeg med det der.” Han nikkede mod mit skab. Jeg smilede taknemmeligt.

“Du er en skat.” Over i sengen begyndte Alexander at vågne. “Jeg får bare lige madet ham og så er jeg igang.” Liam nikkede og lavede ansigter til Alex. Jeg smilede af ham - af dem. Alexander nød Liams selskab. Eftersom Harry var begyndt at date en pige, havde Liam taget over for ham. Det ville sige at Liam nu skulle til, at være den der fragtede Alexander mellem Niall og jeg. Det gjorde mig ikke noget. Jeg stolede på Liam. Han havde altid været der for mig, uanset hvad.

Han forstod mig bare...

Det var hyggeligt, at rode op og pakke. Vi endte med at sætte musik på, som vi skrålede med på - selvom jeg virkelig ikke kunne synge. Men det vidste Liam jo efterhånden godt, at jeg ikke havde arvet min kære brors talent. Så dagen var god.. Lige indtil jeg åbnede en lille æske og et sammenkrøllet papir faldt ud.

 

Jeg satte maden over på mit natbord, da jeg godt vidste, at jeg på ingen måde ville kunne få det ned. Jeg kunne høre dem rumstere i gangen og kort efter en dør der smækkede. Igen var jeg omgivet af mine egne tanker. Nialls hivende vejrtrækning. Hans blodplettet trøje og de tomme øjne. Jeg ville så  gerne græde, men jeg var fuldkommen udtømt. Først nu mærkede jeg en brændende tørst i min hals. Mine ben gav efter, da jeg rejste mig op og jeg landede på  gulvet med et bump.  Jeg kom langsomt på benene og tog et par vaklende skridt fremad. Jeg følte at jeg var et barn, der skulle lære at gå. Jeg fik usikkert gået hen til den anden side af sengen, hvor jeg  rodede rundt i natbordsskuffen efter hovedpinepiller. På trods af at jeg ingen tårer havde tilbage, så sved mine øjne stadig, da jeg kiggede gennem Nialls skuffe - specielt da jeg fik øje på et lille stykke krøllet papir.  Den var hans sang. Den han havde skrevet til mig.

 

Jeg havde beholdt sangen. 4 år og jeg havde den stadig.

“Mel.” En hånd lagde sig på min skulder. Jeg hev efter vejret, mens jeg foldede sedlen ud. Det første ord sprang i øjnene på mig, og gav tårerne frit løb. Hurtigt måtte jeg opgive, at læse resten. Første linje fik mig til, at gå helt i spåner. Liam så over skulderen på mig og det gik vidst hurtigt op for ham, hvad det var. Han strammede grebet om min skulder og drejede mig rundt, hvorefter han trak mig ind til sig. Jeg begravede hovedet i hans brystkasse og tog en fast greb om hans trøje. Jeg hulkede ustyrligt og mit ellers gode humør, blev overmandet med en intens sorg. Liam strøg mig over håret, mens han mumlede utydelige ord der burde have en beroligende effekt. Desværre havde det den modsatte effekt.

Jeg burde stå her med Niall. Jeg var simpelthen så forvirret. Det havde været mit valg at smutte, men alligevel stod jeg og stortudede. Jeg fortrød.. Og så alligevel ikke.

“Det skal nok gå, Love.” Han trak sig fra mig og kyssede mig i panden. Så smilede han og tørrede tårerne væk fra under mine øjne med sin tommelfinger. Jeg hev efter vejret og kæmpede mod tårerne. “Hvis du stadig elsker ham så meget, hvorfor forlod du ham så?” Spørgsmålet var så ligetil.

“Ærligt.” Jeg sukkede og tog mig til hovedet. “Så er jeg ikke længere sikker.”

♡♡♡

Jeg stiger ud af sengen. Jeg er nøgen. Jeg får øje på mig selv i figur spejlet på væggen. Mine hænder skælver. Mascara er tværet ud over mine kinder og en flænge pynter min underlæbe. Jeg sætter mig igen i sengen og placeret hovedet mellem mine knæ. Rummet snurrede. Døren gik op og silhuetten af personen får mig til at gispe.

 

Jeg satte mig brat op i sengen og hev efter vejret. Mit hjerte hamrede mod mit bryst, mens jeg fumlede efter stikkontakten. Det var bare en drøm - eller rettere et minde. Det var første gang jeg vågnede op i L’s seng. Der var bælmørkt i værelset, og det gjorde det forfærdeligt svært at finde kontakten. Det var det første gang, at jeg sov i min nye lejlighed og jeg var blot lige ved at lære den at kende.  Endelig rammet min pegefinger den korrekte kontakt og jeg er i et øjeblik blændet. Med bare fødder vandrede jeg gennem de tomme rum, som bare ventede på  at blive dekoreret og videre ind på Alexanders værelse. Jeg havde simpelthen ikke haft tid til at ordne noget som helst, andet end slæbe flyttekasserne herop.. Eller det ville sige at Liam havde slæbt, mens jeg havde heppet på ham og kommet med små motiverende sætninger som; Kom nu Liam din slapsvans, er du mand eller mus?

Han havde bare rullet øjne af mig og bedt mig selv at lette røven, hvorefter jeg uskyldigt lod som om mit håndled gjorde ondt. Jeg smilede ved erindringen.

Alexander sov fredeligt, men det var også midt om natten. Normalt ville jeg tage en midnat snack med Niall nu. Niall… Jeg rystede det af mig. Jeg besluttede mig for en uge siden, at det var på tide at komme videre. Så det prøvede jeg. Liam prøvede at hjælpe mig. Vi tog i byen sammen i weekenden. Der skete ikke det store, men det var hyggeligt. Og min fødselsdag var flot nogle dage væk, så man kunne da håbe det ville blive begivenhedsrigt. Om ikke andet så ville Liam være der, så sjovt blev det garanteret. Liam ville være der. Tanken gav mig en sær følelse i mellemgulvet, som fik et fjoget smil til at brede sig på mine læber. 

 

​Et lille kort kapitel Jeg lover det nok skal blive bedre xD 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...