"We accept the love, we think we deserve"

"We accept the love, we think we deserve"
- The Perks of Being a Wallflower.

Løst inspireret af mit virkelige liv og de mennesker jeg er stødt på.

Jeg skriver kun sent om aftenen mens jeg lytter til "Gone" af Jack & Jack.

Feedback både positiv og kritisk, er mere end velkommen.


0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

2. Andet Kapitel

Da sneen begynder at falde et par dage senere, beslutter jeg mig for at tage i skole igen. Imens jeg venter på bussen lader jeg igen cigaretterne holde mig varme. Med min frie hånd i lommen skruer jeg en smule op for musikken og lader den fylde mig, så jeg for en stund kan glemme kulden og de fygende snefnug omkring mig. Da jeg endeligt træder ind i varmen smyger jeg mig imellem menneskene og fanger en fri plads ved vinduet. Med det ene ører lytter jeg uinteresseret til et par 1.g’ere foran mig. Da jeg kan se at vi nærmer os skolen lader jeg igen musikken fylde mig og træder ud af bussen. Han når lige at gribe fat i min arm, så jeg undgår at træde ud foran en cykel i høj fart. Imens jeg genvinder balancen kigger jeg på hans hånd der stadig har om min overarm. Hans lysebrune ruskindshandske står i stærk kontrast til min mørke jakke. Vores øjne mødes og jeg lader den iskolde luft skære i mine næsebor. Luften er varm allerede inden den når ned i mine lunger. Mine læber skilles og jeg kan smage luften omkring os med mit næste åndedrag. Lakrids. Han tygger videre og flasher et smil, da han igen slipper min arm. Jeg får fremstammet et tak og begynder at gå ned mod skolen. Jeg kan mærke hans tilstedeværelse bag mig, mens musikken flyder gennem mit hoved.

 

Hendes læber bevæger sig hurtigt uden pause, ingen frisk ilt når hjernen mellem ordene. Ilten giver ordene luft og mening, uden er de tomme. Hun er ikke uintelligent, bare uinteressant. Alligevel stirrer jeg på hendes læber, nikker, ryster på hovedet. Da læreren begynder at starte dagens undervisning lader jeg blikket vandre rundt i lokalet. Den tomme bløde lyd af sne der falder mod ruderne overtager for kvinden ved kateteret. Ham den splejsede kommer med en kommentar der får de andre til at le så læreren bliver helt forfjamsket, og jeg bliver slået ud af min trance. Jeg kan mærke hans øjne i nakken, imens jeg vender mig rundt. Smilet slår mit hjerte ud af takt. Mit blik springer på et splitsekund til noget længere tilbage i lokalet. Inden jeg igen lader blikket falde på det blonde hår der i dag er gemt under en hue. De lyse blå øjne er fast fokuseret på tavlen, men afgiver alligevel varme og energi ud i rummet.

Lyden af tasker der åbnes, dump af bøger der lukkes og pakkes væk, fylder lokalet. Jeg stopper hurtigt min computer ned i det bagerste rum i tasken og smider den i over skulderen i samme bevægelse som jeg rejser mig op og svinger stolen rundt og op på bordet. Ude på gangen sætter jeg farten ned til en slentren, stikker hånden i lommen og fisker min telefon op af lommen. Displayet er tomt, billedet af hende den lækre model, titter frem fra baggrunden. I et forsøg på at bekæmpe trangen til at kigge mig over skulderen, låser jeg telefonen op og hopper mellem mine forskellige apps, liker billeder. Jeg standser brat og kigger op, håber at jeg ligner en der kommer i tanke om et eller andet. Jeg vender rundt og går tilbage af gangen med raske skridt.


Han sidder stadig på sin plads, og gør ingen mine til at pakke sammen da jeg åbner døren og smutter ind. Jeg smiler kort da vores blikke mødes.

                      Har du glemt noget?

Jeg ryster på hovedet og lader mig falder ned på en af de stole der ikke er blevet sat op. Med et skuldertræk og et flygtigt glimt i øjet vender han tilbage til skærmen foran ham. Varmen begynder i den yderste del af min storetå, smyger sig som en steppebrand op af mit ben. Lige inden varmen når mit skød åbner jeg munden, lukker en smule damp ud. Hans blik fanger mit i sammen sekund det forlader skærmen.

                      Jeg…

                      Øhhm…

                      Kender du PRIVATE?

Han løfter det ene bryn.

                      Er det et band eller sådan noget?

Jeg nikker og kigger rundt i lokalet.

                      Ja!

                      Eller…

                      Ikke rigtigt mere, men en af mine venner er med i et band…

Lyden af tasterne fylder rummet, men bliver hurtigt overtaget af musik. Hans hoved nikker i takt med beatet, han åbner øjnene.

                      De er fede!

Jeg smiler, skubber fra på bordkanten og ruller tættere på. Selvom hans mund i øjeblikket er tom, kan jeg med det samme lugte lakrids.

                      Min vens band spiller en coverkoncert i morgen aften…

Sangen slutter. Han nikker og kigger ned, min ene hånd kører febrilsk mit armbånd rundt om mit håndled. Jeg stopper med det samme og sætter mig på mine hænder. Han smiler for sig selv. Jeg kan mærke varmen igen, denne gang i mine kinder.

                      Jeg skal arbejde til klokken 19, men jeg kan hente dig bagefter…

Mit hjerte hopper et slag over og jeg læner mig tilbage i stolen. Han smiler imens han roder i de papirer der ligger på bordet. Jeg skriver mit nummer på et hjørne af hans engelsk opgave. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...