Opgøret


0Likes
0Kommentarer
86Visninger

1. Opgøret

Jeg havde virkelig dårlig samvittighed, da han slet ikke vidste, at jeg havde set, hvad han lavede inde på det hemmelige værelse.

Jeg sad med perler og snor, da han kiggede ind til mig, jeg sagde ingenting til ham.
Det faldt mig lige pludselig ind, at han ville snakke med mig, men jeg blev bare, hvor jeg var.
Han så på mine perler og min enkelte snor, han sagde ikke noget, men kiggede mistænksom på mig.
Men han gik hurtigt igen.

Dagen havde ikke lige frem været den bedste, men min mor kunne altid gøre den til verdens bedste dag, ved bare at smile til mig, hun var måske bare en kvinde i andres hoveder, men for mig var hun en stjerne, der altid kunne redde dagen.

Jeg var 7 år gammel, så jeg hende sidst, jeg fik aldrig at vide, hvad der skete med hende.
Jeg havde aldrig tænkt over, hvor hun var, jeg havde bare lært, at leve uden hende.
Hver dag, da jeg var mindre og havde en dårlig dag kiggede jeg altid på dette billede, hvor vi smilede til hinanden.
Men tiden havde altså ændret sig, jeg havde brug for hende, da jeg var lille, men nu har jeg ham.
Han var ikke lige frem den, skarpeste kniv i skuffen, det vidste alle.

Jeg havde været inde på det hemmelig værelse, hvor der var et kæmpe skilt. På skiltet stod der  Cecilie må aldrig komme ind i dette rum. 
Dagene gik og jeg have været inde på værelset igen, men denne gang var det, hvor han holdt møde med nogle meget mærkelige mennesker.

Jeg sad bag chatollet, mens jeg så noget, jeg aldrig havde set, værelset lyste op i flere forskellige farver.
Og en kæmpe sort sky rejste sig fra gulvet.
De stod fire personer med noget over hovedet undtagen ham, men Jeg vidste ikke, hvor den kæmpe sky var kommet fra.

                                                                                                                                                                                                                                                 
                                                   


Lige pludselig trådte hunløven ind i rummet, hun havde noget på hovedet, noget der mindede om en krone. Jeg kunne ikke selv se hvad det var, Jeg var alt for langt væk.
Hun kom nærmere.  Hunløven satte sig lige foran mig, hun åbnede chatollet og så mig heldigvis ikke, jeg holdt vejret. 

Hunløven havde en sort trøje på og noget krøllet  hår, det så ud som om, at hun lige havde været i bad. Hun havde en hånd af stål, hun tog nået fra chatollet, hun kiggede det nøje i gennem,  hun kiggede over på den kæmpe sky, der var kommet op fra gulvet. 
Hunløven rejste sig og gik over til de sorte mænd, de sorte mænd tog hånden op til hovedet .
Hun gik rundt om dem, de stod i en ring om den kæmpe sort sky.
Ligepludselig skubber, hun alle mændene ind i den kæmp sorte sky, men undtagen ham, der ikke havde noget over hovedet.
Han kiggede noget på hunløven, de sagde ingenting til hinanden.

Hunløven smilede til ham, han smilede sikkert tilbage til hende. 
Skyen forsvandt, de gik tæt på hinanden.
De stod helt tæt, jeg havde ikke tænkt så langt, indtil jeg havde sammenlignet hende med min mor, som havde været væk i flere år, var måske kommet tilbage.

De snakkede, men snakkede meget højt, jeg kunne høre, at de havde nævnt mit navn, da de var gået ud af værelset, listede jeg mig forsigtigt ud, men de stod lige udenfor, deres øjne blev enorme, da de så mig.
Jeg gik Som om, jeg ikke havde set dem. De stoppede mig ikke, men kiggede bare meget mærkeligt.
Jeg gik ind og sad på værelset igen, men nu komme de ind, de spurgte mig ikke om, hvorfor jeg havde været der inde. 
De satte sig ved siden af mig, de kiggede på mig, men jeg kiggede ikke på dem.

Jeg sad med  billedet af min mor, jeg sammenlignede hunløven med min mor, og det lignede hende meget, hunløven tog billedet fra mig, så forstod jeg, at hun var min forsvundne mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...