Spist af mig selv

Hejsa allesammen.
Dette er min første publicering her på Movellas, og det er en ret personlig en af slagsen. Det hele omhandler faktisk mig selv og mine egne oplevelser. Det er kun ganske få i virkeligheden, som jeg har delt min historie med, da jeg faktisk skammer mig over den. Men det er, som I også vil læse, noget, der stadig fylder en del, og jeg havde egentlig bare brug for at få skrevet alle mine tanker og følelser ned. Jeg ved ikke hvor fantastisk godt, den er skrevet, men den er ærlig. Bundærlig faktisk. Jeg håber, at man som udefrakommende kan forstå de tanker, der fylder hos en anorektiker. Det er et rod, men jeg håber, jeg har fået det sorteret overskueligt nok.
God læselyst - skriv gerne jeres ærlige mening om den i kommentaren.

0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

1. Sulten efter sult

 

”Jeg har et problem.

Det er ikke et vildt presserende og verdensomspændt problem. Jeg ved udmærket godt, at der er mange andre mennesker derude i verden, som har langt værre problemer. Men jeg ved på den anden side også, at mange andre piger har samme problem, som jeg.
 Nogle ville kalde det et first world problem. First world problem. Det har sådan en dårlig klang og er nærmest lig ubetydelighed. Lad mig nu sige en ting helt klart og tydeligt – bare fordi det er first world problem, betyder det ikke, at det ikke er vigtigt. På et tidspunkt ude i fremtiden vil hele den tredje verdens befolkning højst sandsynligt døje med samme ’ligegyldige´ problemer. Desuden er vi, her i den første verden, privilegerede og har virkelig få problemer – men det må jo så også betyde, at dem vi har er komplicerede, siden vi ikke kunne få dem løst.
 Derudover vil jeg heller ikke definere mit problem som et first world problem. Nogle vil nok sige, at det er overfladisk, en måde at få opmærksomhed på eller ligefrem skabagtigt.
 Men det er et ægte problem.

 Det er et ægte problem.

 Nu er det måske på tide, at du får at vide, hvad det er; ikke noget der kan ses. Mit problem består i mit hoved. Det er som sådan ikke noget fysisk – men jeg bilder mig selv ind, at det er fysisk. Jeg har svært ved at adskille de to ting. Som en magnet til et magnetisk materiale ramler de ind i hinanden og er svære at vikle ud igen. Jeg har forsøgt at hive i magneten. Selvfølgelig har jeg det – for jeg hader hvor rodet, det hele er. Men magneten er for stærk. Ellers er jeg for svag.

 Mit problem er selvhad, og dette er specielt rettet mod min krop.

 Endnu en af de piger, tænker du nok. Ja, jeg kan se det på dig jo! Jeg ved udmærket hvilke fordomme, dit lille, kønne hoved har lyst at sprøjte lige i fjæset på mig.
 Det ved jeg ikke på grund af samfundet. Nej, jeg kan se det. Du tænker ikke over det selv. Din underbevidsthed er skyld i handlinger og mekaniske bevægelser. For eksempel så snart du hørte sætningen selvhad mod min egen krop, så scannede dine øjne min krop. Du prøver at tænke tilbage nu. Endnu en ureflekteret handling som er synlig. Dine øjne blev mere indadvendte, du trak dig ind i dit eget tænkevæv.
 Du gør så mange ting ubevidst. Det har jeg lige bevist på tres sekunder. Nogle gange kan din underbevidsthed påvirke unge som jeg. Det er de uvilkårlige elevatorblikke, det lille ryst på hovedet, et uhørligt fnys. Jeg prøver ikke at give dig dårlig samvittighed, for selvom det er dig, der gør det, er det jo ikke noget du forsøger på. Forhåbentligt. Måske er jeg naiv.
 Jeg ved ikke hvad, der er skyld i mit syn på mig selv. Eller som sådan er svaret jo helt essentielt min tankegang. Men hvad, der påvirkede min tankegang til at blive så hadsk og selvdestruerende, det undrer mig. Det føles som om, jeg er født med det. At jeg fra fødslen af bare har båret rundt på en parasit, der æder min psyke op. Jeg kan helt ærligt påstå, at jeg ikke kan huske en gang, hvor jeg ikke havde det svært med mig selv. Nu hvor jeg siger det, bliver jeg helt trist. Barneleg og barnesjov, men altid naget af en lille stemme, der skældte. Lille jeg undgik at gå i svømmehallen på trods af min medfødte vandhund. Niårige jeg ville hellere have lange bukser på end at vise mine fede lår i et par shorts. En lille, uskyldig pige hørte engang sætningen ’Jeg græder indeni’, og den har hængt ved lige siden, fordi jeg til en vis grad kunne identificere mig med ordene. Jeg græder indeni. Så malende. Så uhyggeligt beskrivende. Så forkert at en blond børnehavepige skulle lægge så meget mærke til dem.

 Sådan har jeg altid haft det. Svært. Jeg følte mig tyk. Første gang jeg sagde, at jeg ville på slankekur, var da jeg følte mig så ulækker efter at have spist en muffin i tredje klasse. Men den slankekur blev hurtigt skrottet og puttet i glemmeboksen, da nye muffins kom på bordet. En sød tand kan drive al selvvilje ud af organismen.

 Men som med så mange andre mistede jeg mælketænder, og heriblandt måtte min søde tand have været. Lysten til søde kaloriefyldige genstande svandt ud, da den blev overtrumfet af et stort had.

 Jeg startede let ud. Spiste kun halvdelen af min skolemadpakke. Smed resten ud i skraldespanden, for at mor ikke skulle stille spørgsmål med en undrende panderynken. Efter skole havde jeg opdaget lykken ved at gå ture med høretelefoner i og travede skoven tynd med Shakira i ørerne.
 Den første dag jeg sultede mig selv med vilje, husker jeg tydeligt. Det var en skelsættende dag. Den dag trak jeg en streg i sandet, som jeg ikke skulle have gjort. Det var the point of no return. Desperationen og selvhadet fik mig drevet så langt. Skubbede mig udover skrænten og lod mig falde ned i et sort dyb. Jeg nåede aldrig bunden, gudskelov. Der var langt fra skrænten til bunden, og faldet ville have dræbt mig. Jeg levede bare i flyvende fald.

 Jeg havde fri den skæbnesvangre dag. Jeg havde opdaget, hvad kalorier var langt før dette tidspunkt. Små monstre, der gjorde mit tøj mindre og mindre for hver nat. Den dag indtog jeg alt for få af dem. Men jeg spiste stadig alle måltiderne, hvilket gjorde det mindre farligt i min forskruede hjerne. Min morgenmad bestod af et halvt stykke toast uden nogen form for pålæg. Min frokost bestod af den anden halvdel af toastbrødet. Min aftensmad indtogs under min mors lægeblik, og jeg måtte bide i den sure rødspætte.
 Fra da af havde min hverdag forandret sig. Jeg lærte mig selv at se mad som et kalorienummer, ikke et næringsprodukt. Hverdagen fortsatte grå og trøstesløs, men jeg havde fundet en mening. Mit eget, hemmelige agenda, som kom ingen andre end mig ved. Det føltes bare rigtigt. Jeg havde endelig fundet nøglen til min lås. Nu var problemet bare, at låsen lå langt væk. Men omme bag døren, lå det evige selvværd og selvtillid og alt det, som alle talte op i skyerne.
 Jeg ville derhen. Jeg tabte mig. Jeg vidste det. Tallene på vægten bunddykkede. Mine kraveben blev mere markerede i spejlet. De lå som symmetriske øer i et hav af hud. Mit ansigt blev smallere. Ubetydelige skygger dukkede frem under mine kindben. Mine hjemmelavede perlearmbånd dinglede løst om mine håndled. Senerne på mine hænder, som jeg dengang troede var knogler, blev mærkbare. Knogler. Jeg blev betaget af dem. Hvide, rene kalkbyggede rør og stænger, der holdt mig oppe. Problemet var bare, at de var dækket af et gult, blævrende lag fedt, der gav mig blodkarsygdomme og kræft.
 Hver morgen og hver aften smed jeg tøjet. Det blev min eget lille vane, at tjekke min krop i spejlet hver evig eneste morgen og hver evig eneste aften. Det var lige så vigtigt som solens op og nedgang. Denne vane blev mere og mere vanlig, og som det så ofte sker, blev to gange ikke nok. Hver gang jeg bevægede mig ind på et toilet, løftede jeg op i skjorten. Hver gang blev jeg skuffet, ærgerlig og fyldt med en lyst til at lade mine øjne sejle. På samme måde, som da jeg vejede ti kilo mere.

 Det er her, at det begynder at blive rigtig sygt. Min måde at se verden på stemte ikke overens med realiteterne. Jeg så forskruede ting. Jeg så ting, der ikke var der. Ekstra kilo. Mere fedt. Til trods for det faldende tal på vægten, voksede min krop. Min sultende hjerne så hallucinationer så at sige. Andre kalder det vrangforestillinger.

 Jeg læste senere, at når kroppen sulter, spiser den sig selv. Den bruger først lidt fedtressourcer. Dernæst muskler. Så organer. Til sidst immunforsvaret. Sådan skrev Wikipedia. Men det er forkert. Eller der mangler i hvert fald en ting. Et sted derimellem burde der være et mig. Kroppen spiser mig’et. Din identitet. Celle for celle, enzym for enzym, det kan da være nok så lige meget, hvis du ikke sker for dig. Tanke for tanke, følelse for følelse, lyst for lyst … det er det, der er det mest uhyggelige.
 Så jeg var væk. Kun de syge tanker, der ikke i virkeligheden ikke tilhørte mig, blev tilbage. Jeg var levende død. Jeg havde mistet lysten til alt andet end sult og kontrol. Gnisten var gået ud. Flammen var for længst død. Uden nogen sund fornuft tilbage, afholdt jeg mig fra mad i døgn. Det blev et spil. Kroppen var blevet et hylster, der aldrig blev perfekt. Min før så sindsforvirrede tankegang var spist, kun tanker om måder at ende tingene på blev tilbage. Tanker om knive i hud og blod, der ville male mine arme tirrede nærmest seksuelt. De mønstre, der ville pryde mine arme efter blodet var dryppet ned på gulvet, tiltog mig. Men hele tiden ville jeg ikke opdages. Hvis jeg blev, ville sygdommen miste sit tag, og den sad så godt. I stedet for blod og ar, holdt jeg mig til sult og kalorier. Mine ben rørte ikke længere hinanden. Jeg kunne sagtens se og mærke det. Men stadig fyldte mine lår for meget. Maven var for blød, selvom man kunne se mine ribben. Kravebenene var stadig dækket af hud.

 Sygdommen fyldte alt. Alt. Jeg var sygdommen, lige meget hvad alle psykologer og eksperter senere forsøgte at bilde mig ind. Mit hoved var stoppet med tanker om mad, kalorier, vægt, slankekure, hvor meget jeg ønskede at tabe mig. Der var ikke plads til andet. Bare én tanke om kærlighed eller længsel for andet end en sult, og ballonen ville være sprunget. Jeg lukkede mig inde. Aflyste aftaler med veninderne, da jeg ikke kunne overskue andet end sygdommen. Brugte mine eftermiddage på træning, selvom jeg var udmattet. Det fyldte alt.
 Jeg havde intet mål for min krop. For i sig selv var det ikke kroppen, der plagede mig. Jeg var ikke tilfreds med den nej. Hver gang jeg nåede et vægtmål, satte jeg bare et nyt. Jeg ville ikke ty, før blot mine knogler var tilbage. De smukke knogler, som jeg tilbad. Et skelet var mit mål. For et skelet er dødt. Tanker om den alt for fyldige og voksende krop var blot en måde at retfærdiggøre mit selvmord. Smerten ved at se mig selv i spejlet var blot undskyldningen, ikke den egentlige grund.
 Sulten var en måde at forsvinde på. En stille selvdød, der kom så umærkeligt, så umærkeligt. Jeg elskede smerten. Jeg elskede sulten. Jeg følte mig fri, let som om jeg var høj på alverdens rusmidler. Jeg var nede på få hundrede kalorier om dagen, hvis da overhovedet nogen. Jeg vandrede rundt som en levende død, der blot ventede på at blive en hel død. Jeg higede efter det.

 Jeg forstår godt din skepsis. Dit chok. Hvordan kan nogen have det sådan? Hvordan kan nogen have så meget vilje til at dø, at man undgår det mest basale her i livet? Jeg har sådan set svaret på det. Det var mit problem.
 Og så kom vendepunktet. Min veninde blev diagnoseret. En tur til skolesygeplejersken havde ødelagt hendes vaner, hendes mening med hverdagen. Sygdommen i hende stred og sled, men parasitten var blevet opdaget af professionelle. Kampen mellem hendes hylster og hjernevridernes arbejde var påbegyndt. Og imens hun kæmpede og slog for at lade folk være hende i fred, kunne hun ikke undgå at blive påvirket af medikamenter og konstant samtale. Sygdommen i hende svækkedes. Kroppen lavede gylpebevægelser og for hver krampagtig, smertefuld rystelse blev en smule tanke, lyst og identitet kastet op. En smule hende. I takt med at cellerne fik mere og mere benzin, belønnede de hende med sig selv. Den bedste gave de kunne have givet hende. For med tanker og et ’selv’ kom lysten til at blive helbredt.
 Og så lagde hun mærke til mig.

 Jeg var som et spejl af, hvordan hun selv havde været blot nogle måneder tidligere. Hun genkendte sygdommen, for hun havde ligeså været sygdommen. Hun hjalp mig. Gav mig hjælp. Hjalp mig igen. Jeg strittede imod. Alt var blevet så indgroet i mig, at det gjorde ondt at rive op i. Sygdommen var blevet et rutinedyr, der ikke tålte ændringer. Rutiner er kontrol, og jeg havde brug for kontrol. Det var det eneste, jeg havde tilbage. Kontrollen hvormed jeg skulle dø. Da min tætte veninde forsøgte at vælte grundlaget for min eksistens ned, var sygdommen skrækslagen. Da jeg blev tilbudt professionel hjælp, var jeg tæt på bunden i mit ald. Måske nogle centimeter fra.
 Men jeg blev reddet.
 Varme hænder svøbte sig om min iskolde krop. I begyndelsen brændte de mig. Brandmærker prydede mit indre, varmen var for meget. Men de hev mig op. Langsomt i begyndelsen, for jeg bed. Det gjorde for ondt, og jeg ville af liften. Kontrollen, rutinerne, den lyksalige smerte blevet revet væk under mig, og jeg ønskede blot at falde udover håndfladen og ramme kløftens bunden. Men hænderne var for hårdhudede, og tog ikke imod mine bid. Sygdommen indeni mig rystede og for rundt. Så skete det samme, som var sket for min veninde. Jeg vendte tilbage. Jeg som ønskede livet.

 Det at have et jeg er noget, som du tager for givet. Det betyder alt. Det er kernen i dit liv. Men trods vigtigheden, er det en selvfølge. Ligesom alt andet er, indtil man pludselig mister det.

 I lang tid sloges sygdommen og jeg. Hver bid pandekage, hver gang jeg satte mig ned i stedet for at lave sprællemænd, hver gang jeg ikke så på kalorieindholdet på et madprodukts emballage eller internettet var en sejr over sygdommen. Men efter hver en sejr blev jeg forgiftet med en brændende dårlig samvittighed. Jeg måtte græde. Var tæt på at hoppe udover den stadig løftende håndflade. Men livet var vendt tilbage.

 På et tidspunkt spiste jeg en morgenmad. Havregrød lavet på vand. Jeg spiste det uden at tænke. Uden at lysten til at slå hovedet til blods i væggen meldte sin ankomst bagefter. Det var euforisk. Jeg havde ikke oplevet noget lignende i år. Havregrød lavet på vand blev til rugbrødsmadder, som blev til kylling, som til sidst blev kage.

 Hånden havde båret mig op af faldet og båret mig op på den anden side af skrænten. Pludselig kunne jeg se mit startsted meget krystalklart. Lige der. Lige på den anden side af den sorte, uendelig dybe kløft. Der var intet græs der. Ingen blomster. Det hele var dødt og gråt. Forkullet jord og aske. Jeg måtte vende det ryggen men stadig huske det. Tilbagefald er ikke sjældne. Størstedelen, af alle ’helbredte’, får det aldrig helt naturligt med mad og deres krop igen. Jeg ved ikke engang, om jeg kan sige igen … I hvert fald ikke i mit tilfælde. Jeg havde en sindsfejl, jeg tog et kæmpe sideskridt på grund af denne fejl, og det har jeg måttet lære at leve med og sørge for ikke sker igen.
 Det er år siden nu. Men jeg tilhører størstedelen af dem, der kommer op af kløften – jeg har ikke et naturligt forhold til mad og krop. Det er, hvad det er. Så længe jeg går en kæmpe bue om næste skrænt.
 Ja, det er derfor, jeg takker nej til den cookie. Det er ikke noget tilbagefald eller noget, jeg vil bare ikke presse mig selv ud over kanten. Nej, lad nu være med at se sådan ud i ansigtet! Jeg er ikke bange for den cookie … jeg er bare … ja, bare nej tak.
 Jeg er ikke så sulten.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...