Tryllefløjten

Historien om tryllefløjten

0Likes
0Kommentarer
109Visninger
AA

1. En hel historie

                                                           “Tryllefløjten” 

 

 

Så skete det. Jeg troede jeg kendte min familie, men det viste sig, at det gjorde jeg slet ikke… Der var ikke ret meget lys i spisestuen, det var kun den røde lampe der var tændt og nogle stearinlys. 

Vi sad i stilhed og spiste, det var ikke ligefrem en god stemning der var ved bordet, nu nærmere en lidt ligegyldig stemning, det føltes tomt indeni, det føltes som om det var et sort hul jeg sad i sammen med min familie… Som om det gjorde nogen forskel… Jeg kunne sidde hvor som helst og det ville stadig føltes tomt…

Jeg sad helt stille der var ingen af de andre der bevægede sig, fra hofterne og ned til tåspidserne var stille som sten. Det eneste jeg kunne mærke, var mit eget hjerteslag, jeg kunne næsten hører det…

Gad vide om de andre også kunne det, siden der var musestille. Vinen var fuldstændig sort, ligesom det der var ved bordet, var jeg mon den eneste der havde en lille gnist tilbage… 

Jeg sad og drømte hen i det maleri på væggen af en buket blomster, hver eneste blomst havde en fin lys og tydelig farve, ikke for lys og ikke for mørk. Jeg lagde ikke mærke til at der var sort baggrund på maleriet, jeg lagde kun mærke til de unikke blomster, der tog alt opmærksomheden. Jeg kiggede på det og forestillede mig et paradis indeni hvor alle var glade, hver eneste havde sin egen form og facon, man skulle ikke være perfekt, det er der ingen der er. 

Jeg følte mig… lykkelig, i maleriet, selvom det ikke var virkelighed. Jeg blev skuffet hver gang jeg kom tilbage til virkeligheden, igen blev jeg ligegyldig og uperfekt, især i min fars øjne. 

Jeg forstår det ikke, vi er alle bare mennesker, vi har hver vores unikke måde at være på. Jeg efterlod på en måde min glæde inde i det maleri. Hvis min lykke kom ud i det grufulde virkelighed, så ville den dø ud, jeg ville ikke kunne finde den igen… Det var ikke det samme med blomsterne på bordet, de så lige så følelsesløse ud, som min familie var, de var helt hvide, og virkede triste.

Min far var lidt af en tyran, alle i familien skulle bare rette sig efter ham, og hans skyhøje forventninger, min mor kunne ikke magte det, hun lukkede sig inde i sig selv, i sin egen lille bobbel af rødvins tåger, og falsk familieidyl, mine brødre og jeg havde ingen egen fri vilje, kun min fars vilje og hans ord var lov.

Fløjten, ja den skulle vi alle lærer at spille på, ikke at jeg havde lyst til det… Men som sagt, var det kun fars ord der gjaldt. Jeg vidste ikke engang om han selv kunne spille på den, men på den anden side havde jeg heller ikke lyst til at vide det, nogle gange tænkte jeg på, hvad han egentlig ville synes om, hvis jeg fortalte ham sandheden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...