VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
589Visninger
AA

23. TRISTAN

6

 

Det blev værre og værre, at se ham hver dag i skolen. Det var nemmere der hjemme, for jeg kunne bare blive inde. Den dag jeg snakkede med ham første gang efter skænderiet, havde vi endnu et, og det var værre, end det vi havde, da vi slog op. 

Jeg gik hen af gaden, og skyerne var grå. 

Regn. 

Jeg tænkte på historierne om Emilie og Jacobs regnvejr, der blev ved indtil han forsvandt. Det havde ikke regnet længe, og Emilie ventede kun på at det kom. Måske var det heller ikke meningen, at jeg skulle være sammen med Sebastian. 

Han sad på kantstenen, som han var begyndt at gøre tit. Han havde på det sidste ikke været særlig meget hjemme hos sig selv. Hans forældre var begyndt at skændes, og når hverken Anna, eller Adam, eller Emilie var hjemme, var det kanstenen, der var hans bedste ven. 

“Det begynder snart at regne, måske skulle du gå ind igen.” Sagde jeg. Jeg stod med hænderne i jakkelommerne. 

“Jeg tror ikke en lille smule regn, kan ødelægge mit noget så fantastiske humør.” Svarede han.

“Savner du det?” Spurgte jeg, og satte mig ned ved siden af ham. 

“Hvad?” 

“Os?” 

“Jeg ved det ikke, Tristan. Men du gav op, og jeg gik i stykker. Der ikke mere at snakke om.”

“Jeg ser dig hver dag, Sebbe. Du går ned af gangende med øjnene rettet mod gulvet, og pigernes øjne følger dig overalt, selvom de godt ved, at du er til drenge. Jeg ser dig. Alle ser dig, men du ser ikke nogen. Du har lukket hele verden ude, og når jeg ser dig, begynder mit hjerte at banke hurtigere ved tanken om, at du måske, bare måske kigger på mig, men det gør du aldrig.”

“Jeg prøver at glemme.” 

“Jeg har brug for, at du husker.” Han svarede ikke. “Prøv nu bare at huske, Sebbe.”

“Huske hvad?” 

“Huske hvad vi følte. Du kan ikke have glemt dagene skolens tag, eller nætterne, hvor vi væltede rundt i baghaven, og grinende til tårerne løb. Eller den ene nat, hvor vi lå på trampolinen, med dyner og puder, indtil vi faldt i søvn, og vågnede op, fordi det styrtede ned. Vi løb igennem haven, og væltede i vores dyner, mens vi blev langsomt gennemblødte. Vi grinede af det resten af dagen, fordi selvom mit tøj var gennemblødt, og mine dyner blev beskidte, var det det hele værd, for jeg var sammen med dig.” Sagde jeg. “Husk hvorfor vi blev forelsket til at starte med. Husk vores sedler. Husk hvad det hele handlede om.” Han rejste sig op. 

“At huske det hele er nemt, Tristan. Jeg var der ligesom. Jeg elsker dig, og jeg hader at være i den her krig med dig, men…”

“Vores forhold er mere værd end det her skænderi.” Afbrød jeg ham. 

“Det er ikke et skænderi, Tristan. Vi slog op! Og det er mig, som sidder med minderne, og jeg prøver at regne ud, hvorfor jeg ikke så det komme, hvorfor jeg ikke kunne stoppe det. Det gør ondt. Det gør så fucking ondt! Hver gang jeg sidder i stilheden, med mine forældres råben i baggrunden, kan jeg ikke hører andet end din stemme, sige de samme ord om og om igen. Jeg elsker dig. Og hvorfor skriger mine forældre af hinanden på den anden side af døren, når deres søn er ved at falde fra hinanden, fordi hans kæreste gav op? Hvorfor gør råbende, og skrigende, og ordene så ondt når det ikke er mig de rammer? Vil du vide hvorfor? Det er de samme ord. Jeg giver op. De råber og skriger, at de ikke vil mere. At de giver op. Men de bliver alligevel ved og ved og ved, og det fortsætter bare. Alle skænderierne. Mens deres søn sidder på hans værelse, og går mere og mere i stykker, og det er første gang, du ikke er dig til at berolige mig!” Han råbte indtil han græd. 

“Jeg er ligeså fucking såret, som du er! Det her handler ikke om, hvem der sårede hvem mest, det handler ikke om, at vores forhold endte. Det handler om følelserne. Det handler, om hvad vi følte for hinanden, forstår du ikke det? Jeg fucking elsker dig, men det er ikke nok for dig, du vil ikke prøve igen. Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre? 

“Intet, Tristan! Du skal ikke gøre noget som helst, for jeg er kun teenager! Jeg er for ung til det her pis. Jeg er for ung til at rende rundt, og være forelsket i de forkerte drenge.” 

“Du er ikke en skid for ung! Det har ikke noget med det at gøre. Du kan sgu da for helvede også blive såret, når du bliver ældre, og du skal ikke tro, at det bliver nemmere til den tid. Du er ikke for ung, du er for bange!”

“Jeg er ikke bange.” Svarede han. 

“Hvad er du så?” Spurgte jeg.

“Færdig! Jeg er fucking færdig!” Døren smækkede bag ham, da han gik ind.

Først efter vi havde haft det skænderi, bankede jeg på døren for at fortælle ham, hvordan jeg havde det. Jeg bad ham gå med mig udenfor. Det var første den dag, vi undgik at råbe af hinanden, og blev kærester igen. 

“Jeg føler stadig alting ligeså meget for dig, som jeg gjorde før.” Sagde jeg.

“Hvorfor fortæller du mig det.” Spurgte han.

“Fordi jeg ikke kan klare, at du ikke ved, hvad jeg føler.” Svarede jeg. 

“Det var dig, der ikke gad mere.” 

“Jeg var bare træt af, at blive ved med at prøve, når det ikke blev bedre.” 

“Fint.” 

“Hør her, jeg er ikke glad for den her sitation, og vores sidste skænderi var dumt, men så længe, at du har det godt med det her, så er det okay.” 

“Hold nu op.” 

“Hvorfor? Du sagde, at du var færdig med os. Det er jo ikke fordi, du nogensinde forelsker dig i mig igen, så kan vi ikke bare stoppe det her, og så gå ind til os selv igen?” 

“Det var dig startede det, Tristan, og selvfølgelig forelsker jeg mig ikke i dig igen, for jeg er aldrig stoppet.” 

“Hvad?” 

“Jeg er stadig forelsket dig, Tristan. Hvad fanden havde du regnet med.” 

“Men jeg troede, du havde det bedre uden mig.” 

“Jeg løj.” 

Så kyssede vi. 

Det var ikke nemt, og vi havde ikke forventet at finde tilbage i de samme rutiner. Det gjorde vi på ingen måder heller ikke, men jeg tror de nye rutiner, var bedre end de gamle. Forstilligen om Sebastian og jeg, var så langt væk, at jeg på ingen måde troede, det nogensinde ville blive ham og mig igen, selvom alle de andre var sikre. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...