VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
585Visninger
AA

22. TRISTAN

5

 

En måned senere sad jeg i Annas vindueskam, og så ned på vejen, hvor Sebastian og jeg plejede at kysse farvel. Jeg begyndte at græde, men blev ved med at kigge, så Anna ikke så det. Efter et par minutter kom hun hen til mig. Hun satte sig ned ved siden af mig. 

“Kig på mig, Tristan.” Sagde hun. “Du skal holde op med at græde over Sebbe, når det var dig der ikke gad mere.” 

“Jeg har aldrig sagt, jeg ikke gad.” 

“Du gav op.” 

“Det ved jeg godt, men det fungerede ligesom ikke vel.” 

“Jeg tror, at den aften du gav op, var den aften, han valgte, han ikke længere var noget værd.”

“Hvad mener du?” Spurgte jeg, selvom jeg godt var klar over det.

“Den aften, du sluttede det hele. Ødelagde du ikke kun jeres forhold, du ødelagde ham. Han kom hjem til mig efter, og han græd ikke engang, men jeg kunne se, at han havde gjort det før. Jeg tror han havde grædt så meget, at han ikke kunne mere.” 

“Undskyld.” Sagde jeg, med tårer i øjnene. 

“Det er ikke mig, du skal sige undskyld til.” Og jeg vidste hun havde ret. Jeg skulle sige undskyld til ham, men hvad hvis han ikke ville tilgive mig? Hvad hvis det overhovdet ikke ville blive godt igen? Hvad skulle jeg så gøre?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...