VI FALDT

Deres venskab var så ødelagt, at det næsten var et kunstværd på udstilling.
Teenagere med smukke hjerter. Et enestående venskab der faldt fra hinanden, imens verden grinte hver eneste gang de begyndte at græde.
Ingen af dem forstod, hvorfor de ikke blev ved med at kæmpe, men det var fordi de aldrig gjorde det til at begynde med.
De kæmpede aldrig mod ødelæggelsen. De VAR ødelæggelsen.
De druknede i det man kalder kærlighed. Det man kalder venskab, og det man kalder forræderi.
De druknede i det man kalder en depression. Det man kalder sorg, og det man kalder ødelæggelse.

Hvis i vil, må i meget gerne smide en kommentar og sige hvad i mener.

1Likes
14Kommentarer
578Visninger
AA

21. TRISTAN

4

 

Da vi slog op var der råben og skrigen. Det var ikke det første skænderi, vi havde haft, men det var det værste hidtil, og det endte i tåre og knuste hjerter. Vi sad hjemme hos mig, og vi havde næsten ikke sagt noget hele aftenen. Jeg vidste ikke engang, hvorfor vi ikke bare havde taget problemet op, og så havde endt det hurtigere. Men det var svært at indrømme, at der ikke længere var noget os. 

“Kan du huske, hvad du sagde? At vi skulle tage den til den tid? Men nu er tiden kommet, Tristan. Det er nu vi knuser hinanden. Det er nu vi skal igennem det her åndsvage lort. Hvor helvede blev tiden af?” Han råbte, og græd, og jeg sparkede til en stol så den væltede. Vi var alene hjemme.  

“Jeg ved det ikke, for fanden.” Jeg råbte også. “Men havde du regnet med, at vi kunne leve i en fantasiverden for altid? For så tog du fejl, Sebbe.” Han satte sig ned på en stol. 

“Ved du, hvad det værste er? Det er, at der er ingen af os har fucked det op, der er ingen at bebrejde, ingen af hade.” Sagde han. 

“Hvorfor er det det værste. Er det ikke bedre sådan?” Spurgte jeg. 

“Nej! For hvad fanden er det så, der er vores problem?”

“Det er stadig os! Der har hele tiden været os, ingen andre, Sebbe. Men jeg ved ikke hvorfor, for jeg er stadig pisse fucking forelsket i dig, det har ikke ændret sig.” 

“Og jeg er stadig forelsket i dig, så hvorfor fungere det ikke?” 

“Jeg ved det ikke. Men det gør det ikke. Vi er bare færdige.” Sagde jeg, og satte mig også ned. 

“Er det det? Vi er bare færdige?” 

“Hvad er det du vil? Vil du bare forsætte?” 

“For helvede da, Tristan, vi prøver jo ikke engang mere.” 

“Nej, for det er for sent, der er ikke mere at gøre… Jeg giver op, Sebastian” 

“Du giver op?” Spurgte han, og jeg nikkede. Jeg kunne se, at han gik i stykker. Han havde ingen ord tilbage, og jeg havde det som om, mit hovede var ved at eksplodere. Jeg mistede fornemmelsen af alting. Det slørede for mine øjne, men jeg kunne ikke gøre noget, og det kunne han heller ikke, så han vendte sig om og gik. Lod som om, han ikke var ved at gå fra forstanden. Jeg væltede en stol mere, og brød sammen på gulvet, men det var mig, der havde givet op. Så det var ham, der gik. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...